Jurnalister billede

Søren K. Villemoes

(f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.
VM. Slutrundesange er en svær genre. Oftest går det galt, når det folkelige og sportslige skal indfanges i tidens toner.

I Re-Sepp-Tens skygge

Lad det åbenlyse og indiskutable blive sagt som det første: »Re-Sepp-Ten« fra 1986 er den bedste danske slutrundesang. Et fuldendt nummer, der næppe vil blive overgået. Musikken er benhårdt produceret med sin 80er-trommemaskine, der tæsker derudad, de silkebløde digitale akkorder, den insisterende, skamløse synth-basgang, der er placeret højt i mixet, og ikke mindst den gavmilde brug af orchestral hits og den fejlfri guitarsolo, der konkurrerer med synthesizerne om lytterens opmærksomhed.

Dertil kommer vokalerne, der er som et friskt pust over landet, en vestenvind af folkelig coolness. Frank Arnesens amatørsangstemme, der med sin heroiske musikalske anførerposition kompenserer for manglende teknik. Og ikke mindst en ung Dodo, der vælter energisk og veloplagt ind i sangen (og den danske musikscene) med linjen »Moder Danmark elsker alle danske drenge, der kan knalde …« En vellykket cocktail af det lumre, det fjogede og det folkelige, hvilket i Danmark ofte er tre sider af samme sag, men også en svær balancekunst, som adskillige andre slutrundesange siden forgæves har forsøgt at mestre. Selv sangens mange H.C. Andersen-referencer fungerer.

Nej, der er ikke en finger at sætte på den sang. Den fortjener sin suveræne placering på tronen. Så lad os ikke dvæle mere ved den, men i stedet rette blikket mod de resterende inden for slutrundegenren. For sikke dog en svær musikalsk genre at mestre. Langt de fleste fejler, ikke bare på målstregen, men tidligt i løbet, hårdt og eklatant.

DET STARTER i 1984 med en af de første danske rapudgivelser. Gunnar »Nu« Hansens »Nu Rap (We Are Danish dynamite)« skulle ledsage dynamitholdet til EM 1984 i Frankrig under tydelig inspiration af numre som Herbie Hancocks »Rockit«. Det var et kikset electric boogie-eksperiment med hele molevitten, scratch, slapbas og Gunnar Nu i staccato-rap. Rent fjolleri. Den satte dog gang i genren, og i 1988 fik vi det næstmest vellykkede nummer, da Frank Arnesen igen tog bolden og driblede i mål på »En for alle« med Rocazino, der med linjen »kom bare an, for vi er venner«, ramte ind i hjertet på danskernes selvforståelse som en hyggelig lilleputnation. Vi er ikke bedst, fordi vi er dygtige, men fordi vi er venner.

Og herefter gik det ned ad bakke. I den eneste slutrunde, hvor vi hev sejren hjem, EM 1992 i Sverige, var der ingen slutrundesang. Det var først ved EM i England i 1996, at vi fik en ny. Her fik det danske røvballerockband Big Fat Snake chancen og diskede op med den rædderlige »Big Boys In Red And White« – et humorforladt lyrisk mareridt, der svingede hjælpeløst mellem dansk og engelsk. Kompositionen var så hullet, at de måtte tilføje et ekstra »e« i England og dermed opfinde ordet »Engeland« for at få det hele til at passe sammen rytmisk. Uskylden var tabt.

Samme år forsøgte landsholdsmålmand Peter Schmeichel sig med et alternativt bud, »We Can Do It Again«, der trods et overraskende fængende omkvæd, blev ødelagt af Schmeichels klovnerap om hans »rød-hvide næse«. Dermed var den uofficielle slutrundesang blevet en realitet. Men en svær tid var også indvarslet, og der skulle blive længere og længere mellem succeserne.

