Kompetenceporno. Skadestueserien The Pitt afslører en umoderne sandhed om os mennesker: Vi vil faktisk gerne have nogen, vi kan holde med.

Heltene, vi har brug for

Hvem havde troet, at et old school skadestuedrama – så meget Skadestuen, faktisk, at boet efter skaberen af Skadestuen har lagt sag an – skulle gå hen og blive en af forårets store tv-sensationer?

The Pitt, der i disse uger nærmer sig slutningen af sin første sæson, har »revolutioneret lægedramaet«, skriver The Atlantic, mens New York Magazines husklummist Emily Gould har udråbt hovedrolleindehaver Noah Wyles på én gang sarkastiske og alfaderlige overlæge Dr. Robby til »tv-lægen, vi har brug for lige nu«. Og endskønt producenten Max ikke deler konkrete seertal, er man ikke for kysk til at indikere, at der er tale om ikke blot et kritikerhit, men også en stadigt voksende publikumssucces.

Lad mig bare bekende kulør: publikummet, det er mig. Men det er også min mor og hendes jævnaldrende veninde. Hvorfor favner The Pitt så bredt? Selvfølgelig fordi det er godt, gammeldags gedigent håndværk: Der sker simpelthen noget i hvert afsnit, et tektonisk temposkift fra streamingæraens store prestigeserier, der synes at kappes om at trække sig selv i demonstrativt langdrag (nævn én konkret plotudvikling i sæson 3 af The Bear). 

The Pitts akutmodtagelse er et hektisk mikrokosmos af menneskeligt drama, der er noget for alle segmenter at spejle sig i og væmmes over, hvad end det er traumatiske fødsler, kognitivt svækkede forældre, stofoverdoser, teenagegraviditeter eller kviksølvforgiftning via suspekt koreansk hudplejeserum. »Tryghedstv« har min kollega Johannes Fogtmann kaldt det med vanlig præcision: tv, som man plejede at se på flow med sin familie fredag aften, eller om eftermiddagen efter skole. 

Noah Wyles allerede ikoniske Dr. Robby (t.v.) og turnuslægerne Dr. Santos (i midten) og Dr. Collins (t.h.). Pressefoto: MAX.

Men der er også en anden, afgørende forskel på The Pitt og tidens store prestigedramaer, og heri, tror jeg, ligger den virkelige grund til, at The Pitt er blevet sådan en sensation. Den handler hverken om handling eller tempo, men helt banalt om … mennesker.

HVAD HAR SERIER som Breaking Bad, Industry, Succession og The White Lotus tilfælles? Jovist, de er alle godt, indimellem fænomenalt tv, der har tegnet 10ernes og de tidlige 20eres populærkulturelle samtale, men de handler også alle om dårlige mennesker, der gør verden til et dårligere sted. The Pitt, derimod, er noget så antikveret som en fortælling om grundlæggende gode mennesker, der kæmper for at gøre en konkret positiv forskel under umulige omstændigheder. 

Sjældent har udtrykket »frontpersonale« givet mere mening, end da en voldsom hændelse kalder alle mand på dæk, og den overlæge, som vi i første afsnit ser Noah Wyles Dr. Robby tale ned fra hospitalets tag efter en særligt opslidende nattevagt, pludselig dukker op med sin gamle militærrygsæk slængt over skulderen, fordi han »hørte på politiradioen«, at der var brug for ham. Netop sådan fremstiller The Pitt sine læger, sygeplejersker, portører og socialrådgivere – som hårdtprøvede soldater i kamp mod en fjende, alle på tværs af alder, køn og politisk observans, kan være fælles om: sygdom, lidelse og for tidlig død.

The Pitts succes understreger en umoderne sandhed om ikke blot tv-seere, men mennesker som sådan: Man vil faktisk gerne have nogen, man kan holde med. Vi vil have antihelte, ja, men først og fremmest vil vi have helte, især når verden uden for tv-skærmen synes utryg og i opbrud.

Hvis serier som Succession og The White Lotus insisterer på at udstille vores grimmeste sider – grådigheden, magtbegæret, ladheden og fejheden – så er The Pitt et ønskespejl af de mennesker, vi gerne vil være: selvopofrende, resiliente, handlekraftige i krisetid. »Kompetenceporno« så jeg nogen beskrive det på Reddit, og måske er dette begreb – snarere end tryghed – nøgleingrediensen i The Pitts succes.

Dr. Robby er den tv-læge, vi har brug for i dag, og den moderne helt er en mand, der aldrig virker mere i mental balance, end når han taper en plasticpose til anklen, så han kan fortsætte med at donere blod, samtidig med at han behandler et skudoffer. Kort og godt en mand (m/k), der insisterer på at passe sit arbejde. Så tilgiver man både seriens tendens til stavepladeforelæsninger, der lyder som debatindlæg fra sygeplejerskernes fagforening, og patienter, der lidt for åbenlyst er standins for »vigtige samfundsdiskussioner«.

Prestigeæraen har været skurkenes æra. Måske indvarsler The Pitt heltenes tid. Om ikke andet har serien til overflod demonstreret, at man ikke behøver være kedelig, blot fordi man er god.

mite
(født 1991) er digital redaktør. Arbejder med Weekendavisens digitale udvikling og tilstedeværelse, og skriver sporadisk i avisen om kultur og teknologi. Har tidligere været hos Dagbladet Information.

Andre læser også