Anmeldelse: The White Lotus. I sin tredje sæson gælder det stadig for The White Lotus, at den både er en ret dårlig tv-serie og et vildt fascinerende kulturprodukt.
Rent, ufortyndet ubehag
Her kommer lidt forhistorie: Tilbage i 2020, hvor coronanedlukningerne havde sat verdens tv-produktioner i bero, opfordrede HBO til, at man kunne pitche ind med alternative ideer. Så den erfarne, men ikke nødvendigvis voldsomt succesfulde tv-mand Mike White foreslog som følger: Han ville lave en komedie, hvor man fulgte en gruppe turister, der tjekkede ind på et afsides resort på Maui. Tricket var så, at de alle – skuespillere såvel som teknikere – kunne blive del af den samme smitteboble, og som et ekstra gode skulle det vise sig, at de kunne caste nogle ret habile stjerner, fordi de var blevet hjemsendt fra andre, større produktioner. Derudover havde White, i hvad han nok havde troet var sin karrieres efterår, simpelthen deltaget i Survivor, altså den amerikanske version af Robinson Ekspeditionen, og var blevet fascineret af de konstant skiftende alliancer, og således var den primære inspiration til det, der skulle blive The White Lotus, på plads. White ville med dette uhørt opkørte og ængstelige melodrama smugle realitysnavs med ind i de hellige HBO-haller, og guderne skal vide, det skulle virke. Det blev en kolossal utippet succes, og straks satte man en efterfølger i søen. Men hvordan kunne man dog følge op på sådan en succes?
Svaret var overraskende konkret. Man gentog simpelthen succesen. Forstået på den måde, at man med 2022-sæsonen mere eller mindre fortalte den samme historie igen, men med andre skuespillere og nu i det solvimre Sicilien. Og nu får vi så en tredje af slagsen, som foregår i Thailand, og efter at have set seks ud af sæsonens i alt otte afsnit er min generelle holdning til The White Lotus stadig den samme som før:
Del:
