I 2016 tog daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) initiativ til en national handlingsplan til bekæmpelse af social kontrol og æresrelaterede konflikter. Sammen med stemmer fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fik hun afsat 73,4 millioner kroner til over fire år at sikre en rettidig indsats over for børn og unge, som udsættes for æresrelaterede konflikter.

»Vi skal have taget et endeligt opgør med berøringsangsten,« lød det i handlingsplanen, der øremærkede to millioner kroner specifikt til »anvendelsesorienteret forskning« i social kontrol, der skulle bidrage til en »omfattende opkvalificering af fagprofessionelle«.

Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der har uddelt pengene, og i 2017 valgte man at støtte et forskningsprojekt på Roskilde Universitet (RUC) med titlen »Magt og (m)ulighed: Mellem ulighedsstrukturer og æreskultur«. De to RUC-forskere Lise Galal og Louise Lund Liebmann ville undersøge, hvordan »æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol bliver til som social praksis i samspillet med samfundsmæssige ulighedsstrukturer«.

Således endte Støjbergs penge på RUC.

Projektet er endnu ikke afsluttet, men i starten af november kunne man få et lille indblik. På en konference over to dage med titlen »Tracing social problems and racialization in Europe« var offentligheden budt velkommen til en række oplæg fra europæiske forskere i regi af det SIRI-støttede projekt. Her kunne man endelig få indsigt i, om nu også forskerne havde i sinde at efterkomme Støjbergs krav om »et endeligt opgør med berøringsangsten«.

Nordisk hvidhed

På den første dag af konferencen er der ikke meget social kontrol på programmet. I stedet starter dagen med et oplæg af lektor Suvi Keskinen fra Helsinki Universitet, der handler om »racistisk neoliberalisering« og antiracistiske aktivistgrupper i såkaldt »racialiserede urbane områder« (hvad andre nok ville kalde ghettoer).

Racialisering er et ord, der bliver brugt meget i de her dage på RUC. Hvis læseren skal kunne følge med, er en definition nok nødvendig. Racialisering beskriver den proces, hvorved et problem gøres til noget, der er specifikt for en etnisk eller religiøs minoritet. Når man taler om æresrelateret vold mod kvinder i etniske minoritetsmiljøer, har man eksempelvis gjort den til et kulturelt særtræk ved en minoritet. Det kalder man racialisering. Det er ikke helt racisme, men næsten.

Suvi Keskinen taler om, hvordan aktivister i de racialiserede urbane områder (som andre nok ville kalde ghettoer) mobiliserer modstand mod politiske initiativer, der »straffer den racialiserede Anden«. Ifølge Keskinen viderefører de skandinaviske velfærdsstater ubevidst en racialiseret kolonialistisk historie. En særlig nordisk hvidhed gør os blinde for vores kolonialistiske medvirken, fortæller hun.

De følgende oplæg bliver i samme tema og har den samlede overskrift »Postkolonialisme og racisme i og uden for Europa«. I et oplæg med titlen »’For Rotherham’ – Genopstået nationalisme, global anti-muslimsk racisme og racialiseringen af sexmisbrug af børn« fortæller den britiske kriminolog Waqas Tufail, hvordan en af Storbritanniens største misbrugssager fra den engelske by Rotherham er blevet brugt i højreekstrem og fascistisk propaganda.

Misbrugssagen omhandlede op til 1400 primært hvide børn, der gennem årtier blev seksuelt misbrugt af mænd med muslimsk baggrund. I en officiel rapport fra myndighederne blev »institutionaliseret politisk korrekthed« udpeget som forklaring på, hvorfor overgrebene kunne foregå i så mange år, uden at der blev grebet ind. Både misbrugsskandalen og rapporten skabte store overskrifter i den britiske presse.

»Bekymringer hos det yderste højre og konservative overlappede med dele af den liberale elite og flere feminister,« siger Waqas Tufail, der forklarer, at gamle racistiske myter om sorte voldtægtsforbrydere og stereotypiske opfattelser af misogyn muslimsk kultur sammensmeltede med fortællingen om en udbredt politisk korrekthed.

