Anmeldelse. Kunstnerkolonien er stadig underholdende tv, men viser os også, hvorfor man ikke skal ringforlove sig med tidsånden.
Korrekthedskoloni
I mange år castede DR efter fiaskopotentiale i Gift ved første blik, så vi kunne opleve det ene vidunderligt pinagtige følelsesdrama efter det andet. Sådan er det ikke i Kunstnerkolonien. Her castes der efter diversitet, og i år må der siges at være fuld plade. Seks kunstnere med forskellig etnicitet, alder, seksualitet og køn mødes i Hornbæk, der i dag er et mondænt sommerhusområde, men i 1870erne var dét sted, hvor P.S. Krøyer, Holger Drachmann og Kristian Zahrtmann hang ud og fik blik for lyset og fiskerlivet.
De nye kunstnere skal mest af alt fjerne blikket fra sig selv og måske også indstille ridningen af de ideologiske kæpheste, og begge dele viser sig at være en overraskende svær, men tv-mæssigt underholdende opgave.
Del: