Næsten hver dag kører jeg med T-banen – eller bare banen, som vi kalder den – fra det sted, hvor jeg bor, og ind til centrum. Banen er et lille samfund, som rejser igennem det større samfund, den glider som en selvlysende slange mellem husene og træerne i halvmørket om morgenen. Vi taler ikke sammen, i hvert fald næsten aldrig, men er i samme rum, og vi hjælper hinanden frem, nikker venligt, viser hensyn.

Vi gør også alt det andet, som mennesker plejer at gøre i et samfund: ryster på hovedet, når nogen taler for højt i mobilen, vender os mod vinduet og prøver at blive fri for dem. En mand med gråsprængt hår og pelskrave på jakken skubber sig aggressivt frem for at få en vinduesplads, og vi stirrer allesammen glasagtigt forbi en voksen kvinde, som græder ugenert, da hun træder ind.