To beholdere fulde af champagneflasker, oplyst af store stjernekastere, bliver båret gennem rummet af muskuløse dørmænd. En procession af letpåklædte unge kvinder i høje stilethæle følger efter med endnu flere flasker og stjernekastere. Det er et såkaldt flasketog, der har kurs mod en af de rige gæster på den fashionable natklub. Kort efter ankommer en lignende kortege til bordet overfor, og sådan går transporten på skift frem og tilbage til de to borde. Det er en såkaldt flaskekrig mellem to rige gæster, et symbolsk slagsmål om status, udkæmpet med de dyre flasker som våben.
Omkring de rige gæster står en stor flok modeller og andre smukke kvinder. En af dem er sociologen Ashley Mears, der selv har en fortid som model, men observerer optrinnet som en del af sit feltarbejde på internationale VIP-natklubber i årene efter finanskrisen. Flasketogene er et tilbagevendende ritual på de natklubber, hvor Mears laver sine studier. Ofte ankommer der alt for meget, til at flokken omkring bordet kan drikke det. Nogle gange ofres de dyre dråber endda i champagnebade, hvor flaskerne rystes og sprayes ud over de andre gæster. Det er en opvisning i rå økonomisk dominans, lyder Mears analyse, ikke ulig de potlatch-ritualer, man kender fra antropologers beskrivelser af stammesamfund, hvor hierarkiet blev udmålt ved at overgå hinanden i værdifulde gaver, som ofte endte med at blive ødelagt.
»Når man begynder at forstå optrinnene som en slags opvisning i overflod og frås i stil med en potlatch, er det interessant at lede efter den slags ritualer i andre arenaer, hvor man forsøger at veksle penge til status, som eksempelvis på kunstmarkedet og i meget filantropi,« forklarer Ashley Mears, der er lektor i sociologi ved Boston University.
Alle fordomme om nyrig dekadence bekræftes, når Mears i sin nye bog Very Important People: Status and Beauty in the Global Party Circuit tager os med forbi køen og den kræsne dørmand og ind i de eksklusive VIP-kredse. Mere klasse er der umiddelbart over de rige mennesker, man kan møde i en anden nyudgivelse baseret på sociologen Justin Farrells feltarbejde i en naturskøn flække i det amerikanske Midtvesten. I Billionaire Wilderness: The Ultra-Wealthy and the Remaking of the American West fortæller Farrell historien om de tilrejsende milliardærer, der i et forsøg på at komme i kontakt med naturen og de lokales simple liv – for ikke at nævne lokale skattefordele – i løbet af et par årtier har gjort en lille udørk i Wyoming til regionen med den højeste gennemsnitsindkomst i USA.
På overfladen er der milevidt mellem de to segmenter, men de to bøger har alligevel meget tilfælles. De tegner hver for sig et billede af, hvordan nogle af verdens mest privilegerede mennesker forsøger at flygte fra det stigma, der er forbundet med deres ekstreme økonomiske fordele – hvad enten det er gennem det hedonistiske natteliv eller naturdyrkelse og filantropi.
De to feltarbejder viser også, at det ikke nødvendigvis er den mest skamløse livsstil, der gør størst skade på det omkringliggende samfund, men at det, der umiddelbart ligner det moralsk forsvarlige valg, kan have de grimmeste konsekvenser – en vigtig erkendelse i en tid, hvor vi alle opfordres til at tjekke vores privilegier.
Klassesamfund i miniature
Ashley Mears’ scener fra de eksklusive klubber bekræfter vores stereotype billede af dekadente rigmænd, men ifølge Mears er de snarere undtagelsen end reglen. Selv blandt velhavere anses dette øjeblik af grænseløs ødsel for smagløst, og Mears blotlægger det store maskineri, klubberne må sætte i værk, for at gæsterne et øjeblik skal glemme skammen og brænde deres penge af i den symbolske boksering.
»Mens den her optræden pågår, er stemningen i rummet virkelig euforisk. Alle mennesker hujer og tager billeder, og det er en fantastisk følelse,« siger Ashley Mears.
»Men når man taler med folk næste dag, synes alle, at det er latterligt. Det strider mod overklassens normer om at være mådeholden og ikke vise sin rigdom. Det er på en måde alt for tydeligt, at det handler om at købe status.«
At penge kan købe de fleste ting, men vanskeligt kan veksles til anseelse, er det problem, som VIP-klubberne forsøger at løse for deres rige gæster.
»Man mister status i det øjeblik, man forsøger at købe sig til det. Derfor var jeg så interesseret i alt det usynlige arbejde, der gør det umulige muligt,« forklarer Mears.
I sociologien taler man om relativ velstand: Vi udmåler konstant vores sociale position blandt dem, vi netop nu er sammen med. Det udnytter klubberne til at skabe et indbringende lukket mikrokosmos med sine helt egne hierarkier. Uden for klubbens vægge ville optrin som de demonstrative flasketog være smagløse. Men indenfor signalerer det status i klubbernes miniature af et klassesamfund, der helt fysisk er aftegnet i gæsternes placering i klubben.
