Efter 34 års efterforskning lukkede det svenske politi sidste onsdag sagen om mordet på statsminister Olof Palme, der blev skudt i krydset mellem Sveavägen og Tunnelgatan i det centrale Stockholm en kold februaraften i 1986 på vej hjem fra biografen med sin kone. Dermed blev et endeligt punktum sat i en af Nordens største mordgåder, der kun har branden på Scandinavian Star i 1990 som nærmeste konkurrent.

Eller gjorde det? Skuffelsen har været udbredt blandt Palmekendere, og pressemødet har ikke givet den forventede forløsning. Ingen nye beviser blev fremlagt, mens man i stedet udpegede en gammel kending, den såkaldte »Skandiamand«, Stig Engström, som den sandsynlige gerningsmand. Engström, der var 52 år gammel i 1986 og arbejdede som grafiker i den for mordscenen nærliggende Skandiabygning (deraf hans tilnavn), døde af en overdosis for 20 år siden og kan således ikke retsforfølges.

Afslutningen var kort sagt for mange ikke en afslutning. Og skepsissen omkring politiets nye teori er da også udbredt i den svenske offentlighed. Således står en af Palmemordets største gåder stadig tilbage: Hvorfor er det tilsyneladende umuligt for det svenske politi at lukke en sag, der med årene har kostet staten cirka en halv milliard kroner og er den dyreste og længstvarende efterforskning i svensk historie?

Manden på trapperne

Den svenske journalist Lars Borgnäs har arbejdet ved det anerkendte undersøgende tv-program Uppdrag granskning på SVT og har skrevet tre bøger om Palmemordet. Han er en af de mange, der sad uforløste tilbage efter pressemødet. Han forklarer Weekendavisen, hvorfor han stadig ikke anser sagen for opklaret.

»Stig Engström er ikke en sandsynlig gerningsmand. Der er mange grunde til, at han ikke kan være morderen. For det første, fordi de ikke præsenterede nye beviser, der forbinder ham til mordet. Der var absolut ingen tekniske beviser, intet mordvåben og ingen vidner, der beskriver morderen som en mand, der passer til Engströms signalement. Der er heller intet motiv. Så der er mange ting, der peger væk fra ham, som man undlod at nævne på pressemødet,« fortæller han.

Lars Borgnäs gennemgår en række kritiske forhold. To uafhængige vidner ved mordscenen beskrev en gerningsmand med en mørk hue, som den Jack Nicholson har på i filmen Gøgereden. Men Engström var den aften iført en sixpence, der snarere lignede Kasket Karls hovedbeklædning. Han havde også en lille taske i den ene hånd, hvilket ingen af vidnerne til mordet så gerningsmanden bære. Engström løb også på en mærkelig måde, hvilket man kan se i et indslag på svensk TV fra 1980erne, hvor han optrådte som vidne til mordet og gav en tvivlsom rekonstruktion af sin egen ageren. Ingen vidner har beskrevet morderen løbe på den måde.

Til gengæld så et andet vidne, der ikke overværede selve mordet, en mand, der lignede Engström, løbe op ad nogle trapper ikke langt fra mordstedet et halvt minut efter drabet. En kvinde så også en mand med en taske i hånden, der lignede Engström, løbe i retning væk fra scenen. Ifølge Bjorgnäs tyder en del på, at Stig Engström var i nærheden, da mordet fandt sted, og at han løb sin vej. Men det beviser i sig selv intet.

»Jeg tror, at Engström var manden, der flygtede op ad trapperne, men ikke den mand, der skød Palme. Han var slet ikke i stand til at begå sådan en forbrydelse. Efterforskerne kunne ikke finde én eneste person, der bekræftede, at han kunne udføre en handling af den art. Han var en stille, venlig og afslappet mand, der ikke var særlig modig. Snarere lidt af en kujon, hvilket selv hans kone beskrev ham som. Man har heller ikke kunnet bevise, at han havde adgang til våben eller var vant til at bruge en pistol. Efter min vurdering var manden, der skød Palme, en helt anden type,« siger Lars Borgnäs.

Engström var aldrig mistænkt under den tidlige efterforskning. Men et af indicierne, der senere vakte politiets mistanke, er hans skiftende vidneforklaringer. Hver gang han har fortalt en ny version, er hans egen rolle vokset. I én version jagter han morderen, i en anden giver han Palme førstehjælp.

