Der var historisk høj deltagelse ved søndagens europaparlamentsvalg, hvor 66 procent af vælgerne gik til valgurnerne i det, der er blevet beskrevet som en grøn bølge, der skyllede over Europa. I store EU-lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien endte miljø-partierne blandt de største. Også herhjemme kunne partier, der gik til valg på klimaspørgsmålet, se en fremgang med særligt SF, Enhedslisten og De Radikale som klare vindere.

Der er dog en betydelig undtagelse fra denne historie. Danmarks grønneste parti, Alternativet, fik blot 3,4 procent af stemmerne og intet mandat. Dermed bekræftede søndagens valg en paradoksal situation, der længe har kunnet læses i meningsmålingerne: I en tid, hvor den grønne dagsorden vinder frem som aldrig før, går vælgerne uden om Alternativet. Hvordan kan det være?

Hvis blot nærværende avis havde været en engelsk tabloid, kunne rubrikken have været »The party is over«. Ordspillet fungerer ikke helt så godt på dansk. Men stemningen var bestemt festlig, da Uffe Elbæk i 2013 grundlagde Alternativet til tonerne af John Paul Youngs »Love Is In The Air« og på rekordtid fik en regulær græsrodsbevægelse stablet på benene ud af det rene ingenting.

Mange havde afskrevet Elbæk efter hans deroute som radikal kulturminister under Thorning, da sære forbindelser til Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK) kostede ham posten. Men Elbæk havde set en åbning på markedet for politiske ideer, de færreste dengang havde øje for. Klimaspørgsmålet, den grønne dagsorden og utilfredsheden med det politiske spil på Christiansborg med alle de luskede studehandler, kasse-tænkende embedsmænd og den konflikt-fikserede presse lå mange vælgere på sinde.

Ved valget i 2015 fik partiet 4,8 procent af stemmerne og ni mandater. Et flot resultat for et parti, der kun var halvandet år gammelt. Og det var kun begyndelsen på en opadgående kurve. Ved landsmødet i maj året efter var antallet af »alternativister«, som medlemmerne kalder sig, femdoblet siden valget og havde rundet de 10.000. I meningsmålingerne var de oppe at røre de ni procent.

I dag ser billedet noget anderledes ud. Medlemstallet er nede under 9000 med kun en brøkdel aktive alternativister tilbage og hensygnede lokalafdelinger landet over. I meningsmålingerne ligger de på omkring tre procent og er dermed det eneste oppositionsparti, der ikke forventer fremgang ved folketingsvalget den 5. juni. Festen er forbi. Men hvor gik det galt?

En grundskabelon

Mange af partiets problemer kan spores tilbage til dets fødsel. Alternativet var fra sin begyndelse en bevægelse. Det var medlemmerne, der drev det. Nedefra og op. Det handlede om meget mere end politik. Det var en kultur, der skulle brede sig også uden for Christiansborg. Men Alternativet var også et parti, der stræbte efter pladser i Folketinget, så de kunne sidde med ved forhandlingsbordet og præge landet politisk. Oppefra og ned.

Præcis hvor grænsen går mellem bevægelsen Alternativet og partiet Alternativet, er aldrig blevet opklaret og har været en kilde til talrige interne konflikter. Stiller man spørgsmålet »Hvem bestemmer i Alternativet«, får man intet klart svar. Men sporene leder mod Christiansborg.

Tilbage i de spæde dage i 2014 var ideen ellers, at medlemmerne selv skulle skabe politikken i små »politiske laboratorier« – i Alternativet blot kaldet »polaer«. Herfra ville man bringe ideerne videre til et såkaldt Politisk Forum, hvor den endelige politik skulle vedtages. Men sådan kom det ikke til at fungere i praksis. Den politiske virkelighed på Christiansborg er svær at manøvrere i, hvis man først skal have vigtige spørgsmål afprøvet i et laboratorium. I praksis blev det folketingsgruppen, der sad med sidste ord, og det var ikke altid det samme, som alternativister havde skrevet på plancher ude i lokalafdelingerne.

Da det gik op for folk, at de ikke havde den indflydelse på partiets politik, de havde forventet, følte mange sig holdt for nar. Et eksempel på en skuffet eks-alternativist er Jeppe Hauberg Hansen, der er tidligere forperson for partiets Storkreds i Nordsjælland, indtil han for knap tre år siden forlod partibevægelsen i protest.

»Jeg så, at det var en skinproces. Jeg havde fået næsten alle storkredse til at arrangere polaer, hvor vi skulle udvikle partiets udenrigspolitik, kaldet ’Global Vision’. Men intet af det, storkredsene havde produceret, blev i sidste ende brugt,« fortæller han til Weekendavisen.

