Levned & Meninger. Hvorfor fylde opvaskemaskinen som en vaskebjørn på crystal meth, når man kan gøre det som en romersk arkitekt?
Pedantens kamp
Se nu bare der. Man åbner frejdigt opvaskemaskinen for at indføre seneste ladning af grumsede kaffekopper og opdager til sin skræk, at alt er arrangeret forkert. Igen.
Se bare på skeerne, som de ligger der, dumpet helt tilfældigt ned i bestikskuffens venstre side (!) og ikke til højre, hvor de naturligt hører til. Sådan at man ikke må vride armen af led for at få dem på plads, men bare kan lægge dem side om side, tjuk, tjuk, tjuk. Effektivt, ordentligt, rigtigt.
Eller se på skålene! Nu læner de sig – igen – alt for foroverbøjet mod hinandens rygge som unge mennesker, der hiver og skubber for at komme først ind til en Aphaca-koncert. Og altså ikke på den måde, som efter flere års slidsomme erfaringer har vist sig overlegen: som små nordkoreanske børn, stående rankt til skue for den store leder, så der lige præcis er plads til én skål mere i rækken hver morgen.
Ja, se på hvad som helst inde i opvaskemaskinens bug: tallerkenerne, skærebrættet, vinglassene, alt sammen skødesløst presset ned, hvor der lige var plads. Intet er, som det burde være. Alting flyder, som gamle Heraklit skrev, selvom han vist tænkte på andet end opvaskemaskiner.
Eller som en klog mand formulerede denne tilbagevendende problematik på X den anden dag: »I ethvert forhold er der én person, der pakker opvaskemaskinen som en romersk arkitekt, og én, der pakker den som en vaskebjørn på crystal meth.«
Man kan formentlig regne ud, hvilken rolle jeg tiltænker mig selv derhjemme.
JEG VED DET selvfølgelig godt: Ingen bryder sig om den bedrevidende, denne evigt meddelsomme type, som aldrig afstår fra at ile til hjælp med gode råd, ingen har bedt om eller finder glæde ved. Vig bort, din fluekneppende pernittengryn af en pedantisk regelrytter!
Man ser måske for sig en krydsning af nævenyttige folk som Frank Hvam i Klovn, den småfascistoide Dwight Schrute i The Office, stivstikkeren Niles Crane i Frasier eller J.D. Vance fra virkelighedens verden. Ret usympatiske typer, selvom de vist mener det godt.
Der er allerede sagt og skrevet meget om denne mand. For ja, det er hyppigst et eksemplar af dette for tiden så udskældte køn, hvilket synonymer som Kloge-Åge og mansplainer vidner om. I 2014 skrev den amerikanske essayist og forfatter Rebecca Solnit ligefrem en hel bog med titlen Men Explain Things to Me, som selvfølgelig blev en stor salgssucces.
Nogenlunde samtidig eksploderede antallet af googlesøgninger på »mansplaining«, formentlig drevet af kvinder, der så kunne pege triumferende på skærmen, når deres mænd igen havde holdt forelæsning om sagernes rette sammenhæng. Der findes dog også enkelte bedrevidende kvinder i populærkulturen, såsom de nævenyttige børn Lisa Simpson og Gurli Gris. Givetvis også enkelte eksemplarer i virkeligheden.
Hvad der er mere overset, er det tunge åg, som vi bedrevidende må leve under dag efter dag. Vores kamp, om man så må sige. Enten undertrykker vi vores instinkt, lader stå til og ser verden flyde videre i al sin dårskab. Eller også bryder vi ind og påkalder os de ignorantes vrede.
Tænk lige over det: Her sidder man med væsentlig viden om opvaskemaskiner og andre sager, som ingen får glæde af. Viden, som kunne bringe menneskeheden et bedre sted hen, hvis bare folk ville lytte. Men det vil de ikke.
AF HENSYN TIL husfreden har det med tiden alligevel vist sig som den mest bæredygtige strategi at holde sin kæft, når meddelelsestrangen presser sig på.
Det vil man ofte se eksempler på, hvis man frekventerer mit hjem. I den føromtalte opvaskemaskinesag nøjedes jeg eksempelvis med at udbryde et stilfærdigt og næsten uhørligt »hmm« ved synet af maskinens indre uorden.
Det, synes jeg, var flot af mig.
Lige så afdæmpet kan jeg være, når der eksperimenteres unødvendigt i køkkenet. Nok læner jeg mig diskret ind over skulderen på min kone med et skeptisk blik, når bolognesen pludselig indeholder squash i stedet for bladselleri. Men påtaler jeg direkte de åbenlyse mangler ved det, der foregår nede i gryden? Nej, også her nøjes jeg ofte med et »hmm«, akkurat inden for hørevidde, men udtalt på en måde, så det vel bare kunne være en mand, der rømmer sig.
En snedig metode, som også finder anvendelse, hvis jeg registrerer en ukorrekt optænding af brændeovnen eller en fejlagtig placering af overtøj eller sko i entreen. For blot at nævne nogle af mine mange daglige ofre. Det er som nævnt hårdt at vide bedre.
Sjældent har dette ædelmodige princip dog været så udfordret, som da vi for nylig drog på skiferie. Jeg havde været så uforsigtig at glemme mit kørekort derhjemme. Det kan jo ske for selv den bedste, og min kone var derfor nødt til at føre bilen og familien sikkert gennem de glatte forhindringer.
Det satte mig selvsagt i en sårbar position, da enhver uforsigtig kommentar til kørslen kunne returneres med et syrligt svirp om min forglemmelse. Ikke engang et »hmm« blev det til, mens vi hakkede os igennem Oslo med hårde opbremsninger, vilde accelerationer og overhalinger i et for alle medtrafikanter utroligt overraskende og vekslende tempo, som sad der et barn fra køreskolen i Legoland bag rattet.
Men blev min tavshed værdsat? Nej.
Det forholder sig nemlig sådan, at min kone efter års erfaring nu har internaliseret min bedrevidenhed, så hun allerede ved, hvad jeg tænker, før jeg selv får tid til at overveje mit næste træk.
Bedst havde det selvfølgelig været, hvis denne indsigtsfulde indre stemme så blev brugt til at rette op på sagerne vedrørende uorden i opvaskemaskinen og den slags. Men nogle mennesker vil bare ikke lære.
Nej, tværtimod: Længe før jeg lancerer mit »hmm«, har hun nu sit modangreb klar. I bilen på de norske veje ventede hun blot på, at hun elegant kunne lukke enhver ansats til kritik ned med en tør bemærkning om det glemte kørekort.
Men den undskyldning fik hun aldrig. Intet sagde jeg. Før nu.
Forelagt denne udlægning af sagen udtaler min kone: »Hmm.«
Som om hun ved bedre. Og helt ærligt, er der noget værre end det?
Del:
