»Jeg har brug for et råd,« indleder Josephine Park forpustet og smider jakken over stoleryggen.

»Har du kørekort?« spørger hun.

Jeg er fra Jylland, så jeg nikker, og Josephine Park fortæller – stadig forpustet, lettere hektisk – at hun netop har bestået sin køreprøve og gerne vil køre til Ordrup Næs i weekenden. Men nu har hun fået kolde fødder. Er det overhovedet forsvarligt at lukke én som hende – rastløs, distræt og uden større kendskab til Holbækmotorvejen og motorkøretøjer i øvrigt – ud i trafikken? Tør hun?

For tiden er Josephine Park aktuel i hovedrollen i Gabriel Bier Gislasons Natten har øjne, i Netflix’ fertilitetskomedieserie Skruk, hun blev landskendt som Isa i DRs Arvingerne, mens hun gik på Skuespillerskolen i Aarhus, hun modtog en Robert-pris for sin rolle som den bramfrie, kaotiske og uimodståelige Andrea i Venuseffekten, to for rollen som Jose i Anna Emma Haudals DR3-serie Doggystyle.

Josephine Park er i løbet af de seneste år blevet kendt for roller, for fortællinger, der kan karakteriseres som tidstypiske. Ofte spiller hun eksistentielt forvirrede kvinder, der er en slags millennials i forklædning som Generation Z’ere: Hvorfor vælge et voksenliv med forpligtelser, når man kan være ung og fri? Her er det kedeligt at være alt andet end queer, seksualitet er noget, der flyder, mens køn og identitet er noget, man opfinder as we go.

Naturligvis er Josephine Park ikke sine roller, men hun genkender sig selv i flere af dem.

»Jeg tror, det er et held for mig som skuespiller, at det aldrig er lykkedes mig at udvikle én nogenlunde fast og defineret form for personlighed som menneske,« forklarer hun. »Som teenager forsøgte jeg ellers: ‘Kan jeg være hende den indadvendte og poetiske? Eller ham den mystiske og fåmælte type?’ Det kunne jeg naturligvis ikke. Efter fem-seks minutter boblede mit sludrende, utålmodige og identitetsforvirrede selv igennem,« siger hun og advarer mig: »Det er sådan, at alt jeg fortæller dig i dag – i morgen kan jeg tilføje det stik modsatte til fortællingen, til følelsen. For jeg er ikke kun på én måde, og jeg har det aldrig kun på én måde med noget. Sådan er det med de fleste historier, vi fortæller om os selv og vores liv: De er fuldstændig upålidelige og øjebliksbestemte.«

Jeg møder Josephine Park på hendes stambar på Frederiksberg – »Det er bedre her end i kaosset derhjemme, min familie er meget larmende,« forklarer hun – på premieredagen for Natten har øjne. Hun har lige været med filmholdet i New York, hun begynder optagelser på et nyt, hemmeligt projekt i næste uge, i aften skal hun igen-igen i tv med mere. Hun forekommer frygtløs, charmerende kaotisk og ganske tilpas i rampelyset, med flere større produktioner og projekter på hånden. Som en slags uhøjtidelig og umiddelbar Pippi Langstrømpe, der kaster sig ud i det meste med troen på, at også det vil lykkes.

Men hun tør ikke køre til Ordrup Næs i bil?

{embedded type="node/bondquotes" id="51507" width="half_width" align="right"}

»Det er noget andet,« forklarer Josephine Park med hævede bryn. »Jeg er meget mere modig som skuespiller end som menneske. Jeg er faktisk ret bekymret, til tider næsten neurotisk, som privatperson. Og jeg kan slet ikke håndtere mig selv alene, jeg bliver skør af bare mig. Men når jeg står på scenen eller foran et kamera, så bliver jeg anderledes modig, næsten frygtløs. Der er ret mange ting, jeg ikke er i stand til i civil, men som jeg pludselig kan, når jeg er på.«

Eksempelvis i rollen som Jose i Doggystyle. Egentlig lider Josephine Park af vandskræk, og hun troede, hun skulle drukne under optagelser af en scene, hvor Jose skal snorkle i havet, instruktøren var lige ved at trække stikket, men da kameraet blev tændt, kunne Josephine Park pludselig svømme. Eller i kærlighedsrelationer. Det er lettere at komme tæt på andre mennesker, når man kan gemme sig i en karakter, i en rolle.

