Vinteren var rig på onde varsler. Fra nær og fjern hørte man ængstelige stemmer advare om den store, kommende russiske offensiv.

I The Economist kunne man i december læse Ukraines hærchef, general Valerij Zaluzjnij, udtrykke frygt for, at Kreml snart ville forsøge at indtage Kyiv igen. Han mente, at Rusland havde 200.000 soldater, der ventede på at blive sat ind i en ambitiøs storoffensiv, og at Rusland gemte uanede ressourcer et sted bag Uralbjergene. I Financial Times advarede en række anonyme militærfolk i midten af februar om, at offensiven ville komme pludseligt med helt nye taktiske greb og fra mange retninger.

Samme uge dæmrede det dog for de fleste, at den ventede russiske storoffensiv allerede var i gang og havde været det siden januar. Der var ikke tale om nye, overraskende taktikker fra russisk side. Der var intet forsøg på at genindtage Kyiv. Ingen overraskelsesangreb. Hvad man i stedet så, var en fortsættelse af det, man havde set siden efteråret: en generel forøget intensitet langs hele frontlinjen med et særligt, stædigt fokus på provinsbyen Bakhmut. Og det var den samme gamle taktik, man har kendt fra russisk side siden Anden Verdenskrig, hvor dårligt trænede soldater blev sendt mod fjendens forsvarslinjer i bølger.

Stigende priser

Det har længe været et af denne krigs vedvarende spørgsmål, hvorfor russerne så gerne vil indtage Bakhmut. Før krigen var det Ukraines 58.-største by målt på indbyggertal. I dag består den primært af murbrokker. Byen har ingen industri med betydning for Ukraines forsvar, ingen forsyningslinjer, der går igennem den, den ligger ikke geografisk godt placeret for yderligere fremrykninger – hvad vil de med den?

En udbredt teori er, at Putin har brug for byen af politiske årsager. Bakhmut er en del af Donbas, som han har erklæret russisk. En bid af regionen kan ses som et skridt mod den endelige sejr. Der har også været forlydender om, at der verserer en magtkamp internt i det russiske militær mellem på den ene side den konventionelle hær under ledelse af hærchef Valerij Gerasimov og forsvarsminister Sergej Sjojgu og på den anden side Wagner-gruppen under ledelse af Jevgenij Prigozjin, og at Bakhmut er blevet en slags pris i dette spil. Det kan også blot skyldes, at man allerede har investeret så mange ressourcer i byen, at det er blevet svært at stoppe. Der er dog ingen åbne kilder, der giver et klart svar.

Uanset rationalet ser den engang så frygtede russiske offensiv ud til at være kulmineret. Det var konklusionen mandag fra tænketanken Institute for the Study of War. Ifølge den er den russiske fremrykning de sidste uger aftaget over hele frontlinjen. I så fald har offensiven ikke været en succes.

Kort inden jul anslog det ukrainske forsvar, at det havde dræbt 100.000 russiske soldater siden invasionens begyndelse sidste februar. Det tal er nu over 160.000. Selvom disse estimater bør anvendes med forbehold, vidner de om en meget intens russisk krigsførelse siden nytår, hvor frontlinjen dog kun har rykket sig marginalt. På bundlinjen kan man læse regnskabets kyniske facit: Russerne betaler stigende priser for hver kvadratmeter af Ukraine. Deres effektivitet på slagmarken er faldende.

Tvivl om kursen

Der er bred enighed blandt militæranalytikere om, at russernes vinteroffensiv har været en fiasko. Hvad der derimod ikke er enighed om, er, om ukrainernes strategi fortsat er den rette. Siden begyndelsen af marts har man kunnet læse artikler om, at Bakhmut falder lige om lidt. Alligevel meddelte præsident Zelenskyj efter et møde i Ukraines generalstab i sidste uge, at man agter at holde byen. Det rejser samme spørgsmål, som har omgærdet den russiske offensiv: Hvorfor ønsker ukrainerne at kæmpe for en ruinby med minimal strategisk betydning?

For dem, der mener, at Kyivs strategi er den rette, er svaret ligetil: fordi russerne har sat alt ind på at tage byen og derfor er villige til at acceptere enorme tab. Lederen af Ukraines nationale sikkerhedsråd, Oleksij Danilov, meddelte 3. marts, at Rusland mister syv soldater for hver ukrainsk soldat, der falder i Bakhmut. Hvis den ratio er korrekt, er beslutningen om at forsvare Bakhmut køligt indlysende: Det er et fremragende sted at dræbe russiske soldater.

Det er dog ikke alle, der er overbeviste om, at der fortsat er et mærkbart militært udbytte ved at forsvare byen. Som forsker i russiske militære forhold Michael Kofman har påpeget i podcasten War On The Rocks, så er det ikke nødvendigvis klogt at føre en nedslidningskrig mod Rusland, da det er en krigsform, landet er kendt for at forfølge. Hans kollega Rob Lee er også skeptisk og hævder, at Ukraine i løbet af februar gradvis har mistet den ratio i Bakhmut, som Danilov omtalte, da de tabte flankerne nord og syd for byen.

Der er dog ingen, der regner med, at Rusland opgiver sit angreb, hvis Bakhmut falder. Så hvis man ikke bekæmper russerne her, vil man blot skulle gøre det et andet sted. Spørgsmålet er, om Bakhmut fortsat er det rette valg. Rob Lee mener, at Ukraine ville kunne nedslide de russiske styrker bedre andre steder langs frontlinjen.

