En onsdag aften i maj sidder 30-årige Jeppe Veibel Jensen på værtshuset Escobar i Blågårdsgade. Det er en rockbodega på Indre Nørrebro, som han er kommet på fast gennem flere år. Denne aften er han der for at mødes med en ven og drikke et par øl. Mens han sidder i baren, kommer to fremmede mænd op til ham.

Hvad laver du her på Nørrebro? Er du ude og sprede fascistisk propaganda, spørger de.

Jeppe Veibel Jensen er medlem af den ungdomspolitiske aktivistgruppe Generation Identitær. Det er en etno-nationalistisk bevægelse, der startede i Frankrig i 2012 som del af det »nye højre«, der har forfatter Renaud Camus’ ideer om »den store befolkningsudskiftning« som fikspunkt.

Generation Identitær beskriver sig selv som en »patriotisk ungdomsbevægelse« og forsøger gennem diverse happenings at presse på for en endnu strammere udlændingepolitik. Målet for dem er at få vendt den demografiske udvikling i Europa. De advokerer eksempelvis for repatriering af ikke-vestlige indvandrere. Gruppen er erklæret ikke-voldelig og har ikke været sat i forbindelse med noget ulovligt herhjemme.

Et par måneder inden denne aften på Escobar har venstrefløjsmediet Redox skrevet en længere artikel om Generation Identitær. Her har de sat navn og billeder på en række medlemmer i Danmark. Ifølge Redox er der tale om en nyfascistisk bevægelse med racistiske holdninger. Jeppe Veibel Jensen er blandt de medlemmer, der optræder i artiklen med navn og billede.

»Jeg forklarer de to mænd, at jeg bare får en øl med en ven, og at jeg er kommet på værtshuset i mange år. Jeg har aldrig talt politik her, kun musik. De ser meget overraskede ud. Så fortæller de mig, at jeg ikke er velkommen på Nørrebro, og mens de forlader baren, siger de, at nu er jeg advaret,« siger Jeppe Veibel Jensen til Weekendavisen.

Han har ikke prøvet den slags før og ringer til sin bekendt Daniel Beattie, der også er aktiv i miljøet omkring Generation Identitær. Beattie anbefaler ham at ringe til politiet og forlade området hurtigst muligt. Han vil komme og hente ham i en taxa med det samme. De to fremmede mænd bliver stående ude på gaden og holder øje med ham.

Veibel Jensen ringer til politiet, men signalet er så svagt, at han er nødt til at gå ud på gaden for at tale med dem. De lover at sende en bil ud i området, men kan ikke gøre mere. De to mænd har bevæget sig længere væk fra baren, og da Jeppe Veibel Jensen beder sin ven tage billeder af dem, forsvinder de.

I et øjebliks kådhed tænker han, at det egentlig var let sluppet. Han bevæger sig ned ad Blågårdsgade for at komme væk. Men da han kommer ud på Nørrebrogade, opdager han en ny gruppe på fem-seks mænd. Så snart de får øje på ham, trækker de maskering over ansigtet og råber »nazisvin«. Herefter kaster de fyldte ølflasker efter ham.

Han flygter tilbage til baren, hvor Daniel Beattie i mellemtiden er nået frem. De beslutter sig for at tage flugten. Flaskerne flyver om ørerne på dem. Men Jeppe Veibel Jensen er ikke en hurtig løber og må søge tilflugt i den lokale Irma, hvor han bliver ladt i fred.

Daniel Beattie er mindre heldig. Han er også blevet genkendt af gruppen, og nu er han det nye mål. En flaske rammer ham, mens han løber, uden dog at gøre skade, men en af forfølgerne når at indhente ham og leverer et slag på siden af hovedet, der får ham til at miste balancen og falde om. Til Beatties held holder der et par motorcykelbetjente i nærheden, og den maskerede gruppe forsvinder hurtigt igen.