»Folk, der bekymrer sig om kvinders rettigheder, burde bekymre sig, når disse rettigheder bruges i en antimuslimsk agenda,« lyder advarslen fra Waqas Tufail.

Imperialistisk velfærd

Det er næppe beskyldninger som disse, Støjberg havde forventet, at forskningspengene skulle gå til, og resten af dagen står det også klart, at det ikke så meget er social kontrol blandt indvandrere, der kastes et mistænkeligt lys på, men derimod majoritetens syn på minoriteten. Støjbergs og hendes ligesindes egne motiver tages under lup, så at sige. Efter frokosten står »racialisering i den nordiske velfærdsstat« således på programmet. Lektor Trine Øland fra sociologi på Københavns Universitet holder oplæg om »racialiseret, moderne velfærdsarbejde«.

Lektor Trine Øland har lavet et sociologisk interviewstudie af fagpersoner, der arbejder med flygtninge og indvandrere i Danmark. Hun fortæller, at den moderne koloniale stat lever videre i dette arbejde. Når fagpersonerne omtaler indvandreres manglende kulturelle kompetencer, viderefører de et globalt hierarki af menneskelige forskelle. Hun kalder integrationsarbejdet en form for humanitær imperialisme.

De to efterfølgende oplæg af adjunkt Sara Lei Sparre fra Aarhus Universitet og finske Maura Nurmi har lignende konklusioner. De har begge forsket i fagpersoners integrationsarbejde. Sidstnævnte fremhæver, at hendes teoretiske ramme er »antiracistisk« og »intersektionel« og konkluderer, at finske fagpersoner i det offentlige har svært ved at se diskrimination af kultur som racisme. Selvom fagpersonerne ikke er eksplicit racistiske, er deres tilgang stadig problematisk, og der er brug for kritisk refleksion samt mere antiracisme og intersektionalitet blandt velfærdsarbejderne, hvis arbejdet skal forbedres, konkluderer hun.

En erklæret antiracistisk forsker konkluderer, at de fagpersoner, hun har studeret, ikke er antiracistiske nok. Igen er spørgsmålet med forskningsmidlerne i tankerne, om det mon var den type »praksisorienteret forskning«, den tidligere regering ifølge handlingsplanen forventede skulle hjælpe til »omfattende opkvalificering af fagprofessionelle«?

Positionaliteter

På konferencens anden dag er social kontrol på programmet, omend det også her mestendels handler om, hvordan myndighederne i Norden og Storbritannien betragter indvandrere. Den hollandske forsker Iris Sportel fra Nijmegen Universitet har undersøgt retssager blandt andet med børn udsat for æresrelaterede konflikter. Hun nævner en sag, hvor en piges forældre er mistænkt for ikke at lade deres datter gå til svømning eller lege med sine venner. Den og andre lignende sager viser ifølge Sportel, hvordan retssystemet er med til at konstruere racialiseringer af etniske minoriteter.

Efter et oplæg af den norske sociolog May-Linda Magnussen om en somalisk mors møde med det norske bureaukrati er det tid til konferencens to værter, RUC-forskerne Lise Galal og Louise Lund Liebmann, der har modtaget midler fra SIRI til at forske i social kontrol. Oplægget har titlen »Power and (im)possibilites and perspectives on honor based violence«.

»En af de ting, man hele tiden erfarer, når man forsker i social kontrol og æresrelaterede konflikter, er, at området er ekstremt politiseret. Så man kan ikke gøre meget som forsker uden at komme i konflikt med den ene eller den anden side,« fortæller de. Af den grund har de valgt at fokusere på de politiske positioner (eller »positionaliteter« som er det ord, de to forskere bruger) omkring begrebet ære.

Galal og Liebmann giver salen tre eksempler fra en tur til London, de har været på. Det første er et møde med en kvindelig aktivist og forfatter, der selv er flygtet fra den sociale kontrol i sin familie, der ønskede at æresdræbe hende. Hun arbejder i dag med politiet i London for at hjælpe andre kvinder, der er ramt af æresrelaterede konflikter. Aktivisten er i selskab med en betjent, da de to forskere møder hende.

