Svampejagt. Gå i skoven, gå på Sophienholm Kunsthal. De fascinerende aliens gror begge steder, in natura og i kunsten.
Alt det dyre er gratis

Det er nu, nu, nu! Foroverbøjet. Ud i den regndryppende skov, kniv i bæltet, kurv under armen, en flimren af gule birkeblade, en ørken af brune, visne bøgeblade. Selv stive rygge bøjer sig lynhurtigt ned efter guld. Sæsonen (og svampefolkets grasserende rastløshed) topper mellem september og oktober og slutter med nattefrosten, typisk i efterårsferien. Indtil da er alt det dyre gratis, 173 spiselige arter.
Hele universet af spacy væsener, der hverken er planter eller kød, men alligevel mest kød, ligger åbent for blikket og for munden i et kun pletvist dødeligt landskab. Velsmagende, berusende, livstruende og dybt, dybt mærkelige. Det er klart, at hverken videnskabsfolk eller kunstnere kan lade dem være.



