Christian Bennike

er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.
Kollaps. I marts 2020 brød verdensøkonomien reelt sammen. Vi opdagede det bare ikke. For billioner af dollar og et uhørt internationalt samarbejde reddede det finansielle system.

Farligere end 2008

Farligere end 2008 Af Christian Bennike

Adam Tooze forsker i kriser. Han har skrevet bøger om begge verdenskrige, i 2018 udkom bestselleren Crashed om finanskrisen, og han var egentlig i gang med et stort værk om den næste globale krise, klimaet, men så kom pandemien. Og lige siden har historieprofessoren på Columbia University ikke tænkt på andet. I halvandet år sad han indespærret i sin lejlighed på Manhattan, fulgte nedlukningerne, læste Ulrich Becks bøger om risikosamfundet og deltog i hundredvis af Zoom-konferencer og uendelige Twitter-debatter, skrev essays og blogindlæg i en nærmest manisk strøm, sov meget lidt, og nu er hans bog om covid-19-krisen så endelig på gaden: Shutdown – how Covid Shook the World’s Economy. En samtidshistorie om covid-19-pandemien.

»For kloden som helhed var det den største krise nogensinde,« siger Tooze til mig på en telefon fra New York. »Det er første gang i verdenshistorien, at hele verden har været påvirket på den måde på én gang. Sådan var det ikke i 2008, hvis du var i Cambodja eller Tanzania, havde du måske slet ikke hørt om Lehman Brothers.«

Vi ved jo godt, at pandemien var vild og uden fortilfælde, men måske er vi alligevel ikke helt klar over, hvor vildt det faktisk var. Lad os tage et par tal fra Toozes bog: Den 10. april 2020 var verdens samlede BNP 20 procent lavere, end da året begyndte – det er det største fald nogensinde; større end under Verdenskrigene. I foråret 2020 var 81 procent af hele den globale arbejdsstyrke under en eller anden form for nedlukning, på én enkelt uge i marts ansøgte 6,5 millioner amerikanere om arbejdsløshedsunderstøttelse, og arbejdsløsheden i Indien nåede 25 procent.

»Der var nogle dage i marts 2020, hvor tyngdekraften på en måde var ophævet i verdensøkonomien,« som Adam Tooze siger.

Han og jeg har talt sammen flere gange under pandemien, også i de vanvittige dage i midten af marts 2020, da verdensøkonomien reelt smeltede sammen.

»Jeg talte med en formueforvalter i Hongkong forleden dag,« siger Tooze. »Han fortalte om de vanvittige dage i marts 2020; om at vælte ud af sit kontor efter en hel dag, hvor han uden held havde forsøgt at sælge for to milliarder dollar amerikanske statsobligationer. Om at stå der på gaden og se op på den skyskraber, hvor hans lejlighed lå, og sige højt for sig selv: Hvis jeg ikke kan sælge amerikanske statsobligationer, hvad er min lejlighed så værd?«

Det kræver en kort forklaring: Det globale finansmarked består grundlæggende af tre dele: aktier, virksomhedsgæld og statsobligationer. Det sidste – altså alle de papirer, staterne udsteder, når de låner penge – er helt essentielt for stabiliteten i det finansielle system. Statsgæld er for verdens banker, hvad parcelhuse er for realkreditinstitutter. Black Rock, hedgefonde, valutafonde, banker ... de bruger alle sammen statsobligationer som sikkerhed, når de handler og sælger. Og især amerikanske statsobligationer. »Det er deres kulhydrater,« som Too-ze siger.

Det gør de, fordi USAs statsgæld er verdens mest sikre og likvide papirer. Dels fordi den amerikanske stat og dens skatteydere ultimativt står bag dem, dels fordi markedet er så gigantisk: Der flyder amerikanske statsobligationer rundt for knap 20 billioner dollar i verden (med 12 nuller). Til sammenlign er det globale BNP omkring 90 billioner dollar. Derfor kan man altid, altid, altid sælge dem. Og uanset hvor mange man sælger ad gangen, påvirker det ikke priserne – »det svarer til at have kontanter,« som Adam Tooze siger. Kontanter, som også giver en fast rente.