Josephine Park roder i sit lyse, pjuskede hår. Til den ene side, så til den anden, så om i en knold. Eyelineren, der indrammer hendes lyseblå øjne, er udtværet. Der er noget umådeligt henkastet og cool over hende, hun fremstår uforfængelig og afslappet, men tilfældigvis også virkelig tjekket i samtlige sammenhænge, hun optræder i. Lad Dem ikke narre: Josephine Park er ikke snublet ind i sin egen succes, hun har knoklet i årevis på alskens mindre scener i de fleste afkroge af Danmark, og hun er helt utroligt arbejdsom og disciplineret, fortæller kolleger og bekendte om hende. Timing og held betyder en del i film- og teaterbranchen, absolut, men knofedt og målrettethed betyder trods alt mere.

»Det er der noget betryggende over, synes jeg. Man er selv en slags udløsende faktor,« siger hun.

ROLLEN SOM MAJA i Gabriel Bier Gislasons Natten har øjne er Josephine Parks første hovedrolle i en spillefilm. Hun har kendt Gabriel Bier Gislason i knap 20 år, de er nære venner, og rollen er faktisk skrevet til hende, forklarer hun: »Jeg boede på et tidspunkt hos min svigermor, mens min ekskæreste og jeg fik lavet nyt badeværelse. Det varede to uger, og det afslørede nogle sider af os begge, os alle tre faktisk, vi helst var foruden. Jeg fortalte Gabriel, der lige var blevet færdig på Filmskolen, om situationen dengang, og han var hooked: ‘Jeg skriver en film om det, om svigermødre, og du skal spille hovedrollen. Det bliver min første film og din første hovedrolle!’ sagde han.«

Og sådan blev det.

Natten har øjne er en på sin vis ganske udansk film i sin leg med genre og udtryk: Det er en romantisk komedie om overbeskyttende mødre, men også en horrorfilm om jødisk mysticisme. Maja, der spilles af Josephine Park, forelsker sig hovedkulds i Leah (Ellie Kendrick), der måske er besat af en dæmon, måske bare har en form for epilepsi, og de bor af forskellige årsager for en tid i London hos Leahs mor, Chana (Sofie Gråbøl), der er ortodoks jøde, ekstremt kontrollerende og ubehagelig.

»Familier er mysterier, og det er altid lidt vanvittigt, men også et stort privilegium at komme helt tæt på andres familier, på andres underlige relationer til forældre og søskende og den slags. Og det sker så helt utroligt sjældent i ens voksenliv,« siger Josephine Park.

Jeg spørger hende, hvordan hun typisk arbejder, og hun rydder cafébordet imellem os, så der er plads til et fiktivt skema, hun skitserer med sin pegefinger.

Først læser hun manuskriptet åndssvagt mange gange, hun gransker karakterens replikker, men leder også efter informationer om figuren i andre karakterers udsagn og reaktioner, i regibemærkninger med mere.

»Det er en slags kortlægning af karakterens psykologi, som at tegne en prik til prik-tegning og lidt efter lidt få motivet, altså karakteren, til at hænge sammen. Når jeg ikke kan komme længere med manuskriptet, med stoffet, jeg har fået tildelt, så begynder jeg at fabulere på egen hånd: Hvordan var Majas barndom? Hvordan var hendes relation til hendes mor? Har hun det svært med intime, forpligtende relationer? Og i så fald hvorfor? Jeg opdigter historier, der gør karakteren mere virkelig, mere velkendt og sammenhængende for mig. Og jeg leder efter erfaringer og følelser i mig selv, omend i mikroskopisk størrelse, der kan relatere til det, der måtte være karakterens smertepunkter – og opskalerer,« forklarer hun.

