Jurnalister billede

Christian Bennike

er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.
Kommentar. I en frygtsom tid længes vi mod trygge fællesskaber som Kongehuset. Men kan vi ikke godt tale om noget andet nu?

Vi kan ikke klare mere nu

I to uger har vi levet i en mærkelig, kollektiv psykose. Aldrig i dansk historie er ordet »fantastisk« blevet ytret så mange gange på direkte fjernsyn, og det royale tronskifte har efter alle tænkelige standarder været totalt overgjort:

Berlingske blev søndag forvandlet til Billed-Bladet og udgav et 56 sider langt kongehustillæg fuldt af hårdtslående journalistiske historier såsom: »Mary er en gave« og »Danmark får i Christian en kronprins med evner og empati«.

DR har skrevet knap hundrede celebratoriske artikler om emnet, inklusive denne nyklassiker: »25-årige Nilo bor på dronning Margrethes gamle kollegieværelse«.

Søndag middag tonede en flok tidligere deltagere fra Den store bagedyst så frem på skærmen for at fremvise deres hyldestlagkage til landets afgående monark (»superflotte snit!«).

Da havde seerne lige fået oplæst et Instagram-opslag fra Andreas Mogensen, som åbenbart flager med dannebrog et sted i rummet. For som en af DR-værterne sagde: »Der findes ikke et tilsvarende øjeblik, end det vi kommer til at overvære nu i danmarkshistorien, overhovedet!«

Selv den hårdeste royalist må efterhånden erklære sig enig med Niels Hausgaard, som bemærkede i Ekstra Bladet: »Jeg kan ikke klare mere nu

Mange roser den afgående dronning Margrethe 2. for at efterlade sig et historisk stærkt kongehus – majestætens person har gjort en forskel, siger de, og det er sikkert rigtigt, men jo ikke hele historien. For Dronningen har uden tvivl fået god hjælp af tiden: Der er således noget ved vores frygtsomme og kaotiske tid, som skubber nationen i retning af den type nationale fællesskab, som indfandt sig på Christiansborg Slotsplads søndag.

Vi længes efter noget, »der er større end os«, som kong Frederik 10. sagde i sin tale. Det er samme kraft, som gjorde fodboldens herrelandshold historisk populært – vi vil så gerne være »en del af noget større«, som der står på spillernes trøjer.

Tidens bedstsælgende bøger handler om at finde holdepunkter i en kaotisk verden: Svend Brinkmann, Morten Albæk, Niels Overgaard. Vi vil synge fællessang med Phillip Faber. Vi vil hylde Dronningen og den nye konge.

Dronningen sagde det i sin nytårstale. Inden hun abdicerede oplistede hun tidens mange problemer – klimakrise, krige i Gaza og Ukraine, kunstig intelligens … Der er nok at være bange for, og i en farlig verden må man stå sammen.

I dag kan alle se, at nationen ikke bare er »et forestillet fællesskab«, som man sagde engang – den er også vores beskyttelse mod krig, pandemi og naturkatastrofer. Og derfor forstår man godt, at så mange tager fastelavnskongekrone på og vandrer ind til byen.

Men så alligevel. Vi må heller ikke blive skøre. Kongehuset er en leg, vi leger med os selv. De kongelige har kun den magt, vi tildeler dem, showet er showet, intet andet. Vi står på slotspladsen, fordi alle andre står på slotspladsen, det er et teaterstykke, hvor alle er spillere. Det er os selv, vi fejrer, når vi fejrer de kongelige. Det er et trygt og nærende skuespil, bevares, men det kan også blive for meget af det gode. Alt for meget. Der er trods alt vigtigere ting her i verden.

I frygtsomme tider længes vi mod trygge fællesskaber, det forstår man godt – men kan vi ikke godt tale om noget andet nu?