Jurnalister billede

Arne Hardis

(f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).
Konservativt. Ja, ja, ja, nu kommer jeg. Søren Pape Poulsen udstikker en borgerlig kurs for Danmark. Svært? Jo, men mon ikke vi finder ud af det, som han siger.

Schlüters arv

Schlüters arv Af Arne Hardis og Hans Mortensen

Når Søren Pape Poulsen møder viborgenserne på gågaden i weekenden, oplever han aldrig, at folk henvender sig for at give deres besyv med om den i øvrigt »superspændende« debat om forholdet mellem konservatismen og liberalismen.

»Det er mere sådan noget om en ny motorvej, eller om de ældre på plejehjemmene selv kan få lov til at bestemme, hvad de vil have at spise. Altså, jeg siger ikke, at ideologi er noget bras, men mange af de ideologiske debatter har det med ikke at føre nogen steder hen. Jeg er ikke typen, som hele weekenden tænker på at formulere den rette balance mellem liberalisme og konservatisme i år 2021. Jeg nøjes med at synes, at det er sundere, hvis der er en bedre balance mellem opbakningen til liberale og konservative. Jeg er pragmatiker, praktiker, jeg er jo rundet af det kommunalpolitiske Danmark,« påpeger den tidligere Viborg-borgmester.

Der er ikke noget, der giver selvsikkerhed og hvilen i sig selv, som gode meningsmålinger. Pape tager imod på sit kontor i arbejdsuniformen, blåt jakkesæt, ternet slips, Dannebrog i reversen, tilbagelænet i stolen, blankt bord, ikke så meget som et notat at støtte sig til. Under bordet vimser en klejn hundehvalp rundt, meget utilbøjelig til at lyde navnet Maggie. Til sidst bliver den med konservativ myndighed sendt uden for døren.

Meningsmålingerne er denne uge nærmest drømmeagtige. 28 mandater hos Voxmeter, 30 mandater udmålt af Gallup til det parti, som i 2015 ved Pape Poulsens første valg som partileder fik en folketingsgruppe på sølle seks mand. Berlingske taler om et historisk skifte mellem Venstre og Konservative og efterlyser på lederplads en »vision for et stort konservativt parti«. Den efterlysning gav ingen mening for et par år siden.

Alle kan se, at de meningsmålte mandater især kommer fra Venstre, men Søren Pape Poulsen kalder det en forenklet analyse at konstatere den udveksling. Den indikerer jo også, at Konservative ikke kan noget ved egen kraft og kun står til massiv fremgang, fordi Venstre tumler rundt og har så svært ved at finde sine ben.

»Politik er et nulsumsspil, men det er forkert bare at se på trafikken mellem os og Venstre. I 2015 fik Dansk Folkeparti for eksempel alle stemmerne, da Venstre gik tilbage. Grundlæggende handler vores fremgang vel om, at folk skal synes, at vores parti er et troværdigt alternativ. At der er retning og ro. Og vi taler altså om, at vi nu gennem seks måneder har haft gode målinger, efter at vi er gået gennem 25 års elendigheder. Det må vi vel gerne glæde os over? Jeg har altid ment, det ville være godt med en sundere balance mellem os og Venstre, og at nogle flere konservative vælgere sætter kryds ved os.«

Er Søren Pape irriteret over påstanden om, at hans parti ikke selv har fortjent sine mandater, skjuler han det godt. Han nævner efterårets gennemregnede finanslovsudspil, udspillet om strammere regler for statsborgerskab, skatteudspillet. Hvor mange gange om året skal han fremlægge et udspil, før de utålmodige bliver tilfredse, spørger han. Ikke forurettet, slet ikke aggressivt, mere sådan – herregud, altså.

Men der skal jo mere til, når man synes at skulle blive blå bloks ubetinget største parti efter næste valg. Sit eventuelle statsministerkandidatur nægter han at tale om, indtil vælgerne har talt, men han skitserer gerne nogle bredere konservative hovedlinjer, som han mener vil have betydelig borgerlig appel.

