De sidste år har vi set store landvindinger for transkønnedes rettigheder. I 2014 blev det muligt at lave et såkaldt juridisk kønsskifte. Det har blandt andet medført, at vi for første gang nogensinde har en gravid mand i Danmark. Og sidste år besluttede Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg at fjerne »transseksualisme« fra listen over psykiske sygdomme. Det affødte en hæderspris fra LGBT Danmark, der tildelte dem Årets Laks.

I LGBT-bevægelsen finder man en øget villighed til at inkludere de transkønnede. Da man for nylig kårede Mr. Gay Denmark, der senere på året skal repræsentere Danmark ved den internationale Mr. Gay-konkurrence, faldt valget på transmanden Niels Jansen, der selv blev positivt overrasket over sin sejr. »Jeg troede faktisk ikke, at folk var klar til det her,« som han sagde til DR.

I kvindebevægelsen ser man samme udvikling. Sidste år kunne man eksempelvis læse følgende i en opdatering på Dansk Kvindesamfund Odenses Facebook-side: »Menstruation er ikke et fænomen, der er forbeholdt kvinder. Nogle mænd og ikke-binære personer menstruerer også, og det er vigtigt, at deres oplevelser bliver delt, så de ikke usynliggøres i en diskurs, som udelukkende fokuserer på kvinders oplevelser med menstruation.«

Inklusionen af transkønnede har medført et øget fokus på korrekt sprogbrug. Selv for garvede aktivister kan det være svært at navigere i. Da feministen Henrik Marstal i 2016 kom til at bruge ordet »biologiske kvindekroppe« i et Facebook-opslag om menstruation, blev han irrettesat. Han burde i stedet have skrevet »personer der menstruerer«, fik han at vide i kommentarsporet. Marstal takkede for korrektionen.

Påtvungen penis

Selvom denne udvikling i det store og hele er foregået udramatisk, er en lille gruppe erklærede radikalfeminister dog ikke med på bølgen. Her opfatter man det hele som en identitetspolitisk mærkesag for en konkurrerende gren af feminismen, den såkaldte intersektionelle feminisme. Ifølge radikalfeministerne ønsker de intersektionelle feminister at opløse selve ideen om køn som biologisk virkelighed og dermed udvande betydningen af, hvad det vil sige at være kvinde.

En af disse kritikere er den lesbiske radikalfeminist Karen M. Larsen, der er lektor i religion og historie og i sin fritid driver bloggen »Til eftertanke«. For tre-fire år siden meldte hun sig ud af LGBT Danmark.

»Det skete, fordi de transkønnedes interesser fuldstændig har overtaget bevægelsen. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden,« siger hun til Weekendavisen.

Ifølge Karen M. Larsen er der to aspekter til hendes modstand mod at inkludere de transkønnede i homobevægelsen.

»Det ene er, at der bliver lagt pres på lesbiske, at de skal være villige til at have sex med transkvinder, der har en penis. Man bliver beskyldt for at være transfobisk, hvis man ikke ønsker en penis i sit sexliv og ikke vil anerkende, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan. Det er jo grotesk, at en homobevægelse er nået dertil. Det andet er, at mange lesbiske nu identificerer sig som transmænd eller non-binære. Vi risikerer, at den lesbiske bevægelse eller identitet uddør. Vi har desuden aldrig fået et svar på, hvorfor de skulle med i homobevægelsen, for transkønnede har altid hævdet, at det at være transkønnet ikke er en seksualitet, men et køn. Så logisk set hører de ikke med,« forklarer hun.

– Hvorfor er det et problem at inkludere de transkønnede, det er jo en lille gruppe?

