»Lad så den forbandede termostat være!«

I bogen The Discomfort Zone beskriver den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, hvordan hans forældre begynder at skændes om temperaturen i huset. Faren vil have det varmere, moren koldere.

»Alt, hvad jeg beder om, efter en lang dag på arbejde,« hvisler faren, »er, at temperaturen står inden for komfortzonen.«

Komfortzonen er et lyseblåt felt på termostaten, som markerer en behagelig opholdstemperatur på mellem 22 og 25 grader.

»Earl, der er så varmt i køkkenet. Det ved du ikke, for du er aldrig herude, men der er så varmt,« svarer moren.

»Den lave ende af komfortzonen! Ikke engang midten! Den lave ende. Det er ikke for meget at bede om!«

Det, Jonathan Franzens far giver udtryk for i teksten – retten til varme, ønsket om bekvemmelighed – kan forskere genfinde, når de interviewer folk over hele Europa og beder dem om at reflektere over deres forhold til temperaturen i hjemmet.

Nu går vi en vinter i møde med høje energipriser og knappe forsyninger. Kontrollerede strømafbrydelser kan komme på tale. Offentlige bygninger skruer ned til 19 grader inden døre, udendørs belysning skæres ned, og der kan komme langt mellem julebelysningen. Nogle begynder at frygte egentlig energifattigdom i Danmark.

Alle private hjem opfordres til at skrue ned for varmen og spare på strømmen. For selv hvis man ikke risikerer at blive klemt økonomisk, er det med til at sikre forsyningssikkerheden og presse priserne ned, hvis vi kollektivt sænker forbruget.

»Det er afgørende, at vi hjælper hinanden med at spare på energien i hverdagen,« sagde Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw, på et pressemøde.

Husholdninger står for cirka 30 procent af Danmarks samlede energiforbrug – og 70-80 procent af det går til opvarmning og varmt vand.

Så hvorfor er det ikke en given sag, at vi alle sænker temperaturen og hopper i tykke sweatre og uldsokker fra oktober til april?

Fordi komfortzonen er svær at forlade.

Dejlige 24 grader

De sidste 30 år er der både sket rigtig meget og rigtig lidt med energiforbruget i danske hjem. Når man ser på størrelsen af forbruget, har intet rykket sig i årtier:

»Vi bruger præcis det samme gennemsnitligt i danske husstande i dag, som vi gjorde for 30 år siden,« fortæller Kirsten Gram-Hanssen, professor ved BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet.

{embedded type="node/bondquotes" id="53175" width="half_width" align="left"}

Men vi er blevet bedre til at bruge energien mere effektivt. Køleskabe, vaskemaskiner og fjernsyn bruger langt mindre strøm end tidligere, og vores boliger er blevet bedre til at holde på varmen. Vi har effektiviseret hele vejen rundt. Vi har bare ikke brugt gevinsten til at opnå et lavere forbrug. Tværtimod bruger vi i dag al den sparede energi på at varme flere kvadratmeter op, køre vaskemaskinen et par gange mere om ugen, på et ekstra fjernsyn i soveværelset og en højere temperatur inden døre.

»På den måde veksler vi energieffektivitet til øget komfort, renlighed og bekvemmelighed,« konstaterer Kirsten Gram-Hanssen.

»Den måde, vi har fokuseret på effektive bygninger og apparater, er måske ikke i sig selv forkert, men den er heller ikke helt rigtig. For vi har gjort det for nemt for folk at forbruge mere og mere.«

Løftet bag de teknologiske fremskridt var, at man kunne spare på energien uden at gå ned i komfort. I stedet har det hævet standarden for, hvad der føles behageligt.

»Normerne for, hvad der er et behageligt indeklima, ændrer sig over tid,« siger Kirsten Gram-Hanssen og påpeger, at det for eksempel fremgår tydeligt af forskningen, at folk får en højere indetemperatur, efter at de har energirenoveret deres bolig, eller hvis de flytter ind i moderne lavenergibyggeri.

»De huse har meget nemt ved at blive 23-24 grader. Og så begynder normerne at ændre sig, for hvis der så er flere og flere mennesker, der bor i moderne lavenergibyggeri og er vant til de temperaturer, så vil det jo føles koldt at komme på besøg i en gammel murstensvilla, hvor der er 20 grader.«

Samtidig bygges nye familiehuse større end tidligere, og de har store, åbne rum uden døre og gulvvarme over det hele. Men det betyder, at dele af huset ikke kan lukkes af og stå uopvarmet, og da gulvvarme er længe om at varme op og køle ned, giver det ikke mening at skrue op og ned afhængig af aktivitet og have forskellige temperaturer i forskellige rum.

»Så nu har vi vænnet os til en ensartet temperatur over det hele,« fortæller Kirsten Gram-Hanssen.

Bag disse ændringer af vores hjem og hverdagsrutiner ligger en større slåskamp i forskningen om, hvordan termisk komfort egentlig skal forstås.

