Jurnalister billede

Søren K. Villemoes

(f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.
Ophav. Politikens Forlag beskyldes for at anvende ukrediterede ghostwritere, også på skønlitterære udgivelser. Selv afviser forlaget, at proceduren per definition er odiøs.

Det spøger på Rådhuspladsen

Det spøger på Rådhuspladsen Af Magnus Boding Hansen og Søren K. Villemoes

Slår man op i Den Danske Ordbog under anglicismen »ghostwriter«, finder man følgende definition: »person der mod betaling skriver for en anden der officielt står som forfatteren«. På dansk bruges også betegnelsen »spøgelsesforfatter«. Brugen af ghostwritere er i den danske forlagsbranche særligt udbredt, når kendisser udgiver deres biografier.

En klassiker inden for genren er den aarhusianske midtbanefighter Stig Tøftings selvbiografi fra 2009, No regrets. Her kan man allerede på forsiden konstatere, at den er blevet til »i samarbejde med« journalist Lars Steen Pedersen. Dette er danske boglæsere indforståede med. Varedeklarationen er klar, og de færreste forventer, at sportsfolk, skuespillere eller vejrværter besidder hidtil ukendte litterære talenter.

Hvad få læsere nok er bekendt med er, at der også findes spøgelsesforfattere, som hverken fremgår af bogens forside eller af kolofonen inde i bogen. Det er ikke desto mindre et fænomen, som flere kilder beskriver for Weekend- avisen. De fortæller om, hvordan disse hemmelige medforfattere huserer på Rådhuspladsen i København, nærmere bestemt hos et af tidens mest succesfulde forlag: Politikens Forlag.

I slutningen af november 2018 var forfatter og debattør Geeti Amiri til møde på Politikens Forlag om en kommende bog. Amiri havde et udkast til et manuskript med, som forlaget var interesseret i. De forestillede sig en slags Nynnes dagbog – bare med en indvandrerkvinde i hovedrollen, fortæller hun til Weekendavisen.

»De er begejstrede og siger, at de kan se en serie for sig, men at de forestiller sig, at jeg sættes op med en manuskriptforfatter, som skal raffinere sproget. Jeg spørger, om det er en journalist, de tænker på, så der på forsiden vil stå ’i samarbejde med’. Men det svarer de nej til. Jeg spørger, om det så vil fremgå inde i bogen? Nej, det vil det ikke, siger de. Det, der vil ske, siger de, er, at vedkommende vil få et betydeligt engangsbeløb for at hjælpe, men forblive hemmelig. Der går det op for mig, at det er en ghostwriter, de taler om,« siger Geeti Amiri.

To år før var hun debuteret på Lindhardt og Ringhof med den biografiske Glansbilleder. På Politikens Forlag er arbejdsgangen en anden, oplever hun. Ifølge Amiri skulle manuskriptforfatteren her ikke bare være konsulent og sparringspartner, men også den, der skrev selve teksten på baggrund af hendes udkast: »Jeg gav dem oplevelserne, de gav teksten,« som hun formulerer det.

»Der var ingen tvivl om, at det var en ghostwriter, og at det skulle være en hemmelighed,« siger hun til Weekendavisen.

Weekendavisen har set en mail fra forlaget, hvor de foreslår hende, at en navngiven manuskriptforfatter kan »hjælpe dig i skriveprocessen«. Efter at have konsulteret to forfattervenner besluttede Amiri sig for at takke nej til tilbuddet. Weekendavisen har talt med begge de pågældende. Den ene bekræfter, at samtalen har fundet sted, og hvad den drejede sig om, mens den anden husker at have haft samtalen, men ikke dens indhold.

Det var chef for nonfiktion på Politikens forlag, Kim Hundevadt, Geeti holdt møde med. Han bekræfter at have haft et møde om et bogprojekt med Geeti Amiri, men erindrer det således:

»Jeg kan huske, at vi havde et møde, hvor vi talte om, at der kunne være en spændende bog i hendes historie. Og jeg kan huske, at vi talte om, at det kunne være en mulighed at have en medforfatter på. Men det var ikke vores intention, at denne skulle være helt anonym. Vi plejer at skrive ’i samarbejde med’ på forsiden,« fortæller han til Weekendavisen og henviser til de seneste biografier, som forlaget har udgivet, og som der står sådan på.