– Det lyder som en ret konkret, ret håndgribelig fremgangsmåde?

Josephine Park nikker.

»Men det er også helt vildt ukonkret, og jeg er ikke sikker på, at der er nogen, der virkelig har knækket den. Det er dog det tætteste, jeg kommer på en metode. Jeg forbereder mig generelt til fingerspidserne – også som en måde at håndtere nervøsitet og usikkerhed på. Men på et tidspunkt er man også nødt til at give slip – og forberedelsen er en forudsætning for det spring. Man må – på scenen eller på settet – give slip og glemme alt det, man tror, man ved, og så bare lade sig falde – og håbe. Ellers mister man den umiddelbarhed, det nærvær, der er fuldstændig afgørende, hvis en karakter virkelig skal leve. Og den del er mere tricky, mere flyvsk.«

JOSEPHINE PARK ER FØDT i 1987 i København, hendes forældre blev skilt, da hun var to år gammel, og hun er vokset op i en stor, sammensat familie. Nye stedmødre og -fædre, flere og flere søskende, efterhånden et helt fodboldhold, og hun husker sin barndom som åben, sine barndomshjem som en slags banegårde, kærlige og proppede med mennesker. Når Josephine Park inviterer den nærmeste familie på fødselsdag, så runder de gerne de 40-50 stykker.

»Det er heftigt for min kone (dramatiker Kirstine Høgsbro, red.), der er mere introvert anlagt, men hun ved, at det er en del af mig, at de er en del af mig, og rummer det. Jeg tror faktisk, hun er begyndt at elske det,« fortæller Josephine Park. »Jeg troede i lang tid, jeg skulle lære at være alene. Du ved, hvile i mig selv. Det er jo så moderne! Men jeg har efterhånden accepteret, at jeg er bedst med mennesker omkring mig. Jeg keder mig i mit eget selskab, jeg bliver utydelig og tåget for mig selv. Jeg har brug for andre mennesker, jeg finder ro i kaos, i fællesskaber. Jeg findes mest i relationerne, tror jeg. For mig er det i virkeligheden det eneste, vi har.«

{embedded type="node/node_image" id="51506"}

Som tiårig fortabte Josephine Park sig fuldstændig i Baz Luhrmanns Romeo + Juliet, hun terpede Leonardo DiCaprios mimik og replikker foran spejlet, og hun besluttede sig for, at det var det, hun skulle. Hun skulle være den nye Romeo, den nye Leonardo DiCaprio, helst.

»Jeg kan huske fornemmelsen, sitrende og lykkelig, efter min første rolle i en skoleforestilling. Jeg spillede Fagin i Oliver Twist, og der var et slip, en følelse af kontroltab, men også en fornemmelse af forbundethed, jeg aldrig havde prøvet før. Og som er det, jeg stadig jagter. Det er momentet, hvor man kan mærke hinanden, ordene, følelserne og forbundetheden. Det er det modsatte af ensomhed og angst.«

Men hun fortalte ikke om sin skuespildrøm, hun skammede sig faktisk lidt over den.

»Den er jo den største kliché af dem alle, skuespillerdrømmen,« forklarer Josephine Park.

Sådan har hun det ikke længere. For tre år siden mistede Josephine Park sin lillesøster. Livet mistede sin uskyld, Josephine Park var for få år siden også blevet mor til sin søn, Nelson, og verden virkede pludselig meget mere alvorlig, mere voldsom, men også mere skrøbelig.

