Falsificeret. Fundet af et fodspor med kløer kan rykke ved hele den evolutionære tidslinje.
De første krybdyr
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Engang for længe siden kravlede fortidens fisk op på land, og over lang tid udviklede de sig ad forskellige grene til krybdyr, fugle, padder og pattedyr.
Den udvikling begyndte med de tidligste tetrapoder, en slægt af hvirveldyr, og hidtil har man antaget, at tetrapoderne opstod i den geologiske periode Devon, mens de første moderne dyreformer begyndte at dukke op i Kultiden for 354-290 millioner år siden. De ældste spor af krybdyr er således 320 millioner år gamle.
Det, vi ved nu
Nu rykker et fodspor ved den evolutionære tidslinje. To amatørpalæontologer har fundet et aftryk i Australien, der er 355 millioner år gammelt og tydeligt viser mærker efter en fod med lange tæer og kløer. I tidsskriftet Nature fremlægger forskere fra Uppsala Universitet en analyse af fundet.

Det er det ældste spor af kløer, man har fundet, og da tetrapoderne typisk ikke havde kløer, mener forskerne, at det må stamme fra et primitivt krybdyr. Hvis de har ret i det, vil det rykke krybdyrenes oprindelse 35 millioner år tilbage i tid, og da tetrapoderne kom før dem, må de også have været tidligere på banen, end man hidtil har troet.
Studiet henviser også til reptile fodaftryk, der er fundet i Polen. De er ikke lige så gamle, men understøtter teorien om en ændret tidslinje.
Men …
Det er endnu for tidligt at fastslå de fulde konsekvenser, og forskerne håber at finde flere fossiler, der kan bekræfte deres udlægning.
Nature, 14. maj
Del: