Bjørn Rasmussen har været ædru i 131 dage, da jeg ankommer til kolonihavehuset nær Brabrand Sø i Aarhus, men han kan stadig ikke mærke sine fødder.

De er fulde af sand eller vat med bittesmå søm i, siger Bjørn Rasmussen, og det er ikke sikkert, at det går over. Nervebetændelse i fødderne er en uundgåelig konsekvens af den alkoholisme, som Bjørn Rasmussen – digter, dramatiker, et 42-årigt menneske med et fuldstændig forbløffende og enestående sprog og blik – har kæmpet med i årevis.