Godnathistorier

Jeg ved egentlig ikke, hvor den kommer fra, min dybe aversion mod samtidens blide og opbyggelige børnelitteratur, hvor alle vil hinanden det bedste. Måske skyldes den, at jeg dårligt kan forestille mig noget mere uhyggeligt end en verden uden friktion, uden smerte eller tvivl. Måske fordi jeg føler et vist åndsfællesskab med Glenn Bech, der i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet kom med dette rasende udfald mod dansk børnefjernsyn i almindelighed og Anna og Lotte i særdeleshed: »Som barn hadede jeg børne-tv/ giv mig noget Dragon Ball/ jeg ville have knæ i hovedet/ møgbæst (...) jeres liv kedede mig/ hvor blev volden af/ hvor blev selve handlingen af.«

Jeg har set meget Dragon Ball, kan jeg afsløre. Som så mange andre 90er-børn er jeg opflasket på tegneserievold, på Anders Matthesens subversive sketches i børneradio og på bøger, jeg nok var et par år for ung til. 

Den eneste bog, jeg kan huske, at mine forældre ligefrem har nægtet at læse højt, var et hæfte med kristne fortællinger for børn, som jeg havde fået i dåbsgave af den lokale kirke, og det var vist mest, fordi min far var raget uklar med præsten. Til gengæld havde de ingen kvaler ved at introducere mig for Krabat, den tyske ungdomsklassiker om en forældreløs dreng, der kommer i lære hos en møller, som har indgået en pagt med djævelen og hvert år må lade en af sine lærlinge dræbe som offer. Jeg ved ikke, hvordan mine forældre forklarede scenerne, hvor først Krabats gode ven Michal og siden Krabat selv bliver sendt ud for at grave sin egen grav i den kolde vinternat, eller om mit barnesind overhovedet satte spørgsmålstegn ved dem, men her 25 år senere er det dem, der står klarest for mig.

Eller tag nu Bjarne Reuters Shamran om det døende barn Filip, som hentes til det fjerne rige Tronn, hvor han skal besejre fyrsten Ham; en gådefuld despot, der for at holde sine undersåtter i skak lader dem gøre enten blinde, døve eller stumme fra fødslen. Én af bifigurerne, den elskelige skjald Leopold, får simpelthen ørene skåret af; jeg kan stadig genkalde mig beskrivelsen af blodet, der sidder i kager på hver side af hans hoved.

MEN INTET gjorde større indtryk på mig end Richard Adams' eventyrroman Kaninbjerget, som på overfladen godt nok handler om, ja, kaniner, men i virkeligheden er en fortælling om kampen mellem frihed og tyranni, tro og fornuft – og om mennesket som en ødelæggende kraft, der pløkker, gasser, kvæler og bulldozer alt, hvad der står i vejen for den. Blandt mine mest prægnante minder er kaninkolonien, der lever trygt og fedt under bondemandens beskyttelse, så længe ingen spørger til de kaniner, der forsvinder; store, stærke Samson, min yndlingskanin, der fanges i snarens ubarmhjertige ståltrådsgreb; og protagonisten Hassel, der under en dramatisk flugtsekvens bliver ramt af skud fra et haglgevær og i kapitlets sidste linjer kravler ind i et spildevandsrør for at lægge sig til at dø. »Godnat og sov godt,« sagde far og lukkede bogen, hvorefter jeg detonerede i et hysterisk anfald, der ikke lod sig mildne, før han havde bladret videre og forsikret mig om, at Hassel ville klare den.

Helt makabert blev det, da min mor lod sig plage til at bestille filmatiseringen af Kaninbjerget, den oprindelige fra 1978, hjem på biblioteket; en film, der bedst kan beskrives som et semipsykedelisk voldsorgie tilsat blide toner fra Art Garfunkel, og jeg skal ikke kunne sige, hvad jeg og min tre år yngre søster egentlig havde forventet, men i hvert fald ikke dét. Først som voksen fandt jeg ud af, at vi ikke havde været alene med den oplevelse, tværtimod er det måske noget af det tætteste, vi kommer på et kollektivt, tværnationalt barndomstraume.

Vent, skrev jeg traume? For selvom billedet af de blodtilsølede marker, da Hassels lillebror forudser, hvordan mennesket vil rydde deres barndomshjem, næppe nogensinde kommer til at forlade min hukommelse, føler jeg mig egentlig ikke traumatiseret. Eller lad mig formulere det på denne måde: Det er i så fald ikke et traume, jeg ville have været foruden.

EN KOLLEGA har fortalt mig, at hendes datter har bedt hende om at holde op med at lyve for at gøre hende glad. Som hun siger: »Jeg bliver ked af det alligevel, når jeg finder ud af, at det er løgn.« Børn er hverken dumme eller blinde. De ser mere, end de fleste voksne har lyst til at erkende. Og så findes der i øvrigt noget, der er værre end at se, og det er ikke at se. Dén lektie lærte jeg af Bjørnehunden Silver, endnu en hypervoldelig tegnefilm, der i 90erne blev vist i en såkaldt børnevenlig udgave på dansk tv, hvor man i et anfald af misforstået omsorg havde klippet i Silvers fars dødsduel med monsterbjørnen Akakabuto, så han uden forklaring overgik fra lyslevende det ene øjeblik til pludseligt afsjælet det næste. Se, dét er noget, der kan give et barn ar på sjælen.

Ok, så min barndoms godnathistorier lærte mig næppe meget om rummelighed eller harmoni. Til gengæld lærte de mig, at der findes en pris, der er for dyr at betale for at leve i tryghed, og at ubehagelig sandhed næsten altid vil være at foretrække frem for lykkelig uvidenhed. Og hvis man vil holde nogen i ave, skal man frarøve dem evnen til at sanse selv.

Tænk, det lyder næsten opbyggeligt.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.