I frisindets og tolerancens hjemland Holland sejrede den seksuelle frigørelse hurtigere og mere fuldkomment end i andre lande. Som følge blev det til den internationalt organiserede pædofilis ground zero. Holland blev ikke blot datidens største leverandør af børneporno og et af de sidste vestlige lande til at forbyde det. Her fik de pædofile også i fuld offentlighed og med bred opbakning mulighed for at danne netværk over hele verden.

I Holland fandt de pædofile støtter alle vegne. Venstrefløjspartier, folkesundhedskommissioner, fremtrædende politikere, interesseorganisationer, politidirektører, radioværter, forskere, journalister, forfattere, LGBT-aktivister, intellektuelle, præster, religiøse organisationer ... Listen over allierede er uoverskuelig lang. Resultatet? Fra 1991 til 2001 kunne man i Holland lovligt have sex med børn ned til 12 år.

Sex met Kinderen

De to mest betydningsfulde figurer for de pædofiles sag i Holland og muligvis i resten af verden er ph.d. i psykologi og sexologi Frits Bernard og parlamentarikeren for det hollandske arbejderparti Edward Brongersma. De var begge homoseksuelle. Bernard var erklæret pædofil med en præference for pubertære drenge. Brongersma var ikke åben pædofil, men en meget aktiv forkæmper for sagen (og med en særlig forsmag for drenge i 16-17-års-alderen).

Frits Bernard havde allerede i 1958 startet et internationalt brevnetværk af pædofile ved navn »Enklaven«, hvilket regnes for et af de første af sin slags. I så fald er Bernard ophavsmanden til verdens første internationalt organiserede pædofil-ring. »Enklaven« havde endda sit eget forlag, hvor Bernard selv skrev romaner om »kærlighed« mellem voksne mænd og små drenge.

Fra slutningen af 1950erne var han og Edward Brongersma aktive i Hollands største homo-organisation COC, hvor de begge sad i medlemsbladets redaktion. Her fik de publiceret indlæg, der kaldte på en bedre organisering af Hollands pædofile. Men da man blandt homoseksuelle, særligt blandt de lesbiske, ikke så nogen politisk gevinst ved at alliere sig med den sag, måtte de i 1964 lede efter nye allierede. Dem skulle der vise sig rigeligt af. Særligt i Hollands største græsrodsbevægelse for seksuelle reformer, NVSH.

NVSH var en kæmpe i 1960erne. Den havde på sit højdepunkt over 200.000 medlemmer og drev mere end 60 centre rundt om i Holland, hvor man kunne søge råd og vejledning om prævention og sex. Det var en radikal seksualpolitisk bevægelse. De advokerede ikke blot for prostitution, prævention, abort og accept af homoseksuelle. De så også familien som en institutionel fjende, der skulle knuses.

Da Holland indførte flere af de reformer, NVSH havde arbejdet for, begyndte organisationen at falme. De manglede nye minoriteter at kæmpe for. Man fik hurtigt øje på de transseksuelle, transvestitterne, sadomasochisterne og exhibitionisterne. Og inden længe også de pædofile. I 1971 tog bestyrelsen kontakt til Frits Bernard og Edward Brongersma om en bogudgivelse. Det blev til det pædofile kampskrift Sex met Kinderen, der udkom året efter med bidrag fra blandt andre en kendt hollandsk journalist og en fremtrædende psykiater.

Bogen blev et vendepunkt for organisationen af pædofile. I de følgende år formåede Bernard i regi af NVSH at organisere op til 15 lokale »arbejdsgrupper« for pædofile over hele Holland. For at det skulle se godt ud, installerede han en kvinde (en mor) som kransekagefigur. I perioden 1972-75 afholdt han fem store internationale konferencer for pædofile. Det skete i fuld offentlighed. Politiet var endda inviteret. Udover lidt lokal og overvejende positiv omtale fik det aldrig den store dækning i hollandsk presse. At over hundrede erklærede pædofile fra hele verden drog til byen Breda to gange om året, var tilsyneladende ikke en historie.

