Sygeplejersken lægger en hånd på Dennis’ skulder, så han vågner med et lille sæt og ser forvirret rundt i hospitalsstuen på Nykøbing-Falster Sygehus, hvor han har overnattet til afrusning.

Det var ikke nogen god aften i går. Han sad hos en ven, de hørte musik og drak og tog kokain, men på et tidspunkt kom de op at skændes, han husker ikke hvorfor, men sent søndag nat gik han pludselig alene omkring i de tomme, kolde gader, vred, ensom og ked af det. Han slog hårdt til en lygtepæl, så den tatoverede kno flækkede, og nu ligger han her i hospitalssengen. I blodplettede grå joggingbukser og en beskidt T-shirt. 42 år, uden job, uden lejlighed, uden penge, med tømmermænd, blod i afføringen og en stor lyserød puff bar i vindueskarmen.