»Det er sandt, at Engström skiftede forklaring og løj om, hvad han foretog sig omkring mordscenen. Jeg tror, at han så mordet ske på afstand, mens han stod ved en gyde, som han løb ind i og op ad en trappeafsats. Han har muligvis skammet sig over at flygte fra så stor en begivenhed uden at hjælpe til, så han opdigtede siden en historie, hvor han havde en helt anden og langt mere heroisk rolle. Det er en væsentligt mere sandsynlig forklaring på de skiftende udsagn, end at han dræbte Olof Palme,« fortæller Borgnäs.

En anden – ifølge Borgnäs – vigtig detalje er, at gerningsmanden skød statsministeren med venstre hånd. Et vidne, der stod blot fem meter fra mordet, så morderen sætte sin højre hånd på statsministerens skulder, inden han affyrede sit våben. Ifølge Borgnäs indikerer det, at morderen enten var venstrehåndet eller trænet i at affyre et våben med begge hænder, hvilket er en kundskab, der typisk er forbeholdt livvagter, politi, sikkerhedspersonale og visse militærfolk. Engström var højrehåndet.

»Så han er den forkerte type person, der ikke passer til signalementet, men som desværre opdigtede en historie, der gjorde ham mistænkelig,« lyder Lars Borgnäs’ konklusion om Stig Engströms rolle i mordet.

Et nyt ansigt

Det efterlader os igen ved det svenske politi. Hvis beviserne mod Skandiamanden Stig Engström er så svage, hvorfor har de så valgt at udpege ham som den sandsynlige morder?

»Mange i Sverige spørger nu, hvordan de kan komme op med så tynd en forklaring og forsøge at afslutte sagen med så få beviser. Mit bud er, at ikke bare anklageren, men også folk bag ham ønskede at lægge låg på sagen efter 34 år. Og den bedste måde at gøre det på var ved at give offentligheden et ansigt, også selvom man ikke havde nogen beviser. Når offentligheden har et ansigt, har de lettere ved at acceptere forklaringen. Det er det samme, der skete med Christer Pettersson,« siger Borgnäs.

I 1988 blev den kriminelle, drabsdømte alkoholiker Pettersson politiets hovedmistænkte. Året efter blev han først kendt skyldig i byretten, men senere frikendt ved en højere instans. Beviserne mod ham bestod hovedsageligt i, at Olof Palmes kone, Lisbeth Palme, udpegede ham som gerningsmand. Men ud over det var der kun indicier. Ingen beviser.

»Politiet udpegede ham med stor sikkerhed. Og fordi vi fik et ansigt, er der stadig folk, der tror, det er ham. Men i dag ved vi, at han var fuldstændig uskyldig. Nu har vi så fået et nyt ansigt, der skal støtte budskabet om, at sagen er afsluttet én gang for alle. Men det er ikke tilfældet og bør ikke accepteres. Sverige er et demokrati, og hvis en statsminister myrdes, er man nødt til at opklare det. I dette tilfælde er de mest følsomme kredse, der kunne stå bag mordet, aldrig blevet efterforsket. Den svenske efterretningstjeneste og militæret har aldrig været undersøgt. Der har været spor og antydninger, men alle dokumenter er forsvundet. Her var der ellers meget stærke motiver,« fortæller Lars Borgnäs.

Säpos rolle

Det kan måske lyde konspiratorisk, grænsende til det rablende, hvis man ikke i forvejen er inde i detaljerne omkring Palmemordet. Men for den uindviede er det værd at understrege, at Palmeefterforskningen fra begyndelsen har været præget af så mange graverende fejl og generelt elendigt politiarbejde, at mange vilde teorier om interne komplotter i den svenske stat og udenlandske forbindelser ikke kan udelukkes. Mængden af løse ender er simpelthen for stor.

»Flere i den svenske efterretningstjeneste Säpo opfattede Palme som en landsforræder, der ville sælge landet til Moskva. Palme skulle have mødtes med Mikhail Gorbatjov blot få uger efter. Mange i Säpo og andre i Vesten frygtede, at Palme ville acceptere en plan om at gøre Skandinavien til en atomvåbenfri zone. Så han var i deres øjne en trussel, ikke bare for Sverige, men for hele NATO-alliancen. Disse folk havde ressourcerne og ikke mindst adgang til våben. De ville også være i stand til at tie stille om deres medvirken til mordet, hvilket en mand som Engström næppe ville,« siger Borgnäs.