Bare ikke i marts sidste år. For da verden lukkede ned, forsvandt både efterspørgsel og udbud på én gang. Det var helt uhørt. Så alt gik i stå, og alle ville sælge alt. Alverdens rigmænd ringede til deres banker og kapitalfonde og råbte: Sælg! Så aktiemarkedet styrtdykkede, selv guld blev solgt, olieprisen var negativ, alle valutaer faldt i forhold til dollaren. Alle ville have kontanter, alle ville have dollar. Og til sidst solgte de også amerikanske statsobligationer. Men fordi alle ville sælge, var der ingen købere. Så mens verdens Wall Street-typer sad stressede og bange i deres køkkener på langsomme wifi-forbindelser, var verdens mest stabile marked holdt op med at fungere.

»Det svarer til at se ned på en pengeseddel i sin hånd og pludselig forstå, at den slet ikke er noget værd. Den slags chok er værre end 2008,« siger Adam Tooze.

Fordi alle bruger amerikanske statsobligationer som sikkerhed, betød det, at hundredvis af banker og finanshuse nu var på vej til at gå konkurs. For alle deres investeringer og kortsigtede lån var jo lavet med sikkerhed i statsobligationerne. Hele det globale økonomiske system var reelt ved at bryde sammen. Tyngdekraften virkede ikke, og den eneste grund til, at chokket ikke nåede ud til os alle sammen; den eneste grund til, at vi ikke alle sammen stod nede i Kvickly med afviste dankort, var, at der blev grebet ind. At centralbankerne greb ind. Og især den amerikanske centralbank.

»De lovede groft sagt at købe det hele,« siger Tooze.

De trykte billioner af dollar ud af ingenting (som centralbanker jo kan), så alle, der gerne ville sælge, kunne gøre det. Det var en gigantisk intervention på de globale finansmarkeder. Meget større end i 2008. I nogle dage i marts købte Den amerikanske centralbank landets egne statsobligationer for en million dollar i sekundet. På 48 timer i slutningen af marts købte centralbanken lige så mange obligationer, som den gjorde på en hel måned under finanskrisen i 2008. Noget lignende skete i Europa, hvor ECB købte EU-staternes obligationer.

Det betyder, at der i det finansielle system faktisk findes en slags »global governance«, som man sagde i 90erne. Et amerikansk ledet internationalt samarbejde, anført af højtuddannede teknokrater i centralbankerne, som alle sammen kender hinanden, som taler sammen og koordinerer, og som havde erfaringer fra finanskrisen i 2008. Samarbejdet blev endda udstrakt til USAs modstander i den nye kolde krig: Kina. USA gav nemlig den kinesiske centralbank mulighed for at låne dollar, hvis det blev nødvendigt.

Tyskland kunne redde alle

Det seneste halve årti har 54-årige Adam Tooze etableret sig som en af Vestens førende intellektuelle. Han er født brite, men opvokset i Vesttyskland. Begge forældre var britiske videnskabsfolk, og i 1973, da Adam var seks år, flyttede familien til Heidelberg, hvor faderen fik job som mikrobiolog. Tooze voksede op i Tyskland, lærte sproget, gik på tysk gymnasium, og efter en bachelorgrad i økonomi fra Cambridge University flyttede han til Berlin og læste på Freie Universität på det skæbnesvangre tidspunkt i 1989, da Muren faldt, og hans barndoms nation forsvandt. Han rejste til London, skrev ph.d. om tysk økonomi i mellemkrigstiden på London School of Economics, fik job på Cambridge University, og da muligheden bød sig for godt et årti siden, emigrerede han til USA. I mange år var Adam Tooze især kendt for sin bog om Første Verdenskrig, The Deluge (2014), og for sine analyser af nazismens økonomiske politik, som er samlet i bogen The Wages of Destruction (2006). Og i 2018 slog han så internationalt igennem med Crashed: How a Decade of Financial Crises Changed the World (2018), som er blevet oversat og hyldet på begge sider af Atlanten.

