Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Heldigvis for os alle, men nok mest iranerne, er Trumps civilisationsødelæggelse afblæst indtil videre. Men det skal da ikke forhindre os i at dvæle ved verdens undergang som sådan, et uendeligt fascinerende emne. Forstå mig ret: Den faktiske undergang er frygtelig, men ideen om undergangen, tanken om altings totale udslettelse, den er jeg ikke ene om at være tiltrukket af. Hør bare jublen fra major Kong, der indleder atomvinteren i slutningen af Dr. Strangelove. Eller se en postapokalyptisk film, hvor alt det gamle pludselig synes fremmed, efter at zombierne eller svampene eller asteroiden har været der.

Eller bomberne: I påskeferien har jeg nemlig læst Tom Buk-Swientys Russerne kommer, en hektisk fortælling om fire danskere, der befandt sig i Berlin og prøvede at være gode mennesker, da Den Røde Hær rykkede frem og ind i vinteren og foråret 1945.

Stemningen er dyster, alle er kolde, sultne og beskidte, der er mangel på det meste, og fornedrelsen af den tyske befolkning er total. Ikke sært, at Oliver Hirschbiegels film om de sidste dage i Hitlers bunker hedder Der Untergang. Mod slutningen af Russerne kommer kan vores fire hovedpersoner – to journalister og to diplomater – knap nok stikke hovedet ud af deres egne bunkere af frygt for artilleribeskydning. Samtidig vil flere af dem gerne blive hængende – så de kan få det hele med.

For at få flere perspektiver på undergangen har jeg bedt fem af mine kolleger finde deres yndlingstekster om emnet. De kommer her:

1. Den tavse tid

Anbefalet af Rasmus Mariager

Donald Trump mere end rasler med sablen i Mellemøsten, og Vladimir Putin truer med atomvåben i Ukraine. Alt sammen skaber frygt og bekymring og med god grund. Men det er ikke første gang, atomvåbenregnen truer. I 1981 udgav Bo Green Jensen digtsamlingen Requiem & messe, der blev et af tiårets litterære hovedværker. 

1980erne var en sjælemesse for de døde, undergangsmennesker drak sig ihjel, og verden befandt sig på randen af det kollektive selvmord. I tekstklyngen »Generationen og De tavse mænd« blev menneskene beskrevet som »sønner af den tavse tid«, en formulering inspireret af det androgyne britiske rockikon David Bowie, der var rejst til Berlin, hvor han i 1977 sang poetisk om »Sons of the Silent Age« og om at være »heroes, just for one day«.

Udsigten til udslettelse var også til stede i Requiem & messe. En strofe i digtet »PROCESSIONEN« lyder: »Den store nonstop registrator/ Føjer endnu et nøje/ Gennemkalkuleret folkemord/ Til katastrofearkivets/ Imponerende opbud af/ Absurditeter. Der er to nu:/ Bjørnen & Ørnen, og de/ Store dyr er bidske i/ Disse sidste sorte år,/ Men lad det ikke gå dig på,/ Tag tro fra skiltenes titler:/ Dommedag Nu Skal Vi Danse Først?/ Voyage au bout de la nuit.«

Selv i mørket var der plads til liv.

Giv den som gave til: en, der går med sort læderjakke

Bo Green Jensen: Requiem & messe

2. Mørklagte rum

Anbefalet af Bo Bjørnvig

Nogle bøger ikke bare husker man, de vokser i ens bevidsthed: Den 15-årige Sarah har i skolen fået at vide, at atombomberne snart vil falde, og mens hun småløber hjem igennem det smukke forårslandskab, tænker hun: »Hun måtte huske dette: Det grønne Gloucestershire i solskinnet, en solsorts sang og den lune vind, der legede i hendes hår. Hun måtte huske det med alle sine sanser, alle dufte, billeder og lyde fra en verden, som hun måske aldrig skulle se mere.«

Hjemme er moren i gang med at skubbe madrasser op foran stuevinduet og tætne med tape, mens hendes lillebror og lillesøster slæber deres ting ind i stuen. Hvad de oplever, er beskrevet nøgternt efter devisen »Show it, don't tell it«, og efter flere uger i det beklumrede mørklagte rum med nogle få udflugter ud i det ødelagte landskab beklædt med dødelig aske, kan man kun give Sarah ret, når hun udbryder: »Kun ét er værre end at dø i en atomkrig, og det er at overleve!«

Giv den som gave til: en, der skal skubbes ud i det gode forårsvejr

Louise Lawrence: Støvets børn

3. Glem undergangen

Anbefalet af Morten Høi Jensen

W.G. Sebalds Luftkrig og litteratur fra 2001 er et opgør med tyske forfatteres tavshed om de vestallieredes luftbombardementer under Anden Verdenskrig, hvor over en million ton bomber blev smidt ned på 131 byer, og omkring 600.000 tyske civile blev dræbt. 