»Ja, de er en lille gruppe. Men se for eksempel, hvordan Dansk Kvindesamfund nu opfordrer til, at man bruger det kønsneutrale udtryk ’menstruator’ i stedet for kvinder, der har menstruation. Det er, fordi transmænd bliver sure, hvis man forbinder menstruation med kvinder, når de jo også menstruerer, og transkvinder bliver sure, hvis man forbinder menstruation med kvinder, fordi de ikke menstruerer. LGBT Danmark har også foreslået, at udtrykket ’mor’ skal erstattes med ’den fødende forældre’. Så selvom de ikke er mange, så kræver de, at hele sproget skal forandres.«

– Er det da et problem?

»Ja, for undertrykkelse af kvinder handler om mænds forsøg på at undertrykke kvinders kroppe. Så vores frihed handler om, at vi kan beskytte og omtale vores kroppe. Det svarer til, hvis man indfører et forbud mod at tale om det at være sort, så bliver det jo svært at tale om, at man oplever undertrykkelse på grund af sin hudfarve,« siger hun.

Udbytning af kvinder

Karen M. Larsen kalder sig selv radikalfeminist. Ifølge hende bliver kvinder udsat for en systematisk undertrykkelse i samfundet, der er domineret af et kønshierarki med mændene på toppen og kvinderne i bunden.

»Det radikale i radikalfeminismen er, at man er temmelig kritisk over for den mandlige feminist. En mandlig feminist er som en socialistisk arbejdsgiver. Risikoen er, at hvis man skal have en feminisme, der inkluderer mænd, så nedtoner man det undertrykkelsesaspekt, der eksisterer mellem kønnene. Det er lidt som gule fagforeninger, der gerne vil have, at arbejdstagere og arbejdsgivere gerne skal være bedste venner. Der overser man jo den interessekonflikt, der eksisterer mellem dem. Som radikalfeminist mener jeg, at man i kvindesagen skal have fokus på kvinder og ikke lade sig friste til at kæmpe alle mulige andres kampe. Kvinder har det jo med at tilsidesætte sig selv for andre.« fortæller hun til Weekendavisen og bebrejder især de intersektionelle feminister for udviklingen.

{embedded type="node/bondquotes" id="2498"}

»De intersektionelle feminister er blevet helt overtaget af transaktivister. De har spist det råt. De har taget transaktivismen til sig. Der er masser af intersektionelle feminister, der ikke er transkønnede, men er meget mere ekstreme i forhold til transaktvisme end de fleste transkønnede. De fleste transkønnede bakker jo ikke op om denne ekstreme aktivisme« siger hun.

Ifølge Karen M. Larsen overtager de intersektionelle gamle, klassiske kvindebevægelser og sætter en ny dagsorden.

»Den foregår i meget høj grad på de sociale medier og i diverse debatfora. Det, man gør i den intersektionelle feminsime, er, at man opbygger sådan nogle undertrykkelseshierarkier, hvor det altid ender med, at transkvinder er mest undertrykte, og at alle andre skal tjene dem. Man splitter kvinder op i undergrupper og ud mod hinanden i stedet for at forene kvinder i kampen mod mænds undertrykkelse. Og så kan man slet ikke tåle kritisk debat eller kritisk tænkning,« siger hun.

48-årige Karen M. Larsen er selv en »gender non-conforming lesbisk«. I praksis betyder det, at hun går klædt i herretøj og ikke opfylder de kønsnormer, man typisk forbinder med en kvinde. Hun ønsker ikke at forsvare traditionelle kønsnormer, men ser sit køn som en biologisk betingelse, hun ikke kan ændre på.

»Man kan skifte kønsrolle og socialt køn, men man kan ikke reelt skifte sin krops køn. Man kan ændre den, så den ligner noget andet, men Michael Jackson blev heller aldrig hvid, selvom han forsøgte,« som hun formulerer det. Karen M. Larsen mener, at det igen burde godkendes af en psykiater, før man får en kønsskifteoperation. Det skal være en »sidste mulighed«, som hun kalder det. Hun afviser dog selv, at hun er transfobisk: »Jeg hader ikke transkønnede og er ikke bange for dem. Men jeg tror, at køn handler om ens kropslige udgangspunkt, ikke om hvad man føler.«

Hendes modstand mod at inkludere transkønnede i kvinde- og homobevægelsen vil i mange intersektionelle feministers øjne kvalificere hende til betegnelsen TERF (transekskluderende radikalfeminist). TERFs er en meget lille, men ofte højlydt gruppe feminister, der er ugleset blandt især de intersektionelle. Her bruger man gerne betegnelsen som et skældsord om feminister med transfobiske holdninger.