»Grundlæggende taler vi konservative om et samfund i balance, og jeg tror, at forholdet mellem den enkelte og staten bliver et af de store spørgsmål, som også vil interessere vælgere på den anden side af den politiske midte. Folk skal kunne tjene deres egne penge, uden at staten hele tiden skal blande sig. Alle og enhver skal ikke have tilskud. I dag oplærer vi systematisk de unge til at tænke som klienter, sådan har vi jo indrettet det kommunale system. Dét bliver en vigtig kampplads: frie valg i daginstitutioner, frit valg i ældreplejen. Der venter en kæmpe principiel diskussion om privates ret til at drive velfærdsinstitutioner, for hvorfor skulle de ikke måtte det, hvis det er det, borgerne er tilfredse med? Velfærd er ikke kun kommunen.«

Læs også Martin Krasniks leder: 'De Konservative er dansk politiks svar på GameStop'

Minder Søren Pape i sin pragmatiske tilgang til det politiske påfaldende om den fjerne forgænger fra firserne, er der også noget af den foghske tænkning fra nullerne over hans tro på, at man kan frisætte borgeren ved at føre systematisk værdikamp. Der er et helt socialdemokratisk tankesæt at gøre op med, hvor Pape vil »overbevise folk om, at de faktisk kan være borgerlige. At de godt kan beholde penge, de selv har tjent, og træffe egne valg med dem«, som han siger.

»Du kan også tage diskussionen om gensidig forsørgerpligt. Det er også en del af en dybere velfærdsdiskussion og en værdikamp. Det er nemt at synes, at man ikke skal betale for sin ægtefælle, men det er meningen med at være en familie, at man tager sig af hinanden. Det er nemt at falde ned i det hul, at det offentlige bare kan betale, fordi pengene er der.«

Hertil føjer Søren Pape naturligvis gamle og velkendte positioner: Konservativ støtte til dem, der vitterlig har hjælp behov. Viljen til at »stå op for fædreland og nationen« – det er konservativt lingo for opbakning til forsvaret og politiet.

Direkte adspurgt bryder han sig ikke om betegnelsen »anstændig borgerlig«. Det indikerer i sagens natur, at andre er uanstændige, og Pape mener, at det især er venstreorienterede, der bruger det til at stemple andre.

Ny udlændingebalance

Men på udlændingeområdet tegner Søren Pape et lidt andet billede af partiet end det, som den stille strøm af rømmede Venstre-folk efterlader i offentligheden. Der synes at være den lovmæssighed, at jo større uenigheden er mellem de blå partier om udlændinge, desto mere gavner det De Konservative. Både Marcus Knuth og Britt Bager er blevet medlemmer af den konservative gruppe blandt andet med det argument, at de her er trygge ved en fast og stram udlændingekurs modsat det rodede foretagende, de har forladt.

»Udlændingespørgsmålet kan ikke afgøre et folketingsvalg, efter at Socialdemokratiet har rykket sig så voldsomt. Man skal have en stram udlændingepolitik, ellers kan man ikke vinde, men det er ingen garanti for en valgsejr længere. I nullerne kunne Venstre og Konservative sidde på magten sammen med Dansk Folkeparti, for den hårde udlændingepolitik fandtes ikke andre steder. Nu er der en grundlæggende balance, hvor vi skal fastholde den faste kurs og afvise de forslag, som er helt skøre. Vi ser for mange lidt voldsomme debatter, hvor vi borgerlige kaster mudder på hinanden. Der kommer jo næsten ingen hertil, og de problemer, vi har, handler især om to grupper: syrere, som kom hertil i 2015, og så en gruppe helt tilbage fra 1980erne og 1990erne, som aldrig er blevet integreret og udgør en kæmpe udfordring.«

Venstre gik med i en aftale om hjemsendelsespenge til udlændinge, som vil repatrieres. Mange har stemplet det som udslag af Venstres bløde linje. Er det en meget slem aftale?