Sebald, som i sine fire særegne romaner er en slags fraværets melankolske mester, udforsker omkostningerne ved den kollektive fortielse, der gjorde sig gældende i efterkrigstiden. »Menneskers evne til at glemme, hvad de ikke vil vide,« skriver han, »blev sjældent stillet på en vanskeligere prøve end dengang i Tyskland.«

Det, der gør W.G. Sebalds bog så stærkt bevægende, er ikke blot de traumatiske minder, den blotlægger, men også de selvbiografiske motiver bag den. Sebald beskriver denne tavshed og tillukkethed omkring luftbombardementerne som årsagen til »krigens terra incognita«; grunden til, at vi ved så lidt om, hvad tyskerne tænkte mellem 1942 og 1947. Tager man i betragtning, at Sebald selv fødtes i Tyskland i 1944, forvandles denne rejse ned i historiens afgrund til en slags dantesk søgen efter Sebalds egne rødder.

Giv den som gave til: din tante, der er vild med slægtsforskning

W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur

4. Vi steger sammen

Anbefalet af Lars Bukdahl

To poetiske faconer at møde atomtruslen og -frygten på tilbage i 1940erne og 50erne med: patos og sarkasme – i den rækkefølge:

1. I 1948 publicerede Halfdan Rasmussen det dansktimemisbrugte, postapokalyptiske digt »Efter Bikini«, skrevet i anledning af USAs atomprøvesprængninger i Stillehavet. Her den første, frysende højstemte strofe:

»Jorden er Støv og Ild. Mennesketom. Forladt./ Intet levende ser stjernernes tegn i nat./ Ingen skal græde mer. Ingen skal mere le./ Intet skal mere ske.«

2. I 1959 indspillede den 13 år yngre amerikanske satiriker Tom Lehrer sin uimodståeligt overgivne atomkrigshyldest »We Will All Go Together When We Go«. Et højdepunkt derfra:

»Oh we will all fry together when we fry./ We'll be french fried potatoes by and by./ There will be no more misery/ When the world is our rotisserie,/ Yes, we all will fry together when we fry.«

Alt i alt: Vi ristes over sagte støv og ild i den kosmiske McDonald's’ frituregryde.

Giv den som gave til: konfirmanden, der ellers kun ville lære om atomtruslen fra TikTok

Halfdan Rasmussen: Halfdans digte

5. Nordlig atomkrig

Anbefalet af Amalie Langballe

Når min mor fortalte mig om sin egen barndoms frygt for atomkrig og om sine evakueringslege i kælderen i en villa på Parkvej i Randers, var det meget abstrakt for mig. Det var svært at forstå, at verdens ende kunne være en del af et barns fantasi, af barndommens landskab. Men det var den, ligesom den var en del af mange voksnes bevidsthed op gennem Den Kolde Krig, og ligesom den lige så stille kommer snigende igen i takt med, at verdens ledere bliver gradvist mere uforudsigelige.

Jeg forstod først min mor (lidt bedre), da hun insisterede på, at jeg skulle læse Nevile Shutes roman På stranden fra 1957. Her følger man en række personer i Australien, der efter en nordlig atomkrig venter på, at ulykken uundgåeligt rammer dem. Det er ikke et mesterværk, men rummer alligevel dette uudslettelige billede: at sidde på en strand for sidste gang og vide, at det hele – vitterligt det hele – snart er forbi.

Giv den som gave til: en, der skal lære at sætte pris på Vesterhavet

Nevile Shute: På stranden

Det var anbefalingerne, og hvis man stadig ikke kan få nok af verdens ende, hvad så med et par digte, henholdsvis i kølvandet på Første og midt i Anden Verdenskrig: T.S. Eliots The Hollow Men og min landsmand Czesław Miłosz' sang om verdens ende, der desværre ikke er oversat til dansk, men kan læses på engelsk her.

Bon voyage og husk: Vi mødes igen!