»Jeg slap med et blåt mærke og en klemmelus, men det kunne være gået rigtig galt. Det var rent held, at jeg slap så let. Det var meget tydeligt, at de vidste, hvem jeg er,« fortæller Daniel Beattie til Weekendavisen.

Benjamin Bilde er en tilfældig forbipasserende, der skal i Nørrebro Teater samme aften. Han er vidne til overfaldet.

»Jeg står en blok fra dem og kan ikke se præcis, hvad der sker, men det er tydeligt, at han bliver jagtet, indhentet og væltet i jorden,« siger Bilde til Weekendavisen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det var politisk. Der blev råbt ’nazisvin’. Det er svært at vide, hvem der gjorde det, men uniformen var der: cargo-pants med mange lommer, sort hættetrøje, maskering og så videre. Og hvorfor råbe nazisvin efter nogen, man pander ned, hvis det ikke er politisk?« spørger Benjamin Bilde, der beskriver episoden som »super ulækker«.

Naziburgere i Nordvest

For et par uger siden vakte det forargelse i medierne, da venstrefløjsmediet Konfront publicerede en artikel på dets hjemmeside med titlen »Naziburger: Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest«. Artiklen udpegede burgerbaren The Barn som tidligere folketingskandidat for Nye Borgerlige Anahita Malakians’ nye arbejdsplads. Efter artiklens publicering oplevede spisestedet en byge af falske anmeldelser på dets Facebook-side. Og få dage efter mødte de ansatte op til et smadret vindue. Oven på episoden valgte Anahita Malakians at trække sig fra sin stilling.

Sagen illustrerer, at det kan være risikabelt for folk på den yderste højrefløj at befinde sig på Nørrebro og i Nordvest. For en særlig voldsparat gruppe af antifascister bliver disse to kvarterer opfattet som deres territorium, en antiracistisk zone, hvor adgangen styres med hård hånd. »Ingen racister i vores gader,« som det taktfast lyder fra moddemonstranterne, når Rasmus Paludan brænder koraner af i kvarteret.

For den gode orden og balancens skyld bør det nævnes, at chikane, hærværk og vold mod politiske modstandere ikke er noget, venstrefløjen har patent på. Tidligere i år kunne Berlingske fortælle om en sort kvindelige aktivist, Bwalya Sørensen, der gennem længere tid oplevede at blive chikaneret på sin hjemmeadresse af Stram Kurs’ Rasmus Paludan. En enkelt gang blev der også begået hærværk mod hendes bolig.

I september kunne Lokalavisen Aarhus fortælle om hærværk begået mod en venstreorienteret bogcafé, Spartakus, som den nynazistiske gruppering Nordisk Modstandsbevægelse tog ansvaret for. Der er desuden adskillige eksempler på folk, der har fået deres privatoplysninger offentliggjort i kommentarsporet på højrenationale blogs og efterfølgende har oplevet at modtage hademails og trusler.

Denne artikel handler dog ikke om det samlede trusselsbillede, man oplever som politisk aktivist, men om Nørrebro og om den særlige politiske territorialmagt, der tilsyneladende har påtaget sig vetoretten over, hvem der må og ikke må opholde sig i kvarteret.

Weekendavisen har talt med en række personer fra Generation Identitær, der alle har oplevet lignende forløb som Anahita Malakians. Først bliver deres navn og billede offentliggjort af mediet Redox, efterfølgende kommer chikanen og truslerne. Og i enkelte tilfælde de voldelige overfald.

Kend din lokale fascist

Christoffer Skibild er 25 år og medlem af Generation Identitær. Som den eneste i ungdomsbevægelsen har han adresse på Nørrebro. Den er hemmelig, så han tænkte ikke, at det ville blive et problem, da han flyttede ind hos sin kæreste. I dag har han indset, at han var naiv. Der gik ikke længe, før antifascistiske aktivister fandt frem til hans adresse.

I marts 2018 indgik hans navn og billede i en artikel om Generation Identitær på Redox’ hjemmeside. Efterfølgende oplevede Christoffer Skibild som flere andre i Generation Identitær, at hans arbejdsplads og familie blev kontaktet og spurgt, om de var bekendt med, at han var fascist. Der begyndte at dukke adskillige antifascistiske klistermærker op omkring hans opgang, og i starten af 2018 modtog han et brev med den militante gruppe Antifascistisk Aktion (AFA) som afsender. AFA har siden 1990erne været involveret i flere voldelige overfald på højreradikale. Brevet var kortfattet:

»Kære Christoffer, Du er medlem af Generation Identitær og derfor er det problematisk at du bor på Nørrebro. Enten flytter du eller også kontakter du os for at komme i et exitforløb. Giv et svar inden d. 30. januar. Kl. 12. på mail afa@antifa.dk«

Skibild valgte at ignorere brevet. Den 4. februar kunne han pludselig se plakater hænge overalt i kvarteret. »Mød din lokale fascist« stod der med store bogstaver øverst og et billede af ham nedenunder. Weekendavisen har set både brevet og billeder af plakaterne. Han er ved flere lejligheder tilfældigt stødt ind i grupper af sortklædte aktivister, der har opført sig truende, dog uden det er kommet til fysisk konfrontation. En enkelt gang for to måneder siden var det dog næppe et tilfælde.

»Jeg ved ikke, om de havde ventet på mig, men de har stået klar med maskering. Og da jeg skal til at låse mig ind i gården, kan jeg se i øjenkrogen, at der er en, der løber herover. Han tager fat i min skulder og siger, at nu er det ved at være tid til, at jeg flytter herfra,« fortæller Skibild til Weekendavisen. Han har meldt alle episoderne til politiet, som han er i løbende kontakt med.

En bekymret borger

Daniel Beattie, der blev slået ned på Nørrebrogade i maj, har også oplevet chikane. Beattie, der er 48 år, er for gammel til at være medlem af Generation Identitær, men han er gift med Aurelija Aniulyte, der har været i medierne flere gange som bevægelsens talsmand, og er selv aktiv i det praktiske arbejde omkring gruppen.

Beattie har en noget usædvanlig historie, da han selv har en fortid på den yderste venstrefløj. Omkring 1990 var han med i Autonome Revolutionære, der var en af de mere militante grupperinger i det, der dengang hed det autonome miljø. Ifølge Beattie forlod han miljøet på grund af dets voldsdyrkelse og havde i mange år herefter afsmag for politik. Senere blev han liberalist og en aktiv debattør på det hedengangne libertarianske internetforum liberator.dk. Da han sidste år startede sin egen YouTube-kanal, »Storm over Europa«, sprang han ud som højreorienteret patriot i videoer, hvor han fortæller om masseindvandringens onder og den identitære tænknings goder. Det tiltrak sig antifascisternes opmærksomhed.

Sidste sommer har han mødtes med en bekendt i Ørstedsparken og er på vej alene mod Nørreport Station, da han opdager at blive forfulgt af en gruppe sortklædte mænd. Han søger tilflugt i en 7-Eleven, hvor gruppen står udenfor i nogle minutter, før de forsvinder. Da han bevæger sig ud igen, er de pludselig tilbage, og han må søge ly på en café. Her formår han at få en taxa til at komme hjem, fortæller han til Weekendavisen.

Han anmeldte aldrig episoden til politiet, men oplever, at den får et efterspil. Da Redox i marts publicerer en større artikel om Beattie, der blandt andet udpeger ham som Generation Identitærs bagmand (en position han selv nægter at have), indeholder artiklen et billede af ham i Ørstedsparken taget på lang afstand med et kamera. Det er fra samme dag, han blev forfulgt.