– Ifølge Geeti Amiri spurgte hun jer direkte, om der var tale om en ghostwriter, der ikke skulle krediteres, hvilket I bekræftede ...

»Det har hun misforstået. For det er slet ikke noget, vi på den måde ville tage stilling til så tidigt i et projekt,« svarer Kim Hundevadt.

Hundevadt tilføjer, at han ikke kan komme i tanke om, at de på nonfiktion skulle have udgivet bøger med ukrediterede ghostwritere. Men han mener ikke, at der principielt er noget forkert i det:

»Der er for mig intet odiøst i, at der er en ghostwriter, der ikke er krediteret, hvis man aftaler præmisserne, og hvis der er tale om en fagbog – ikke en litterær tekst. Det kunne man i teorien godt forestille sig. Men det er vigtigt at understrege, at jeg ikke kan komme i tanke om et eneste eksempel på, at vi har gjort det på nonfiktion. Men vi udgiver på nonfiktion 50 bøger om året, så jeg er nødt til at have det lille forbehold, at jeg ikke kan udelukke, at det er sket, hvis der i et eller andet bogprojekt har været nogle helt specielle forhold,« siger Kim Hundevadt til Weekendavisen.

Sara tilbød at nævne mig, men jeg foretrak og foretrækker at være anonym, og sådan har de fleste konsulenter det, som jeg har oplevet det.

Mads Peder Nordbo, krimiforfatter

Geeti Amiris oplevelse står dog ikke alene. Weekendavisen har også talt med en forfatter, som af Politikens Forlag blev tilbudt at være ghostwriter på en skønlitterær udgivelse uden at skulle krediteres for det. Det tilbud er endnu mere opsigtsvækkende, da ghostwritere som regel ikke forbindes med skønlitterær produktion, blandt andet fordi bedømmelsen af en skønlitterær forfatters værk tager udgangspunkt i forfatterens eget sprog.

Forfatteren, som blev tilbudt at ghostwrite, vil af hensyn til sin fremtid i bogbranchen kun fortælle sin historie anonymt. Ifølge personen var »ghostwriter« det ord, der blev brugt på møderne om et muligt samarbejde med forlaget. Der blev udformet en kontrakt, som Politikens Forlag tilbød vedkommende, og som Weekendavisen er i besiddelse af. Her beskrives den anonyme forfatters opgave som at være »konsulent« på bogen. Opgaven består i at »gennemskrive og bidrage til Værket«. I kontrakten står der: »Konsulenten krediteres ikke i forbindelse med udgivelsen.« Derudover har konsulenten »tavshedspligt«.

Den anonyme forfatter siger til Weekendavisen: »Jeg blev tilbudt at være ghostwriter på en roman uden at optræde i kolofonen eller andetsteds i den færdige bog. Det havde jeg ingen interesse i.«

Det er ikke kun ukrediterede ghostwritere, som forlaget gør brug af i forsøget på at forbedre en forfatters manuskript. Konsulenter bliver også hyret som supplement til forlagets redaktører, og disse konsulenter krediteres i udgangspunktet heller ikke.

I 2017 udkom Sara Omars Dødevaskeren.

Romanen, som ifølge den dansk-kurdiske forfatter er inspireret af hendes egen historie, handler om social kontrol og kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer i Kurdistan og Danmark. Sara Omar har vundet flere priser for bogen og sin kamp for kvinders rettigheder, heriblandt Læsernes Bogpris, Ytringsfrihedsprisen, Årets Victor, Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris, Menneskerettighedsprisen og i maj i år den fornemme Bjørnsonprisen. Den franske avis Le Monde har sammenlignet hende med den berømte feminist og forfatter Simone de Beauvoir.

I 2019 lagde Politikens Forlag en lanceringsvideo på Facebook for Omars romanopfølger Skyggedanseren. Her siger Sara Omar: »Igennem flere årtusinder har mænd fortalt kvinders historier. De har haft ordet. Nu er det kvindens tur til at fortælle.«

Sara Omar siger over sms, at hun selv har skrevet sine bøger, men at hun har »fået løbende sparring på konsulentplan«.

Principielt må man hvad som helst, hvis det virker, og hvis man siger, hvad man gør. Der er mange slags forfattere, og derfor er det også vigtigt, at et forlag har mange forskellige måder at gå til manuskripter på. Men det er også vigtigt at holde fast i, at værket er forfatterens og ingen andres.

Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal for skønlitteratur

Endnu før Sara Omar endte på Politikens Forlag, sendte hun manuskriptet til Dødevaskeren til Gyldendal. Forlagets daværende litterære direktør Johannes Riis fortæller, at han takkede nej til at udgive det, som det forelå. Han mente blandt andet, at sproget ikke fungerede:

»Vi havde et møde. Jeg syntes ikke, at manus var færdigt. Jeg fik nogen til at læse med, som var enige. Længere er den historie faktisk ikke,« siger Johannes Riis til Weekendavisen.

Med til mødet på Gyldendal var også Mads Peder Nordbo. Krimiforfatteren Nordbo havde været i kontakt med Gyldendal, men endte med at blive udgivet af Politikens Forlag. Han bekræfter pr. mail, at han har hjulpet Sara Omar – men ikke med at skrive bogen:

»Jeg har derimod været det, man kalder en ekstern konsulent på bogen, hvilket vil sige, at jeg har været lidt som en luksus-læser. Nok lidt som en ekstra redaktør bare uden det hårde redigeringsarbejde; derfor luksus. Jeg har ganske enkelt delt mine tanker om færdigt materiale,« skriver han. Af hensyn til sin sikkerhed ønskede han ikke at blive krediteret for sit arbejde og er derfor ikke omtalt i bogen. Han var jo også bare en konsulent, fortæller han:

»Så nej, jeg mener ikke, jeg skulle krediteres. Sara tilbød at nævne mig, men jeg foretrak og foretrækker at være anonym, og sådan har de fleste konsulenter det, som jeg har oplevet det. Vi er jo ikke en del af bogen som sådan; vi er et sparringsværktøj på det overordnede plan.«

Direktør på Politikens Forlag, Lene Juul, bekræfter, at Mads Peder Nordbo er konsulent på Sara Omars bøger, og at han ikke ønskede at blive krediteret af sikkerhedshensyn. Hun afviser, at der er noget usædvanligt ved hans rolle, som ifølge Juul ikke er anderledes, end hvad man ser i andre bøger.

Ifølge direktøren er der til gengæld ikke en praksis på forlaget for at anvende hemmelige medforfattere:

»Vi bruger ikke ukrediterede ghostwriters. Punktum. Jeg kender ikke til nogen eksempler,« siger hun. »Hvis der er konsulenter inde over, ville de blive nævnt i bogen. Medmindre de ikke ønsker det. Det er en dialog, vi har med dem. Jeg kender ingen tilfælde, hvor vi bruger nogen uden at kreditere dem,« siger Lene Juul.

Forelagt uddrag af den kontrakt, Politikens Forlag tilbød den anonyme forfatter, som ikke ønskede at arbejde som forlagets ukrediterede ghostwriter, afviser Lene Juul at kommentere på eksemplet, så længe forfatteren ikke står frem med navn. Hun mener dog ikke, at det pr. definition er problematisk, hvis en forfatter får hjælp til at gennemskrive et værk, uden at det krediteres.

»Det er jo en aftale, man laver mellem parterne. Det er i hvert fald ikke ulovligt. Men det er ikke en procedure, vi bruger. Hvis vi har gjort det, så er det en enlig svale, hvor der må have været nogle helt særlige omstændigheder,« siger hun.

– Geeti Amiri siger ellers, at hun blev tilbudt det samme af jer ...

»Det kender jeg ikke til,« svarer direktør Lene Juul og henviser til Kim Hundevadt.

På Gyldendal ser Simon Pasternak, som er forlagschef for dansk litteratur, anderledes strengt på sagen. Han mener, at læsere har krav på klar besked:

»Principielt må man hvad som helst, hvis det virker, og hvis man siger, hvad man gør. Der er mange slags forfattere, og derfor er det også vigtigt, at et forlag har mange forskellige måder at gå til manuskripter på. Men det er også vigtigt at holde fast i, at værket er forfatterens og ingen andres. Og vi har, så vidt jeg ved, aldrig fået en anden til at gennemskrive en skønlitterær forfatters bog – eller gjort det selv for den sags skyld.«

Side 20