Vi har sikkert allesammen set det: barnet, der går amok midt mellem supermarkedets hylder, fordi far ikke vil putte slik i indkøbsvognen. Eller den skrigende unge, som nægter at forlade gyngerne på legepladsen, selvom mor siger, at det er tid til at gå hjem. Vi kan se de tøvende forældre, der først prøver at stå fast, men ender med at føje sig efter barnets vilje.

De uvorne unger og deres blødsødne forældre er blevet hovedpersoner i tidens store kulturkamp, efter at undervisningsminister Mattias Tesfaye for nylig udtalte, at uroen og den dårlige opførsel i de danske skoler var et resultat af, at for mange børn var »pissedårligt« opdraget. Det virker da også indlysende, at opdragelsen må være forklaringen på, at nogle forældre ender med velfriserede små dydsmønstre, mens andre får uvorne unger, der går amok, hvis de ikke får deres vilje. Men forskningen er bare ikke helt enig.