Efter Redox’ artikel oplever Beattie en anden ubehagelig episode. Socialforvaltningen modtager en anonym henvendelse om hans datter og ser sig nødsaget til at starte en sag. Ifølge en aktindsigt i sagen er den anonyme borger »bekymret for [datterens, red.] trivsel grundet fars stærke tilknytning til det højreekstremistiske miljø, hvor far er talsmand for en organisation kaldet Generation Identitær. Underretter hævder at være vidende om, at [datteren] bliver taget med til diverse højreekstremistiske rallies. Underretter beskriver en episode, hvor far bliver antastet af venstreradikale og må flygte sammen med [datteren] i den nærmeste 7/11.«

Den sidste detalje er bemærkelsesværdig, mener Daniel Beattie.

»Den historie havde jeg ikke fortalt særlig mange, og én ting havde jeg slet ikke fortalt nogen: at jeg gik ind i en 7-Eleven. Men det er med i indberetningen. Derfor tænker jeg, at det må være nogen, der var til stede den dag eller nogen med forbindelse til de mennesker, der har lavet indberetningen,« fortæller Beattie, der erklærer sig rystet over episoden.

»Heldigvis blev sagen droppet hurtigt. Men jeg synes, at det var dybt ubehageligt, at man på den måde gik efter min familie. Der må jeg sige, at jeg blev overrasket. Ikke over de andre ting. Jeg kender trods alt miljøet. Men det her var alligevel et nyt lavpunkt. At man kan finde på at bruge de sociale myndigheder til at gå efter datteren til nogen, man er uenig med. Det synes jeg, er vanvittigt,« siger han og afviser at have medbragt sit barn til politiske arrangementer.

Hvis exitforløb?

Hvad er relationen mellem researchkollektivet Redox og militante grupper som AFA? Officielt findes den ikke. Redox er en hemmelighedsfuld, esoterisk gruppe, der er registreret hos Pressenævnet, har en ansvarshavende chefredaktør og hævder blot at være en venstreorienteret journalistgruppe, der beskæftiger sig med de højreekstremistiske miljøer. En byretsdom fra 2013 viser dog, at der i hvert fald dengang eksisterede et personsammenfald mellem AFA og Redox.

I dommen blev en person, der under sin vidneforklaring anerkendte at være medlem af begge grupper (og tydeligvis havde en central position), idømt fem måneders betinget fængsel for medvirken til et groft overfald på højreekstremister i København. Han og to andre medlemmer af Redox fik desuden en betinget dom på 60 dage for at være i besiddelse af informationer, der var tilkommet gennem hacking. Den dømte hævdede i byretten, at AFA og Redox intet har med hinanden at gøre.

Men er det sandt? Er det tilfældigt, at mennesker, der ser sig selv beskrevet med navn og billede på Redox’ hjemmeside, oplever chikane, trusler, hærværk og vold?

En sag, der for nylig blev afgjort i Pressenævnet, kan måske give svar på dette spørgsmål. I sagsakterne fremgår det, at Redox har et exitprogram for højreekstremister – akkurat som AFA. Kilden, der ikke gennemførte dette exitforløb, fik sin identitet offentliggjort på Redox’ hjemmeside. Redox skriver i et svar til Pressenævnet:

»Vi har gennemført utallige af disse exitforløb uden problemer og uden at kilderne nogensinde er blevet afsløret. Det var [Klager]s eget valg at afbryde processen og i stedet omgås med aktive nazister.«

Det efterlader et centralt spørgsmål. Har journalistgruppen Redox sit eget exitforløb for højreekstremister, eller er der tale om det samme exitforløb, vi stødte på tidligere, da AFA krævede, at Christoffer Skibild skulle deltage i et exitforløb, før chikanen mod ham på Nørrebro ville stoppe?

Er det Redox, der har sendt et svar til Pressenævnet, eller er det AFA? Det får vi ikke svar på. For hverken AFA eller Redox har reageret på Weekendavisens henvendelser.

Læs også: Nørrebro er en »dejlig og mangfoldig bydel«, lød det fra Enhedslistens Pernille Skipper, mens biler blev stukket i brand, og politiet dukkede sig for brosten: »Mangfoldighedens pris«

Søren K. Villemoes

Dobbeltanklagen