En detalje ved mordet, der muligvis peger i den retning, er morderens adfærd, kort efter at han skyder Olof Palme i ryggen og strejfer hans kone med en kugle. Gerningsmanden vender sig ikke om og ser på de nærmeste vidner, men lægger derimod pistolen tilbage i sin jakke.

»Det tyder på, at han har vidst, at Palme ikke havde sine livvagter med. Og de eneste, der ville have vidst det den aften, er Säpo. Der er en del, der tyder på, at Säpo kunne have været involveret,« siger han til Weekendavisen.

Notesbogen

Lars Borgnäs fortæller, at han under arbejdet med sin forrige bog blev kontaktet af sønnen til en af Sveriges mest rutinerede og fremtrædende mordeksperter Arne Irvell. Faderen havde været mangeårig chef for Stockholm-politiets mordefterforskningsenhed, på svensk »mordkommissionen«. Arne Irvell gik på pension, kort efter Palme blev dræbt, og døde selv i 2008, men kort inden sin død havde han betroet sønnen en notesbog fyldt med den gamle efterforskningsleders egne observationer, teorier og tanker om mordet. Detaljerne i bogen var af så kontroversiel natur, at Irvell ikke ønskede, at andre skulle læse den før efter hans død.

På sit dødsleje bad han sønnen overdrage notesbogen til Lars Borgnäs, som han kendte fra Uppdrag granskning og havde tillid til. I Borgnäs’ seneste bog, Olof Palmes sista steg, der udkom tidligere i år, gennemgår han materialet. Den tidligere politichefs egen private efterforskning havde ledt ham til den overbevisning, at Säpo måtte være involveret i mordet.

Der stod tilmed navne på specifikke mistænkte i notesbogen, hvor det politiske pres for at hindre sandheden i at komme ud også var omtalt.

»Han var ingen konspirationsteoretiker, men en højt respekteret politimand med mange års erfaring i at opklare mord. Dette var hans konklusion, som han ikke ønskede at sige højt, mens han var i live. Det er ikke let at anklage Säpo for sådan en forbrydelse. Men teorien er ikke blevet efterforsket i 34 år, selvom den ikke er usandsynlig. Tværtimod. I mange tilfælde, hvor højtstående politikere myrdes, er der sikkerhedstjenester involveret. Det sker rundtomkring i verden. I det her tilfælde var der så stærke spændinger mellem Palme og Säpo, at de så ham som en trussel mod svensk fred og frihed. Du kan ikke få et stærkere motiv. Alligevel er det aldrig blevet undersøgt,« siger Lars Borgnäs og påpeger, at Engströms eneste motiv var, at han som tidligere medlem af Moderaterna ikke var begejstret for Palme. En holdning, som han delte med hundredtusinder af andre svenskere.

»Som journalist er det ikke mit job at gætte. Jeg er ikke mordekspert. Jeg kigger blot på fakta og ser, hvad der burde være blevet undersøgt i efterforskningen. De skulle ikke have lukket sagen uden at have gransket de mest følsomme områder. Det er svært, måske umuligt at eftersøge en efterretningstjeneste. Men det er nødvendigt. Ellers kan vi ikke sige, at alt er blevet endevendt. Det er en skam for fremtiden, at en statsminister blev skudt, og vi ikke gjorde alt for at finde gerningsmanden – og Engström er med sikkerhed ikke svaret,« siger han.

Ifølge Lars Borgnäs er Engström den lette løsning. En ensom gerningsmand uden børn eller efterladte, der kan klage over den posthume, injurierende mistænkeliggørelse. Men hvis politiet havde regnet med, at offentligheden ville stille sig tilfreds med ham, har de ifølge Borgnäs forregnet sig.

»Dette vil ikke stoppe de kritiske stemmer, da det beviser uden skyggen af tvivl, at det officielle Sverige ønsker sagen lukket – koste hvad det vil. Det er ikke sandheden, der er vigtig for dem, men at få offentligheden væk fra dagsordenen. Vi ser allerede nu signaler fra det officielle Sverige om, at dette er vejen frem. ’Det er opklaret, lad os komme videre’. Det er en måde at narre os selv på og et svigt mod det svenske demokrati. De lande, der ikke vender hver en sten, når deres statsleder myrdes, er bananrepublikker.«

Er det typisk svensk at opklare et mord, der forbliver en gåde? Læs Synne Rifbjergs kommentar om Palmesagen.

Læs også, hvordan én af de mange forfattere til bøger om, hvem der skød Palme, fik ret.

Søren K. Villemoes

I rædslens fangarme