»Vi havde sendt en række forslag til stramninger over, og pludselig blev vi meddelt, at regeringen holdt fast ved sit forslag i stedet for at forhandle. Det var Venstre og regeringen åbenbart enige om, og Radikale tilsluttede sig. Det synes jeg var ærgerligt.«

– Har I en strammere udlændingepolitik end Venstre?

»På nogle områder. Det bedste eksempel er tildækningsforbuddet, det, man kalder burkaforbuddet. Det spørgsmål fyldte ikke meget hos os, da det blev vedtaget, for det havde vi arbejdet for i årevis. Det er vel kun naturligt, at det udløste større debat hos Venstre, fordi der er liberale værdier på spil. Konservative og liberale har forskellige ståsteder.«

Adspurgt om flere eksempler på en strammere konservativ udlændingekurs end det snart tre år gamle med de forbudte burkaer nævner Søren Pape forslaget om, at en fængselsdom skal koste muligheden for statsborgerskab. Den idé »blev ikke taget ned« af Venstre, som han siger. Venstre støtter heller ikke det konservative forslag, at det skal være forbudt at kalde til bøn fra minareter. Der er vel ikke alverden til forskel?

»Men det er vel ikke så underligt, når vi har siddet i regering sammen. Jeg skal ikke tolke, hvad Venstre mener, men jeg vil bare sige, at vi også kan have diskussioner om udlændinge, men det skiller os ikke, og det kommer ikke til ophidsede debatter.«

Lars Løkke taler om et nationalt kompromis om udlændingesagen?

»Det kan ikke lade sig gøre i virkeligheden. Vi så det med bandepakken, dengang jeg var justitsminister. Der kom hele tiden nye spørgsmål op, og vi vil altid have den debat.«

Søren Pape Poulsen er sig helt bevidst, at Lars Løkkes proklamerede, men endnu ikke dannede parti vil medføre forskydninger i vælgeropbakningen og også kan tage pynten af hans eget partis mirakuløse meningsmålinger.

»Jeg gætter på, at det vil være et miks af liberale holdninger og ting, som er populære i befolkningen. Det er jo et meget personbåret projekt, men han kan vel ikke løbe fra det hele. Han har trods alt været statsminister og ment en del. Vi havde i øvrigt et fortrinligt samarbejde dengang.«

Hans vision om samarbejde over midten er en torpedo ind i det borgerlige Danmark.

»Ja, men kun, hvis folk vil have det. Jeg er pragmatiker, lad os se, hvordan mandaterne falder. Jeg vil heller ikke på forhånd afskrive, at De Radikale støtter en borgerlig regering, ligesom Niels Helveg støttede Schlüter i firserne. Men der er de jo slet ikke i dag, og det er deres vælgere heller ikke, så det er drømmesnak.«

Men du siger ikke som Venstres formand, at du aldrig kan bygge noget på De Radikale.

»Nej, for mig er det et politisk spørgsmål. Og der må man bare sige, at det er svært at tro på, at De Radikale mener deres nye, strammere udlændingepolitik for alvor. Det skal de bevise, og det er noget af en opgave, så de må jo se at komme i gang med at vise det.«

Udfordringen Vermund

Søren Pape fastholder, at de borgerlige sammen skal søge at vinde regeringsmagten. Det bliver i sagens meningsmålte natur sammen med Pernille Vermund, der ligesom De Konservative står til solid fremgang. Løkke erklærede i valgkampen, at det var umuligt at finde et kompromis med Vermund, fordi hun dengang blev markedsført på at ville ophæve internationale konventioner. Tonen fra Nye Borgerlige er skiftet lidt siden.

I dag kræver partiet »opsigelse eller undsigelse af konventioner ved at give dansk lov fortrinsret frem for konventionen«, hvis denne står i vejen for »en retfærdig udlændingepolitik«. Partiet vil også nægte statsborgerskab til »indvandrere og efterkommere fra lande, der hviler på islamisk kultur og samtidig er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne«. Læg hertil et totalt asylstop og generel assimilation. Havde Løkke ret?

