Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Husker De pandemien, hvor alle ens pligter kunne klares fra sofaen, når man da ikke lige stod i lange køer med andre småsyge medborgere, der også ventede på at få jaget en vatpind langt op i næsen af en teenager med tømmermænd.

Eksperterne var bekymrede. Kunne vores mentale helbred klare at leve isoleret fra vores elskede kolleger? Ja, det gik vist lige an, og mange fandt ud af, at de godt kunne undvære et par ekstra dage væk fra arbejdspladsen.

Arbejde og uddannelse er naturens måde at sikre, at vi ikke kun omgås de venner, vi selv har valgt. Kolleger, medstuderende og den slags er den gråzone af mennesker, man måske ikke er helt tryg ved, men som man heller ikke er helt ligeglad med. Man vil imponere dem eller slå dem i livets store konkurrence om status.

Sjovt er det, men også så hårdt, at det kan være en lettelse en gang imellem at få en pause fra dem.

1. Sammenkomst for de »kontorbaserede«

Men de glade dage med hjemmearbejde er så småt ved at rinde ud, og senest er det Novo Nordisk, der har meldt ud, at de nu gerne vil have, at deres medarbejdere faktisk kommer på arbejde.

Medicinmastodonten har beordret fuldt fremmøde til de ansatte, der stadig måtte være tilbage efter nytår, når den nye topchef, Mike Doustdar, har vandret gangene tynde med leen og fjernet det overflødige fedt fra medarbejderstaben.

»Vi planlægger at indføre en ny global standard for kontorbaserede medarbejdere om at arbejde fra kontoret fem dage om ugen,« skriver Novo Nordisk i en mail til Børsen.

Om mailen er sendt af en kontorbaseret medarbejder, der faktisk har opholdt sig på virksomhedens kontorer, står hen i det uvisse, men formålet er i hvert fald at »styrke relationer, fremme samarbejde og accelerere beslutningsprocesser«, som det lyder i meddelelsen.

Værre er det selvfølgelig for de 9.000 medarbejdere, som Doustdar tidligere på ugen meddelte, at virksomheden godt kan undvære. På den måde er dårligere arbejdsbetingelser måske at foretrække frem ingen arbejdsbetingelser.

2. Knotne gamle venner

Når man skal eksistere i et arbejdsfællesskab med typer, man ikke selv har valgt, kræver det en villighed til at gå på kompromis. For at passe ind i det påtvungne sociale fællesskab kan man pludselig se sig selv bifalde forslag, man ellers normalt ville være imod.

Det kan faktisk godt lade sig gøre, så længe ens gamle venner ikke får nys om det. De kan nemlig ikke altid forstå, hvorfor man pludselig siger det stik modsatte af det, man plejer at mene.

Måske er det den situation, der er opstået i det nye borgerlige arbejdsfællesskab. Her er slagnummeret en genintroduktion af store bededag, men i Berlingske er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad noget uforstående over, at de gamle venner i Liberal Alliance er gået med på den.

Det reducerer nemlig arbejdsudbuddet, og det er det modsatte af det, arbejdsgiverne og liberalisterne ellers plejer at kæmpe for.

LAs politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, kan godt forstå utilfredsheden hos de gamle venner, men forsøger sig med et godt liberalistisk argument om, at staten jo ikke skal blande sig i, hvornår danskerne holder fri. Hun medgiver dog, at det placerer partiet i lidt af en catch 22-situation:

»Jamen for at være helt ærlig, så synes vi jo ikke, at man fra politisk side skal regulere den slags, så vi stod et mærkeligt sted, fordi vi med samme argument ikke ville kunne genindføre den,« siger Jakobsen til Berlingske.

Se, sådan taler en person, der har forstået, hvor langt man må strække sig for at passe ind i fællesskabet.

3. Sådan træner du din teenager

Hvis man er presset over udsigten til et par ekstra dage sammen med kollegerne, kan det måske trøste, at nogen er under et voldsommere pres.

De amerikanske medier rapporterer i denne tid fra det kapløb, de nye studerende gennemgår for at lande en plads i et af de eftertragtede studenterfællesskaber, der angiveligt er afgørende for ens fremtidige sociale netværk og karriere.

The Atlantic bragte i sidste uge en artikel om de coaches, som forældre hyrer til at hjælpe unge teenagepiger med at bejle til de allermest populære »søsterskaber« for studerende.

Det vigtigste er ifølge en af de interviewede teenagetrænere at lære de unge kvinder at samtale. De skal huske at stille spørgsmål – og faktisk lytte til, hvad deres samtalepartner svarer. Jeg har noteret mig de gode råd.

Men det lyder altså som et forfærdeligt socialt udskillelsesløb. Så kan jeg bedre lide de usynlige danske hierarkier, hvor man ikke snakker for meget om, hvem der har vundet i den sociale overlevelseskamp, og hvem der står alene tilbage, når holdene er fordelt. Diskretion er en æressag.

Det lyder vanvittigt at hyre en til at træne sin teenagedatter til at tale med jævnaldrende, tænker man måske. Men jeg tænker bare, om vi ikke kan få udvidet servicen til voksne.

De næste to dage behøver vi heldigvis ikke at tænke på vores kolleger.

God weekend
Anders Boas