Når dramatiker Tom Silkeberg skal forestille sig en ny tids teater, forestiller han sig den skaterpark, som han er begyndt at besøge med sin søn, der i julen blev indehaver af et løbehjul: I skaterparken observerer man hinanden på skift, og de øvede giver de mindre øvede kyndig vejledning, så alle kan blive gode til at stå på små hjul.

»Det er opløst, hvem der er tilskuer, og hvem der er aktør. Man er hele tiden begge dele. Det er et univers, som jeg beundrer kunstnerisk,« siger han, da jeg møder ham en formiddag på Frederiksberg Bibliotek. Det er svært at forestille sig ham omgivet af ramper og hængerøvsbukser: Med sine runde briller, stockholmske accent og afmålte, eftertænksomme svar giver han nærmere indtryk af noget roligt og intellektuelt.