Jurnalister billede

Anders Boas

(f. 1982) er journalist og skriver især om forskning, der udfordrer vedtagne sandheder, og om politik og ideologi, der pynter sig med videnskab. Anders har en kandidatgrad i journalistik fra Roskilde Universitet på baggrund af studier i Journalistik og Musikvidenskab (Københavns Universitet).
Fredag. Gode råd til parforholdet, konsulenternes hemmelige ingrediens og en autokratisk alliance. Her er ...

Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Foråret er landet, og græsset er blevet grønnere, men så begynder man at tænke: Er det om muligt endnu grønnere på den anden side af hækken?

Der er måske noget bedre derude. Er det tid til at skrotte gamle partnere og alliancer, eller skal man måske alligevel slå koldt vand i blodet og kæmpe for det skrantende forhold? Nogle gange giver det sig selv, hvis man er blevet så afhængig af hinanden, at det er stort set umuligt at gå.

1. Terapitraumer

Hvor går man hen, når forholdet tager vand ind? Parterapi naturligvis, men virker det overhovedet, spørger journalisten Scaachi Koul i en ny artikel i det amerikanske magasin The Cut.

Hun svarer selv desillusioneret med en fortælling om sin egen oplevelse med at pøse vand ud af sit langsomt synkende ægteskab hos parterapeut efter parterapeut.

Koul og hendes daværende mand genfandt ikke kærligheden via terapien, men de gik imidlertid ikke tomhændede hjem fra terapisessionerne. Med sig havde de nye våben til at bekæmpe hinanden i det stadig mere forbitrede forhold:

Arkivfoto: Celina Dahl
Arkivfoto: Celina Dahl

»Hver en opbyggelig lærdom blev en kniv,« skriver Koul. I terapien lærer de eksempelvis om »traumereaktioner«, og pludselig synes Koul, at alt, hendes partner gør, fremkalder en traumereaktion i hende.

Er man i det kyniske hjørne, virker terapien næsten som den slags forslag om våbenhvile, der mere handler om at vise sin gode vilje og måske høste en strategisk fordel i krigen, end som et oprigtigt forsøg på at blive gode venner igen.

Heldigvis er parforholdet ingen krig. Koul og hendes mand kunne bare gå hver til sit, men spørgsmålet er, om de skulle have gjort det, allerede inden de begyndte i terapien? Parterapi er sjældent designet til at få folk til at slå op, konstaterer Koul. Det ville jo løse problemet og gøre terapeuten overflødig.

2. Konsulentkoma

Det kan imidlertid være svært at forlade et parforhold, hvis det kun er ens partner, der ved, hvordan man starter bilen og betjener vaskemaskinen.

I Akademikerbladet har man været ret kritisk over for de store konsulenthuse, siden firmaet Boston Consulting Group i februar ikke ville uddybe, hvordan de var nået frem til, at kunstig intelligens kunne frigøre 104 milliarder kroner i den offentlige sektor frem mod 2033.

Managing director og partner i Boston Consulting Group,Mette Lindgaard, som står bag rapporten. Foto: Linda Kastrup, Scanpix
Managing director og partner i Boston Consulting Group,Mette Lindgaard, som står bag rapporten. Foto: Linda Kastrup, Scanpix

Nu har de så interviewet den engelske forsker Rosie Collington, der har skrevet en bog om kærlighedsaffæren mellem konsulentindustrien og alverdens regeringer.

Collington mener, at konsulenthusene gennem »outsourcing, privatisering og reorganisering« har fjernet fagligheden fra embedsværket og har gjort regeringerne afhængige af bureauernes eksperter, uden at det nødvendigvis har gjort tingene bedre.

Den danske stat er imidlertid begyndt at forlade det tætte ægteskab med konsulenthusene og har skåret kraftigt ned på brugen af eksterne konsulenter de seneste år.

Men så er det store spørgsmål, om man også mister noget, hvis man selv skal til at løse alle mulige forskellige opgaver?

Lidt som et godt gammeldags ægteskab, hvor ægtemand og hustru havde hver sine nøje afmarkerede domæner. Det hele kører så effektivt og bekvemt – lige indtil det punkt, hvor man ikke længere kan udstå hinanden, og man pludselig finder ud af, hvor svært det er at forlade et forhold, hvor man ikke ved, hvordan halvdelen af maskineriet fungerer.

3. Autokratiske amoriner

Nogle gange er fordelene ved at blive dog så store, at man næsten kan finde sig i alt. Måske har den kinesiske leder Xi Jinping i denne tid arbejdet på den slags lister, hvor man opregner fordelene ved henholdsvis ægtefællen og affæren.

I hvert fald har Vladimir Putin netop været på statsbesøg i Kina. På overfladen er kærligheden intakt. Der er bjørnekram, og ifølge Putin har båndet mellem de to lande nået et niveau uden fortilfælde. Men hvor store omkostninger er Kina villige til at betale for den russiske invasion, de efter alt at dømme helst var foruden, spørger BBCs kinakorrespondent Laura Bicker i denne uge.

Kina og USA er allerede på kollisionskurs, fordi amerikanerne mener, at Kina indirekte understøtter det russiske militær ved at eksportere eksempelvis elektronik til Rusland, der muligvis kan finde anvendelse i det civile liv, men som nok reelt ender i den russiske militærindustri.

Foto: Sergei Bobylev, Scanpix
Foto: Sergei Bobylev, Scanpix

Kina har brug for alliancen med Rusland for at udfordre den amerikanske dominans, men den tætte omfavnelse af Rusland risikerer ifølge Bicker at gå ud over forholdet til Europa, hvorfra kravet om at presse Rusland vokser:

»Og faktum er, at Kinas træge økonomi dårligt har råd til dette pres fra handelspartnere. Svag efterspørgsel på hjemmemarkedet betyder, at Kina har brug for de udenlandske markeder. Det efterlader alt sammen Mr. Xi i en akavet position,« skriver Bicker.

Men måske ikke så akavet, at det vil gå ud over den »autokratiske bromance«, der ikke er et fornuftsægteskab, men en »vital, langsigtet nødvendighed«, som The Economist konstaterer.

Xi og Putin fremstår oprigtigt glade for hinanden, skriver magasinet: »De giver hinanden fødselsdagskage og bunder vodka sammen.«

Måske virker det bedre end parterapi.

Venlig hilsen
Anders Boas