Hvor stor en forlomme får man som skuespiller, når man har det rigtige efternavn? Det spørgsmål undersøgte Euroman i en artikel, der kortlagde familieforholdene i den danske filmbranche og skød en debat om »nepobabyer« i gang. Skuespillere, der er opvokset i branchehjem, ser ud til at debutere i store, bærende roller, mens no name-debutanter skal igennem en række kortfilm og småroller først. Men et kendt efternavn åbner ikke døre, sagde flere til Euroman, det gør kun flid og talent.

Er filmindustrien egentlig værre end så mange andre eftertragtede brancher, eller er den bare sjovere at snakke om? I Danmark har vi endnu ikke forskning, der går i detaljer med den slags, men i Storbritannien har de diskuteret adgang til den kreative branche i længere tid. I 2017 regnede forskere sig frem til, at britiske børn med forældre i film- og tv-branchen er 12 gange mere tilbøjelige til at ende samme sted. Det lyder jo voldsomt, men til sammenligning har børn af læger også 24 gange større sandsynlighed for selv at blive læger, og advokatbørn 17 gange større chance for at ende som jurister.

Det særlige ved den kreative branche i forhold til medicin og jura er, at der har været en stærkere tro på, at man var åben for talent i alle afskygninger. I hvert fald har flere ældre skuespillere med arbejderklassebaggrund fortalt, at de selv blev hjulpet frem af en særlig nysgerrighed på nye stemmer og perspektiver, der nu er ved at gå tabt. En af dem er den prisvindende walisiske skuespiller Michael Sheen.

»Jeg har set min egen vej ind i branchen forsvinde bag mig, og ting, jeg har taget for givet om vores kultur, har ændret sig for øjnene af mig,« skrev han i New Statesman i 2021.

Udsagn som disse har fået sociologer til at undersøge, hvilken chance briter fra andre samfundslag egentlig har haft for at blive en del af den kreative klasse fra 70erne og frem til i dag. Og det viser sig, at det altid har været svært. Der var aldrig en gylden æra med fri og lige adgang til rampelyset, heller ikke i 70erne, der ellers er blevet set som en tid, hvor man væltede gamle hierarkier omkuld. Chancen for, at en fra de højere klasser endte i den kreative branche – i forhold til en fra arbejderklassen – var omkring fire gange højere gennem hele perioden.

Når skuespillere som Michael Sheen mener, at der nu kommer færre unge med en baggrund som hans ind i branchen, er det ikke forkert. Der er færre med arbejderklassebaggrund, der får kreative job i dag, men der er også færre af dem i befolkningen, viser studiet.

Skal man drage en lære af de britiske erfaringer, er det måske, at den kreative branche hverken er værre eller bedre end resten af samfundet. Men dens selvfortælling om fri bane for talent er nok ikke helt korrekt.