17 år efter at de første danske tropper satte fod i Afghanistan, tyder meget på, at den længste krig, Danmark militært set nogensinde har deltaget i, er på vej mod en afslutning.

Præsident Trump har erklæret, at han vil ud af Afghanistan:

»Jeg arvede et komplet rod i Syrien og Afghanistan, de ’endeløse krige’ af ubegrænsede udgifter og død,« skrev han på Twitter den 1. februar. »Det er nu tid til at vende hjem.«

USA og Taleban tog mandag i sidste uge et afgørende skridt mod en fredsaftale, der skal bane vejen for tilbagetrækningen af USAs sidste 14.000 tropper.

For Danmark vil det markere afslutningen på en krig, som vi især gik ind i for at stå skulder ved skulder med amerikanerne. Det fremgår af den store krigsudredning af vores indsats i Kosovo, Afghanistan og Irak, som blev præsenteret tirsdag.

»Forholdene i Afghanistan var af mindre betydning for den danske beslutning,« som forskerne bag værket tørt konstaterer.

Flere end 10.000 danskere har deltaget i krigen. 43 er vendt hjem i kister. Endnu flere er blevet såret og traumatiseret. Krigen har kostet os et tocifret milliardbeløb. Hvis den virkelig slutter snart, er spørgsmålet mere påtrængende end nogensinde: Har det været det værd?

»Ja, det synes jeg, man må sige,« slår forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fast, da Weekendavisen møder ham på hans kontor.

»Vi kunne ikke tillade et Afghanistan, hvor Osama bin Laden havde det store ord,« siger han. »Jeg kunne da godt have ønsket mig, at det havde set bedre ud i dag, men når I spørger, om det var forgæves, så vil jeg sige: Det var ikke forgæves, for det var en kæmpe kræftknude i det internationale samfund.«

Men har han ret i det?

Da koalitionsstyrkerne gik ind i Afghanistan efter 9/11, lød begrundelsen, at landet husede terrorister. Taleban-regeringen levede ikke op til sit ansvar som stat og skulle derfor – ligesom terroristerne – neutraliseres. Men dette snævre sigte blev hurtigt udvidet i en sådan grad, at man ifølge Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, bør tale om ikke bare én, men to forskellige krige. Nu skulle Afghanistan demokratiseres efter vestligt forbillede, pressen være fri, pigerne smide burkaen og opiumsøkonomien erstattes af bæredygtig vækst.

»Der skete et gearskifte fra Vestens side i retning af en langt mere ambitiøs dagsorden for Afghanistan, som mange kendere af landet nok fra start ville have sagt var en urealistisk målsætning. Det blev en meget mere krævende operation,« siger han.

De to krige i krigen kan være svære at adskille, men sondringen er vigtig, mener Wæver.

»Den første Afghanistan-krig var ikke en fejl. Den var formodentlig uundgåelig, og den har også virket i et betydeligt omfang,« siger han. »Den anden Afghanistan-krig var derimod en fejl. Men fordi man let kan blande dem sammen, er det ikke lige så tydeligt at trække en negativ slutstreg. Det er heldigt for de ansvarlige politikere. De vil bruge den første krig som målestok, selvom det var den anden del af krigen, der kostede langt flest danske liv og kroner.«

Den anden del af vores krigsindsats har dog – suppleret af massiv bistand – skabt fremskridt i Afghanistan. Danske ministre spilder ingen muligheder for at opremse dem: Den forventede levetid er steget. Mere end halvdelen af befolkningen har fået adgang til sundhedsvæsenet. Før gik næsten ingen børn i skole. Nu gør halvdelen – og en tredjedel af dem er piger.

Velkommen til Afghanistan

I januar 2002 landede amerikaneren Scott Guggenheim i Kabuls lufthavn, der bar tydelige spor af krigen, som havde raset siden den amerikanske intervention året forinden.

»Velkommen til Afghanistan,« sagde Ashraf Ghani, som USA havde udset til at være finansminister i en ny afghansk regering. Guggenheim, der i dag betragtes som en af klodens førende Afghanistan-eksperter, har tidligere fortalt til det amerikanske nettidsskrift Politico, hvordan de to derefter kørte ind i den krigsmartrede by for at lægge de første spæde planer for Afghanistans fremtid.

Da Ghani blev præsident 12 år senere, udnævnte han Guggenheim som rådgiver for landets udvikling. Et job, han havde indtil sidste år.

