Ret tæt på solen

SAGEN KORT: Politikens redaktionschef Lotte Folke og journalist Eva Eistrup er totalt trætte af virkelighedslitteratur, virkelighedssult og Mette Høeg. Eller i hvert fald Weekendavisens fortælling om Mette Høeg. 

Sammen med journalist Bodil Skovgaard fra Information talte de i sidste uges udgave af podcastserien Den levende om alle de fortællinger, der florerer om Mette Høeg – og det blev, synes denne lytter, ret ubehageligt, næsten tarveligt. Hvad skulle det til for?

– Lotte Folke, i seneste udgave af din og Eva Eistrups Politiken-podcast »Den levende« beskriver du, at du efter at have læst Christian Bennikes portræt af Mette Høeg i Weekendavisen blev ramt af total træthed. Det er i sig selv helt i orden, ikke alt er for alle, men alligevel bruger du, Eistrup og Bodil Skovgaard Nielsen fra Information knap tre kvarter på at tale om »portrættets banalitet« og problemet med Mette Høegs kritik fra 2015. Hvorfor?

»Fordi jeg var interesseret i min egen træthed. Eva Eistrup og jeg har været sindssygt optaget af virkelighedslitteratur og spørgsmål om fortællerens magt i det seneste år. Vi har lavet mange podcasts om emnet, og vi er særligt optagede af den måde, som fortællinger, der hævder at trække på biografisk stof, virkelig rider et kommercielt sejrsridt i de her år: Forlagene spytter dem ud, os, der arbejder i medierne, følger med og bidrager til cirkusset. Efter at have læst Weekendavisens monsterportræt af Mette Høeg blev jeg – modsat Eva Eistrup – ramt af en kolossalt flad fornemmelse. Det gjorde mig nysgerrig, og det gik vi altså i studiet for at undersøge nærmere.«

– Du, Eistrup og Skovgaard er ret enige om, at Mette Høeg er et sårbart, søgende og ret banalt menneske med nogle ret skråsikre holdninger, at hun har levet eksperimenterende og slået sig hårdt på det. Hvorfor er det vigtigt at få også jeres udlægning af nogle af hendes ret personlige udsagn fra portrættet?

»For det første er vi slet ikke enige, nej. Og for det andet taler vi slet ikke om Mette Høegs biografiske person. Princippet for alle de afsnit, vi har lavet om virkelighedslitteratur, er, at vi kun inddrager publicerede fortællinger, ikke anden viden. Herfra har vi frit spillerum. Det er altså de publicerede fortællinger om Mette Høeg, vi taler om, ikke Mette Høeg som person. For vi ved jo intet om Mette Høegs virkelig-virkelige tilstand.«

– Det lyder lidt som et gråzonetrick ...

»Ja, og det er netop den slags tricks, som virkelighedslitteraturen og den journalistik, der bliver lavet om den, benytter sig af. Der er en slags dobbeltkontrakt: Forfatteren må på den ene side sige alt, for det er kunst. Og på den anden side må andre ikke kritisere det – for vi kan ikke sætte os til doms over et andet menneskes sandhed. Det giver en ret stor spillebane, hvor man bare kan fyre den af. Eksempelvis med anklager om overgreb og vold mod Thomas Altheimer, som virker meget lidt efterprøvede i Bennikes artikel. Vi er interesserede i at udfordre den del, fordi der også er noget snyd i det. Man har en magt som fortæller, og dermed også et ansvar.«

– Det har I, når I sidder og endevender også ret personlige informationer og fortællinger om folk i et studie hos Politiken, vel også.

»Enig! Men for os går grænsen ved, at når noget er publiceret i en offentlighed, så må man godt diskutere det. Man må som forfatter eller journalist finde sig i, at det, man lægger ud, bliver undersøgt.«

– Der er mange måder, man kan undersøge og diskutere på. Tonen i jeres program er til tider ret hård. Er du aldrig i tvivl om, hvorvidt I også overskrider grænsen og ikke blot taler om fiktioner og fortællinger, men også om helt konkrete, virkelige og sårbare mennesker?