Som militærhistorikeren Philips O’Brien ved flere lejligheder har pointeret, er strategien med at forsvare en by, de fleste anser for tabt, den samme, som ukrainerne har anvendt siden krigens start – eksempelvis sidste år i byen Sievjerodonetsk, hvor man ligeledes tvang russerne til at betale maksimal pris for et lille stykke land. I sidste ende er det dog gætværk, om forsvaret af Bakhmut stadig er prisen værd. Ukraine holder fortsat sine tabstal hemmelige.

Både Philips O’Brien, Rob Lee og Michael Kofman deler dog den dominerende analyse blandt militæranalytikere: Selvom russerne har vundet lidt frem de seneste måneder, er det en fejl at se det som et ukrainsk tilbageslag. Russernes enorme tabstal i og omkring Bakhmut kan tværtimod vise sig at styrke Ukraines relative fordel i den kommende modoffensiv, som alle forventer er under forberedelse og vil finde sted inden for den nærmeste fremtid.

{embedded type="node/bondquotes" id="58875" width="half_width" align="left"}

Ukrainsk modoffensiv

Der er en udbredt forventning om, at Ukraine i kontrast til russerne vil forsøge sig med en kompleks militær operation, hvor infanteri, kampvogne, artilleri og luftstøtte vil arbejde sammen i en koordineret offensiv. Det er i hvert fald denne type krigsførelse, kaldet combined arms, som ukrainske soldater har trænet i en række NATO-lande (og som der ikke findes en dækkende betegnelse for på dansk). Da der næppe er nogen uden for den ukrainske generalstab, der ved, hvad den sysler med, er det umuligt at give et kvalificeret gæt på, hvad man kan forvente. Spørgsmålet er, om ukrainerne er klar.

Siden invasionen har den herskende fortælling været, at moralen er høj blandt Ukraines soldater. I The Washington Post blev der i sidste uge tegnet et mere dystert billede. Ukraine mangler ifølge avisen erfarne soldater. Dem, de havde, er enten døde eller sårede. Ifølge avisen spreder der sig en pessimisme fra frontlinjerne til Kyiv. En anonym ukrainsk officer er citeret for at kalde de meget omtalte bidrag af vestlige kampvogne for »symbolske«. En anden officer fortæller, hvordan hans dårligt trænede soldater forlod deres forsvarspositioner i byen Soledar uden kamp. Med andre ord: Nej, de er ikke klar ifølge avisens kilder.

Føromtalte Michael Kofman er netop hjemvendt fra en tur til den ukrainske frontlinje og fortæller modsat i podcasten War On The Rocks, at moralen blandt soldaterne fortsat er meget høj, og at optimismen er intakt. Ukraines hærchef, general Valerij Zaluzjnij, udtalte til The Economist i december, at Ukraine tilbageholder sine bedste soldater til fremtidige offensive operationer, hvilket måske kan forklare meldingerne om ukrainske soldater af lav kvalitet ved fronten. I sidste ende er det dog umuligt at sige noget definitivt om den ukrainske hærs moral og generelle tilstand. Man holder kortene tæt til kroppen i Kyiv.

Der er dog enighed om, at der fortsat er brug for massiv vestlig støtte, hvis ukrainerne skal have succes. I denne uge meddelte EU, at man vil levere en million artillerigranater til Ukraine over det næste år. Det lyder af meget, men de falder på et tørt sted. Da hverken Ukraine eller Rusland har formået at etablere luftherredømme, har krigen indtil videre altovervejende været en landkrig domineret af artilleri, hvilket har belastet kapaciteten på begge sider.

Ifølge et brev til EU-landenes forsvarsministre fra deres ukrainske kollega, Oleksij Reznikov, som Financial Times kunne citere tidligere på måneden, vurderer man i Kyiv, at landet som minimum skal bruge 356.400 artillerigranater om måneden for at have succes på slagmarken. Heldigvis for ukrainerne ser Rusland også ud til at have problemer med sine forsyninger. Ifølge det britiske forsvarsministerium er Rusland nødt til at rationere sin artilleriammunition, hvilket med stor sandsynlighed kan forklare, hvorfor den russiske offensive fremgang er gået i stå. Russerne er formentlig begyndt at tage fra gamle forsyninger, der ellers har været på vej til skrot.

Ukraines største fordel i denne krig er fortsat dets allierede. I denne uge meddelte Polen som det første land, at man vil donere fire sovjetiske MiG-29-kampfly til Ukraine. Det vil næppe gøre den store forskel, men det vidner om, at støtten til Ukraine indtil videre kun forstærkes. Rusland derimod har trods ugens besøg af Kinas præsident Xi Jinping ingen allierede, der har bidraget militært i nær samme omfang. Det er dog næppe en situation, Kyiv tager for givet. Kinas neutrale position kan ændre sig. Og der er bekymrende toner fra USAs republikanske bagland, hvor både Donald Trump og Ron DeSantis, der forventes at skulle kæmpe om at blive partiets præsidentkandidat, har lagt afstand til USAs nuværende Ukraine-politik. Dette vil med garanti kun forstærke det politiske ønske hos præsident Zelenskyj om snart at kunne vise omverdenen, at de militære bidrag ikke er spildte, men kan konverteres til offensive succeser på slagmarken.

Søren K. Villemoes

Pressens voksmausoleum