Helle Thorning-Schmidt må finde sig i at blive kritiseret for sin politik, selvom hun er kvinde. Sådan lyder det fra Ritt Bjerregaard, tidligere S-minister og en af de navngivne feministiske profiler, som Helle Thorning-Schmidt beskylder for manglende søstersolidaritet i sin nye bog Blondinens betragtninger. Den udkom i skrigende lyserødt omslag i sidste uge, og her skriver Helle Thorning-Schmidt blandt andet, at hun følte sig svigtet af sine kønsfæller, da hun steg i graderne i dansk politik, især af tidligere minister Ritt Bjerregaard, forfatter Hanne-Vibeke Holst og daværende direktør for Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen:

»Sandheden er, at jeg ikke oplevede megen støtte fra kvinder, i de år jeg var formand og statsminister (...) Jeg siger ikke, at jeg skulle fredes politisk. Alle, uanset køn, er naturligvis i deres gode ret til at være uenige med mig og give udtryk for det. Men når jeg bliver spurgt, om jeg som Socialdemokratiets første kvindelige leder og landets første kvindelige statsminister mødte opbakning fra kvindebevægelsen eller fra toneangivende kvinder i mit eget parti, kan svaret ikke være andet end et: Desværre nej.«

Ifølge Ritt Bjerregaard bruger Thorning begrebet søstersolidaritet til at affeje reelle politiske uenigheder.

»Jeg tror, det er meget farligt, hvis man gør søstersolidaritet til et spørgsmål om, at man skal være enig, fordi man har et bestemt køn. Selvfølgelig har kvinder også forskellige politiske opfattelser og skal give udtryk for dem. For mit eget vedkommende var jeg ikke tilhænger af salget af DONG eller udskydelsen af den øremærkede barsel eller af, at der skulle komme en god løsning i morgen. Jeg var tilhænger af betalingsringen.«

– Trækker Helle Thorning så kvindekortet?

»Ja, det er tydeligt. Hun trækker kvindekortet ved at postulere, at kvinder skal være enige, fordi de er kvinder. Uenighed bliver tolket som manglende søstersind eller manglende opbakning. Men der er jo manglende opbakning, fordi der er uenighed om indholdet.«

Om Ritt Bjerregaard skriver Helle Thorning-Schmidt:

»Efter at Socialdemokratiet gik 0,4 procent tilbage ved folketingsvalget i 2007 – mit første som partileder – valgte Ritt hverken at slå ring om mig eller forholde sig neutralt, tværtimod var hun stærkt kritisk over for mig, kaldte mig visionsløs, ligesom hun etablerede sit politiske forum, kaldet Den Røde Skole, der kunne have kostet mig formandskabet for partiet.«

Ritt Bjerregaard afviser dog, at hendes røde skole skulle vippe Helle Thorning af pinden.

»Det er noget vrøvl. Hun kunne have valgt at have en anden holdning. Hvis jeg var hende, havde jeg sagt: ’Hvor dejligt, at jeg har aktive partifæller. Det glæder jeg mig til at være en del af.’«

Uden kompetencer

I bogen kritiseres forfatter Hanne-Vibeke Holst for at bære ved til fortællingen om Thorning som overfladisk og inkompetent. Til Dagbladet Information sagde Holst, at den nye S-ledelse i 2005 gav hende en »Home alone«-agtig følelse. Hun mente, at »børn« stod i spidsen for partiet, og at ledelsen manglede samme ballast som de »fantastiske fire« S-koryfæer. Ifølge Helle Thorning-Schmidt spillede udtalelsen på, at hun var uintelligent, skriver hun i bogen:

»Et indlæg, der skrev sig lige ind i det narrativ, der var ved at forme sig, om, at jeg var ung, blank og uden kompetencer.«

Hanne-Vibeke Holst genkender dog ikke kritikken. I en mail til Weekendavisen skriver hun:

»At Helle nu erklærer sig som fuldblodsfeminist og har skrevet en reflekteret bog om sine egne kønnede erfaringer i den politiske arena, kan jeg kun hilse velkommen. Hendes stemme er vigtig, ikke mindst for den unge generation. Dog må jeg sige, at jeg er både overrasket over og ked af at blive husket som usolidarisk eller ligefrem fjendtlig over for vores første kvindelige statsminister. Den udlægning kan jeg ikke genkende, og jeg tror, man kunne have fundet utallige beviser på det modsatte. Hvad jeg ellers tænker om den sag, foretrækker jeg at sige til Helle selv, når vi mødes næste gang. Måske kan vi begge blive klogere.«

Hanne-Vibeke Holst understreger, at hendes kritik ikke havde at gøre med køn.

