Interview. Det er sindssygt besværligt at forbinde sig til hinanden med ord. Men Anne Carson, forfatter, oversætter og professor i oldgræsk, har forsøgt i over 40 år.
Anmeldelse: Den usynlige ånd. Vanopslagh vender tilbage til rødderne. Venstres rødder, notabene, med Grundtvig, højskole, andelsbevægelse, træskohalm og det hele.
Forfatterglimt. Hun har svært ved at sige nej på skrift, og så har hun skrevet et uudgivet manuskript om en ung mand, der trodser udvandringen og forbliver på Falster. Laura Ringo svarer på 20 spørgsmål til forfatteren.
Anmeldelse: Barn af Faderhuset. Et uigendriveligt vidnesbyrd om Faderhusets terrorvirksomhed bør få politikerne til at kræve den eksilerede sektledelse udleveret til retsforfølgelse.
Anmeldelse: Retvendt. En indføring i Gudsrigets virkninger. Teologerne står centralt i den offentlige debat. Ny bog om gudserfaring og det lutherske menneskesyn ender med at røbe både fordele og ulemper ved denne dominans.
Anmeldelse: Barn i landskaber med hvidtjørn. Marianne Larsen døde efter at have afleveret sin sidste digtsamling til forlaget. Den blev måske også hendes bedste.
Anmeldelse: Ligene vi begravede. Lina Wolff er en djævleblændt forfatter, der giver kynisme, undertrykkelse og voldelig ondskab et menneskeligt ansigt. Men hendes nye roman er fortænkt.
Anmeldelse: Sonia og Sunny. Hvor meget skal tiden gå i en lang roman? Det spørgsmål rejser Kiran Desais 800 sider lange epos om to indiskfødte globalister.
Anmeldelse: Glyf. Ali Smiths nye spøgelsesroman er lidt som at læse en Helle Helle-roman, hvis Helle Helle var både spirituel og politisk optændt. Den er også et vellykket forsvar for fantasien.
Magnum opus. Georg Brandes’ europæiske sjælehistorie genudgives for første gang i hovedværkets oprindelige skikkelse. En litterær forsknings- og formidlingsbegivenhed.
Anmeldelse: Spillefuglen. Radiovært Christoffer Emil Bruun tegner i sin roman Fjodor Dostojevskij, som vi kender ham: rabiat og genial. Men han lader ham også være lyttende og nysgerrig. Det er noget nyt.
Anmeldelse: Tingene. Majse Aymo-Boot glemmer rent sin sædvanlige stilige excentricitet til fordel for et forbilledligt præcist familieportræt. Det er både godt og skidt.
