Paris. Kan man sørge over et museum, der lukker for renovering? Ja, mener Pernille Albrethsen, som har besøgt Centre Pompidou for sidste gang i lang tid.
Kvælertag. Kaari Upsons værk er det tætteste, man kommer californisk forstads-psykothriller i skikkelse af billedkunst. Længe før man fatter, hvad man ser på, er man for længst blevet en del af det.
Menneskekroppe. »Måske en slags samhørighed på tværs af tid kan være opmuntrende, måske en trøst,« siger Matthias Wivel om, hvorfor krisetider kalder på kunsthistoriens kanon. Han står bag Michelangelo-udstillingen på Statens Museum for Kunst.
Anmeldelse: Drømmenes port. Krystaller og fantasy slippes løs i den gode smags højborg. Ordrupgaards symbolismeudstilling er excentrisk og underholdende.
Anmeldelse: Damdramaer. Magnus Andersens vårunger i mønstret batik og Mona Lisa-smil passer perfekt til en tidsalder, som ikke kender til behovsudsættelse.
Repatriering. Om det, hvorom man hverken kan tale eller tie, kan man lave kunst, er den blærede lære af Mati Diops nye film, som også fremmaner konturerne af en ny kunsthistorie.
Indkøbslister. For tiden har Vestens kunstmuseer travlt med at returnere alverdens kunstskatte til de retmæssige ejere. Men hvilken kunst har de danske museer erhvervet til deres samlinger i år?
Anmeldelse: No Comment. Siden 1980erne har Barbara Kruger analyseret massekommunikation og politisk agitation og svaret igen fra samme værktøjskasse i sin kunst. I populismens tidsalder er hun ikke blevet mindre relevant.
Courage. Ursula Reuter Christiansens autoritet som kunstner handler ikke om den pelskåbe af myte og eventyr, hun svøber sig i. Det kommer fra værkerne. Det viser hendes modige udstilling på Arken.