På den ene side har vi en opfattelse af komfort som en målbar kvalitet ved omgivelserne. Den kommer til udtryk i en række tekniske standarder for indeklima, som moderne byggeri skal leve op til. De er ikke taget ud af den blå luft, men kan føres tilbage til forsøg fra 1960erne, hvor den danske forsker Povl Ole Fanger testede menneskers opfattelse af temperatur og luftfugtighed i et klimakammer.

Men, siger kritikerne, ingeniørstandarderne for komfort har vænnet os til at betragte en bestemt temperatur som det normale, hvilket styrer vores påklædning og får andre temperaturer til at føles ukomfortable. Standarden blev på en måde selvopfyldende, og nu har vi svært ved at gå tilbage til en mere fleksibel tilgang. Modsætningen er nemlig den adaptive komfortmodel, der lægger vægt på menneskets tilpasning og samspillet med omgivelserne. Hvad der føles komfortabelt, varierer hen over året og påvirkes også af lys, lugt og støj.

»Det er et spørgsmål, om man skal have samme temperatur hele tiden alle steder,« siger Kirsten Gram-Hanssen.

»Hvad er behageligt i et køkken, når du står og arbejder? Hvornår er det komfortabelt i et bryggers, hvor du står og hænger vasketøj op? Og hvilken temperatur er rar, når du sidder i stuen og ser fjernsyn?«

{embedded type="node/bondquotes" id="53176" width="half_width" align="left"}

Det har vi hver især forskellige bud på. Kirsten Gram-Hanssen har lavet interviews med beboere i helt ens rækkehuse, hvis forbrug stak i hver sin retning.

Liv ved 18 grader

Man kan ikke ændre energivaner alene ved oplysning, for energi er usynligt, og vi tænker slet ikke nok over trykket på kontakten, til at vi kan påvirkes af fornuft. Det fremføres ellers ofte, at man kan skære fem procent af sin varmeregning ved at sænke temperaturen en grad i hele huset. Men energisparekampagner har sjældent stor effekt.

I stedet skal man ifølge Kirsten Gram-Hanssen ind og rykke ved vores normer og rutiner. Man skal finde en måde at sænke temperaturen på, der ikke føles som et offer.

»Opleves det som fattigdom og nød at tage noget mere tøj på, eller opfattes det som, at man mestrer en situation og er stolt ved det?« opsummerer hun.

Potentialet i et moderne liv ved 18 grader blev undersøgt i et stort tværeuropæisk forskningsprojekt ved navn Energise i 2018. Borgere i otte lande deltog i en syv uger lang udfordring, hvor de skulle prøve at få deres indetemperatur ned på 18 grader og halvere antallet af tøjvaske. Vask står for 23 procent af elforbruget i en typisk familie i parcelhus, og med elprisens stigning koster det i dag 3,7 kroner at køre en vask mod 1,4 kroner i 2021.

Danmark stillede med et hold parcelhusejere i Viby Sjælland og beboere i bofællesskaber i Trekroner. 18 grader var et ambitiøst mål, »især i en dansk kontekst«, fortæller Freja Friis, der var med på den danske del som forsker ved BUILD. Men samtidig var det også meningen, at det skulle være svært:

»Vi ville godt prøve at udfordre vores komfortnormer,« fortæller hun.

»Vi ville prøve at presse dem så meget som muligt, samtidig med at det selvfølgelig skulle kunne lade sig gøre i et hverdagsliv, uden at de tænkte ‘ej, en lortevinter, vi skal gå igennem'.«

Deltagerne fik udleveret et kit, der skulle inspirere til nye vaner, som at gå i uldsokker, sidde under et tæppe i sofaen og varme sig ved en kop te. Opvarm kroppen frem for rummet, lød rådet.

Før forsøget havde de danske deltagere i snit lidt over 22 grader i hjemmet, og de gik til udfordringen med forskellige grader af entusiasme.

»Der var dem, vi kalder rationelle superforbrugere, der synes, det er spændende at følge med i, hvor meget man sparer på strømmen, og hvor meget der økonomisk er at hente,« fortæller Freja Friis, og de var typisk mænd. Ved første forskerbesøg sad de klar med dokumentation for energiforbruget, og de kunne godt finde på at følge udviklingen fra dag til dag.

Så var der de knap så engagerede og dem, der følte sig mest ramt af kulde.

»I flere tilfælde var der forskel mellem manden og kvinden på, hvad der føltes acceptabelt. Kvinderne syntes hurtigere, det blev for koldt, hvor mændene var grebet lidt af konkurrencen,« siger Freja Friis.

Omsorg for børn og ældre familiemedlemmer kunne være en barriere for at skrue ned, ligesom gæster var en udfordring.

»Når vi har gæster, skruer vi varmen op. Det forventer folk. De har typisk tynde bluser på, når de kommer på besøg,« sagde en dansker, mens deltagerne i Ungarn og Finland blot udleverede strømper og sweatre til besøgende.

I alle otte lande var der boliger, hvor varmesystemet var så indviklet, at beboerne ikke kunne finde ud af at bruge det.

For de ældre deltagere vakte eksperimentet minder frem om oliekrisen i 1973 og vaner, de havde lært i deres barndom. For nogle var tanken om at leve nøjsomt derfor helt naturlig, mens andre i den ældre generation følte, at de måtte have lov til at lægge fortiden og kulden bag sig:

»Jeg syntes, her var koldt. Det var ikke sjovt længere, og det fik mig til at tænke på min barndom, hvor vi plejede at sidde sammen, og mor og far sagde, at det ikke behøvede at være så varmt om vinteren. Så har jeg tænkt, at jeg virkelig er blevet så moderne, at jeg ikke vil leve ved så kold en temperatur længere,« fortalte en finsk kvinde til forskerne.

Hvad angår tøjvask, så plejede deltagerne at vaske tøj fire gange om ugen i snit, dog med stor variation mellem familierne. Selv blandt familier på fire kunne vaskevanerne spænde fra to til otte gange om ugen. Den typiske tilgang var at lægge tøj til vask, når det havde været i brug, uanset om det reelt var beskidt eller lugtede. Nu blev de opfordret til at forsøge at fjerne enkelte pletter først, lufte tøjet ude og generelt bruge bukser og trøjer flere gange mellem hver vask, for eksempel ved at have en stol i soveværelset til tøj i »mellemfase«.

Flere var nervøse for at lugte eller fremstå sjuskede og ville helst undgå at møde på arbejde i samme skjorte to dage i træk. Andre råd var at skåne det fine tøj, der blev brugt på jobbet, ved at skifte til en gammel sweater, når man kom hjem, og bruge forklæde ved madlavning.

Det lykkedes deltagerne at skære antallet af tøjvaske ned med 35-40 procent. At skrue ned for varmen var en større udfordring: Da forsøget sluttede, lå temperaturen i de danske stuer på omkring 21 grader. Altså én grad lavere end ved start.

»Det er jo ikke så meget. Og det var et gennemsnit, så der var jo også deltagere, der ikke formåede at skrue ned,« siger Freja Friis og nævner tekniske udfordringer og komfortnormer som de største barrierer.

»En af deltagerne udtrykte det sådan, at det bare ikke er så hyggeligt at sidde fredag aften og drikke rødvin med vanter på fingrene,« fortæller hun.

Samtidig var der kun en meget lille økonomisk gevinst ved at spare på varmen, så det kunne næsten føles fjollet at gå til yderligheder for at holde forbruget lavt.

»Så snart du sætter dig ned i stuen, bliver det for koldt. Så jeg vil ikke fortsætte med det. Det ville være noget andet, hvis vi var mindre velhavende,« sagde en dansk deltager.

Varmeregningen venter

Spørgsmålet om trykket på pengepungen er denne vinters store joker. For som udgangspunkt vil forskere som Kirsten Gram-Hanssen og Freja Friis sige, at stigende priser ikke gør nogen stor forskel for folks forbrug.

»Men det er jo, fordi vi ikke har forestillet os prisstigninger i den størrelsesorden, vi ser nu,« siger Kirsten Gram-Hanssen.

Elprisen er mere end fordoblet siden 2020. Ifølge et regneeksempel fra Nykredit kan en familie med to børn og et forbrug på cirka 4.000 kilowattimer om året se frem til en elregning på 22.000 kroner mod knap 10.000 kroner året før.

Prisen på gas er steget med 143 procent det seneste år, og familier med gasfyr skal ifølge Nykredits beregning betale 33.000 kroner mere for varme i denne fyringssæson.

»Så når vi får så markante stigninger, er det da dødspændende, hvad folk rent faktisk gør derhjemme, og hvem der gør hvad.«

Også den billigste opvarmningsform, fjernvarme, kan blive dyrere, fordi de højere priser på olie og gas også får biomasse til at stige i pris, og biomasse udgør knap halvdelen af varmeværkernes brændsel.

Det er et socialt eksperiment, vi er på vej ud i, siger Kirsten Gram-Hanssen, der håber, at hendes forskningsgruppe kan køre et projekt undervejs. Ud over økonomien er også normerne i spil denne vinter, når vi pludselig taler om energi på en helt ny måde, og det bliver gjort til et kollektivt projekt at skrue ned.

Men selvom det måske ligefrem kan ses som et led i kampen mod Putin at ændre energivaner, og der er både økonomisk tryk og opbakning fra fællesskabet til at lægge stilen om, så forventer Kirsten Gram-Hanssen ingen mirakler.

»Hvor mange normer forandrer man på en enkelt krisevinter?« spørger hun.

»Jeg tror måske ikke, det er så mange, men lad os nu se.«

{embedded type="node/node_image" id="66419030"}

Louise Fogh Hansen

Den glade klimaaktivist