Jurnalister billede

Anna Raaby Ravn

(f. 1990) skriver om kunst og kultur. Hun er uddannet i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
Pssst! Også en ateist kan finde trøst i Jesu lidelseshistorie – især i Arvo Pärts musikalske versionering.

Gåsehud i kirkeskibet

Ikke én eneste ledig plads kan jeg få øje på. Trinitatis Kirke ved Rundetårn i København K er propfyldt, der er mere end en halv time til koncertens begyndelse, til Arvo Pärts Johannespassion, men dette publikum er i ualmindelig god tid. Flere er åbenlyst stedkendte, man har medbragt strikketøj og dameskrå, og der konverseres livligt på tværs af kirkebænkene, mens andre – som min sidekammerat – bruger ventetiden på nøje at studere aftenens program, den latinske tekst og – for os knap så stedkendte: fryd! – den danske oversættelse af den. For hvordan var det nu, det var med Jesu lidelse og død ifølge evangelisten Johannes?

Som 13-årig blev jeg døbt, better safe than sorry, forklarede jeg og drømte om konfirmationens gavebord, men meldte mig i begyndelsen af mine 20ere ud af folkekirken. Jeg havde læst Det Gamle Testamente muligvis lidt for grundigt og har siden opholdt mig alt for lidt i kirker, konstaterer jeg med lige dele ærgrelse og overraskelse, mens jeg venter på koncertens begyndelse. Jeg lader blikket vandre fra den ornamenterede prædikestol mod højre over det hvælvede loft til den tre-fire meter høje skulptur af et orgel mod venstre og får gåsehud af storslåetheden, af at føle sig så befriende lillebitte.

Næsten lydløst indtager koret pladsen foran alteret: De er alle iklædt sorte, seriøse gevandter, også musikerne, strygere og blæsere er anonyme af udtryk – undtagen fagotten, der stikker ud med sin knaldrøde belægning og finurlige lyd. Med bløde, men uhyre præcise bevægelser sætter dirigenten, Søren Christian Vestergaard, maskineriet i gang, og vi, os i salen, glemmer alt om både dameskrå og strikketøj. For klangen, timingen, flerstemmigheden og især fortællingen er fuldstændig fængslende.

Det er Jesu Kristi lidelseshistorie, der fremføres for os. Vi lytter til disciplene, til Johannes, til også Jesus, Pilatus med flere, og jeg forsøger at begribe, hvordan kroppe af forholdsvis normal højde og drøjde kan frembringe så megen lyd. Jeg har aldrig hørt nogen synge så dybt som Rasmus Kure Thomsen, der er solist – og i denne sammenhæng Jesu stemme. Han ligner lidt forsangeren fra The Minds of 99, det ultrakorte hipsterhår, et forholdsvis tilknappet, genert udtryk, og han ser op i lysekronen over midtergangen, når han skal endnu, endnu længere ned i sit register. Anderledes kigger Rikke Lender, solist og mezzosopran, ned i kirkegulvet, når hun skal helt, helt op at ramme de høje toner.

Jeg studerer de enkelte ansigter i koret, de er koncentrerede og forholdsvis udtryksløse – eller rettere: udtryksneutrale. Udtryk er der utrolig meget af, men det stammer ikke fra det enkelte individ, men fra koret som helhed, det samlede maskineri. Også den erkendelse er til enhver tid, men nok især til denne tid, en befrielse. Det, jeg får lov at opleve denne aften i Trinitatis Kirke, er ikke blot et møde mellem stemmer, mellem fortælling og musik, men også mellem komponister – fra middelalderlig kirkemusik til Bach og Arvo Pärt – i et kirkerum fra 1656. Også ateister kan finde en særlig slags trøst og fornemmelse af transhistorisk forbundethed i Jesu lidelseshistorie, når den fremføres af kammerkoret Trinitatis Kantori. Det kan være, man alligevel bør genoverveje sit medlemskab, tænker jeg på vej hjem i mørket.