Mange har en tendens til at se krige som en serie af slag. De, der vinder slagene, vinder krigen. Sådan er den typiske fremstilling af eksempelvis Anden Verdenskrig, hvor begivenheder som D-dag og Panserslaget ved Kursk typisk ses som afgørende vendepunkter i krigen.

Det er ikke helt forkert, men man skal passe på med at fokusere for meget på de enkelte slag. Krigshistorien er rig på eksempler, hvor slag ikke afgjorde udfaldet af en krig. George Washington tabte langt de fleste slag mod briterne i Den Amerikanske Uafhængighedskrig, men vandt alligevel krigen. Vi tabte selv i Afghanistan efter i 20 år at have vundet talrige slag.

Slag fortæller således kun en del af historien og skal aldrig forveksles med krigens helhed. De afgøres i lige så høj grad af de strategiske mål, af alliancer og af hærenes kvaliteter, ikke mindst ledelsen, soldaternes træning og moral, logistikken, det militære isenkram samt kulturen og evnen til at tilpasse sig og lære nyt.

Ser vi på den igangværende krig i Ukraine, er alle disse forhold faldet ud til ukrainernes fordel. De har fra begyndelsen haft en overlegen moral, logistik, kultur, taktisk formåen og en evne til at omstille sig, og mindst lige så afgørende har de haft de bedste allierede. Ukraine har støtte fra NATO, Australien og New Zealand samt lande som Japan og til dels Sydkorea, mens der blandt Ruslands allierede kan tælles ligegyldigheder som Belarus, Syrien og Armenien. Dette betyder, at som krigen skrider frem, bliver Ukraine stærkere, mens Rusland bliver svagere. Det er altovervejende disse forhold, der har bestemt krigens gang og dermed også slagenes udfald.

Alligevel er der noget ved de enkelte slag, der uundgåeligt tiltrækker sig en særlig opmærksomhed og ikke uden grund. Slaget om Kyiv har indtil videre været krigens store vendepunkt. Her døde Putins store vision om regimeskift og om at reducere Ukraine til en lydstat, der kunne skæres ud i mindre bidder og opsluges af det russiske storrige.

I den seneste uge har der fundet to yderligere slag sted, der med stor sandsynlighed også vil blive husket som vigtige vendepunkter i krigen.

Frit fald

Lad os starte med Slaget om Kharkiv. I weekenden vandt Ukraine kampen om landets næststørste by. Putin og hans ligesindede betragter byen som en del af det russiske moderland. Var de lykkedes med deres planer, ville byen med stor sandsynlighed være blevet absorberet ind i den russiske føderation. Sådan gik det ikke. Det længste russerne nåede var en enkelt tur ind i centrum 27. februar, hvor de hurtigt blev tilbagekæmpet.

Siden blev beboerne udsat for vedvarende russiske artilleriangreb. Men 6. maj indledte ukrainerne en velkoordineret modoffensiv, der blev fuldendt søndag, hvor soldaterne nåede helt frem til den russiske grænse nordøst for byen efter at have drevet de russiske styrker på flugt. Slaget er den første store ukrainske sejr i Østukraine og markerer sandsynligvis overgangen til en ny fase i krigen, hvor det er Ukraine, der overtager det offensive initiativ.

{embedded type="node/bondquotes" id="49830" width="half_width" align="left"}

Den succesfulde ukrainske modoffensiv har også bremset, hvad der så ud til at være russernes primære fokus i deres stort opslåede, men lidet imponerende offensiv i Donbas: fremrykningen syd for byen Izium. Her havde russerne formentlig planlagt, at de kunne rykke sydpå mod Slavjansk og Kramatorsk, omringe de ukrainske tropper og sikre sig en betydelig bid af Donetsk Oblast. På grund af manglende mandskab har de dog været nødt til at trække soldater ud for at beskytte deres forsyningslinjer, der nu er truet af ukrainernes fremrykning øst for Kharkiv. Fronten ved Izium har stået stillet, siden den ukrainske modoffensiv ved Kharkiv blev indledt.

Dermed har russerne endnu en gang måttet sænke ambitionsniveauet og har nu fokus på byerne Lysytsjansk og Sievjerodonetsk i Luhansk Oblast. Det er værd at betragte, hvor radikalt det skifte egentlig er. Siden 24. februar har Kreml måttet gå fra gigantiske ambitioner om regimeskift og total kontrol med hele Ukraine og dets befolkning på 41 millioner til at ville sætte sig på Donbas og hele Sortehavskysten for nu blot at satse på at indtage en lillebitte luns, to provinsbyer, der tilsammen knap nok er på størrelse med Aarhus, placeret en spytklat fra et område, russerne har siddet på i otte år. Det nye fokus er reelt udtryk for et strategisk ambitionsniveau i frit fald.