Øverst er de gæster, der bruger latterligt mange penge – »hvalerne« kaldes de. De placeres ved særlige borde, der er hævet over resten af klubben, gerne over for andre hvaler for at nære konkurrencen og tæt ved dj’en, så alle andre kan se dem og deres våbenkapløb. I midten af hierarkiet er dem, de andre gerne vil være i selskab med: de berømte og dem, der medbringer mange smukke kvinder. Derpå dem, der har råd til at købe et af de mindre prestigefulde borde i klubben, ofte forretningsfolk. De finansierer i høj grad showet med deres pålidelige, men mere beskedne forbrug på 10.000-20.000 kroner per nat.
I bunden af hierarkiet er »fyldet« – mænd, der ikke er berømte eller har råd til et bord, men som har kulturel kapital nok til ikke at blive efterladt i køen udenfor. De sikrer, at stedet ikke ser tomt ud, og agerer publikum til hvalernes optrin. Der er ikke noget ved at vise sin status frem, hvis ingen ser det. Men de må stå i kanten af dansegulvet, købe deres drikkevarer i baren og derved tydeligt afsløre deres position i bunden af hierarkiet.
Og så er der de mange smukke kvinder, der flokkes om bordene med de rige gæster. Modsat kvinderne i flasketoget er de mere tækkeligt klædt og er ikke ansat af klubben. De er nu heller ikke bare dukket op ved et tilfælde, men bragt dertil af en såkaldt promoter, som klubberne hyrer til at sikre de rette statister til det skuespil, der næsten som efter en drejebog opføres igen og igen, når hele menageriet turnerer mellem VIP-klubber i New York, The Hamptons, Miami, Cannes, Saint Tropez og St. Barts.
Promoterne er afgørende, fordi de løser et penibelt problem: Gæsterne kan ikke købe sig direkte til de smukke kvinders selskab, og promoterne er derfor skudt ind som et mellemled. Klubberne tager sig dyrt betalt for drikkevarer og borde og betaler så til gengæld promoterne for at medbringe kvinder af den rette støbning. Kvinderne bliver derimod ikke betalt – det ønsker hverken promotere eller kvinder på grund af det tabu, som betaling af kvinder er forbundet med. De bliver i stedet kompenseret med middage, drikkevarer og adgang til den eksklusive verden.
»Mange spørger, om det bare er en form for prostitution, når så mange smukke kvinder er samlet om nogle meget rige mænd. Men handlede det bare om sex, var der langt mere effektive måder at klare det på. Man omgiver sig heller ikke med 30 smukke kvinder, hvis det bare handler om sex, for det er mange flere, end nogen mand kan have sex med,« forklarer Ashley Mears.
Ligesom med champagnen handler det om at vise, at man har så meget af noget sjældent og fint, at man slet ikke har brug for det hele.
Det uspolerede liv på landet
Mens magtdemonstrationerne på de eksklusive klubber virker groteske på de fleste, følger der typisk mindre forargelse i slipstrømmen på de ultrarige amerikanere, som Justin Farrell har fulgt og interviewet i det naturskønne Teton County.
»Når vi tænker på den enorme økonomiske ulighed i USA, tænker vi med god grund på Wall Street og Silicon Valley. Men vi har overset, hvad der sker i landdistrikter som Teton County, som ikke passer med vores stereotype billede af ekstrem rigdom,« forklarer Justin Farrell, der er lektor i sociologi ved Yale School of Forestry and Environmental Studies.
Hvor kvinder og champagneflasker er statister i natklubbernes iscenesættelse, er naturen og de lokales simple liv rekvisitter i mangemilliardærernes forsøg på at navigere i USAs ambivalente forhold til rigdom i kølvandet på den eksploderende ulighed, finanskrisen og Occupy Wall Street.
»Vi forstår os selv som en nation, hvor man konstant skal arbejde hårdere og hive sig selv op ved håret, og rigdom kan godt signalere, at man har arbejdet hårdt. Men det kan også være et tegn på, at man tilhører eliten, og vi kan bedre lide folk, der stadig kæmper for at få succes. Derfor er der for mange en skyldfølelse forbundet med at være ultrarig,« forklarer Justin Farrell.
»Her ser mange livet i Teton County som en måde at flygte fra rotteræset på kysterne og skabe en ny version af sig selv ved at komme tættere på naturen og de lokale beboere, som de ser som autentiske mennesker, der lever et ædelt liv i tæt kontakt med naturen. Den forestilling er virkelig tiltrækkende for mange, fordi de netop føler, de har givet køb på det for at skaffe sig deres store rigdom.«
Hvor man i natklubberne gør sig store anstrengelser for at tydeliggøre det sociale hierarki, ønsker de ultrarige i Teton County at udviske forskellen mellem rig og fattig ved for eksempel ikke at gå i tøj eller køre i en bil, der afslører deres rigdom.
