Jurnalister billede

Søren K. Villemoes

(f. 1981) er journalist og debatredaktør. Han er uddannet cand.scient.pol ved Københavns Universitet og har desuden en bachelorgrad i religionsvidenskab. Villemoes' primære interesseområder er politik, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.
Flygtninge. Journalist Stine Ellerbæk har fulgt livet i de omstridte danske teltlejre. Det er både kedeligt og interessant.

På lejrtur

På lejrtur Af Søren K. Villemoes

Stine Ellerbæk: De uvelkomne. 303 sider. 249,95 kr. Gads Forlag.

Da flygtningekrisen ramte Europa i 2015, og vandrende menneskemasser bevægede sig op ad kontinentets landeveje, blev de danske politikere taget på sengekanten. Den daværende V-regering var ellers blevet valgt på at love vælgerne en såkaldt »straksopbremsning« i tilstrømningen af asylansøgere. Det skete ikke. I stedet fik Danmark 21.316 asylansøgere det år – det største antal i dette årtusinde.

De nytilkomne skulle placeres et sted, og som noget nyt valgte regeringen at huse mange af de overvejende yngre mænd i midlertidige teltlejre ved Beredskabsstyrelsens kaserner i Haderslev, Herning, Næstved og Thisted. Beslutningen gav anledning til kritik og blev af mange set som en inhuman, symbolpolitisk handling, der skulle have en afskrækkende virkning på fremtidige asylansøgere. Integrationsminister Inger Støjberg (V) gjorde da heller ingen større indsats for at ændre den opfattelse.

Journalist Stine Ellerbæk havde tilfældigvis valgt at migrere til Thy, kort før teltlejren i Thisted blev en realitet. Det gav hende mulighed for at følge livet i lejren fra dens tidlige dage i november 2015, frem til den blev tømt for mennesker i september 2016, og det har nu resulteret i bogen De uvelkomne, hvor man over 300 sider følger nogle af de mænd, hun mødte i lejren.

Det er en broget flok, men generelt får man indtryk af, at det er de flinke og imødekommende typer, hun har brugt mest tid med. Der er for eksempel den hjælpsomme og sympatiske kurder Sirvan, der uddeler roser til folk på hovedgaden i Thisted, og den iranske kurder Khaled, der undervejs skifter navn til Svend og bliver spejderleder.

Bogen tenderer mod det kedelige, når Ellerbæk følger livet i lejren på reportage-niveau. Det er ikke særlig spændende at læse om, hvordan hun er med nogle asylansøgere ude og ride på en hest eller nede på stranden til fejring af iransk nytår. Og man farer hurtigt vild i de mange triste menneskeskæbner og grådkvalte fortællinger fra mændene om børn, koner og andre familiemedlemmer, der enten er blevet efterladt i hjemlandet eller druknet i Middelhavet.

Det er også tydeligt, at Ellerbæk har stor sympati for de mange asylansøgere, som hun har mødt, og lidt mindre for den flygtningepolitik, der kendetegner dansk politik. Men hun er grundlæggende en hæderlig journalist, der formår at medtage begge sider af sagen. Intet fremstår derfor entydigt godt eller dårligt. Hun er ikke nogens forsvarsadvokat. Og når hun beskriver nogle af de mange konflikter og mærkelige gråzoner, der præger livet i teltlejren, er bogen også interessant.

Det gælder eksempelvis forholdet mellem de frivillige i lejren og de mange mænd. Da Venligboerne fyldte meget i medierne, oplevede man en sand tilstrømning af frivillige i Thisted; de fleste forsvandt, så snart journalisterne var taget hjem igen. Men nogle blev hængende. Typisk midaldrende kvinder uden for arbejdsmarkedet. Kvinder i dårlige ægteskaber, der manglede noget at lave. Det kommer i løbet af bogen bag på Ellerbæk, hvor mange af disse kvinder, der ender i romantiske forhold til de ofte markant yngre mandlige asylansøgere, og hun efterlader det som et åbent spørgsmål, om der fra mændenes side er tale om kyniske forsøg på at gavne deres asylsag eller om ægte kærlighed. Som læser må man drage sine egne konklusioner.

Ellerbæk fortæller også ærligt om de mange konflikter i lejrene mellem asylansøgerne. Mange af dem klager over de andre, som de anser for svindlere, der bare prøver at migrere, men som ikke er rigtigt forfulgte. Spændingerne mellem arabere, kurdere og iranere ender ofte i håndgemæng, og stofferne flyder i det hele taget frit i de danske asylcentre, er ens opfattelse efter endt læsning.

Det er også interessant at læse om, hvordan kristne vækkelsesbevægelser ivrigt rekrutterer sjæle i teltlejren. Særligt iranerne virker til at tage imod Jesus med kyshånd. Er det også for at gavne deres asylsag, eller har de reelt åbnet deres hjerter for Helligånden? Ellerbæk lader også dette stå åbent.

Trods kedsommelige strækninger giver bogen således et unikt, lavpraktisk indblik i denne særlige periode af nyere dansk udlændingepolitik.

Side 42