Dodo kom tilbage til VM i Frankrig i 1998 sammen med landsholdet som kor på »Vi vil have sejren i land«. Måske havde man håbet, at dette var et vinderkoncept, men trods et hæderligt forsøg, var der lang vej op til »Re-Sepp-Tens« storhed. Samme år forsøgte 1990er-useriøsitetens legemlige inkarnation Jacob Haugaard sig med en omskrivning af megahittet »Hammer Hammer Fedt«. Det blev en halvlummer omgang med en musikvideo, hvor to topløse kvinder bodypaintet i rødt og hvidt dansede foran et sommerhus med linjer som »og alle Danmarks pi'r de råber på lidt lir/ og det vi godt kan li' er bold med nosser i/ en trekant i det franske er godt for alle danske/ scor et mål, så får I os i nat«. Et testamente fra en tid, hvor fodbold var for mænd, og kvinder blev henvist til sidelinjen som pynt, brunstige kameramænd kunne zoome ind på.

Fodboldlandsholdet indspiller landeplagen Re-Sepp-Ten i 1986 inden de tager til VM i Mexico. Med på sangen som rapper (men ej på fotoet) var sportsjournalist Gunnar NU Hansen. Foto: NF
Fodboldlandsholdet indspiller landeplagen Re-Sepp-Ten i 1986 inden de tager til VM i Mexico. Med på sangen som rapper (men ej på fotoet) var sportsjournalist Gunnar NU Hansen. Foto: NF

Den fjogede lummerfolkelighed vendte tilbage ved EM i Holland og Belgien i år 2000. Det Brune Punktums »All We Need Is Love« er en glemt sang fra en glemt slutrunde, der står tilbage som en skamstøtte over en tid, hvor Generation X' hæmningsløst uforpligtende hyperironiske kynisme dominerede alt. Omkvædet »klatten skal ind mellem stængerne« er et pinligt vidnesbyrd om dengang, hvor alt var høhø, og den seksualiserede humor herskede suverænt.

MERE INTERESSANT blev det i 2002, hvor VM tog til Østasien, og TV 2 afholdt et minimelodigrandprix, hvor seerne skulle kåre årets officielle VM-sang. Her stillede De Nattergales Viggo Sommer og Grand Prix-sangerinden Anne Murillo op med »Vi har en plan« og tabte. Det har ingen siden ærgret sig over. Heller ikke Annette Heicks »Mortens aften« er der grund til at huske. Glemt er også, at Michael Carøe og to andre stillede op med sangen »Det bli'r værst for dem selv«, der måske ikke er et mesterværk, men dog løfter sig over gennemsnittet i genren. Vinderen blev Søren Poppe og Sofie Lassen-Kahlkes »Danmarks drenge«. En fængende sang, der er let at synge med på og må siges at komme i mål som en af de bedste i genren. Men det er også en omgang ufarlig hyggenykke i lalleglad dur, hvor man kan høre, at der smiles, mens der synges. I sidste ende lyder den mest som en titelsang til en børnefilm.

Den sentimentale og uironiske 'Skulder ved skulder' bliver næppe slutrundens fællessang. Det er simpelthen for underligt at synge om julemanden i en fodboldsang (også selvom det er en reference til trænerens navn).

Apropos børnesange og slutrundernes glemmekasse, så er den værste officielle sang til dato Birthe Kjær, B-Boys og Safri Duos »Hvor’ vi fra?« fra EM i Portugal 2004. Kjærs ellers herlige vokalstemme kunne ikke redde dette dødfødte musikalske misfoster. Hen over en makronbund lagt af Jokeren fra havnen hamrede fjollebandet Safri Duo forvirret løs på deres konservatorietrommer, mens det i dag glemte MGP-act fra 2003, B-Boys, leverede tegneserie-rapvers galore. En fæl bouillonterning kogt ind på datidens værste toner fanget i en tidskapsel, man ikke ønsker at åbne.

De resterende 00ere blev en ørkenvandring. Og da vi endelig kom med til VM i Sydafrika, var året 2010, og man havde hyret pølsemandens kliché til at levere turneringens musik. Nephews »The Danish Way To Rock« er en selvhøjtidelig trafikulykke af en slutrundesang med en alvorstung Simon Kvamm i front. Måske fordi han var kendt fra et tv-satireshow, følte han behov for at klippe navlestrengen og støvsuge sit musikalske udtryk for enhver antydning af humor og ironi. Det passede ikke bare skidt til den fjollede danske folkeånd, det gav også sangen et patetisk skær med latterlige linjer som: »Vi kommer sammen/ vi går sammen/ Daanmark/ Vi gror sammen/ Vi rykker sammen/ Daanmark.« Nephews pseudodybsindige tekstunivers tilføjede det musikalske kollaps en ekstra dimension af nærmest omnipræsent ufrivillig komik, der i »The Danish Way To Rock« er lige så intens som den, man finder på bandets episk ringe hyldestsang til Dronningen fra 2018 »DMII«.