»Som forfatter til tre romaner om kvinder i politik har jeg et indgående kendskab til, hvor brutalt, ensomt og hårdt det er at være kvinde i magtens absolutte indercirkel, og har følgelig været på vagt over for de stereotype narrativer, som undertrykker og bremser kvinder. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at jeg aldrig har haft til hensigt at gå kritisk efter Helle Thorning-Schmidt personligt. At jeg – som i det citerede eksempel – har udtalt mig kritisk over for den ledelse, som hun stod i spidsen for, er en anden sag. Min kritik var ikke rettet mod køn, som Helle Thorning-Schmidt beklageligvis oplevede det, men mod S-ledelsens ageren i den periode.«

Knæfald for Pia

I bogen er Thorning også ude med riven efter kvindebevægelsen. Hun skriver:

»Noget af det første, Kvinfos daværende direktør Elisabeth Møller Jensen gjorde, da jeg blev formand, var at melde sig ud af Socialdemokratiet.«

Elisabeth Møller Jensen bekræfter over for Weekendavisen, at hun meldte sig ud af partiet. Det skyldtes Thornings manglende opgør med Dansk Folkeparti, fortæller hun.

»Jeg støttede Helles kandidatur som formand og var glad for, at vi måske fik den første kvindelige statsminister, så det ville være absurd at påstå, at jeg meldte mig ud i protest mod, at hun var kvinde. Jeg meldte mig ud på grund af hendes knæfald for Pia Kjærsgaard.«

Hun fortæller, at udmeldelsen faldt efter en tv-duel mellem den ny formand Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard på DR2, som hun havde store forventninger til.

»Jeg sad parat og var meget spændt, og så lagde Helle Thorning sig fladt ned. Jeg fangede intuitivt, at hun ville føre den samme udlændingepolitik som Fogh, og det fik jeg jo siden ret i. Den nat kunne jeg ikke sove, og dagen efter meldte jeg mig ud,« fortæller hun.

I bogen skriver Thorning desuden om kritikken fra kvinderne, at »kvinder skal passe på de patriarkalske strukturer, der findes i dem selv. Det er muligt at være mandschauvinist af hunkøn«.

Det er Elisabeth Møller Jensen enig i.

»Hun har fuldstændig ret i den del, men jeg føler mig ved gud ikke truffet. Jeg synes, det ligner en projektion. Helle Thorning-Schmidt svigtede ligestillingen, da hun var statsminister. Det får hun så til, at det er feministerne, der svigter hende. Som du kan høre, er jeg ikke enig med hende.«

Heller ikke »de unge« var der for hende, skriver Thorning i bogen:

»Den kvindelige formand for DSU fra 2012 til 2014, Camilla Schwalbe, er nok den formand i DSU’s historie, som har kritiseret moderpartiet og regeringen hårdest og mest indædt.«

Camilla Schwalbe ønsker ikke at udtale sig. Det gør Helle Thorning-Schmidt heller ikke.

I bogen skriver Thorning dog, at hun som toppolitiker selv har forsøgt at undgå de samme fejl som de kvinder, hun kritiserer.

»Jeg forsøgte efter bedste evne at efterleve princippet om at bakke andre kvinder op, da jeg var statsminister (...) Det er velkendt, at Mette Frederiksen ikke altid var enig i hverken min politiske linje eller i min måde at håndtere tingene på, og at hun på nogle punkter decideret modarbejdede mig. Og det er lige så velkendt, at Mette havde min position i partiet og i Statsministeriet i sigte til sig selv. Set i det lys var det ikke altid fantastisk at have hende med på magtfulde poster, først i ledelsen i Socialdemokratiet og senere i to vigtige ministerier i regeringen. Men hun var dygtig – og kvinde – og derfor skulle hun selvfølgelig frem i rækkerne.«

Det har ikke været muligt at få svar fra statsministeren på, hvorvidt hun oplevede forholdet til Helle Thorning-Schmidt på samme måde.