Russiske lemminger

Det var med dette beskedne militære mål i sigte, at russerne i sidste uge tabte det enkeltstående mest ydmygende slag endnu i krigen. Nederlaget i slaget ved Donets-floden er historisk. Ikke for dets store strategiske betydning, men for den pinagtige russiske amatørisme, der ville være en komediefilm værdig, havde den ikke kostet så mange russiske mødre deres sønner. Først da røgen havde lagt sig sidste fredag, begyndte det at gå op for omverden, hvad der var foregået ved flodens bredder. Der tegner sig nu et billede af en desperat russisk hær, der tilsyneladende har mistet grebet i en grad, der ikke er set siden 1990erne.

Kort fortalt forsøgte russerne mellem 5. og 13. maj flere gange at bygge en bro over floden for at omringe de to byer, men blev hver gang hindret i det af det ukrainske militær. Det burde tidligt have stået klart for de russiske befalingsmænd, at de havde gang i en håbløs operation, som ukrainerne for længst havde luret. Alligevel insisterede de på at sende deres ingeniørtropper ud i floden for at bygge nye broer, der til ingens overraskelse blev udslettet kort efter.

Denne lemmingeagtige dødskurs resulterede i et regulært blodbad mellem 8. og 10. maj, hvor ukrainerne med artilleri og luftangreb udslettede en hel bataljonskampgruppe, der forsøgte at krydse floden ved landsbyen Bilohorivka. Ifølge tænketanken Institute for the Study of War deltog 550 russiske soldater i denne operation, hvor 485 af dem enten blev dræbt eller såret. 80 russiske køretøjer, inklusive 14 T-72-kampvogne, røg med i faldet. Ifølge Ukraine mistede russerne over 1.000 soldater, før de opgav deres brobygning 13. maj og trak sig.

Ikke siden russerne kørte ind i Grosnyj 2. januar 1995 under den Første Tjetjenske Krig, hvor de i forvirring endte i ildkamp med sig selv, faldt i det ene baghold efter det andet og kørte den forkerte vej efter at have evakueret deres soldater for blot at ende i endnu et baghold, har den russiske hær demonstreret en mere tragikomisk inkompetence i et enkelt slag. Med dette slag har Putin matchet et af Jeltsin-årenes største traumer.

Politisk pres

Blandt russiske militærbloggere brød en hidtil uset bramfrihed ud. En anonym blogger, der går under navnet »Ældre end Edda« og har 400.000 følgere på det sociale medie Telegram, kaldte ligefrem den ansvarlige for operationen for en »idiot«, mens en anden blogger, Vladlen Tatarskij med samme antal følgere, beskrev ham som et »militært geni«. Det skulle næppe forstås bogstaveligt. Flere andre fremtrædende bloggere skrev lignende ting. Selvom de alle hurtigt vendte tilbage til deres normale Z-loyale toner, vidnede det kortvarige udbrud om, at nederlaget ved Donets-floden har sendt en chokbølge gennem systemet.

Hvordan kunne en så hovedløs militær operation finde sted tre måneder inde i en krig, der allerede har kostet russerne dyrt? Det kan naturligvis skyldes en afgrundsdyb uduelighed i den russiske officerstand. Det er bestemt ikke utænkeligt. Men en anden og måske mere oplagt forklaring kunne være, at de er under massivt politisk pres for at udrette et eller andet på slagmarken og derfor kaster sig ud i stadig mere hasarderede aktioner.

Mens Ukraine er i fuld gang med at opruste og bevæbne op til en million soldater, er Rusland ved at løbe tør for mænd. Putin har undladt at igangsætte en massemobilisering af det russiske samfund, formentlig fordi han ved, at det vil være både upopulært og politisk risikabelt. Men at opgive »specialoperationen« vil næppe heller være en vindersag.

I stedet har han valgt en mellemvej, hvor han forsøger at lokke reserver og værnepligtige med kortvarige, men lukrative kontrakter. Det har indtil videre ikke været en succes. Så tiden arbejder imod Putin, og med en voksende hovedpine af den størrelse er det næppe urealistisk, at han sender presset nedad til sine generaler for at vinde nogle slag. Men som det ser ud nu, vinder Ukraine både slagene og krigen.

Søren K. Villemoes

Uforsvarligt