{embedded type="node/bondquotes" id="874"}

Ifølge en artikel fra 2013 skrevet af forsker i LGBT og køn ved Amsterdam Universitet Gert Hekma (der i parentes bemærket selv har talt positivt om at tvinge børn til sex) oplevede Bernards pædofile arbejdsgrupper deres højdepunkt i 1977. Her afholdt NVSH en større pædofili-konference i Amsterdam med en række prominente navne i panelet. Udover parlamentarikeren Brongersma, en kriminolog og en psykiater sad Rotterdams politidirektør, socialisten Bouwe Dirk Kalma. Han fortalte forsamlingen, at politiet i højere grad var synderen end de pædofile. Fremover burde man fokusere mere på forebyggelse end på at agere bussemand, lød budskabet. Rotterdams politi ville aldrig gribe ind i pædofile forhold med børn over 12 år, medmindre barnet eller dets forældre indgav en formel anmeldelse. Hvis forældrene meldte det, ville politiet prøve at tale dem fra det, lød det fra direktøren. På første række til konferencen lige foran Kalma sad i øvrigt en pædofil mand med sin 13-årige kæreste. »De er meget fremadseende,« som den pædofile aktivist Gerard Zwerus beskrev politiet i et interview med et pædofilt tidsskrift i 1979.

Frisind på turbo

Det er her, der er brug for en pause. For hvordan kunne dette lade sig gøre? Store internationale sammenkomster af pædofile, medierne ikke skænkede opmærksomhed. En politidirektør, en socialdemokratisk parlamentariker og en af landets største græsrodsbevægelser i fælles kamp for pædofile? Hvad foregik der? For at forstå det er man nødt til at begribe omfanget og dybden af pædofili-apologien, der på det her tidspunkt bredte sig over Holland. Det kræver en række eksempler.

I 1973 nedsatte det statsligt finansierede Nationale Center for Mentalt Helbred en kommission med førende fagfolk på området. De skulle undersøge pædofiliens betydning for folkesundheden og komme med forslag til ændring af seksuallovgivningen. I 1976 nåede de frem til deres diagnose: »De mest akutte og normalt alvorligste problemer opstår, så snart politiet eller myndigheder er involveret i problemet.« Kommissionen foreslog en ophævelse af den seksuelle lavalder. Dermed lagde de sig på linje med en lang række andre af tidens seksualpolitiske organisationer.

I medierne stod flere fremtrædende skikkelser frem som pædofiliens kampfæller. Parlamentarikeren og lederen af Pacifistisch Socialistische Partij (PSP), Bram van der Lek, deltog i et debatprogram på hollandsk tv om børneporno i 1975. Her sagde han: »Børneporno er ikke problemet, men den moralistiske lovgivning.« Og slog fast: »Så længe børn og voksne har frivillig sex med hinanden, virker det ikke som et problem for mig.« Det var ikke en afvigelse fra partilinjen. PSP gik til valg i 1980 på at legalisere pædofili.

{embedded type="node/bondquotes" id="875"}

De hollandske journalister var interesserede i den pædofiles livssyn og trængsler, og man gav dem gerne taletid. Det gjaldt for eksempel kongen af børneporno Joop Wilhelmus – en gusten iværksætter, der drev verdens førende og mest hardcore børnepornoblad Lolita. Wilhelmus var en flamboyant, skamløs herre, der ikke tøvede med at publicere hævnporno af sin tidligere elskerinde i et af sine blade. »Jeg var tvunget til at lære hende, hvem der bestemmer,« som han forklarede det til den sydsvenske avis Kvällsposten i 1980. I Lolita efterspurgte han læsernes privatbilleder af børn, særligt pigebørn, og han betalte ekstra, hvis han selv fik lov at tage dem. »Barnet er glad, når det bidrager til familiens indkomst,« som han sagde. Wilhelmus var den centrale leverandør af europæisk børneporno og lagde aldrig skjul på det. Han blærede sig med Lolitas oplagstal på 25.000. Hans pornoimperium gjorde ham med tiden til en af Hollands rigeste privatpersoner. Da politiet endelig kom efter ham i starten af 1980erne, var det for skattesvindel, ikke børneporno.