»Det hjælper at have et etisk princip om, at vi kun diskuterer stof, der allerede er publiceret, synes jeg. Men vi skal naturligvis også gå undersøgende og kritisk til os selv og vores position. Vi har – som du jo også har – en platform, hvorfra vi tillader os at dømme og kritisere mennesker eller tekster, og det har en effekt i virkeligheden. Men det er ikke et spil, vi har opfundet. Det er også det spil, I spiller i Weekendavisen, når Høeg fremsætter anklager mod Thomas Altheimer i Bennikes interview, eller når filminstruktør Jeppe Rønde i dit interview med ham fortæller om, hvordan hans søster, der ikke deltager i samtalen, indledte et seksuelt forhold til ham, da de var børn. Det griber voldsomt ind i andre menneskers liv, og det skal alle os, der arbejder i mediemaskinen, være meget opmærksomme på. For vi ved, at det sælger. Det tabloide er med autofiktionen ikke længere ufint, vi sladrer helt vildt i også salonerne, og det skal vi tale åbent og kritisk om.«

– På et tidspunkt i programmet bruger I »pick me-girl«-begrebet om Mette Høeg. Det er et ret ubehageligt begreb, synes jeg. Vil du ikke lige forklare, hvad det handler om?

»Det er et begreb, der beskriver en særlig mekanisme i den offentlige debat, hvor eksempelvis kvinder opfattes som illoyale over for andre kvinder, fordi de gerne vil anerkendes af mændene. Også jeg har i den forstand været 'a pick me-girl', og Eva Eistrup bruger jo netop begrebet til at beskrive den mekanisme i mediemaskinen, som Høeg, ikke mindst i Weekendavisens egen fortælling, undergår: Her er historien om en kønsforræder, der slog sig hårdt på sit eget performative projekt.«

– Jeg brød mig ikke om Høegs kritik i 2015. Der var noget gement, næsten personligt i måden, hun ikke bare kritiserede visse litterære tendenser, men også nogle meget specifikke forfattere. Det var lidt en tilsvarende oplevelse, jeg havde, da jeg lyttede til jeres program: Her sidder tre journalister og bliver enige om, at hende, de taler om, der ikke er til stede, er en banal, misogyn og lidt stakkels fortælling af en person.

»For det første er vi langtfra enige i studiet. Og for det andet, så taler vi altså – igen – ikke om Mette Høegs person. Vi taler om fortællingen om Mette Høeg, og det er helt afgørende at få med. Men jeg hører det, du siger, og tager det med mig.«

– Høegs fortælling er, siger Eva Eistrup, »en græsk kønstragedie«: Hun fløj for tæt på solen, hun troede, hun kunne være en af drengene, men faldt til jorden og blev »offer for den mest litterære kliché af dem alle: partnervold«. Er det ikke en vild måde at tale om et andet menneskes liv og traumer på – uanset fortællefilter?

»Det er jo Christian Bennikes fortælling om Mette Høeg, der er sådan. Jeg synes, den er lidt kedelig og flad, men det betyder ikke, at jeg synes, Mette Høeg er flad. Jeg kender hende ikke.«

– Det er ikke det indtryk, jeg sidder tilbage med som lytter. Og man kan jo slippe afsted med ret meget i form af antydninger og fortælleteoretisk snak.

»Det kan man, ja. Men som et efterhånden gammelt røvhul, der har været med til mange strømninger og stemningsskift og set folk blive gjort til skiftevis monstre og engle, har jeg en meget stærk fornemmelse af, at vi begår noget vold, når vi ukritisk køber bestemte fortællinger. På den måde er Den levende et etisk projekt. Vi vil gerne sige: 'Pas på! I, der har fortællingens magt, har altså en stor magt over andre. Brug den med omtanke!'«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kulturdebat i serien Spurgt.