Rystet spejl

De smukke og fortabte, hvilken vidunderlig titel, var den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgeralds anden roman. Den udkom i 1922, tre år før Den store Gatsby, og handler ligesom Den store Gatsby om forlorne, dekadente og ensomme amerikanere: »Det ville ikke være nemt at finde en mere grundigt deprimerende bog end denne nye roman af F. Scott Fitzgerald,« skrev forfatteren Louise Maunsell Field i sin anmeldelse i New York Times. Hun tilføjede, at historien handlede om liv, »der er aldeles værdiløse og aldeles forgæves«.

De smukke og fortabte er også den roman, som Victoria Ratliff har medbragt på sin ferie til det thailandske luksuskursted The White Lotus. Resortet danner som bekendt ramme om tredje sæson af den amerikanske tv-serie The White Lotus, en serie, der dominerer internettet og dermed samtalen.

Victoria Ratliff, som spilles kitschet og imminent af 1990er-ikonet Parker Posey, er pilleslugende sydstatshustru, dopet og dulmet, indtil hendes mand får brug for samme kur og stjæler hendes medicin. De opholder sig i Thailand, fordi deres datter er buddhisme-curious, hun vil gerne, viser det sig, flytte ind i nabotemplet, altså tilvælge et enkelt liv uden de privilegier, hun er født med: privilegier, som familien efter al sandsynlighed er ved at miste takket være farens kriminelle fiksfakserier hjemme i North Carolina. Deres ældste søn, nepobabyen Saxon, minder i øvrigt om Donald Trump Junior, det er noget med hagen, holdningen, den vrængende, vulgære arrogance.

De er smukke og fortabte, og det er altså mere end lækkert, at seriens rekvisitør har lagt F. Scott Fitzgeralds roman i Victorias Ratliffs strandtaske. Selv strøg jeg ned på biblioteket for at låne De smukke og fortabte, for det er altid en god idé at læse F. Scott Fitzgerald, især nu, hvor det er svært, tæt på umuligt, at holde af Trumps USA, endsige forstå Trumps USA.

MEN USA ER i verden med os, og den amerikanske populære kultur såvel som den litterære er en nyttig, måske endda nødvendig brille at se det hele igennem. Især har vi brug for al den amerikanske selvkritik og satire, som vi kan få. Uanset om det stammer fra Jon Stewart eller Saturday Night Live, som kan fejre 50-års jubilæum og forleden udsendte en sketch inspireret af Trump-administrationens gruppechatfadæse. Eller en tv-serie som The White Lotus.

Europæisk, herunder også dansk bekymring, faktisk afsmag, for USA og amerikansk kultur er i øvrigt ingen nyhed. I Danmarks Nationalleksikon, lex.dk, skriver professor i historie Nils Arne Sørensen meget læseværdigt om antiamerikanismens historie. Sørensen nævner blandt andet digteren, politikeren og dagbladet Fædrelandets redaktør Carl Ploug, der i 1849 udtalte, at i USA herskede de materielle interesser, mens »de aandelige derimod [er] tilsidesatte og forsømte«.

The White Lotus handler om netop dette, om amerikansk materialisme, grådighed og åndløshed. De ved det altså godt, amerikanerne, i hvert fald nogle af dem. Det er også derfor, at det er en lise at følge med i The White Lotus på HBO hver mandag aften. Serien er et spejl af Amerika, et grotesk spejl, satirisk og troværdigt. Et spejl, som sandsynligvis ikke ville have vist os det samme rene, ufortyndede ubehag, hvis ikke det var en amerikaner, der holdt det op, så sig selv og lod os andre kigge med.