I 1975 optrådte han på hollandsk tv med sit syn på pædofili: Sex med børn er naturligt, lød det. Efter hans optræden inviterede bestyrelsen på en katolsk pigeskole i Rotterdam ham til at holde et foredrag. Og på Utrecht Universitet syntes man, det kunne være interessant med børneporno-mogulen som gæsteforelæser et semester. Wilhelmus skulle mange år senere blive dømt for sex med sin 12-årige datter.

At forsvare pædofili havde få synlige sociale konsekvenser i Holland i 1970erne. Parlamentarikeren Edward Brongersma, en kendt pædofili-aktivist og fortaler for en afskaffelse af den seksuelle lavalder, fik i 1975 tildelt ridderkorset af dronning Julianna. (Det var vel at mærke for hans kamp for homoseksuelles rettigheder, ikke pædofiles).

Selv præster – der ellers er kendt for at holde eventuelle pædofile sympatier bag lukkede døre – udtrykte offentlig støtte. Radiopræsten Alje Klamer bakkede ved flere lejligheder pædofili-sagen op. Mens en reformvenlig, protestantisk stiftelse (PFRFD) udgav en folder, der rådgav om pædofili. Her kunne man læse, at pædofile er »nogen, der elsker børn«, der laver ting med dem »fuldstændig som andre voksne gør, udover at der nogle gang også opstår seksuelle relationer«. Hvilket ikke var noget at være bange for: »Hvis en voksen mand prøver at presse sin penis op i en piges vagina eller en drengs anus, gør det for det meste ondt på barnet. Alene af den grund prøver pædofile normalt ikke.« Masturbation kunne dog forekomme.

I oktober 1978 bragte man på hollandsk tv en time lang dokumentar om pædofili, hvor der knap blev ytret et eneste negativt ord. »Utroligt nok virkede der ikke til at være en eneste negativ reaktion til alt det her, hverken i aviserne eller nogen andre steder,« lød det begejstret fra den pædofile aktivist Gerard Zwerus i 1979. Selv borgerlige partier som det konservativt-liberale VVD og kristendemokraterne slog dørene op for de pædofile aktivister, så de kunne tale deres sag for politikerne. I 1979 underskrev en lang række venstrefløjspartier herunder det hollandske arbejderparti, landets største parti, en erklæring fra pædofile aktivister, der krævede den seksuelle lavalder afskaffet.

Blandt homoseksuelle aktivister blødte man i midten af 1970erne op. COC, der i tresserne havde smidt de pædofile på porten, slagtede fedekalven for de fortabte sønner og dedikerede et helt særnummer af medlemsbladet til de pædofiles sag. På landsmødet i 1980 vedtog man en støtteerklæring, der udpegede politiet og familiers fordomme som de primære problemer ved pædofili.

Et ramaskrig

Kigger man ud over hele dette pædofil-begejstrede landskab, der udgjorde Hollands toneangivende seksualpolitiske kredse i 1970erne, begynder den selvbebrejdende politidirektør, der så sig selv og ikke de pædofile som synderen, pludselig at virke normal. Han forsvinder nærmest i strømmen. Omkring 1980 når den hollandske venstrefløjs omfavnelse af pædofili-sagen sit højdepunkt.

I denne periode mødte pædofile en imødekommenhed i Holland, de ikke fandt lignende i andre lande. I Danmark så Pædofilgruppen på Holland med ængstelse. Det engelsksprogede, internationale tidsskrift for pædofile Pan: A Magazine about Boy-Love (der senere skiftede navn til Paedo Alert News) havde hovedsæde i Holland. I introen til deres første nummer er overskriften »Hvorfor Holland?«

»Der er grundlæggende to grunde. Hollandsk lov og hollandske holdninger er nogenlunde seksuelt fornuftige. De engelske og amerikanske love og holdninger er fuldkomment kriminelt vanvittige. Og de bliver kun mere vanvittige og mere ondsindede for hvert minut.«

{embedded type="node/bondquotes" id="876"}

De glade dage skulle dog ikke vare ved. Første tegn på, at de pædofiles guldalder var ved at ebbe ud, kom i 1980. Efter ti års arbejde afleverede den såkaldte Melai-kommission sine forslag til reformer af seksuallovgivningen. Meget uvant for sin tid bestod kommissionen af et flertal af kvindelige jurister. Og de var tilsyneladende ikke begejstrede for den pædofile dagsorden. Kommissionen anbefalede, at man beholdt den eksisterende mindstealder på 16 år. Den mindste tvivl om skadevirkninger af sex mellem voksne og børn skulle komme barnet til gode, lød deres argument.