Der er ikke mange herhjemme, der offentligt står frem med TERF-associerede synspunkter; en anden undtagelse er forfatteren og feministen Jette Hansen. Man kan læse hende harcelere over det, hun kalder »intersekten« på sin Facebook-side. Karen M. Larsen siger til Weekendavisen, at hun personligt kender flere ældre feminister, der deler hendes synspunkter, men som ikke ønsker at stå frem. Ingen vil være en TERF.

Forældede og fjollede køn

Hvad siger de intersektionelle til kritikken? Hvorfor mener de, at transkvinders sag er så vigtig for kvindebevægelsen? Til det svarer medicinstuderende Frederikke Kjerulff Madsen, der selv er intersektionel feminist og aktivist:

»Inter- og transkønnedes sag er vigtig i sig selv. Men hele debatten om transkønnede er også essentiel i feminismen, fordi det handler om at gøre op med køn. Folk, der biologisk falder mellem mand og kvinde, understøtter feminismen og den fjollede og forældede ide om, at der findes to kasser, mand og kvinde, hvor den ene er bedre end den anden og har forskellige egenskaber. Det er en arbitrær kategori, vi har skabt, og folk, der falder uden for kasserne, er med til at bryde den. Så det er helt naturligt for mig, at det at der findes folk, der er anderledes end de herskende kategorier, kæmper samme sag som mig, og at jeg også understøtter deres,« fortæller hun.

Når Frederikke Kjerulff Madsen kalder sig intersektionel feminist, skyldes det, at hun ser vejen mod lighed som brolagt med forhindringer afhængigt af ens køn, race og seksualitet. Man kan ikke bekæmpe den ene form for undertrykkelse uden også at bekæmpe de andre.

»Nogle synes, at feminisme kun skal handle om køn, og at det at kigge på race, kønsidentitet, og andre intersektioner mudrer debatten. Der vil jeg sige, at vi måske kan opnå lighed mellem kønnene, men hvis vi ikke ændrer det system, der skabte det hele, er vi lige vidt.«

– Hvad er det for et system?

»Et system, hvor det at have magt eller det at have det godt er noget, du har på bekostning af andre. Et system, hvor man tilhører den rigtige gruppe i modsætning til dem, der ikke gør det. Hvor det er godt at være mand i modsætning til kvinde, hvid i modsætning til ikke-hvid, heteroseksuel i modsætning til andre seksualiteter og så videre. Hele ideen om, at nogen er mere normale og dermed bedre end andre og har mere ret end andre,« siger hun.

»Intersektionelle bliver ofte kritiseret for at ville lukke munden på hvide, heteroseksuelle, højtuddannede mænd. Det er ikke tanken. Men jeg forstår, at det kan føles sådan. Når man selv sidder på en debat, er privilegeret og ikke oplever undertrykkelsen, har man et blindt punkt og er derfor nødt til at lytte mere, end man taler. Nogle debatter skal man gå mere ydmygt til end andre,« siger hun.

{embedded type="node/bondquotes" id="2497"}

– Er man transfobisk, hvis man ikke ønsker at have sex med en kvinde, der har en penis?

»Ja, det mener jeg. Jeg mener, at vi lever i en verden, der er transfobisk, homofobisk, racistisk og sexistisk, bare for at nævne nogle få. Der vil jeg som kvinde komme til at gøre ting, der er sexistiske. Sorte vil gøre ting, der er racistiske. Transkønnede vil handle transfobisk. For vi er alle vokset op i det samme samfund. Fordi man er transfobisk, er man ikke et dårligt menneske. Transfob er ikke noget du er, transfobi er noget du gør. Og jeg synes, at vi alle sammen skal forsøge at demontere de her systemer og være mindre transfobiske. Transfobi har voldsomme konsekvenser for transkønnede,« siger hun.

