(f. 1992) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun er forfatter til flere bøger og har en baggrund i forlagsverdenen. Skriver om teater og litteratur og moderne liv.
Anmeldelse: De tomme skabe. Al begyndelse er svær, selv for Annie Ernaux. Nobelpristagerens debutroman peger frem mod det store forfatterskab, men lider samtidig under klassiske startvanskeligheder.
Underværk. Enhver kan lufte sit beskidte undertøj, men ingen kan gøre det som Tracey Emin. For tiden kan den britiske kunstner opleves i en overrumplende retrospektiv udstilling på Louisiana.
Anmeldelse. Irske Louise Kennedys romanopfølger til succesdebuten er slet og ret frygtelig. Stationer er frygtelig forudsigelig, frygtelig overfortalt og frygtelig vulgær.
Skumsprøjt. Tre nye udgivelser viser, at et færøsk afsæt kan betyde alt mellem himmel og jord – fra det dilettantiske til det overrumplende. Fælles er vinden.
Anmeldelse. Modeluner kommer og går, men modens magt består. Marineret i millennialpink og dramadokumentar vil Glyptotekets nye særudstilling, Magt og modei Romerriget,minde os om netop det.
Anmeldelse. Teatermaskinen på Det Kongelige Teater kalder sig en invitation ind i teatrets maskinrum, men makkerparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers sidste forestilling er – trods store skuespilstjerner – nærmere en slatten lille fuckfinger til publikum.
Anmeldelse. Familien Hassan er både et smukt gravmæle over en digterskæbne og forstemmende danmarkshistorie. Trods mangler kan man kun håbe, at Folketinget tager i teatret.
Anmeldelse: Artens overlevelse. Svenske Lydia Sandgren fortsætter med at udbygge sit imponerende fiktive Göteborg. Men med for mange afstikkere – og mandlige genier.
Anmeldelse: Nervetråde. Et stille, forskruet ubehag binder værkerne sammen i nyåbnede Nervetråde på Den Frie. Helheden bliver et rammende sindbillede på vores absurde samtid.
Anmeldelse: Når vi døde vågner. Husets Teater afslutter sin strålende Ibsen-trilogi med en udmærket og lidt uinspireret iscenesættelse af Når vi døde vågner. Bedst er en række tavse tableauer i den marmorkolde scenografi.
Anmeldelse: Katarsis. Hverken hypnosen, den bulgarske kvindesang eller nøgendansen om bålfadet redder Katarsis på Nørrebro Teater fra at være en smagsfattig pærevælling.
Anmeldelse: Meet yourself as a colonizer. Alle fra kong Frederik til Knud Rasmussen står for skud, når Meet yourself as a colonizer holder et spejl op for dansk kolonisering af Grønland. Formen bliver ensformig, men indholdet er humoristisk, velresearchet og båret frem af nødvendighed.
Håb. Det, der kunne ligne en leflen for true crime-fans, viste sig at være en timelang insisteren på tvivl. Med Pelicot-retssagen åbnede det nye direktørpar på Betty Nansen deres første sæson i perfekt overensstemmelse med deres visioner for et kritisk samtidsteater.
Levned & meninger. Som den ene halvdel af et barnløst forhold regnede jeg med at være forskånet for skænderier om opdragelse. Det var, indtil jeg fik høns.
Anmeldelse. Mungo Parks Et dukkehjem er med sin brug af private par og private hjem mere interesseret i det danske ægteskab anno 2026 end i at udfolde Henrik Ibsens klassiker. Det 12 år gamle og til anledningen indkøbte koncept viser alderdomstegn.
Anmeldelse: Glyf. Ali Smiths nye spøgelsesroman er lidt som at læse en Helle Helle-roman, hvis Helle Helle var både spirituel og politisk optændt. Den er også et vellykket forsvar for fantasien.
Sandhed. Naturligvis skal sangerinden Ariana Grande ikke udskammes for sin krop. Men vi svigter børn og unge, hvis vi ikke kan tale om, at man ser usund ud, hvis man ser ud som hende.
Kommentar. Ligesom mange andre kvinder elsker jeg at bruge udråbstegn i min digitale kommunikation. Nu frygter jeg, at det mudrer min forståelse af litteratur.
A la carte. Mød en terrier på Copenhagen Contemporary eller se filmen om to børns jagt på æg, mel og sukker for at bage En kage til præsidenten. Denne uges anbefaler er Amalie Langballe.
Anmeldelser: Bebudelsen & Bübins unge. At læse svenske Mare Kandre er som at se verden gennem et tungt slør af sult, vold og myte. To nye oversættelser genintroducerer den særegne forfatter til et dansk publikum.
Bevidsthed. Her mange år senere er jeg stadig i tvivl om, hvad det siger om mig, at et af litteraturhistoriens mest pikkede værker er det, der har trøstet mig bedst.
Anmeldelse: Sandhedsbjerget. Når man trækker på så mange genreklicheer, som Therese Bohman gør i sin roman Sandhedsbjerget, skal der helst komme mere ud af det end lommefilosofi. Det er desværre ikke tilfældet.