Når Guggenheim i dag ser tilbage på udviklingen siden interventionen, står én ting ganske klart: Vi i Vesten vidste ikke, hvad vi gik ind til. »Jeg tror, at folk undervurderede, hvor fattigt og ødelagt Afghanistan var i 2001,« fortæller han til Weekendavisen. »Selvfølgelig så folk ruinerne og de udbombede fly i Kabul. Men hele landet havde lidt under konsekvenserne af årtiers koldkrigskonflikt. Ikke bare tusinder, men millioner af mennesker havde fået deres liv revet op og ødelagt.«

Scott Guggenheim fremhæver dog, at krigen førte til, at afghanere fik bedre skolegang:

»Den absolut vigtigste forandring siden 2001 har været udbredelsen af uddannelse. Uddannelse handler ikke bare om at lære og om job. For virkelig mange afghanere er uddannelse håbet om, at deres børn vil få et bedre liv,« lyder det.

Men der er aldrig kun én fortælling om Afghanistan, et ualmindeligt decentraliseret land, hvis 35 millioner indbyggere er stærkt opdelt i klaner, etniciteter og sproggrupper, som ofte føler sig langt væk fra centralregeringen i Kabul.

Den USA-ledede koalition overlod i stor udstrækning landets sikkerhed til de afghanske sikkerhedsstyrker i 2013. Siden da er kampene mod Taleban kun taget til, og 45.000 af præsident Ghanis sikkerhedsstyrker har mistet livet. En ny rapport fra den amerikanske regering viser ifølge New York Times, at regeringen i Kabul ikke har fuld kontrol over op mod halvdelen af landets 407 distrikter.

Bedre bliver det ikke af, at al-Qaeda, den islamistiske terrorbevægelse, krigen blev indledt for at komme af med, ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste i dag har »en større geografisk udbredelse og opbakning end før 11. september 2001«. Optimisme skal man derfor lede længe efter i den afghanske befolkning.

Knap to tredjedele mener, at landet er på vej i den forkerte retning. Endnu flere frygter for deres egen sikkerhed, og næsten hver femte har været udsat for vold eller kriminalitet i løbet af det seneste år. Det viser de nyeste tal fra den internationale NGO Asia Foundation, som har spurgt 15.000 afghanere om deres syn på udviklingen.

Et lille flertal tror dog på en forsoning mellem den afghanske regering og Taleban. Det bringer os tilbage til fredsforhandlingerne mellem USA og Taleban, der skal bane vejen for varig fred, efter at de udenlandske tropper er væk. Scott Guggenheim ser til med bekymring:

»Folk skal ikke glemme, at millioner af menneskers liv og fremtid er på spil under disse forhastede forhandlinger,« understreger han.

Mullahernes løfter

Da Trump natten til onsdag dansk tid afholdt sin årlige State of the Union-tale, fortalte han, at han havde »accelereret« forhandlingerne om en fredsaftale. Efter seks dages samtaler mellem USA og Taleban i Qatar, er talebanerne tilsyneladende klar til at give indrømmelser.

»Taleban har til vores tilfredsstillelse forpligtet sig til at gøre, hvad der er nødvendigt for, at Afghanistan aldrig nogensinde bliver en platform for internationale terrorgrupper,« siger USAs chefforhandler, Zalmay Khalilzad, til New York Times.

Men kritikere peger på et stort problem: Den afghanske regering sidder ikke med ved forhandlingsbordet – Taleban nægter indtil videre at tale med dem – og det er en af amerikanernes betingelser for at trække tropperne ud.

Et andet stort problem: Taleban er i manges øjne terrorister. Så kan man overhovedet stole på, at mullaherne holder deres ord?

»Taleban er villige til at indgå alle mulige forpligtelser, for de er klar over, at når vi er væk, og Taleban er tilbage, vil vi stå uden mulighed for at sørge for, at de bliver overholdt,« skriver den tidligere amerikanske ambassadør i Afghanistan, Ryan Crocker, i Washington Post.

Den bekymring deles af Henrik Breitenbauch, senior- forsker og leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han frygter, at forhandlingerne bliver hastet igennem, fordi Trump har mistet tålmodigheden og vil have amerikanerne ud nu.

»Hvis man tog sig tid til at lave en ordentlig aftale, som gjorde, at der var en solid magtdeling med Taleban i fremtiden, ville Taleban risikere noget ved at give husly til terrorister,« siger han. »Hvis ikke de har noget at tabe, kan de være ligeglade.«

Ender det med en konflikt mellem centralregeringen i Kabul og Taleban, efter at koalitionen er rejst, risikerer Afghanistan et kollaps, lød det sidste år fra landets egen præsident.

»Vi ville ikke være i stand til at understøtte vores hær i mere end seks måneder uden amerikansk støtte,« sagde Ashraf Ghani i tv-programmet 60 minutes.

Vi var de tapre

De seneste to årtier vil blive husket som en æra, hvor Danmark skiftede udenrigspolitisk ham. Krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak gjorde os til en aktivistisk og krigsførende nation. I Irak og Afghanistan blev det måske aldrig den succeshistorie, vi havde drømt om. Men krigene har alligevel tjent et vigtigt formål for Danmark.

»Grunden til, vi har deltaget i de krige, har ikke alene været, at vi har været optaget af irakerne eller afghanerne,« siger seniorforsker Henrik Breitenbauch. »Det har også været et spørgsmål om, at Danmark tilbage i fodnoteperioden i 1980erne levede som teenageren, der ikke betaler husleje, men spiser maden i køleskabet.«

Breitenbauch fortsætter: »Deltagelsen i krigene har også været et forsøg på at reparere på det og har handlet om relationen til vores nære allierede. I det perspektiv har det på mange måder været en succes.«

Dog kan den kalkule være i fare, nu hvor Trump fokuserer mere på vores NATO-bidrag i kroner og øre end vores uforholdsmæssigt store bidrag til krigene i Irak og Afghanistan.

Hvis Danmark ender med at trække sig ud af Afghanistan, kan det også føles som et fundamentalt anslag mod den selvforståelse, vi har opbygget som krigsførende nation.

»Vi har hængt ganske meget op på, at vi var de tapre, der turde gå i krig og var villige til at tage de farlige opgaver. Det har været en del af den danske identitet i en lang periode,« siger Ole Wæver, professor i international politik.

»Vi trådte i moralsk karakter ved at vise, at vi var villige til at ofre os selv. Det er en offerlogik i nærmest religiøs forstand.«

Farvel til frelserrollen

Tilbage på kontoret i Forsvarsministeriet ligner Claus Hjort Frederiksen en mand, der har fået sit at tænke over, efter at Trump har indtaget verdensscenen. Ikke mindst i forhold til krigen i Afghanistan. Intet er helt, som det plejer at være.

De færreste havde vel forestillet sig, at amerikanerne ville forhandle direkte med Taleban om en fredsplan. Og især ikke uden at den amerikansk støttede regering i Kabul sad med ved forhandlingsbordet.

»Det er da klart, at det ikke er en ønskesituation, vi sidder i. Objektivt set er det bekymrende, at den nuværende afghanske regering sidder på sidelinjen,« siger Claus Hjort Frederiksen.

– Deler du bekymringen om, at forhandlingerne kan blive forhastede?

»Ja, den deler jeg faktisk. Vi skulle nødig opleve, at man trak sig ud af Afghanistan over hals og hoved. Vi skulle meget gerne have en kontrolleret proces, hvor Taleban lever op til de forpligtelser, som de har påtaget sig.«

– Gør Trumps ageren dig særligt bekymret?

»Den måde, Trump agerer på, sætter jo hans allierede i vanskelige situationer. Det er ikke en ønskesituation, at man ikke har konsultationer med ens allierede og lande, som rent faktisk har soldater på jorden derude.«

– Hvad er på spil i Afghanistan for Danmark?

»Afghanistan må ikke blive arnested for terrorbevægelser igen. Amerikanerne er nødt til at aftale med Taleban, at al-Qaeda ikke igen får fred til at opbygge sig. Den anden ting er, at vi har en interesse i at opretholde Afghanistan som en stat af en eller anden art, for hvis landet bryder sammen, vil millioner af migranter blive sendt på landevejene.«

– Har du tiltro til, at de fremskridt, vi har været med til at skabe i landet, er bæredygtige?

»Det kan man godt være lidt skeptisk over for. Og jeg vil også sige: Det er ikke vores begrundelse i dag, at vi skal frelse Afghanistan og gøre det til et demokrati, eller at alle kommer i skole.«

– Har det været en fejl, at vi har fokuseret så meget på at frelse Afghanistan?

»Det synes jeg ikke. Det er naturligt for os, at piger skal gå i skole, at der skal være demokrati, at det ikke skal være et superkorrupt samfund, og at du ikke skal have krigsherrer.«

– Men du siger, at det ikke er sikkert, vi kan opretholde den del?

»Jo, jo, men vi har ændret begrundelsen, fordi det måske var lidt naivt at forestille sig, at et stammesamfund som Afghanistan lige pludselig ville se lyset i demokrati og ligestilling. Men det var en sidegevinst, vi håbede at få.«

– Men den sidegevinst har virkelig kostet os dyrt?

»Det ændrer ikke ved, at vi i Europa ikke kan tåle et Afghanistan, der bryder sammen.«

– Tror du, der er danske soldater i Afghanistan om fem år?

»Det tør jeg slet ikke udtale mig om.«

– Håber du, de er hjemme?

»Jeg håber ikke, der er brug for danske tropper. Men vi er parate til det, hvis det er påkrævet for at sikre, at Afghanistan holder sig på rette spor.«

Nikolaj Arve

Musikpolitik