»Det er gået op for mig, at det faktisk først er efter den tid, efter min søsters død, jeg begyndte at stå ved mig selv som skuespiller, ved mit fag som nødvendigt,« fortæller hun. »Før hendes død opfattede en del af mig skuespilfaget som en lidt selvoptaget størrelse. Som lidt for let, lidt for navlepillende. Hvorfor blev jeg ikke sygeplejerske i Mozambique, hvis jeg virkelig ville gøre noget for nogen?«

Med tabet af søsteren erfarede Josephine Park, at kunsten ikke er overflødig og slet ikke selvoptaget, men faktisk fuldstændig livsnødvendig. Det var den, der hjalp hende videre i sorgen.

»Pludselig betød musik og poesi noget andet for mig. Det var her og kun her – i kunsten, i Inger Christensen, Joan Didion og Emily Dickinsons tekster eller Nick Caves og Leonard Cohens sange – at jeg kunne føle mig genkendt. Og føle mig en smule mindre alene, en smule mindre i frit fald. De hjalp mig med at sætte verden sammen i al sin sammenbrudthed – og sætte ord på noget, jeg ikke kunne sætte ord på. Det er det samme med skuespil og teater; genkendelse og forbundethed. Begge dele er mere alvorlige, mere nødvendige størrelser for mig i dag. Og hvis mit arbejde kan være med til at skabe et glimt af det i andre, så er det måske ikke så selvoptaget, vel?«

DE SENESTE FIRE-FEM ÅR har Josephine Park især medvirket i produktioner af kvinder, men også om kvinder. Det er ikke givet i en mandsdomineret branche, ofte er den kvindelige birolle den, der skal fremkalde den mandlige hovedrolle, ofte er der årligt kun ganske, ganske få bærende roller til yngre kvindelige skuespillere i Danmark.

»Og de kvindelige roller, der er, de er næsten altid utroligt sympatiske, mens mændene får lov at spille afstumpede og ubehagelige, men også uhyre komplekse og interessante røvhuller,« konstaterer Josephine Park.

Men noget er ved at ændre sig.

»Jeg kan helt klart mærke, at der en forandring undervejs. Flere og flere arbejder for, at der skal være mere plads. Og det skyldes jo i høj grad de kampe i forhold til diversitet og repræsentation, der er blevet kæmpet i film- og tv-branchen – og i samfundet som sådan. Det er optur at være en del af en film som Natten har øjne fra også det perspektiv: De tre bærende roller er kvinder i forskellige aldre, to af dem er forelskede i hinanden, men fortællingen handler hverken om køn eller seksualitet. Det er bare sekundære omstændigheder, ikke noget problematisk eller smertefuldt,« siger Josephine Park.

Det nogenlunde samme gør sig gældende i Skruk, påpeger hun.

»Hovedrollen Nanna, som jeg spiller, er jo grundlæggende ret usympatisk, løgnagtig og ja, maskulin. Hendes moralske kompas er helt ude at skide, og hun bruger mennesker omkring sig på kynisk vis. Og det er jo først, når der er lige så mange ubehagelige, sociopatiske kvindelige karakterer som mandlige i dansk film og tv, at vi for alvor kan tale om ligestilling. Der er langt endnu, men tingene rykker på sig.«

Josephine Park ler højt og ofte, hun sørger for, fortæller hun, at omgås mennesker, hun både kan grine og græde med. Og det med at græde, det vil hun gerne mere af – som skuespiller, fortæller hun.

»Jeg drømmer om at få lov til at medvirke i et ægte drama, en tragedie, måske. Du ved, de store følelser, intenst og højtideligt. Jeg holder meget af selvironi og humor, der er ofte også ret meget humor i de roller, jeg spiller, og det kunne være spændende ikke at have mulighed for at gemme sig i humor, i komik. Tragedie minus tid. Grundlæggende drømmer jeg om at spille alt det, der åbner verden. Om at kravle ind i så mange karakterers indre som overhovedet muligt. Og det er jo derfor, jeg har lidt travlt.«

{embedded type="node/custom_code_html" id="48233"}

Anna Raaby Ravn

Fri bevægelse