Ord smitter. Pludselig bliver tillægsordet »performativ« klistret på alt og alle: I The Wall Street Journal kan man læse, at Revolutionsgarden i Iran affærdiger Trumps trusler som »performative«, i Berlingske hedder en overskrift »Fastelavnsbolleforargelsen er en tynd omgang performativ arbejderisme«, og i et opslag på den satiriske Instagram-profil Fantastiske Forældre skriver Anna Mathiesen: »Jeg er lidt træt i disse dage. I kender måske den performative mand med overskæg, loafers og mulepose, som sidder på en bænk i en park og læser Dostojevskij og sipper til sin matchalatté.«

Ja, selv har jeg da også gjort mig skyldig i at skrive en kommentar her i avisen om »performativ polarisering«, hvor pointen er, at folk ikke nødvendigvis er så sure, som de lyder. Vi vil bare gerne have opmærksomhed, og vrede rejser hurtigere på nettet end ros.