David Jensen var på vagt på nederste etage, da han hørte tumult. Han løb op ad trappen, mens han trykkede på alarmen i sit bælte, men da han nåede op på gangen, var det hele overstået, lige så pludseligt som det var begyndt.
»Fangen trækker sig ind i cellen og lægger sig på maven med hænderne på ryggen. Han overgiver sig simpelthen. Det er jo kujoner, vi snakker om,« siger David Jensen.
Hans kolleger var rundt med madvognen i Vestre Fængsel og var netop nået til den celle, hvor et medlem af den forbudte bande Loyal To Familia sad. Bandemedlemmet bad om at få fyldt sin termokande op, og i samme sekund låget var skruet på, angreb han en af betjentene.
»Når man laver sådan et afstumpet overfald ud af det blå, og man gør det mod en kvinde og endda, når hun står med ryggen til, og så efterfølgende lægger sig ned ... Så kom da med næverne og tag kampen op. Jeg kalder det kujonagtigt. Det er det rette ord,« siger David Jensen, der har været fængselsbetjent i 26 år.
Det var termokandeoverfald nummer to i Vestre Fængsel på en måned. Den første betjent fik kogende vand ud over sig og et flækket øjenbryn den 2. april. Den kvindelige betjent brækkede kindbenet den 4. maj. Begge er tilbage på arbejde.
Overfaldene indgår i en daglig kamp om magtbalancen, som danske fængselsbetjente har kæmpet, siden indvandrerbanderne for alvor indtog cellerne for omkring ti år siden. Ikke mindst fordi målet med de mange bandepakker er, at »flest muligt rockere og bandemedlemmer skal bag tremmer«, som den tidligere regering formulerede det.
Overfaldene fik for nylig Bo Yde Sørensen, der er formand for Fængselsforbundet, betjentenes fagforening, til at advare om det værst tænkelige scenarie:
»Jeg mener, at vi har stærkt brug for forandringer, og jeg håber virkelig ikke, der skal kraftigere handlinger til, før det sker, for vi er allerede tæt på drab,« skrev han i Politiken.
Ude af syne
Dagen efter det seneste overfald blev termokanderne taget fra LTFerne, så nu får de hverken te eller kaffe i Vestre Fængsel. Der er ikke længere to, men tre fængselsbetjente om hver LTFer, og de to indsatte blev overført til et såkaldt skærpet regime på Politigården. Her er der fire om hvert bandemedlem. Formodningen er, at overfaldene blev bestilt oppefra, da de to gerningsmænd er lavt i LTF-hierarkiet. Toppen udfører ikke selv sine overfald.
Danmarks omkring 2000 fængselsbetjente er stort set usynlige for resten af samfundet. Ikke kun fordi de arbejder bag mure og pigtråd, men også fordi de af sikkerhedsgrunde opfordres til at skjule uniformen under en civil jakke, når de skal til og fra arbejde.
Deres arbejdsvilkår er ikke en politisk mærkesag ligesom bedre normeringer for pædagoger, højere løn til sygeplejersker eller mere politi på gaden. Den middelklasse, der normalt råber politikere op og mobiliserer Facebook-grupper, har ingen berøring med dem. Hvert tiende nuværende og tidligere medlem af Fængselsforbundet har ellers en PTSD-diagnose. Den gennemsnitlige fængselsbetjent har 31 sygedage om året, og ifølge forbundet mangler der i øjeblikket cirka 500 nye betjente. Desuden er det et lavtlønsjob med en gennemsnitsløn på 27.500 kr. om måneden.
Men ingen har ondt af fængselsbetjente; heller ikke dem selv, fortæller David Jensen, der er tidligere soldat og nu tillidsmand. Han sidder i personalerummet i Vestre Fængsel tæt på det mondæne Vesterbro i København. På armen er tatoveret et stort kors og ordene In God we trust.
»Jeg synes ikke, det er synd for os, men vi bliver glemt i den strafferetslige fødekæde, der hedder politi, domstol, kriminalforsorg. Det er populært at tale om, at politiet og domstolene skal have flere ressourcer, og det giver flere indsatte, men ressourcerne følger ikke med i samme grad,« siger David Jensen.
Læs også Jeppe Bentzens artikel »Ødelæggende ubehag«.
Grovere overfald
Ifølge Kriminalforsorgen er antallet af voldsepisoder kun steget en smule fra 175 til 195 fra 2017 til 2019. Til gengæld er de blevet farligere, mener David Jensen.
»I gamle dage var der stadig en naturlig respekt over for uniformen og autoriteter. En voldsepisode kunne typisk være en indsat, der var utilfreds med den ost eller det toastbrød, han havde fået, og som i afmagt forsøgte at slå os. Så fik vi lagt dem ned, og det var det. I dag er det helt umotiverede overfald, hvor de prøver at gøre så meget skade på os som muligt.«
Han henviser til tidligere overfald, hvor tundåser er blevet puttet i strømper og brugt som slagvåben.
»Langt de fleste indsatte har vi en fornuftig dialog med, og andre bandegrupperinger har vi heller ikke store problemer med. Det er primært LTF, der prøver at sætte dagsorden. Og det vil ikke lykkes dem,« siger David Jensen, der tager bilen på arbejde i fuld uniform og nægter at skjule den.
»Det kommer ikke til at ændre sig. Jeg ønsker ikke at ligge under for dem,« siger han.