Måske skyldes det kombinationen af britiske og tyske aner, men Adam Tooze taler på en helt særlig måde – kombinerer britisk akademia med lange tyske sætningskonstruktioner i et hæsblæsende tempo, fyldt med små adjektiv-bomber: extraordinary, huge, remarkable, immense ...

Adam Tooze ser covid-19 som den første af en ny type globale kriser: pandemier og klimaproblemer, som bare kommer igen og igen, fordi de drives frem af måden, vi lever på kloden på. »En antropocæn krise,« som han kalder det. At der er flere mennesker på jorden, der lever mere energiintensive liv, bor tættere, efterlader mindre plads til den vilde natur og rejser hurtigere og mere over hele verden.

»Vi skal minde os selv om, hvad virologerne siger: at det her er et strukturelt problem. Det kommer tilbage hver eneste efterår. Og der kan komme nye mutationer. Ingen er sikre, før alle er sikre,« siger Tooze.

»Jeg svinger hele tiden mellem pessimisme og optimisme, men lige nu er jeg mest pessimist. På den ene side er vaccinerne virkelig en triumf for verdensånden. De er utrolige, en materialisering af Hegels Weltgeist. På den anden side har vi kun vaccineret under halvdelen af verdens befolkning, selvom vi forstår, at alle først er sikre, når alle er vaccineret. Cost-benefit-analysen er så ufattelig god, og alligevel er der ingen handling. Og det er en spektakulær og knusende bekræftelse af vores manglende evne til at handle kollektivt.«

Det internationale samarbejde kunne bruge billioner på at redde det finansielle system, men når det kommer til at stoppe pandemien, er det helt fraværende. IMF vurderer, at det koster 50 milliarder dollar at vaccinere halvdelen af verden, men selv hvis det kostede det firedobbelte, ville det være »småpenge« eller i hvert fald en virkelig god investering: alle de liv, man kunne redde; alle de nedlukninger, fyringer og testsystemer, man kunne spare; alle de sygdomsfølgevirkninger, der ville forsvinde.

»Det svarer til, at vi står foran en butik, der sælger lotterisedler, og vi ved, at den, vi køber, giver gevinst. Men hov, vi har ikke en euro til at købe lodsedlen for,« siger Tooze.

Sådan noget har man selvfølgelig sagt før – om hungersnød og aids i Afrika – men covid-19 er alligevel anderledes, fordi det så direkte påvirker os selv.

– Og lige nu kan vi endda låne penge til negative renter.

»Ja! Det svarer til, at der står en mand ved siden af os og siger: Hey, du kan låne en euro af mig til den lotteriseddel, og du behøver kun betale mig 90 cent tilbage om nogle år.«

– Hvis Vesten gerne ville vinde PR-kampen mod det kinesiske regime, skulle vi måske overveje at gøre netop det?

»Jeg forstår det ikke – Tyskland, for eksempel, kunne selv bruge 100 milliarder euro på vacciner og sige ’vi reddede verden’. Og det ville være sandt.«

Mange har sagt variationer af det samme om klimaet: På et tidspunkt bliver klimaforandringerne så slemme – så mange oversvømmelser, død og hungersnød – at hele verden da må gå sammen og handle. Men den mængde af lidelse, som vi tolererer uden at gøre noget, er åbenbart enorm. Men hvis verdens nationer ikke kan løse vaccineproblemet i fællesskab – når deres fælles interesser er så åbenbare – hvad så med kommende, uundgåelige kriser?

Kampen for den nuværende verden

Da Tooze udgav sin bog om finanskrisen, spurgte journalisterne altid om det samme: Hvornår kommer den næste krise? Med den nye bog er det mest almindelige spørgsmål, om pandemien har slået neoliberalismen ihjel. For når staterne, som nu, bruger og låner, indfører eksportrestriktioner og taler om »forsyningsikkerhed« og »strategisk autonomi«, betyder det så ikke, at de seneste 40 års markedsorienterede tænkning er slut? Ronald Rea-gan, som mange ser som personificeringen af neoliberalismen, sagde engang, at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog var: »I’m from the government, and I’m here to help.« Men under en pandemi er det mest skræmmende ikke statens hjælp – det skræmmende er, hvis staten ikke hjælper.

Det betyder bare ikke, at neoliberalismen er død, siger Tooze. Dels er det svært at tage livet af et begreb, der har så mange betydninger (er det et sæt af ideer? En politik? En klassekamp? En psykologi?). Og dels har den politiske reaktion på krisen jo ikke omformet det finansielle system. Den har tværtimod bevaret det.

Man kunne måske få den tanke, at de store centralbanker under pandemien har skruet tiden tilbage til 70erne; til dengang finansminister og centralbank var ét og det samme, hvor man bare kunne trykke penge for at dække sine underskud, for det er jo netop det, centralbankerne har gjort: trykt penge og opkøbt staternes gæld. Derfor er renterne ikke steget. Men det ville være en helt forkert tolkning, mener Tooze.

»Målet var aldrig forandring, det var bevarelse,« som han siger.

Et forsvar for den herskende orden, for nu at formulere det lidt bombastisk. Centralbankerne gjorde, som de gjorde, for at stabilisere det finansielle marked, og for at gøre det måtte de stabilisere markedet for statsgæld. Det havde så den bivirkning, at staterne lettere kunne låne penge og finansiere coronahjælpepakker og infrastrukturprojekter. Men det var aldrig målet.

I øvrigt viser Toozes bog tydeligt, at vi brugte de første mange måneder af pandemien på at diskutere det forkerte: Skal vi redde økonomien eller borgerne? Er kuren i virkeligheden værre end sygdommen, som Lars Løkke og Donald Trump spurgte? Modsætningerne er helt meningsløse. Økonomien er jo borgerne. BNP og vækst er ikke fritsvævende abstraktioner, de er knyttet til os; til vores kroppe og vores handlinger. Derfor hedder Toozes nye bog heller ikke Lockdown. Det lyder påtvunget. Bogen hedder Shutdown, som klinger mere frivilligt. For i langt de fleste tilfælde, var det nemlig ikke politikerne, som lukkede ned, det var borgerne, arbejderne og virksomhederne selv. De blev hjemme, holdt op med at tage i biografen og på arbejde. Man kan se det empirisk, som Tooze beskriver i den nye bog: Hvis man måler folks brug af kreditkort, eller hvor meget deres telefoner bevæger sig rundt i landskabet, kan man se, at størstedelen af faldet i aktivitet skete, før politikerne lukkede ned, siger Too­ze.

»Problemet var ikke nedlukningen,« som han skriver. »Det var virussen.«

Nu taler vi så, som om pandemien er slut. Pandemien »var« vild, som jeg selv lige har skrevet. Men selvom danskerne kan gå til stadionkoncert, og Adam Tooze nu igen kan undervise på Columbia University, hvor alle er vaccineret, er covid-19 ikke fortid.

»Det utrolige er, hvor hurtigt pandemien forsvinder fra vores bevidsthed,« siger Adam Tooze. »Lige nu siger folk ofte: Jaja, pandemien var slem, men klima; klima er den virkelige krise. Jeg er absolut den sidste til at benægte klimaforandringernes voldsomhed (Tooze arbejder som sagt på en klimabog, red.), men det er, som om vi ikke helt anerkender, hvad der lige er sket.«

Ifølge The Economists tal for overdødelighed har covid-19 allerede kostet mellem 10 og 18 millioner mennesker livet, »og det placerer covid helt i toppen af de værste sundhedskriser nogensinde«.

»Og det kan komme igen,« siger han. »Måske ikke hvert år, men så hvert femte eller hvert tiende år. Næste gang kunne 100 millioner dø. Det kunne ramme børn og ikke ældre. Pandemier har mindst lige så voldsomme politiske og økonomiske konsekvenser som de mest dramatiske forudsigelser i klimamodellerne.«

Side 4