Jeg beskæftiger mig ikke med bøger i Danmark, og navnet Mette Høeg siger mig ikke noget. Men jeg kendte en kvinde i min ungdom, som jeg uvægerligt kommer til at tænke på, når jeg læser Christian Bennikes artikel.

Mette og min veninde Hanna – kvinder med tilsvarende »privilegeret« baggrund – har det til fælles, at de af og til dyrkede det, som Mette Høeg selv definerer som en »fiktionaliserings-performance-livsstil«. Hanna kom fra det største hus på vejen, hvor alle husene havde egen strand og bådebro. I hendes barndomshjem stod et flygel og ægte tæpper. Ingen gravhunde som hos Mette, men til gengæld antikvariske First Editions i reolerne.

Hanna var pigen, der en sommer i teenageårene gik barfodet fra juni til august – overalt. Hun var den unge kvinde, der havde farlig sex og destruktive møder om natten på strandene i Sydspanien, hvor familien havde feriehus. Hun barberede sit lange hår af – hun læste psykologi og ville undersøge sammenhængen mellem udseende og magt. Hun blev engang kontaktet af politiet, fordi hun lod sin fireårige gå nøgen rundt i et vinterligt Uppsala i minus ti grader.

Fint nok, at Weekendavisen for ti år siden bragte Mette Høegs tekst. Det forekom rimeligt. Høegs tanker må have landet godt og pirret størstedelen af Weekendavisens læsere dengang – sandsynligvis også i dag. Hendes udspil var politisk korrekt og næppe overraskende på netop den platform. Det har sikkert været en festlig debat – og fred være med det.

Men at I nu, ti år senere, forsøger at trække os tilbage til samme diskussion via Bennikes artikel som indgang … tja. Det får mig til at overveje, hvad jeg egentlig betaler mit abonnement for. Har Christian Bennike ikke i 2025 fremstillet Mette præcis i det lys, hun selv kritiserede kvindelige forfattere for at fremstille sig i, tilbage i 2015? »Pinligt performativt,« skrev Høeg dengang.

Nu læser vi om en kvinde, hvis baggrund nærmest determinerede, at hun ville udtrykke sig ekstremt – men også forudsigeligt. Ikke ulig andre kvinder med samme udgangspunkt og ambitioner. Er det egentlig interessant læsning – ud over at vi som voyeurer kan fryde os over et ekstremt og selvdestruktivt mønster? Den samme stimulans kan vi få af et tilfældigt afsnit reality-tv i 2025.

Efter at have læst om Christians veninde Mette – som fremstår som en kopi af min veninde Hanna, i baggrund, livsvalg og destruktive selvfremstilling (og dermed lige så ordinær som original) – må jeg svare:

Jeg ved ikke, om Mette Høeg findes. Men sandsynligvis. Alt tyder på det. Hannaer og Metter findes overalt – også i mandlige udgaver, blot i andre former. Og så overmandes jeg af en følelse af ligegyldighed … jeg er, ganske enkelt, ikke interesseret.

Emma Vasström, produktudvikler (Vasa, Finland)