Jurnalister billede

Mikka Tecza

(født 1991) er digital redaktør. Arbejder med Weekendavisens digitale udvikling og tilstedeværelse, og skriver sporadisk i avisen om kultur og teknologi. Har tidligere været hos Dagbladet Information.
A la carte. Rablende peniskomik, uimodståelig charmeoffensiv og James Bond, hvis James Bond hele tiden klokkede i det. Denne uges anbefaler er Mikka Tecza.

Kulturanbefalinger

Tv-serie

Skrivebordsarbejde

Det sker ikke så ofte længere, at jeg sluger tre sæsoner af en tv-serie på en weekend. Men der er noget afhængighedsskabende over Slow Horses, Apple TVs spionserie baseret på Mick Herrons bøger om en umage samling MI5-agenter, der på den ene eller anden måde er havnet i unåde og nu befinder sig i en skærsild af skrivebordsarbejde, »surrounded by losers, misfits and boozers«, som Mick Jagger synger på den forrygende introsang.

Gary Oldman ligner en mand, der aldrig har haft det sjovere i rollen som den uhumske og afdankede Jackson Lamb, en slags forvrænget spejlbillede af hans rolle som le Carrés pertentlige George Smiley. Kristin Scott Thomas er vidunderligt intrigant som hans nemesis, den sylespidse og udspekulerede Diana Taverner. Og Jack Lowden ligner en stjerne in spe som den unge helteaspirant River Cartwright – en figur, jeg meget rammende har hørt beskrevet som »James Bond, hvis James Bond hele tiden klokkede i det«. 

Det kan lyde som en komedie, og Slow Horses er til tider også hysterisk morsom, men først og fremmest er den en elementært spændende, velskrevet og velspillet udforskning af spiongenrens troper i et ikke bare postkoldkrigs-, men også postbrexit-Storbritannien, hvor den største trussel mod landets sikkerhed synes at være sikkerhedstjenestens egne intriger.

Slow Horses, Apple TV.

YouTube

Charmeoffensiv

I denne uge har All of Us Strangers endelig biografpremiere i Danmark, og siden jeg så den første trailer, har jeg været rasende over at skulle vente så længe på Andrew Haighs fantasykærlighedsfilm. Nød lærer imidlertid utålmodig kvinde at gå på YouTube, og jeg har fordrevet tiden med at fordybe mig i hovedrolleindehaverne Paul Mescal (kendt fra Normal People og Aftersun) og Andrew Scotts (kendt fra Sherlock og Fleabag) tilsyneladende endeløse presseturné. 

Sådan en turné kan ellers være en pinefuld affære, hvis man kan mærke, at de medvirkende helst ville være andetsteds, men Mescal og Scotts uforcerede kemi er nærmest blevet et fænomen i sig selv. De virker så oprigtigt begejstret for både hinanden og projektet, at man ikke kan andet end at forelske sig i dem og filmen på forhånd (snedigt, pressetyper). 

Nyd dem for eksempel quizze hinanden hos Vanity Fair eller tørne sammen over internettets mest ophedede debatter hos LADbible. Som flere YouTube-brugere har bemærket: muligvis den mest opløftende presseturné for den mest triste film nogensinde.

Søg efter Paul Mescal og Andrew Scott på YouTube.

Comedy

Penissjov

Hvad er det mest kvindelige på en mand? Penis. Tænk over det: Besidder den ikke mange af de kvaliteter, vi ellers forbinder med den stereotype kvinde? Den er sårbar. Skrøbelig endda. Let at ophidse. Insisterer på at gøre sine følelser til alle andres problem. Og så har den en tendens til at dåne dramatisk i tide og utide.

 Vittigheden er ikke min, men tilhører den amerikanske komiker Jacqueline Novak, der er Netflix-aktuel med 90 minutters associationsrablen om, ja, penissen. Get on Your Knees hedder showet, der har udgangspunkt i Novaks egne erfaringer og refleksioner med og om genitalier, (oral)sex og ikke mindst de ord, vi bruger til at beskrive dem.

 Tempoet er intet mindre end hæsblæsende fra det øjeblik, Novak træder ind på scenen – selvfølgelig til tonerne af Madonnas »Like a Prayer« – og humoren veksler fra det nærmest demonstrativt højpandede til fysisk slapstickkomik. 

Tænker man: Åh, det lyder både frelst og mandefjendsk, så frygt ej, for Novaks udgangspunkt er oprigtig (eller i hvert fald kun semiironisk) ømhed for det mandlige kønsorgan, og hun udstiller først og fremmest sig selv og sine egne neuroser med en uforfærdethed, hvis lige jeg sjældent har set.

Get on Your Knees, Jacqueline Novak, Netflix.

Musik

Sjælskrængende

»Women don’t owe you pretty,« lyder en populær nyfeministisk parole. Laura Lilholt Andersen, kendt under aliasset Angående Mig, synger (blandt meget andet) om konsekvenserne af at føre denne parole ud i livet. Hør hende blot vrænge såret på sit politisk-private monster af en gennembrudssingle, »vrede kvinder« fra 2020: »Du sagde til mig, der er noget over vrede kvinder/ Jeg ved ikk', hva' det er, jeg ved bare, det forsvinder/ Du har alt for røde kinder og alt for ru hænder/ Jeg ka' ikk' li', når kvinder de minder om mænd/ Og jeg tror ikke længer', jeg tænder på dig som før.« 

Pressefoto: Universal Music
Pressefoto: Universal Music

Eller lyt til hendes luftigt-minimalistiske debutalbum fra efteråret 2023, MANDEN I MIG, der med gæsteoptrædener fra både Niels Hausgaard og Veronika Katinka navigerer mellem forelskelse, fremmedgørelse, skam og kunsten at sætte grænser i et parforhold. Det er riot grrrl pop på dansk, på én gang 00er-nostalgisk og umiskendeligt Generation Z.

I denne uge afslutter hun sin danmarksturné med koncerter på henholdsvis Pitstop i Kolding fredag og Lille Vega i København lørdag, og ellers kan man helt sikkert fange hende på en af sommerens festivaler; hun er allerede bekræftet på Nibe, Grim og Smukfest. Mon ikke, der kommer flere.

Angående Mig, koncerter rundtom i landet.

Podcast

Afslutningskunst

Åh, slutninger. Findes der noget sværere? Og findes der især noget sværere end at afslutte et værk, der i sin natur er fortløbende? Store tv-serieslutninger går over i historien, men de værste kan kaste en skygge over hele værket, og helt privat mener jeg, at de fleste tv-serier slutter mindst én sæson for sent (og at de fleste tv-sæsoner snildt kunne have været et par afsnit kortere). 

Netop kunsten at slutte en tv-serie er omdrejningspunktet for Stick the Landing, en ny podcast fra The Ringer, hvor vært Andy Greenwald sammen med forskellige gæster dissekerer vor tids største tv-serier; hvad det var, der gjorde dem til fænomener, hvad de betød for den tid, de blev sendt i, hvordan de er ældet – og så selvfølgelig om slutningen lykkedes. 

Det er lige dele tv-historietime og analyse af, hvad vi som seere egentlig forventer af vores tv-fiktion. Indtil videre har podcasten kastet sig over serier som Friday Night Lights, Mad Men, The Office – og såmænd også Girls, hvis man ikke helt synes, man har nok i Weekendavisens gensyn.

Stick the Landing, The Ringer.