»Det viste sig, at Rasmus Nordqvist (folketingsmedlem for Alternativet, red.) havde skrevet det færdigt på forhånd, så han smed bare det hele ud. De 2-300 mennesker rundt om i landet, der havde mødt op, brugt tid, tænkt sig om og udviklet en udenrigspolitik, som de regnede med ville have indflydelse – det blev bare kasseret inde på Borgen,« fortæller han.

Ifølge Hauberg Hansen blev partiets udenrigspolitik i stedet baseret på et 27 sider langt notat skrevet af Leila Stockmarr (tidligere politisk chef for Alternativet). Han protesterede over processen og fik efter tre måneders insisteren sat et evalueringsmøde op.

»Det fandt endelig sted på Christiansborg i august 2016, hvor folk fra folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og landssekretariatet også var til stede. Mødet var en blanding af en børnehave og en Rudolf Steiner-skole. Det var fuldstændig forvirrende. Konklusionen blev, at Rasmus Nordqvist og jeg blev sendt til et konfliktmægler-møde hos en psykolog. Det ville jeg slet ikke være med til. Var det maoisme eller hvad,« spørger han.

Hauberg Hansen endte dog med at deltage i konfliktmæglingen. Men det var med hans egne ord »spild af tid«.

Det kan måske lyde som en farce, men skraber man polaer, plancher og psykologtimer væk, står den tørre konklusion tilbage: Folketingsgruppen bestemte.

Fortællingen om Alternativet følger en grundskabelon, man kan finde i mange af venstrefløjens sociale projekter efter 1968. Det starter som en fest uden regler eller rammer, hvor alle er lige og hierarkiet fladt. Men på et tidspunkt skal beslutninger træffes, og da alle har lige meget at skulle have sagt, får den arbejdsløse kværulant timerne til at gå, mens magten finder sine egne veje.

Det forklarer også et andet paradoks. Alternativet synes mere ramt af lækager end noget andet parti i dansk politik. Situationen er så slem, at selv en intern mail fra april, hvor den detroniserede kulturborgmester Niko Grünfeld klagede over de mange læk, blev lækket til pressen. Spørgsmålet melder sig: Hvordan kan der være læk i et parti, der har gennemsigtighed som en af sine seks grundværdier?

»Alle skal have mulighed for at se os over skulderen – både på gode og dårlige dage,« lyder det i partiets program. Men når beslutninger træffes uformelt, er det ikke altid til at vide, hvilken skulder man skal kigge over.

Gammel politisk kultur

Skuffelse blandt alternativister kan dog næppe forklare, hvorfor vælgerne ikke bider på. Andre partier har set deres medlemstal dale, uden at det har kunnet læses i meningsmålingerne. En stor del af forklaringen på partiets nedtur skal formentlig findes i de mange dårlige sager fra de sidste par år.

Allerede inden kommunalvalget i november 2017 begyndte det at vende for partiet, da historier om penisbilleder og sexgynger fyldte i medierne midt i MeToo-bølgen. Tidligere havde pressens historier om gakkede gangarter og sære happenings hos Alternativet blot bekræftet fortællingen om en ny politisk kultur. Politiske modstanderes hånende angreb havde samme effekt. De styrkede blot partiet.

Men historierne om Niko Grünfelds indkøb af nye, dyre møbler til sit borgmesterkontor, sexanklagerne fra kontoret på Christiansborg og ikke mindst Carolina Magdalene Maier og Uffe Elbæks ekstravagante forbrug af flyrejser gav ikke indtryk af en ny politisk kultur, men derimod af en gammel, velkendt politisk kultur, hvor de folkevalgte er hyklere, der ikke selv efterlever de krav, de stiller borgerne.

Alternativet viste sig særligt sårbar for dårlige historier. I gamle partier er man vant til, at nogen bliver fanget med fingrene nede i kagedåsen fra tid til anden. Her ved man, hvordan man agerer under pres. Man har prøvet det før. Vælgerne ved også, at den slags sker i gamle partier, og stiller forventningerne derefter. Men mange havde troet på Alternativets løfter om en ny politisk kultur. Og samtidig viste partiets interne organisation sig skrøbelig. Niko Grünfeld var let for modstandere at få vippet af pinden, da vinden vendte.

Statsminister Elbæk

Og så er der Uffe Elbæks statsministerkandidatur. Hvad går det ud på? Elbæk har forklaret det igen og igen, siden han meldte sit kandidatur for et år siden. Han vil bryde med blokpolitikken. Ingen skal kunne tage hans stemmer for givet. Præsidentvalg, nej tak.

Men spørgsmålene hober sig op. For skulle det ske, at Uffe Elbæk ikke får 90 mandater den 5. juni, hvem peger han så på? Har han ultimative krav til Mette Frederiksen? Og skal man tro på, at et parti, der stemmer med Enhedslisten i 90 procent af alle spørgsmål, vil skifte til Løkke, hvis Frederiksen ikke leverer? Vil Elbæk nægte hende statsministerposten på grund af udlændingepolitikken, når Jorden kalder med advarsler om en verserende klimakatastrofe, og det er sidste udkald for at redde planeten?

