Serie

Basketballdrømme

Det er nemt at få en ny dagdrøm, når HBO-serien Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty om Los Angeles Lakers glider over skærmen. Serien handler om basketballklubben og især om kemikeren, leve- og forretningsmanden Jerry Buss, som købte Lakers i 1979. John C. Reilly spiller Buss, så man lugter sveden, ærgerrigheden og liderligheden. Og tænk, hvis man kunne være ham bare én dag, eksempelvis den dag, hvor han vandt mesterskabet med Lakers for første gang! Tænk at have alle de penge og en så ubekymret adgang til kvinder, stegt kylling, alkohol, stoffer og cigaretter! Winning Time kredser naturligvis også om Magic Johnson, den purunge stjerne, og Kareem Abdul-Jabbar – kaptajnen, veteranen med overblikket for spillet. Los Angeles er bagtæppet, den på en gang så smukke og så kunstige by. Scenografien matcher egoerne, de trange kontorer, hvor trænere og medarbejdere næsten ikke har plads til deres armbevægelser, og banen, selve arenaen, hvor dramaet udfoldes. Kender man ikke de afgørende kampes resultater, er det næsten ubærligt at se på, det samme gælder de personlige tragedier. William Shakespeare leverer faktisk kommentarsporet flere steder, og selvom festen forekommer mere end fristende, er man aldrig i tvivl om, at alting har en pris.

Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty, HBO.

Podcast

Rygtebørsen

44 dage. Så længe, eller nærmere så kort, var Liz Truss britisk premierminister. Efter at hun havde haft jobbet i en måned, mente The Economist, at hendes holdbarhed kunne sammenlignes med et salathoved, mens tabloidavisen The Daily Star begyndte at livestreame et sådant med en blond paryk, så hele internettet kunne følge forfaldet. Salathovedet overlevede Truss, avisen fejrede sejren med en vidunderligt dum og uoversættelig overskrift, »Lettuce Rejoice«. For nylig har Truss udtalt, at hun fandt salatvitsen »barnlig«, og at pressen ikke forstod hende. Nu findes der så en ny sæson af podcasten British Scandal, og de fire afsnit handler om Truss’ politiske liv og død. Det er underholdende og fortvivlende, til tider irriterende, man skal nemlig lige vænne sig til de to værters facon, ikke mindst deres dramatiske rekonstruktioner. Det hjælper også at have hang til dårlige vitser og ordspil, men hvis man stadig elsker Storbritannien, er det nok også takket være netop sådanne tilbøjeligheder. Briterne går i øvrigt til valg senest i januar 2025, og rygtet vil vide, at Mark Darcy, 90er-drømmeprinsen fra Bridget Jones’ Dagbog, faktisk er baseret på Labour-formanden Keir Starmer. Er det sandt? Er det vigtigt? Sikkert ikke, men rart at tænke på.

British Scandal, Alice Levine og Matt Forde, Wondery.

Mad

Dessertporno

{embedded type="node/bondquotes" id="64700" width="half_width" align="left"}

Der er mange kokke, men kun en Donut Daddy. Han huserer på Instagram, hvor han, i hvert fald på papiret, laver desserter og søde sager, mille-feuille, chokolademousse og eclairs. Det ender med kager, men det er processen, hans knap 400.000 følgere er her for. Daddy har sjældent skjorte på, når han står i køkkenet, han slikker, fingererer og klapser bær, creme og sød dej. Det er vældig saftigt, mange sanser vækkes til live ved synet: New York Magazine kalder det hardcore food porn, altså hård madporno. Donut Daddy er vanvittig velproduceret, klip og lys er totalt i vinkel, soundtracket spænder fra Vivaldis De fire årstider til 50 Cents »Candy Shop«. Senest har Daddy arbejdet meget med blødt smør, passionsfrugt og fløde, hvilket har fået en følger til at advare: »Se ikke dette, hvis du har ægløsning.« Daddy er ikke for børn, løjerne er mildt grænseoverskridende, måske endda chokerende. Det er også bare medrivende og en lille smule ophidsende at svede over komfuret med Daddy, medmindre man selvfølgelig er typen, som går meget op i køkkenhygiejne.

@thedonutdaddy, Instagram.

Protest

Abortrettigheder

Sidste sommer omstødte USAs højesteret Roe versus Wade-sagen, den skelsættende afgørelse fra 1973, der sikrede retten til abort i hele USA. Siden har abortaktivister skruet op på de sociale medier, blandt andet Instagram, hvor flere grupper fundraiser og deler informationer om adgang til eksempelvis abortpiller. Shout your abortion er en af disse grupper, der ikke kun har som mål at kæmpe for retten og adgangen til abort: Gruppen vil også gøre op med den skam, der er forbundet med indgrebet. Shout your abortion vil ganske enkelt normalisere abort, og flere kvinder deler her deres historier og taknemmelighed for de aborter, de har fået. Det er muligt at købe T-shirts via Instagram med tydelige budskaber, for eksempel »Everyone knows I had an abortion« (Alle ved, jeg har fået en abort), og en kasket, hvor der bare står »Abortion pills«. Et særligt bevægende initiativ er de billboards, der står langs Interstate 55; motorvejen, som forbinder Louisiana i syd med Chicago i nord. Her kører tusindvis af abortsøgende kvinder gennem den såkaldte abortørken – delstater, hvor abort er forbudt eller adgangen stærkt begrænset – for at nå Illinois, hvor indgrebet er lovligt. På et af skiltene står der »Abortion is normal, you are loved« (Abort er normalt, du er elsket).

@shoutyourabortion«, Instagram.

Musik

Hologramkoncert

De andre havde prøvet det før, en koncert, eller måske nærmere en musikbegivenhed, med en hologramversion af ABBA. En ven sagde, at han havde taget sig selv i at vinke til Anni-Frid, da koncerten, eller hvad der var tale om, var forbi, og det lød jo alt for skørt: Hvordan skulle man dog kunne blive revet med og forført i en sådan grad af noget, der ikke var der? Efter 90 minutter i ABBA Arena i London var det imidlertid nemt at forstå, mine kinder var våde af tårer og vinkearmen træt. Det kræver selvfølgelig, at man har en faible, at man røres af den smukt grusomme skilsmissesang »The Winner Takes It All« og har vanskeligt ved at sidde stille, når den absolut fjollede og faktisk upassende »Does Your Mother Know« sætter ind. Ja, »Dancing Queen« er slidt, men at se en voksen far-søn-duo ryge op af sæderne og bevæge sig stift og samtidig fuldstændig henført og gjalde af hele hjertet er gåsehudsfremkaldende. Det er også underligt, lidt foruroligende, at se de evigt unge avatarer på scenen, vel vidende at tidens tand spiser af os alle. Omvendt er ABBA også bare livet.

abbavoyage.com.

Sarah von Essen

På sporet af O’Bama