DA EM KOM TIL Polen og Ukraine i 2012, var det op til Nik & Jay at samle nationen i fællessang. »Vi vandt i dag« er en god sang, men som slutrundesang fejlede den. Det kan måske lyde kontraintuitivt, men hjernerne bag hits som »Hot« og »Boing!« formåede at levere et alt for komplekst og sofistikeret nummer, hvis abstraktionsniveau var for højt til, at danskerne kunne synge med. Tempoet var også for langsomt. Det var ret beset en ballade. Og lålålå-delen af sangen kom for sent og for forceret, som et påklistret hængeparti i sangens slutning.

Hvad angår de seneste slutrunder, er der tale om en nedadgående kurve med kurs mod bunden. Thomas Helmigs »Hele Danmark op at stå« til VM i Rusland i 2018 var endnu et miserabelt forsøg på landsholdslyrik med pinlige linjer som »I har vist os, hvor fællesskabet skal stå«. Og med et omkvæd, der faldt til jorden som en våd karklud, kunne end ikke Helmigs patinastemme redde dagen. Under slutrunden blev han overhalet af Humørekspressen og Kandis, der med stærk inspiration fra den irske folkemusik udgav den overlegne »Så’ der mål«.

Alphabeats »Danmarks Dynamite« fra sidste års EM led en lignende skæbne. Det er bredt anerkendt som en musikalsk maveplasker, der er mest kendt for at blive overhalet med mange kilometer af Gulddrengs »Helt sikker« – turneringens store nummer. Alphabeats lyrik var tåkrummende med linjer som »Vi er red and white/ Danish Dynamite« – et flashback til dengang i 1984, hvor Gunnar »Nu« spyttede rim i samme dur. De formåede endda at flette »sejler op a’ åen«-referencer ind i sangen. En fiasko.

Det er i det hele taget, som om der hviler en forbandelse over enhver slutrundesang, der forsøger at blande engelsksprogede tekstbidder ind i danske vers. Det gik grueligt galt for Big Fat Snake i 1996, for Nephew i 2010 og for Alphabeat i 2021. Det virker som en simpel opskrift på nederlag at codeswitche sig igennem en dansk slutrundesang. En succesfuld hyldest til landsholdet skal holdes på dansk. Det virker indlysende. En anden farefuld ingrediens er lummerheden, der engang blev doseret i rigelige mængder, men nu virker aftagende, i takt med at tidsånden har minimeret den offentlige begejstring for patter og klatter mellem stænger.

ALLE LANDSHOLDSSANGE står i »Re-Sepp-Tens« skygge, og kun meget få formår at løfte sig på egne ben. Det er blevet demonstreret igen i år, hvor man har forsøgt at genbruge opskriften fra 1986 ved at lade danskerne indsende tekstforslag og få blandt andre Jarl Friis Mikkelsen til at udvælge de bedste – akkurat som man gjorde i 1986. På et møde i DBU må man have overbevist sig selv om, at gårsdagens navne som Burhan G. og Ankerstjerne var de rette til at løfte opgaven. Det var de ikke. Den sentimentale og uironiske »Skulder ved skulder« bliver næppe slutrundens fællessang. Det er simpelthen for underligt at synge om julemanden i en fodboldsang (også selvom det er en reference til trænerens navn).

Mere sandsynligt er det, at Gulddreng igen i år udkonkurrerer den officielle sang med sin »Den (u)officielle VM-sang«, som han udgav for nogle uger siden. Spotify og YouTube har for længst frataget DBU den musikalske førsteret. Kun folket bestemmer i dag, hvilke toner der ledsager vores hold.