Det var påfaldende, at det var politibetjenten, der talte det meste af tiden under vores møde, fortæller de og finder det ironisk, når nu aktivisten præsenteres som en stærk og selvstændig kvinde.

»Vi kunne ikke undslippe tanken, at hun på en mærkelig måde stadig var fanget.«

Det næste sted, de besøger på deres tur, er et krisecenter uden for London, der tager sig af kvinder udsat for vold i hjemmet. Her får de at vide, at der er mange årsager til, at kvinder ender hos dem. Ære kan være én grund.

Den sidste, de møder på deres tur, er en aktivistisk muslimsk forsker. Men det var nær gået galt.

»Vi havde en stærk fornemmelse af, at vi var på samme side som hende i kampen mod racialisering og sikkerhedsliggørelsen af muslimer, men dagen inden vi skulle mødes, aflyste hun,« fortæller de to forskere.

Den aktivistiske muslimske forsker havde googlet de to RUC-forskere og opdaget, at de var betalt af Støjbergs penge. Hun mente derfor, at de medvirkede i politiseret forskning, der videreførte den danske regerings politik over for minoriteter. Men efter at have talt hende til ro fik de alligevel et møde i hus.

For Galal og Liebmann repræsenterer de tre møder i London de forskellige »positionaliteter«, der dominerer, når talen falder på æreskultur. Kvinden, der flygtede fra sin familie, og hendes politibetjent ser ære som et kulturaliseret begreb. Krisecenteret ser ære som et af flere forskellige motiver, mens den muslimske aktivistforsker ser begrebet som udtryk for racialisering af en sårbar minoritet.

»Dette tydeliggør, hvor politiseret feltet er, og hvor umuligt det er som forsker ikke at blive påvirket af denne politisering. Det er der mange forskere, der ignorerer,« siger de og afslutter oplægget med en række konkluderende spørgsmål:

»Er det legitimt for os som majoritetskvinder at studere minoritetskvinder? Kan majoriteter nogensinde studere minoriteter? Og hvad er implikationerne? Bør vi afholde os fra at studere bestemte sociale problemer (af frygt for at reproducere racialiserede stereotyper)?«

Det er store spørgsmål, der alle kredser om den »berøringsangst«, Støjbergs penge skulle bekæmpe. Men de to forskere giver ingen svar.

Os og dem

Da oplægget er forbi, er der spørgsmål fra salen til dagens oplægsholdere. En kvinde spørger, om man har en kontrolgruppe af hvide kvinder, når man studerer æresrelateret vold. Den norske forsker May-Linda Magnussen er den første til at svare.

»Kan vi studere minoritetskvinder? Ja, men når vi kigger på volden i bestemte grupper, er vi nødt til at spørge os selv, hvad vi sammenligner med. Det vil blive brugt politisk mod muslimer,« siger Magnussen.

»Jeg mener, at vi godt kan studere minoriteter, ellers ville jeg jo ikke deltage i dette forskningsprojekt. Men vores projekt handler ikke om vold mod kvinder,« siger Louise Lund Liebmann. Hendes kollega Lise Galal tilføjer, at de dog naturligvis har en intersektionel tilgang i deres projekt.

Efter en kort kaffepause holder professor Thomas Ugelvik fra Oslo Universitet sit oplæg om social kontrol. Han kender til emnet, da han har skrevet en bog med titlen Sosial kontroll. Men oplægget handler ikke om fænomenet i etniske minoritetsmiljøer. Tværtimod, som han siger om begrebets brug i den offentlige debat:

»Social kontrol bliver til en stigmatiserende kategori, os og dem. Det bliver reduceret til et middel for eksklusion.«

I stedet gennemgår han, hvordan vi alle oplever social kontrol, og giver et eksempel på, hvordan han selv har oplevet det i trafikken.

Resten af dagen går med oplæg om antiracisme i undervisningen, hvides overvægt på pensum, racialisering af somaliere, og om en niqab-klædt aktivist på Facebook, der kæmper imod burka-forbuddet.

Søren K. Villemoes

Flyvske ideer