»Hvert parti må over for befolkningen fortælle, hvad man vil. Når valget så er overstået, må alle give sig. Nye Borgerlige ved jo godt, at de ikke kan få alt på én dag. Vi konservative går ind for kulturel integration og demokratisk assimilation. Alt er ikke lige godt i Danmark, og vi favoriserer folkekirken i grundloven, men folk bestemmer selvfølgelig selv, hvordan de vil fejre deres højtider. Ingen bliver mere dansk af at frasige sig hele den kultur, de kommer fra, og det vigtigste er en tilslutning til de demokratiske værdier.«

Så Nye Borgerliges afvisning af statsborgerskab til folk fra muslimske lande duer ikke?

»Det vil aldrig kunne lade sig gøre. Opfylder man reglerne, får man statsborgerskab. Man kan altid diskutere, hvor meget der skal til for at få statsborgerskabet, men den konservative holdning er klar. Vi er ikke samme sted som Nye Borgerlige. Danmark er en del af en international verdensorden med konventioner og aftaler, og det skal respekteres. Den kommer også os til gavn. Konventionerne er ikke støbt i beton, de kan udfordres, vi så det med København-erklæringen, som kom, mens jeg var justitsminister. Den satte grænser for, hvad Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan blande sig i. Men for at få en verden i nogenlunde orden må vi respektere grundvilkåret. Vi vil heller ikke ud af EU, som Nye Borgerlige vil, men mon ikke vi finder ud af det? Det har vi da gjort alle dage. Mette Frederiksen er heller ikke enig med sit parlamentariske bagland, men hun finder ud af det.«

Minkskandalen

Vi beder den konservative leder sandsynliggøre, at den spraglede blå flok kan vinde et folketingsvalg, hvis udlændingesagen ikke længere kan give sejr.

Som anført mener Søren Pape, at kampen for mere privat organiseret velfærd kan appellere også til socialdemokratiske og radikale vælgere. Han sætter også sin lid til, at Dansk Folkeparti vågner op til dåd igen og kan tilbageerobre nogle af de vælgere, man udveksler med Socialdemokratiet. I skyndingen glemmer han vist helt at opridse, hvad Venstre kan bidrage med.

»Men det har de jo traditionelt gjort på flere områder – også inden for velfærdsområdet. De mener mig bekendt stadig, at de vil lade pengene følge det demografiske træk, sådan som de proklamerede det i valgkampen. Det mener vi konservative jo ikke.«

Søren Pape Poulsen forudser en større ideologisk diskussion, når coronasmitten er kommet under kontrol, som også har at gøre med forholdet mellem offentligt og privat. Han ser håndteringen som eksempel på en socialdemokratisk tankegang, hvor man kerer sig meget om offentligt ansatte og personer på indkomstoverførsler. »Alle med deres på det tørre dækkes,« som han formulerer det. Omvendt har der været mindre opmærksomhed på folk med selvstændig virksomhed.

»Og her er minksagen desværre et godt eksempel. Det er helt klart, at beslutningen om at lukke minkerhvervet var forkert, der var ingen evidens for, at mutationer kunne true vaccinationsprogrammet. Alligevel går man i panik og lukker et helt erhverv. Jeg havde lige fået corona, da det skete, og jeg lå i min seng med to computere og så på, hvordan alle mink skulle dø. Kan vi ikke få en second opinion, spurgte jeg, men nej. Det er en skandale af danmarkshistoriske dimensioner. Det viser, hvor langt ud man kan komme, når man har opskræmt en hel befolkning.«

– Mange håber på en rigsretssag mod statsministeren. Tror du, den kommer?

»Rækkefølgen må være, at vi først får det juridiske grundlag på plads, ligesom vi gjorde i sagen om den ulovlige instruks. Men jeg tror ikke, det sker. Mange siger, at det giver sig selv, at Mette Frederiksen må for rigsretten, men hun har jo fænomenalt styr på sine støttepartier, så jeg vil se det, før jeg tror det.«

Læs også et interview med med Poul Schlüter fra arktivet. Om at forføre piger, presse og partier: »Borgerskabets diskrete charmør«

Side 1