Det er næppe et mysterium, hvis mange vælgere er usikre på, hvad de stemmer for, når krydset sættes ved Alternativet. Partiets vælgersegment er muligvis glade for store visioner og vilde ideer, men Elbæks statsministerdrømme er næppe blandt dem. I baglandet skal man da heller ikke lede længe, før man møder utilfredsheden over Elbæk, og at en så afgørende politisk beslutning blev truffet hen over hovedet på medlemmerne, i kontorerne på Christiansborg.

Hvor han for få år siden var en samlende skikkelse, er Elbæk i dag en kilde til splittelse for et parti eller en bevægelse, der i stigende grad deler sig mellem hans tro væbnere og harske kritikere, mens der tales højt i krogene om en ny leder efter valget.

Ifølge grundloven

Inde på Borgen afviser partiets afgående folketingsmedlem René Gade anklagerne om topstyring. Han mener ikke, at der er en konflikt mellem Alternativet som parti og bevægelse.

»Organisationen har hele tiden skullet være en bevægelse, der bevæger ting i samfundet, men med en politisk platform som en katapult til at lave forandringerne. Det er jo, fordi vi sidder i Folketinget, at vi får taleretten. Kan flytte noget politisk. Det har alle accepteret. Vi må have vores Christiansborg-domæne og vores professionalisme der, hvis vi skal kunne flytte noget. Der er nogle spilleregler,« siger han til Weekendavisen og anerkender, at der har været situationer, hvor man ikke har kunnet efterleve idealerne.

»Vi har ikke altid kunnet leve op til de forventninger, vi har haft. Vi har ikke altid kunnet få tingene igennem politiske laboratorier og det politiske forum og alt det, der var planlagt. Havde vi gjort det på den måde hver eneste gang, var vi kommet til at mangle svar på aktuelle sager i salen, til pressen, og når der var behov. Derfor valgte vi at sige, at vi må gøre det bedst mulige og rette til undervejs,« siger han og omtaler kritikken som en »forventningsafstemningsberettiget kritik«, partiet har lyttet til og taget sig af for to år siden med en stor, selvkritisk analyse af det, Gade kalder »politikudviklingsprocesserne«.

»Vi er de eneste, der har så vidtrækkende ambitioner på inddragelsesområdet, men vi er der ikke endnu. Vi har ikke kunnet indfri de ambitioner, vi selv har til, hvordan vi udvikler vores politik og driver vores organisation. Det har vi ikke kunnet den første periode, vi har været herinde, men har vi forsøgt? Ja, det har vi i den grad. Om vi har været gode nok og hurtige nok til at kommunikere, før der opstod utilfredshed ude i kredsene? Der har vi haft et problem,« erkender han.

– Hvem afgør i sidste ende, om Alternativet er med eller ikke med i en politisk aftale?

»Det gør vi som folketingspolitikere.«

– Er det så ikke jer, der bestemmer partiets politik?

»Det har aldrig været tanken, at det skulle være anderledes. Jeg vil som politiker sidde som forhandler med det mandat, jeg har fået. Det er jo ikke direkte demokrati, vi har lagt op til. Politikken udvikles af vores medlemmer, og så har vi et frit mandat til at manøvrere ud fra den politik, når vi sidder i forhandlingsrummet,« svarer René Gade.

– Men er du som gruppeformand formelt bundet til at sikre, at I følger en bestemt politik, eller er det i sidste ende op til, hvordan du fortolker dit mandat?

»Hvis der skulle være et element her, hvor man kan sige, at jeg er dikteret af vores medlemmer og vores vedtagne politik om, hvad jeg skulle sige i et eller andet rum, så forbrød vi os jo mod grundloven. Jeg skal jo i et rum kunne stå inde for, hvad jeg siger, og have mig selv med. Det har jeg jo skrevet under på ifølge grundloven,« svarer René Gade.

»Jeg har behov for at sige til kritikerne: Det er blevet hørt det hele. Da jeg sad som gruppeformand og sekretariatschef, der har jeg simpelthen taget al kritik med og er gået igennem hele organisationen og har taget mange møder for at nå frem til enighed, for det er hårdt at leve op til de idealer, vi har. Det er så vildt, hvad vi har gjort for at leve op til dem,« tilføjer han.

Hør også Valgkampen med Hardis & Mortensen: »En historisk venstredrejning«

Læs også om »Taber-Tulle« – pludselig forsvandt det danske folk fra det danske folkeparti: »Tapetmanden«

Læs også Martin Krasniks leder om valgkampen 2019, der muligvis er den hidtil fineste årgang af demokrati i dansk aftapning: »Demokratisk måltid«

Læs også om SFs formand Pia Olsen Dyhr, som nu vil være en grøn finansminister: »Pia erobreren«

Søren K. Villemoes

Kylling i karry