– Skal man så have sex med en transperson for ikke at være transfob?

»Nej, ikke nødvendigvis. Men det betyder, at vi alle sammen skal kigge på vores præferencer. Man skal jo kun være sammen med dem, man har lyst til. Samtykke er essentielt. Men vi har alle sammen uanset køn og identitet et ansvar for at kigge på vores præferencer. Det er ikke tilfældigt, at mange har de samme skønhedsidealer,« siger hun.

– Skal man anerkende en penis som et kvindeligt kønsorgan?

»Det korte svar er ja. Det skal man. Udvidelsen af svaret er, at Karen ikke behøver føle sig tiltrukket af folk, der har en penis. Det er hendes egen sag,« siger Frederikke Kjerulff Madsen.

TERF-foben

Laura Mølgaard Tams er transaktivist og indehaver af hjemmesiden killjoy.dk. Spørger man Tams, om hun anser Karen M. Larsen for at være transfobisk, er hendes svar »ja«. Men hun vil ikke kalde Karen for en TERF, for ifølge Tams er hun slet ikke radikalfeminist.

»Jeg vil dog gerne anklage Karen for at sprede konspirationsteorier. Den her idé om, at transkønnede er en stor magtfaktor, der undertrykker feminismen, og at vi er i stand til at lukke munden på folk. Det er simpelthen en konspirationsteori. Der er vi for få. Vi har ikke den magt i samfundet. Det transaktivistiske projekt handler ikke om at skade feminismen, men om at blive behandlet ordentligt,« siger Laura Mølgaard Tams til Weekendavisen.

– Ifølge Karen M. Larsen har de transkønnedes interesser fuldstændig overtaget LGBT-bevægelsen. Hvad mener du om det?

»Det får hun svært ved at argumentere for. Så var vi nok nået lidt længere. Transkønnede bliver totalt overset i LGBT-bevægelsen. Homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiatriske sygdomme for længe siden, vi er lige blevet fjernet i 2017. Måske skyldes det, at vi intet fyldte før, og i dag fylder lidt. Så synes nogle, at vi tager for meget plads, bare fordi vi er her.«

– Kan en penis være et kvindeligt kønsorgan?

»Det, synes jeg, er vinklet meget hårdt. Jeg vil sige det sådan, at hvis en transkvinde har en penis, så er det hendes kønsorgan. Og så er det jo den kvindes kønsorgan. Men al den her kønsorgan-snak er så underlig. Det er ikke intersektionelle eller transaktivister, der vil tale om kønsorganer. Det er TERFs. Jeg er så træt af de her gamle koner, der vil tale om mine kønsorganer. Jeg synes, det er perverst,« siger Tams.

– Er man transfobisk, hvis man ikke ønsker at have sex med transkønnede?

»Hvis jeg svarer forkert her, vil jeg blive beskyldt for at ville voldtage lesbiske. Det er et lidt ladet spørgsmål, men hvis man skriver til hele verden, at man ikke vil have sex med brune eller sorte, eller tykke eller transkønnede, uden at man er blevet spurgt, så er det fobisk. Men alt det her fokus på sex. Altså, vi vil ikke tvinge nogen til sex. Vi vil bare ikke diskrimineres af sundhedsvæsenet eller af samfundet. Jeg vil gerne forsikre TERFs: Jeg vil ikke have sex med nogen af jer. Jeg synes, I er ubehagelige,« svarer Laura Mølgaard Tams.

– Er du så TERF-fobisk?

»Det må du gerne kalde mig. Jeg har det helt fint med, at de holder sig væk fra mig, og jeg er faktisk også bange for dem.«

Søren K. Villemoes

Højrupsk katarsis