Jeg er 19 år gammel og sidder på et nusset bussæde på vej til Kramnitze på Lolland. Det er nogle uger siden, jeg startede på universitetet i København, og jeg er sammen med mine medstuderende og tutorer på vej på rustur. Der er westerntema. Den ene veninde, jeg har fået, har meldt afbud i sidste øjeblik, og nu sidder jeg her med en ængstelig knude i maven. Jeg prøver at huske navnet på den rødhårede pige, der har sat sig ved siden af mig. Hun er sød nok, hvor var det nu, hun var fra?

Selvom semesteret kun lige er begyndt, er konturerne af grupperinger allerede begyndt at tegne sig. Der er de tjekkede Sex and the City-piger, som har deres egne modeblogs og krammer hinanden, når de mødes på gangen om morgenen. Og så er der filmdrengene, som ved alt om den franske nybølge og gerne vil skrive for universitetets filmblad, Ordet. Og så er der alle os andre. Jeg kaster et blik rundt i bussen og forsøger at danne mig et overblik. Hvem er venner med hvem? Hvem ser smarte ud? Hvem har det sjovt?