Hvis De på sociale medier har set noget fra kunstnerkollektivet How to kill a dogs nyeste forestilling, er det sandsynligvis slutscenen, hvor sanger og skuespiller Emma Sehested Høeg bogstaveligt talt fylder alt: Hendes overdimensionerede skørt er blevet spændt ud og blæst op af en vindmaskine, og hun selv er blevet løftet op på en piedestal, så hun udgør scenerummets absolutte midtpunkt. Mens baglys får det store stykke stof til at changere i nuancer af blå og grøn, synger hun om vejrfænomener som regn og blæst og opfordrer folk til at tage billeder. Teksten er underordnet, billedet af den unge kvinde, der vrider og vender sig på et lille repos, er alt.

Tableauet fortæller i sin solipsisme alt, De har brug for at vide om Bambi er tilbage. Selvom der fingeres et ret uigennemskueligt slægtskab til Felix Saltens coming of age-roman for rådyr, og selvom skuespiller Gustav Giese også medvirker, så er det Emma Sehested Høeg, der er tilbage. Det er to år siden, at hun sidst var aktuel med forestillingen Farvel til Madonna, der afsluttede en trilogi på Revolver Teater, som hun startede med sin mangeårige samarbejdspartner, instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, der sidste år blev direktør på Nørrebro Teater, hvilket har betydet, at duoen har flyttet brokvarter, så nu har kernemålgruppen lidt kortere vej til teatret.