Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære læser

Kommunalvalget 2025 har været usædvanligt begivenhedsrigt og er tilsyneladende ikke slut endnu. I dag er den helt store nyhed, at store dele af Socialdemokratiets bagland er begyndt at kritisere ledelsen på Christiansborg. Man kan altid finde en eller anden lokalpolitiker ude i det kommunale Danmark, der er sur på sin partitop, men generelt er menige socialdemokrater et ret autoritetstro folkefærd, der støtter den til enhver tid siddende ledelse. Så der skal en del til, før der ligefrem danner sig et kor af kritikere, der kræver en formands afgang.

1. Baglandet vs. Mette Frederiksen

DR har lavet en rundspørge blandt Socialdemokratiets 729 byrådsmedlemmer. 233 har valgt at svare. Et spørgsmål lød, hvorvidt Mette Frederiksen er den rigtige formand for partiet til at vende udviklingen frem mod folketingsvalget næste år. 41 har svaret nej. Det er godt nok kun cirka seks procent af alle byrådsmedlemmer, men ud af dem, der har svaret, er andelen 18 procent. 130 socialdemokratiske byrådsmedlemmer har svaret ja til spørgsmålet, hvilket er cirka 56 procent af respondenterne. 27 procent har valgt enten at svare »ved ikke« eller at springe spørgsmålet over.

Lægger man tvivlerne og undvigende sammen med modstanderne, når man op på 45 procent af respondenterne, der ikke klart og tydeligt bakker op om deres formand. Det er bemærkelsesværdige tal for et parti med så udbredt tradition for at bakke op om formanden, og det er første gang i Mette Frederiksens ti år i spidsen for partiet, at der begynder at slå sprækker i fundamentet under hendes formandskab. Indtil for nylig var tanken om en anden formand nærmest blasfemisk i partiet.

Hvad kan forklare Mette Frederiksens falmende stjerne? En oplagt hypotese er midterregeringen. Her tre år efter dens dannelse virker den stadig som en mærkelig konstruktion for mange vælgere. Danskere elsker samarbejde over midten, men ligefrem et ægteskab mellem Socialdemokratiet og Venstre virker ikke til at være deres kop te.

Det er der intet overraskende i. Alle steder på det europæiske kontinent, hvor der dannes regeringer hen over midten mellem partier, der normalt er hinandens modstandere, falder begejstringen hos vælgerne. Lidenskabsløse teknokratregeringer, der »gør det nødvendige« uden reel opposition fra andet end yderfløje, bliver meget sjældent belønnet ved valgurnerne.

2. Ny kandidat i København

I gårsdagens nyhedsbrev gennemgik vi kandidaterne til posten som beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune. Her til morgen har en ny kandidat meldt sig: Laura Rosenvinge. Dermed er fem ud af otte socialdemokrater i Borgerrepræsentationen kandidater til posten. 

Laura Rosenvinge er født og opvokset i Husum, hvilket hun ikke er sen til at gøre omverdenen opmærksom på. Ja, i Radio IIII i morges fremhævede hun ligefrem sin Husum-tatovering som en af grundene til, at hun skal være borgmester. Hun har også sin egen sociale lidelseshistorie. Hun er nemlig ordblind, men fik først hjælp som 25-årig.

Laura Rosenvinge har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2017 og er partiets socialordfører. I den lidt bredere offentlighed er hun mest kendt for i 2022 at give sin støtte til Normstormerne – en venstreorienteret aktivistgruppe, der fik kommunale penge til at undervise skolebørn i såkaldt »normkritik« (venstreradikalisme). Her udtalte hun til Kristeligt Dagblad:

»Når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår, og at det er okay at være den, man er, så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene.«

3. Udlandet og Danmark

Et andet lille tema, vi har haft i denne uges nyhedsbrev, er det store fokus på dansk udlændingepolitik, der er opstået især blandt briter, men også i USA. Et hurtigt overblik.

I britiske Sky News bragte man 18. november et indslag med titlen »A Danish style asylum system? How the UK and Denmark's immigration policies compare«. Her var den britiske RUC-forsker Michelle Pace inviteret til at forklare dansk udlændingepolitik. Hun var ikke ligefrem begejstret, og hendes redegørelse var i øvrigt ekstremt fejlbehæftet. Hun gav blandt andet Mette Frederiksen ansvaret for »smykkeloven«, integrationsydelsen og indrykningen af annoncer i libanesiske aviser. Alt sammen initiativer, der fandt sted flere år, før hun blev statsminister.

Dagen efter kunne man i Financial Times læse, at den danske udlændingepolitik var en forfejlet model, som briterne absolut ikke skulle kopiere. Sidste fredag konkluderede The Times så, at det danske kommunalvalg viste, at de danske vælgere var utilfredse med Mette Frederiksens udlændingepolitik. Et for de fleste danskere noget usædvanligt perspektiv. Og i The Guardian kunne man lørdag læse den hollandske populismeforsker Cas Mudde gentage den noget eksotiske vinkel, at kommunalvalget på mystisk vis var en protest over udlændingepolitikken.

Der var dog også positive vinkler. I tabloidavisen The Sun blev dansk udlændingepolitik lørdag hyldet som et forbillede. Samme weekend var der et rosende indslag om dansk udlændingepolitik på CNN med den kendte vært Fareed Zakaria.

Hvorfor lige Danmark? Den oplagte forklaring er, at det kriseramte britiske Labour er begyndt at kopiere Socialdemokratiets model på udlændingepolitikken. Men det er kun en del af forklaringen. Det kan ikke forklare, hvorfor udenlandske forskere gerne lægger navn til en analyse af kommunalvalget, ingen herhjemme har luftet: At Socialdemokratiet tabte valget på grund af udlændingepolitikken.

I går talte jeg kort med den danske ph.d.-studerende i komparativ politik ved Harvard Universitet Marc Sabatier Hvidkjær. Ifølge ham er der en selvstændig grund til, at især forskere virker optaget af at bevise, at stram udlændingepolitik har ført Socialdemokratiet i krise, som jeg her kort vil referere.

Blandt udenlandske forskere har der længe hersket den opfattelse, at det ikke kan betale sig for centrum-venstre-partier at gå ind for en stram udlændingepolitik. Argumentet er, at højrepopulisterne altid vil kunne overbyde dem. Det er typisk tysk politik, der bruges som bevis for dette. Men der er en markant undtagelse til denne hovedregel, og det er de danske forskere i statskundskab Martin Vinæs Larsen og Frederik Hjorth, der i 2022 fik bragt en artikel i det anerkendte peerreviewed tidsskrift British Journal of Political Science. Deres analyse af data fra folketingsvalget i 2019 konkluderede, at Socialdemokratiet faktisk vandt magten ved at gå til højre på udlændingepolitikken.

Danmark er altså blevet det ene eksempel inden for politologien, der bryder med den udbredte opfattelse blandt forskerne, at centrum-venstre kun har noget at tabe ved at stramme udlændingepolitikken. Dette kan til dels forklare, hvordan i alverden en hollandsk populismeforsker som Cas Mudde kan udlægge det danske kommunalvalg på så mærkelig en måde.

Tak for at læse med!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes