I september 2018 kom hele Danmark pludselig på fornavn med en storsvindlende papirnusser fra Socialstyrelsens tilskudsadministration. Britta Nielsen eller Britta, som hurtigt blev hendes kaldenavn, havde i 40 år levet en tilbagetrukket og anonym tilværelse i styrelsen, men siden midten af 1980erne snydt staten for mindst 117 millioner kroner, uden at nogen havde bemærket det. Det var vel at mærke penge taget direkte fra satspuljemidlerne, der er målrettet samfundets mest udsatte grupper.

Indledningsvis var Britta ikke til at finde. Hun var flygtet ud af landet, og en større jagt gik i gang. Det viste sig hurtigt, at hun gemte sig i Sydafrika, hvor hun ejede flere huse købt for de stjålne midler. Efter nogle uger blev hun anholdt på et hotel i Johannesburg og stillet for en sydafrikansk dommer med krav om udlevering til Danmark. Der er tale om en af danmarkshistoriens største svindelsager i det offentliges regi, der formentlig kun overgås af justitsminister P.A. Albertis underslæb og dokumentfalsk i 1908.

Her knap fire år efter at skandalen først kom til offentlighedens kendskab, har vi fået to bøger, der fortæller historien om Britta Nielsens groteske milliontyveri. Den ene fortæller sagen udefra, er skrevet af TV 2-journalisten Emil Ellesøe Ditzel og hedder Britta – forræderiet mod velfærdsstaten. Den anden hedder Et år med Britta Nielsen – Øjenvidneberetning fra en møgsag og fortæller historien indefra af to tidligere embedsmænd, Emil Herskind og Arne Hauge Jensen.

To bøger med vidt forskellige temperamenter og radikalt forskellige greb om den bizarre fortælling om den anonyme, hundeglade bogholder fra Hvidovre, der viste sig at være en tyv af Guds nåde.

Emil Ellesøe Ditzels bog udkom allerede i november sidste år og angriber sagen undersøgende journalistisk. Ditzel fulgte sagen fra dens begyndelse, da den daværende konservative socialminister, Mai Mercado, på et pressemøde afslørede mistanken om det årelange tyveri. Han fandt lynhurtigt frem til kvindens identitet og rejste straks til Sydafrika, da TV 2 fandt ud af, at hun formentlig gemte sig der.

{embedded type="node/bondquotes" id="50331" width="half_width" align="left"}

I bogen forsøger Ditzel at komme rundt om hele fænomenet Britta. Både hendes personlige historie, der bunder i en fattig barndom, og hvordan hun i 1980erne havde svært ved at betale for det hus, hun og hendes daværende mand købte i Hvidovre. Det er fascinerende at læse om, hvordan Britta har levet et dobbeltliv, hvor hun på arbejdet var en vellidt kollega, der blev opfattet som pligtopfyldende og arbejdsom og i pauserne mest talte om sin hund. Når hun havde fri, var det dog en markant anden Britta, der manifesterede sig. Her forvandlede hun sig til en dominerende og krævende millionær med en uslukkelig tørst efter luksus.

Der var tilsyneladende ingen grænse for, hvor mange penge hun kunne brænde af. Særligt har hun overført massive millionbeløb til sine børn. De var dog ikke i stand til at udrette noget med pengene og forekommer aldeles blottet for både talent, almen flid og basal intelligens. Hendes datter Samina fik eksempelvis 37,2 millioner, der blev fyret af på galopheste og shopping. Siden virkede Samina nærmest fornærmet over, at nogen kunne anklage hende for at være medansvarlig for det massive hæleri. I retten påstod hun, at hun skam ikke tjekkede sin bankkonto eller læste de regnskaber, hun underskrev.

Sønnen Jimmy fremstår aldeles uduelig i Ditzels bog. Et voksenbarn, der sover til ud på eftermiddagen, spiller computer i de fleste af sine vågne timer og er ude af stand til at færdiggøre noget. Alligevel formåede han at fyre 10,7 millioner kroner af. Det virker overraskende let at bruge ekstreme mængder penge, hvis bare man er tilpas hovedløs. Politiet fandt også børneporno på både en harddisk og Jimmys computer, da han blev anholdt. Selv mens han og moren flygtede fra politiet gennem Sydafrika, havde han tid til at sidde og se børneporno på sin laptop. Der er noget galt med Jimmy.

Ganske interessant finder Ditzel indikationer på, at der muligvis stadig findes et større millionbeløb, som familien kan have gemt af vejen et ukendt sted. Det forbliver dog ved indikationer og spekulationer.

Ditzel er en grundig journalist, der tydeligvis nyder at nå til bunds i en sag. Bogen er velkomponeret og baseret på et solidt fundament af research, som Ditzel har et mesterligt overblik over. Han formår at opretholde en god balance mellem sine egne reportager, noter fra retssagen, portrætter af de involverede og interviews med kilder. Bogen læses som en knaldroman, men indeholder også en velargumenteret systemkritisk vinkel på velfærdsstatens administrative vokseværk, der foldes ud, men uden at fylde for meget.

Journalister har ofte en tendens til at være for glade for deres egen research og »underholde« deres omgivelser med ligegyldige procesdetaljer om, hvordan de fandt ud af dette og hint. Den fælde undgår Ditzel heldigvis at falde i.

JOURNALISTER ER DOG ikke alene om at have en arbejdsskade, hvor de antager, at omverdenen finder deres arbejde lige så spændende, som de selv gør. Den finder man også hos djøfferne i centraladministrationen. Og den præger desværre den anden bog, Et år med Britta Nielsen – Øjenvidneberetning fra en møgsag.

Bogens to forfattere er begge netop djøf'ere med en fortid i centraladministrationen. Den ene, Emil Herskind, var endda den afdelingschef i Socialministeriet, der havde ansvaret for tilsynet med Socialforvaltningen. Han havde dog kun siddet på posten i kort tid, før skandalen blev opdaget, og kan således ikke holdes ansvarlig for de mange års administrative svigt, der tillod Britta Nielsen at stjæle fra fælleskassen. Faktisk kan ingen holdes ansvarlige, hvilket i sig selv er en af sagens underliggende skandaler. Et systemisk svigt.

Bogen fortæller, hvordan de to bureaukrater forsøger at få styr på, hvor mange penge der er blevet stjålet og hvordan. Den beskriver et offentligt system, der svigtede i sit tilsyn og sine præventive foranstaltninger, og hvor ingen ønsker at tage ansvar for en dårlig sag. Det er ganske interessant at læse om, hvordan aben forsøges kastet rundt mellem departement og styrelse. Men desværre fylder Herskind og Hauge Jensens egne historier, karriereambitioner, work-life-balance og administrative refleksioner om optimering af arbejdsgange for meget. Det er desværre ikke særlig spændende for andre end ansatte i det offentlige.

Ønsker man at genbesøge den farverige historie om Britta med alle dens mange absurde detaljer med indkøb af raceheste og afrikanske villaer, bør man således anskaffe sig Emil Ellesøe Ditzels glimrende bog. Er man embedsmand og vil læse om andre embedsmænds arbejde som embedsmænd, er Herskind og Hauge Jensens bog mere oplagt.

Emil Ellesøe Ditzel: Britta – forræderiet mod velfærdsstaten. 304 sider. 249,95 kr. People's.
Emil Herskind & Arne Hauge Jensen: Et år med Britta Nielsen – Øjenvidneberetning fra en møgsag. 176 sider. 224,95 kr. Gyldendal.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.

{embedded type="node/custom_code_html" id="48233"}

Søren K. Villemoes

Lødighed i andet forsøg