Det vakte et ramaskrig på venstrefløjen. En stor protestkoalition dannede sig. Her fandt man blandt andre NVSH, radiopræsten Klamer, en række af Hollands førende psykiatere og psykologer, forskere og filosoffer, samt advokater, kriminologer og en lang række græsrodsbevægelser, abortklinikker og endda forældre. Flere venstrefløjspartier af forskellig størrelse støttede også protesten. Gert Hekma fra Amsterdam Universitet har beskrevet koalitionen som et »tværsnit af det venstre-liberale Holland«.

I 1986 indfører Holland tøvende et forbud mod børneporno efter heftigt pres fra især USA, hvor man længe har været chokeret over hollændernes lemfældighed på området. Man fortsætter dog med at lade det være tilladt at have børneporno til privat brug – hvilket er nøjagtig den løsning, Venstresocialisterne med Preben Wilhjelm i spidsen foreslog, da den danske debat om samme emne rasede i 1979. Dette smuthul i lovgivningen sikrede Holland en fortsat international førerplads inden for børneporno det næste årti.

En af de sidste fremtrædende hollandske politikere fra perioden, der udtrykte forståelse for den pædofile sag, blev den adelige, konservativ-liberale justitsminister Frits Korthals Altes fra partiet VVD, der i 1985 foreslog, at man gjorde det muligt at have sex med børn ned til 12 år, medmindre de selv indberettede det til politiet. Forslaget mødte opbakning hos den senere leder af GroenLinks (det hollandske svar på Enhedslisten), Herman Meijer, der var en kendt homo-aktivist, antiracist og tilhænger af den østrigske freudo-marxist Wilhelm Reichs ideer om seksuel kropsterapi. »Jeg er tilhænger, fordi jeg mener, at 12-årige har brug for sex,« som han formulerede det. Frem til sin politiske pension i 2006 støttede han ophævelsen af den seksuelle lavalder og forsvarede pædofili ved flere lejligheder. Han blev i øvrigt også slået til ridder. Det skete i 2002.

De hollandske vælgere var dog ikke begejstrede for forslaget om tilladt sex med 12-årige. I 1989 trak Altes forslaget tilbage. Alligevel blev det til lov i 1991 med bred opbakning fra alle på nær de kristne partier. Først i 2002 sluttede festen endegyldigt for de pædofile, og lavalderen blev igen sat til 16 år.

I mellemtiden havde en kommission under det hollandske arbejderparti ellers i 1995 foreslået, at man også skulle tillade porno med børn helt ned til 12 år, medmindre de selv eller deres værger meldte det til politiet. Men på daværende tidspunkt fik den lemfældige politiske tilgang til børnesex sit endelige dødsstød med afsløringen af Dutroux-skandalen. Her havde en belgisk mand ved navn Marc Dutroux sammen med sin kone både kidnappet, voldtaget, tortureret og dræbt adskillige børn ned til otteårs-alderen i perioden 1995-96. Sagen chokerede samtiden og afslørede et omfattende svigt fra belgisk politis side.

Da den i offentligheden bredt respekterede modtager af ridderkorset Edward Brongersma døde i 1998, fandt man stakke med børnepornografisk materiale i hans arkiver – billeder af hundredvis af mænd verden over, der havde sex med mindreårige drenge. Det fik hans engang så lysende stjerne til at falme. Den ledende pædofili-aktivist Frits Bernard fortsatte sit arbejde for pædofile frem til sin død i 2006, men der var ikke længere samme publikum, og han gled ud i glemslen. Dog ikke i pædofile aktivistkredse, hvor han stadig huskes som en pioner.

Søren K. Villemoes

Apologeten