»De almindelige beboere i byen går klædt i jeans, skovmandsskjorte og cowboystøvler, så det reproducerer de ultrarige, når de lander i deres fly. Men det bliver lidt hyklerisk, når man kommer ind i deres hjem til 20 millioner dollars, som er indrettet som en emulering af det fattige simple liv på landet med antikke sadler og gamle cowboystøvler,« bemærker Justin Farrell.
Milliardærerne vil gerne leve i et uspoleret lokalsamfund, hvor man ikke går op i, om folk har penge eller ej, men de ignorerer ifølge Farrell mange af de skyggesider, deres tilstedeværelse skaber for områdets fattige. Paradoksalt nok har de smagløse ritualer i natklubberne ikke for alvor nogen ofre, mens milliardærerne i Teton County sætter sig dybe spor i lokalområdet. For eksempel presser de boligpriserne op, så mange lokale ikke længere har råd til at bo der, og særligt de immigranter, som arbejder for de ultrarige, har problemer med at klare sig.
»Mange af de rige forstår ikke, hvor svært det er at leve der, hvis man tjener få penge. Det er utroligt dyrt at leje en bolig, og hvis man ikke har råd til at bo i den lokale by, ligger den næste by på den anden side af et højt bjergpas, hvor det er ret svært at køre frem og tilbage hver dag,« siger Farrell.
En fernis af miljøbevidsthed
Velgørenhed spiller en central rolle i fortællingen om velhaverenklaven i Teton County.
»De har en romantisk idé om et lokalsamfund, hvor man tager sig af hinanden. Men deres penge går primært til kunst eller naturbevarelse, ikke til sager, der spolerer den gode stemning – som fattigdom eller bolignød,« siger Justin Farrell, der peger på, at lokalsamfundet ikke ville være så afhængig af velgørenhed, hvis de ultrarige begyndte at betale skat. Men det er svært at være kritisk over for gaver, og måske særligt over for natur- og miljøfilantropi, der har en særlig positiv aura i USA.
»Vi er enormt stolte af vores naturreservater, så selvom nationen er dybt polariseret, ser de fleste naturbevaring som noget ubetinget positivt. Vi tænker ikke på, at nogle mennesker kan få en gevinst ud af at engagere sig i naturen og miljøet,« siger Justin Farrell.
Når de ultrarige køber jord og freder den for at beskytte naturen, får de ifølge Farrell skattefordele, og deres jord stiger i værdi, fordi udbuddet mindskes. Samtidig høster de prestige af deres engagement i naturbeskyttelsen. De deltager muligvis ikke i den dekadente ofring af fin champagne i natklubberne, men anskaffer sig i stedet unikke naturområder og ofrer dem som naturreservater, alt imens deres medarbejdere ikke har råd til et sted at bo. Connaisseur naturbevaring, kalder Farrell deres engagement i naturen.
»En mediechef fortalte mig, at naturen er hans svar på fin vin. På den måde ligner deres engagement i naturen mange andre oplevelser, de sætter pris på – stor kunst, vin og fin mad for eksempel. De vil gerne bevare naturen på samme måde som et berømt maleri – for at den kan opleves i sin mest uberørte form. Der er natur alle vegne, men de vil have det ypperste. Teton County er omsluttet af et af de sidste intakte økosystemer i verden, så det er et ganske særligt sted,« siger Justin Farrell.
Ofte er deres engagement i miljøet kun overfladisk:
»Der er noget småhyklerisk i at flygte til den uberørte natur og så bygge de her enorme huse, hvor man tager sten og træ fra det lokale økosystem og bruger en masse energi på at holde huset varmt og koldt året rundt. Nogle af dem har endda tjent deres penge i olieindustrien eller ved at investere i virksomheder, der skader miljøet. Det er ret belejligt, at de pludselig bliver miljøforkæmpere med et meget snævert fokus på et isoleret naturspørgsmål, mens ingen taler om klimaforandringer, der jo i sidste ende også vil ramme naturen i Teton County.«
Her ligner de ultrarige måske grundlæggende os andre: Det er lettere at gøre det rigtige, når det ikke ændrer vores liv:
»Jeg tror virkelig, mange af de ultrarige ønsker at gøre det rigtige. Men det er nok ikke meget anderledes end for folk som mig, der bare lever et bekvemt liv med et godt job. Jeg tænker også på, hvordan mine handlinger påvirker andre mennesker og prøver at gøre mit bedste, men jeg kommer konstant til kort. Forskellen er bare, at deres handlinger har så meget større konsekvenser end mine,« siger Justin Farrell.
Læs også anmeldelserne af tv-serierne Fars pige, Familien Asbæk og Dubais danske damer.