Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

God formiddag kære læser

De landsdækkende medier har en ærgerlig tendens til at fokusere for meget på københavnske forhold. Det er noget, man som journalist skal være meget opmærksom på. Men nogle gange er det okay. København er trods alt landets hovedstad og hjemsted for over ti procent af befolkningen. Så i dagens nyhedsbrev vil jeg tillade mig at dedikere det meste af pladsen til København, nærmere bestemt københavnsk lokalpolitik og alt det drama, der hersker på rådhuset efter kommunalvalget i sidste uge.

Efterspillet er nemlig for alvor i gang, og for første gang i 122 år sidder Socialdemokratiet ikke med overborgmesterposten – i sig selv en historisk ydmygelse. Men hvad der er mindst lige så slemt, er, at de er helt ude af konstitueringen. Det betyder, at de heller ikke får lov at udpege formandsposter i stående udvalg, bestyrelsesposter i kommunalt ejede selskaber eller medlemmer af diverse råd og nævn under udvalgene. Antallet af fuldtidslønnede socialdemokrater i Københavns politiske system er reduceret til én: posten som beskæftigelsesborgmester.

I en evighed har partiet ellers kunnet beskæftige flere af sine medlemmer i kommunen og håbe, at de dermed kunne holde fremtidens talenter tilknyttet. Men nu er der ikke meget tilbage at tilbyde. Dette skærper kun den interne kamp om posten som beskæftigelsesborgmester – Socialdemokratiets eneste politiske hverv i København, der ikke er på deltid. Og selvom der ikke er nogen naturlov, der dikterer, at denne borgmesterpost vil gøre en til partiets fremtidige overborgmesterkandidat, kan det næppe skade ens chancer. Det er således absolut ikke overraskende, at stillingen er særdeles attraktiv, og at flere nu har meldt sig ind i kampen.

1. Borgmesterkampen

Lad os tage et lille kig på kandidaterne.

Den første til at melde sig var mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen Lars Aslan Rasmussen. Han er halvt kurdisk og født og opvokset på Nørrebro i København og er nok mest kendt for altid at gå med en Kasket Karl-kasket. Han har siddet i Folketinget fra 2016 til 2022, hvor han ikke rigtig udmærkede sig. Han har dog været ret aktiv i integrationsdebatten, hvor han ikke ligefrem har markeret sig som en halalhippie.

Den næste, der meldte sig, var Yildiz Akdogan. Hun har tyrkisk baggrund og har haft lidt af en politisk yoyokarriere, der mest har været kendetegnet ved, at hun er røget ind og ud af Folketinget. Først ind i 2007. Så ud i 2011. Så ind i 2014, da Karen Hækkerup trak sig. Ud i 2019. Og nu sidder hun igen i Folketinget, fordi ingen ringere end Pernille Rosenkrantz-Theil trak sig for at blive overborgmesterkandidat. I mellemtiden har hun udmærket sig ved at have ordførerskaber fra allerlaveste hylde. Eksempelvis psykiatriordførerskabet, som var det eneste, hun fik tildelt efter at være kommet tilbage i 2014, og som hun så fik frataget igen.

Herefter kom Andreas Keil ind i kampen. Han er ikke særlig kendt i den brede offentlighed, men har siddet en del år i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Han er brandmand, hvilket han ikke lægger skjul på (han var iført brandmandsuniform på sine valgplakater). På papiret kunne han dog ligne den fagligt set mest oplagte kandidat med sine syv år som partiets beskæftigelsesordfører.

Her til morgen har Mette Reissmann også meldt sig. Selvom hun har været medlem af Folketinget først fra 2011 til 2019 og igen fra 2022 og endda i en periode var partiets udlændingeordfører, er hun stadig mest kendt som en af værterne på TV3s Luksusfælden.

Af disse kandidater er Lars Aslan Rasmussen klart den største stemmesluger med 4.656 personlige stemmer. Reissmann fik 1.170 stemmer. Kun én stemme skilte Akdogan (959) og Keil (960). Men det er ikke vælgerne, der afgør den slags. Ifølge Ekstra Bladets kilder er Andreas Keil baglandets klare favorit.

2. Blame game

Samtidig foregår der et noget uskønt efterspil oven på Pernille Rosenkrantz-Theils exit fra politik. I podcasten Spotlight på Podimo har hun fortalt, at der angiveligt skulle have været en skriftlig aftale mellem Socialdemokratiet, De Radikale og rådhusets borgerlige partier om, at hun skulle have overborgmesterposten efter kommunalvalget, hvis de tilsammen kunne udgøre et flertal. Den aftale skulle de andre være løbet fra, hævder hun i podcasten. Men det er ikke noget, man kan genkende fra borgerligt hold.

»Hun kan ikke fremvise en aftale, som jeg har skrevet under på. Jeg har været ærlig over for hende fra starten af til de mange kaffemøder, vi har holdt i løbet af valgkampen. Og jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke har kunnet love, at jeg peger på hende,« siger Liberal Alliances Alexander Ryle til B.T. »Jeg har endda sagt, at det var mere sandsynligt, at jeg ville pege på SF, så det har hun vidst hele vejen igennem,« siger Ryle.

Det bemærkelsesværdige ved sagen er, at Pernille Rosenkrantz-Theil ikke blot hævder, at der var en uformel, mundtlig aftale. Nej, hun påstår, at der var en skriftlig aftale. Det burde derfor være meget let for hende at fremlægge beviset. Vi venter i spænding.

3. Jimmy Cliffs død

I mandags døde en af de mest kendte sangere i reggaemusikkens historie, Jimmy Cliff. Han var den første reggaesanger, der opnåede popularitet i den brede mainstream. Det skete med filmen The Harder They Come fra 1972, som han både spillede hovedrollen i og lavede musikken til. Albummet er en klassiker inden for genren med big tunes (det kalder man store hits i reggaeterminologien) som eksempelvis titelnummeret »The Harder They Come«, »You Can Get It If You Really Want« og »Many Rivers To Cross«.

Det var, fordi ejeren af Island Records, Chris Blackwell, ledte efter den nye Jimmy Cliff, at han gav Bob Marley en kontrakt. Resten er som bekendt historie. Jimmy Cliff blev 81 år.

Som dedikeret reggaefan siden mine teenageår kan jeg dog godt blive lidt irriteret over, at det altid kun er de sangere, som blev kendt uden for genren, hvis dødsfald man orker at nævne i den danske presse. Sådan er det ikke i Sverige. Da reggaelegenden og -pioneren U-Roy døde, bragte de en nekrolog i Svenska Dagbladet. Og hvem er så det? Ja, det ved de færreste, der ikke kender reggae. Og det er netop pointen! I Sverige behøver alle ikke kende en reggaesanger, før han fortjener at blive nævnt.

Hvis man gerne vil udvide sin reggaehorisont, har jeg lavet en Spotify-playliste med 500+ essentielle numre. Et godt sted at starte.

Tak for at læse med!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes