At et museum lukker i fem år, fordi det skal renoveres, kunne umiddelbart lyde som en nyhed blandt de allermest sommersyltede agurker. Men ikke – vil jeg påstå – når det drejer sig om Centre Pompidou, som ligger i hjertet af Paris og i kernen af den europæiske kunstscene. Der er ikke mange museer i verden, som kan det, Pompidou kan, tænkte jeg for nylig, da jeg besøgte museet for sidste gang i mange år. Og også blev lidt ramt af det. Kan man overhovedet renovere dette hus og beholde den særlige ånd på stedet? Vil jeg også efter 2030 få nogle af mit livs bedste udstillingsoplevelser her?

Omstændighederne hjalp nok også stemningen på vej. Paris var på kogepunktet. Ikke kun på grund af en hedebølge, der havde raseret i et par dage og indhyllet byen i en underlig døsig undtagelsestilstand. Det var desuden mændenes modeuge, hvilket har det med at omdanne Marais-kvarteret omkring Pompidou til et levende fotoshoot af skarpklædte mænd, der poserer i gaderne eller hænger på cafeer og vipper med fødder i nye designersko, taget ud af æsken samme morgen.