Alle sandspor i Thy Nationalpark fører op på en top. Ikke at de er høje, toppene, men høje nok. Derfra kan vandrere skue 360 grader ud over havet, over lyngen og marehalmen, over krogede fyrretoppe bøjet mod øst af strid vestenvind og over … ja, hvad er nu det? Hvorfor er klitterne salviegrå?

Der sidder nogle gevækster, som ligner duske af forstenet tang. Og der er de igen på egens bark. De klistrer til stenene og i landsbyerne til hustage. Er de ikke grå, er de brune, smørgule eller røde. Få lægger mærke til dem, men de er hverken sjældne i Thy eller nogen andre steder, hvor de har bredt sig fra arktisk tundra til ækvators ørkener. De er de første, der vender tilbage, når et vulkanudbrud har dækket jorden med lava. Måske var de det første liv på land.