Bandernes voldsparathed og skyderier på åben gade har udløst et politisk våbenkapløb. For hvert træk, banderne foretager, skal der være et modsvar. Den første bandepakke blev vedtaget i 2009 af daværende justitsminister Brian Mikkelsen og gav mulighed for dobbeltstraf til bandemedlemmer, forhøjede straffen for at bære våben og indførte særlige bandeafsnit i fængslerne.
I 2013 kom bandepakke II med minimumsstraffe på et års fængsel for at bære våben og begrænset mulighed for prøveløsladelse.
Respektpakke I skærpede straffen for verbale og fysiske overfald på en tjenestemand, og bandepakke III fra 2017 udvidede definitionen på en bandekonflikt og hævede igen straffen for våben og sprængstoffer. I den modtagende ende af stramningerne står ikke kun gerningsmændene, men også de fængselsbetjente, der skal stå ansigt til ansigt med dem.
Nyborg Statsfængsel oprettede et særligt bandeafsnit i 2010 for at isolere de værste fanger, og selv om det giver god mening på papiret, medfører det et højt konfliktniveau for personalet. Det fremgår af bogen Huset vinder altid – Frontberetninger fra et dansk fængsel, der er skrevet af journalist Casper Fauerholdt og udkom sidste år. Titlen er en reference til den konstante magtkamp. I bogen fortæller fængselsbetjenten Annita, at personalet i Nyborg følte sig presset i defensiven.
»Vi var bange for de indsatte. Jeg kunne mærke, at der var flere af os, der holdt op med at gå ude på gangen. Vi gjorde slet ikke det, vi skulle. Vi holdt op med at visitere hver dag (...) Vi vidste, det ville ende i en konflikt hver gang. Så vi trak os tilbage,« fortæller Annita.
Der har også været tilfælde af trusler mod fængselsbetjente uden for fængslerne, blandt andet er de blevet efterfulgt på vej hjem fra arbejde, og unge i biler foran fængslet har lavet pistoltegn med fingrene mod dem. I Huset vinder altid fortæller Annita, at hun har forberedt sig mentalt på situationen:
»Jeg har sagt til min mand, at hvis der sker noget, eller hvis der kommer nogen en dag, vi er ude, så skal han bare gå. Jeg ved, at min mand aldrig vil gøre det, men det har jeg sagt, han skal,« siger hun.
På et tidspunkt var bandemedlemmerne i Nyborg så truende, at andre fanger flygtede i frivillig isolation. De blev truet og presset af banderne til at udlevere penge og mad eller smugle ting ind i fængslet.
»Vi prøvede at spørge de indsatte, hvorfor de ville i frivillig isolation, men mange ville ikke sige noget. De ville ikke være stikkere, for så vidste de godt, hvad der ville ske, når de kom tilbage,« fortæller Annita i bogen.
Ifølge en rapport fra Ombudsmanden steg antallet af fanger, der vil i frivillig isolation, fra 664 til 774 mellem 2015 og 2018.
»En sådan frivillig udelukkelse sker ofte, fordi den indsatte føler sig truet af medindsatte,« skriver Ombudsmanden.
Læs også Niklas Hessels artikel »Betjente i defensiven«.
Uden for rækkevidde
Registrerede bandemedlemmer optager 250-300 af i alt 4.000 fængselspladser, og dertil kommer en periferi af indsatte, der udviser lignende adfærd. Justitsminister Nick Hækkerup lægger ikke skjul på, at systemet er udfordret. Det hjælper heller ikke, at belægningsprocenten, der burde være 96, for længst har overskredet 100.
»Det går desværre ud over personalet, når vi ønsker at give bandemedlemmer længere tid i fængsel. Hele straffesagskæden er udfordret lige nu, også politiet, anklagemyndigheden og domstolene,« siger justitsministeren.
Han oplyser, at der er afsat ekstra penge i år, og at der næste år skal indgås en ny og grundlæggende aftale om Kriminalforsorgen. Derudover afviser han ikke at inddrage familiebesøg og gårdture fra bandemedlemmerne.
»Vi er nødt til at tage endnu hårdere fat over for dem, der er hinsides resocialisering. Vi må tage det fra dem, som de kan lide,« siger Nick Hækkerup.
Bandernes indtog har også påvirket den rehabiliterende indsats. Mange fængselsbetjente sætter en ære i at tale med de indsatte og hjælpe dem med personlige papirer, boligstøtte og endda organisering af fodboldhold i fængslerne. David Jensen fra Vestre Fængsel var også idealist engang. Men idealister overlever ikke længe i jobbet, siger han.
»Jeg havde en forventning om, at jeg skulle redde nogle mennesker og vise dem den rette vej i livet. Nu er jeg blevet mere realistisk, så jeg bruger krudtet på dem, jeg faktisk kan nå.«
Dem er der ikke mange af, men for længe siden ankom en forhutlet narkoman på 21, der tilbragte de næste år med at ryge ind og ud af hans fængsel.
»Hun var altid tynd og afmagret, når hun kom, og helt smadret af stofpsykoser. I fængslet blev hun nedtrappet og fedet op igen. Ellers havde hun været død. Jeg mødte hende mange år efter Hun på gaden med en barnevogn og en mand ved siden af. Hun genkendte mig og præsenterede mig for sin mand. Hun sagde »prøv at se, hvordan jeg ser ud nu.« Hun var kommet helt ud af stofferne. Den slags er guld værd.