Hallo, Næblerød, har du glemt, hvem du selv er?

På Arkens gråhvide facade har Frederik Næblerød malet en kæmpestor edderkop. Hvis man har set DR-dokumentaren Ufortyndet, vil den minde en om dengang, kunstneren tog ned til Pietrasanta i Italien sammen med to venner for at lave kunst i samler-Sørens italienske luksusvilla. Villaen endte med at ligne Ungdomshuset, og Næblerød blev tvunget til at male edderkoppen på husgavlen over. »HEJ SØREN« stod der dog stadig, da de forlod stedet og satte sig ind i den leasede Mercedes, der havde kostet Næblerød kørekortet, før de nåede den dansk-tyske grænse.

Det var godt tv, og Næblerød satte uimodståelige ord på sin arbejdsproces, for eksempel: »En brystvorte her. Lidt sort. Venstre skamlæbe, højre skamlæbe. Og så kussehår. Ej, den er jeg ret glad for indtil videre,« hvorefter han filosoferede over balancen mellem »guld« og »lort« i de værker, han lavede mange af hver dag. Vi så ham også møde op hos sin gallerist Alice Folker med en bunke akvareller, han lige havde lavet – dem smed han foran hende med ordene: »Bum, så er der for en million!« Ufortyndet lærte os, at kunst ikke behøver tage lang tid, og at man da godt kan male med én hånd, men at det går hurtigere med to.