Mandebilleder starter interessant: Vi befinder os hos startupvirksomheden ClearFeel dagen efter lanceringen af deres nyudviklede læbestift, der kan sætte mænd i kontakt med deres følelser. Det ellers klinisk hvide kontor er prydet af en rød sofa formet som en kyssemund, og i baggrunden står et køleskab fyldt til randen med energidrik. Der er tomme champagneglas, og serpentinerne har foldet sig ud. Succesen er lige om hjørnet.

En for en møder de ansatte ind i Mai Katsumes maksimalt Generation Zede kostumer: Der er en sekretær (Hanin Georgis), en kommunikationsansvarlig (Kimmie Liv Sennova), direktøren Alex (Freja Kirk) og skaberen af ClearFeel, Berfin (Zere Celik), der har udviklet læbestiften efter et breakup.