A la carte. Løs popkulturelle krydsord, bliv tilhvisket af Phoebe Bridgers, eller lyt til den medrivende historie om dengang, aids kom til Danmark. Ugens anbefaler er Sarah von Essen.
Kulturanbefalinger
Krydsord
Sprogleg
I sidste uge var jeg til lanceringsfest for et krydsogtværsblad. Det var på et værtshus på Vesterbro, og himlen var septemberblå, så os ivrige krydsogtværsere stod trygt i kø udenfor og ventede på andet nummer af Popkryds. Et blad til alle os, for hvem »Po er en teletubby og ikke en italiensk flod,« som redaktør Laura – vi er selvfølgelig på fornavn – skriver med kærlig hilsen på første side af det nye nummer. Et ungt familiemedlem gjorde mig opmærksom på Popkryds, og vi har sendt flere sms’er til hinanden de seneste uger, for selvom bladet fungerer som en velkommen pause fra telefonen, er det så helt utrolig hyggeligt at hjælpes ad på den måde. Til lanceringen sad flere også sammen og baksede med løsningerne på ’PISSOIR’ BAND (tre bogstaver), RIHANNAS MÆRKE (fem bogstaver) og OBJEKT FOR CRUSH (fem bogstaver).
Ordforrådet er ungdommens og således hentet fra popkulturen, internettet, memes og anden lol iblandet de sædvanlige fyldekrydsordsgloser. Det er horisontudvidende for en kvinde midt i livet, og jeg bruger viskelæderet, der pryder den medfølgende Popkryds-blyants top, en del. Samtidig er det virkelig tilfredsstillende, når der ikke skal viskes, for eksempel kender jeg udmærket svaret på ’PISSOIR’ BAND (tre bogstaver), for jeg elsker den sang!
Nyhedsbrev
Mode
Tænk, hvis næste års store modeudstilling på the Metropolitan Museum i New York kunne handle om nyligt afdøde Dolly Parton og hendes fabelagtige garderobe! Den skandaliserede designer John Galliano trak sig, som mange vil vide, som emne, efter at han og museet fik røg, og internettet foreslog prompte, at højtelskede Parton i stedet tog hans plads.
Washington Post-journalisten Shane O’Neill tilsluttede sig ideen i sit ugentlige nyhedsbrev om popkultur, Seriously? – altså, Seriøst? – som i øvrigt er et virkelig godt navn til et nyhedsbrev om popkultur. Her formulerede O’Neill sig som altid klogt og overbevisende: Sangen »Coat of Many Colors« kunne, skriver O’Neill, være soundtrack til historien om hjemmesyet tøj som en kilde til både stolthed og skam, mens fortællingen om Tennessees beklædningsindustri udfoldes; byen Knoxville var åbenbart kendt som »verdens undertøjshovedstad«. Selvfølgelig skulle netop afdøde Bob Mackies kreationer til Parton fra 1970erne også indtage en central plads, O’Neill er fuld af gode ideer, og jeg kan seriøst ikke anbefale Seriously? nok.
Skriv Dem op på washingtonpost.com
Album
Phoebe Bridgers
Åh, at være hyggemiserabel i det nye efterårsmørke med duften af våd jord og asfalt kildrende i næsen og den californiske sanger og sangskriver Phoebe Bridgers pustende melankolsk i øret. På det nye album, Lost Weekend, hendes tredje, rimer ocean med ibuprofen i sangen »Haunted« – »I’ll see the sky in the ocean/ A couple ibuprofen/ And I'm sleepin' all the way, woo!« – og det er sært opmuntrende, fordi det er så godt skrevet, på en gang lidt skægt og lidt fortvivlende, spøgefuldt og spøgelsesagtigt. Bridgers er lavmælt, følsom, udkrængende, og det er der jo mange, der er nu til dags, men hun har alligevel et særligt greb om sine melodier, sine ord og sin guitar, der også kan støje overraskende og iørefaldende.
På videoen til singlen »Lost Boys« ligner hun Cate Blanchett i Ringenes herre, hvidhåret, spidst fe-øret, klædt i romantisk lady Marion-kjole og smadrede gummisko. Hun sidder bag på en skramlet motorcykel, føreren er i middelalderrustning, det er alle de fuldvoksne mænd – alias de fortabte drenge – og det er fjollet, romantisk og håbløst: »Lost boys, never grow up, never get old/ Lost boys, find me.« Vennerne fra supergruppen boygenius, Julien Baker og Lucy Dacus, synger kor på begge sange, og det er så rart at blive fundet i mørket af dem alle.
Find musikken på Spotify, eller hvor De nu lytter
Podcast
Aids
Det begynder i Kinshasa i 1974. Med en legendarisk boksekamp, The Rumble in the Jungle, mellem George Foreman og Muhammad Ali. Verden var samlet i det vestlige Centralafrika, lykkeligt uvidende om en dødelig sygdom, der små ti år senere ville være på alles læber. Historien om dengang aids kom til Danmark, begynder altså her, i hvert fald i DR-podcasten Bakspejls sindssygt medrivende version.
Eller: Det begynder med Adrian Hughes, der besøger sin kæreste, Henrik, på Rigshospitalets epidemiafdeling, afdeling M. Det er sommeren 1987, Henrik har vejrtrækningsproblemer, Adrian læser højt fra Karen Blixens Den afrikanske farm, en yndlingsbog, Henrik beder Adrian dvæle ved ordene, og jeg kunne tude: Tænk, at overleve og gennemleve, blive ældre og savne dem, der kun blev unge. Da aids kom til Danmark følger hiv-virussets vandring fra det centrale Afrika og ind i de mest intime rum mellem mennesker i København; vi lærer om forskningen, medicinen og kampagnerne. Vi hører Pias historie, en heteroseksuel håndboldpige, hvis liv og livs arbejde ændres for altid. Det er lærerigt og dybt bevægende. Podcastens vært og tilrettelægger, Signe Mansdotter, er med sin kloge nysgerrighed en tillidsvækkende og sikker guide til historien.
Streaming
Jane Austen
Er det muligt at vide for meget om Jane Austens liv? Hendes storesøster Cassandra brændte det meste af deres korrespondance efter Janes død, så nej, det er faktisk ikke engang muligt at vide meget og dermed selvfølgelig heller ikke for meget, om Jane Austen.
BBC-serien Jane Austen: Født til at skrive blev produceret i anledning af forfatterens 250-års fødselsdag sidste år, og de tre afsnit kan nu ses på dr.dk. Vi får hele historien, eller i hvert fald alt det, der er at fortælle om Austens familie, omverden og arbejde. De historiske rekonstruktioner er smukke, selvom det hverken er kyserne eller Englands duvende grønne bakker, der fylder mest, men derimod forfatterens blæksorte fingre. Det er kendetegnende for dokumentaren, der nok hylder Austen, men forbliver lige så klarsynet og cool som sit emne. En række skarpe og sympatiske janeites, samlebetegnelsen for forfatterens svorne fans, medvirker også, herunder forfatterne Colm Tóibín og Helen Fielding. Hvert afsnit slutter for hurtigt, præcis som Jane Austens kun 41-årige liv.
