Jurnalister billede
Cand.mag., kommunikationsrådgiver, skribent og tv-vært

Christian Foldager

Vælgeropbrud. Det stigende antal europæiske muslimer vil ifølge flere forskere forandre fremtidens politiske landskab i Europa.

Islam på stemmesedlen

Islam på stemmesedlen Af Christian Foldager

Politiske skillelinjer bestemmer et lands partisystem. Det var konklusionen hos politologerne Seymour Lipset og Stein Rokkan i deres berømte studie af vesteuropæisk politik fra 1967. De identificerede de klassiske økonomiske, sociale, kulturelle og geografiske skel, som definerede det 20. århundredes partisystem i Europa.

Det var dengang, hvor partisystemet fremstod stabilt. Sådan forblev det ikke. De seneste år har det været i opbrud. Og det skyldes fremvæksten af nye skillelinjer mellem eksempelvis globaliseringens vindere og tabere.

Men mere end noget andet skyldes det imidlertid indvandringen, som har skabt tektoniske skift i det europæiske partisystem og afgjort utallige valg i Europa. Og forandringerne er ikke færdige. For hvor den definerende skillelinje hidtil har været europæernes holdning til indvandringen, forudser en række førende internationale politologer, som Weekendavisen har talt med, at fremtidens afgørende skillelinje snarere bliver forskellen mellem europæerne og indvandrerne.

Ifølge dem har indvandringen således skabt grundlaget for en ny sammentømret muslimsk vælgergruppe, der vil forandre fremtidens politiske landskab i Europa.

De nye religiøse europæere

Indvandringen fra den muslimske verden har forvandlet de vesteuropæiske landes befolkningssammensætning.

I 2016 udgjorde muslimerne mellem fem og ni procent af befolkningerne ifølge en kortlægning fra det anerkendte Pew Research Center.

Tallet ventes at stige markant de kommende år på grund af muslimernes høje fødselstal og fortsat indvandring fra Mellemøsten. Ifølge en fremskrivning fra Pew Research Center vil andelen af muslimer ved fortsat indvandring – familiesammenføring, arbejdstilladelser etc. – men uden yderligere asyltilstrømning stige til mellem ti og 20 procent i 2050.

Fortsætter asyltilstrømningen også, vil andelen af muslimer stige til mellem 15 og 30 procent i 2050. I begge tilfælde er Sverige landet med den højeste andel af muslimer; henholdsvis 20 og 30 procent i 2050.

Spørgsmålet er så, hvad den muslimske indvandring vil betyde politisk? Adskiller muslimernes politiske holdninger sig markant fra de øvrige europæeres? Opstår der så at sige nye skillelinjer på grund af indvandringen?

Det tyder foreløbige undersøgelser på. En af dem er udført af den hollandske samfundsforsker Ruud Koopmans, der er professor ved Humboldt-Universität zu Berlin. Over telefonen forklarer han Weekendavisen, at de muslimske vælgere er markant mere socialkonservative end de øvrige europæere. Det kommer blandt andet til udtryk gennem massiv modstand mod homoseksuelles rettigheder, retten til abort og lignende progressive dagsordener.

Samtidig er muslimerne ifølge Koopmans i langt højere grad religiøst fundamentalistiske. Det viser data fra hans repræsentative undersøgelse blandt tusindvis af muslimske indvandrere og efterkommere i Vesteuropa.

»To tredjedele af de europæiske muslimer finder religiøse regler vigtigere end landets love. Tre fjerdedele af muslimerne er af den opfattelse, at der kun er én legitim fortolkning af Koranen. Det er klare tegn på islamisk fundamentalisme blandt muslimerne i Europa. Og det kan med tiden komme til udtryk politisk – især på lokalt og regionalt niveau,« som han forklarer Weekendavisen. Koop­mans bemærker, at de europæiske muslimers fundamentalisme er »nogenlunde på højde med muslimerne i Mellemøsten«. Og den aftager ikke »mærkbart hos anden generation«.

Knæfald for imamer

Indtil nu har det stigende antal muslimske vælgere først og fremmest påvirket de etablerede europæiske partier – og i særdeleshed dem på venstrefløjen, der overvejende tiltrækker muslimske vælgere.

Det forklarer Rafaela Dancygier, der er professor ved Prince­ton University og forfatter til bogen Dilemmas of Inclusion: Muslims in European Politics fra 2017. Hun har analyseret tusindvis af valgkampagner i flere hundrede europæiske byer for at forstå, hvordan partierne inkorporerer muslimske kandidater og tiltrækker muslimske vælgere. Hendes forskning viser, at partierne forfølger to forskellige strategier, afhængigt af den muslimske vælgergruppes størrelse og betydning.

»Symbolsk inklusion er det første skridt for partierne – ikke mindst dem på venstrefløjen. De opstiller progressive og feministiske muslimer, der signalerer assimila­tion og afstand fra indvandrernes patriarkalske normer. På den måde appellerer de til deres politisk korrekte kernevælgere, mens de samtidig signalerer interesse for den muslimske vælgergruppe qua deres muslimske kandidater,« siger Dancygier til Weekendavisen.

Den tilgang har imidlertid også sine begrænsninger.

De muslimske vælgere bliver med tiden immune over for symbolske markeringer af politisk repræsentation. Ja, det vækker endda modvilje. Kandidaterne har fået øgenavne som »Alibi-Alierne« i Belgien, »Arabere til tjeneste« i Frankrig og »Præmietyrkere« i Tyskland. Og derfor skifter partierne også strategi, når den muslimske vælgergruppe bliver afgørende for valgene. Så overgår de til vælgerbaseret inklusion, som hun kalder det.

»I London, Bruxelles, Rotterdam, Köln og andre europæiske storbyer med mange indvandrere vindes valgene i dag ved aktivt at tiltrække muslimske vælgere. Det gør partierne ved at tækkes klanledere og imamer. Hvis de anbefaler en kandidat, stemmer hele klanen eller moskeen på kandidaten – ofte via brevstemmer, der udfyldes af familiernes overhoved.«

Strategien giver hobevis af sikre stemmer, men skaber også problemer for partierne. Dancygier nævner en episode fra Birmingham i 2015, hvor det britiske arbejderparti Labour af hensyn til muslimske ledere tillod kønsopdeling ved et stort vælgerarrangement. Det skabte efterfølgende furore i pressen, men partiet har alligevel ikke opgivet strategien. »For det virker jo,« som Dancygier konstaterer i et nedslået tonefald. Hun er trist over, at partierne på den måde giver køb på deres grundprincipper.

Problemet er, at kulturelle kompromiser er kompromitterende. Enten tillader man muslimske bønnekald. Eller også gør man ikke. Der ingen mellemvej.

Robert Ford, professor i statskundskab, Manchester University

Ikke desto mindre anvender både centrumvenstre- og centrumhøjrepartier metoden i lande som Storbritan­nien, Belgien, Holland, Tyskland, Østrig og Frankrig. Konsekvensen er, at konservative muslimer får indflydelse på partiernes politik i de europæiske storbyer. »Min forskning dokumenterer desuden, at partiernes andel af kvindelige kandidater falder dramatisk. Imamerne og klanlederne saboterer systematisk kvinders opstilling,« siger hun. »Partiledelserne accepterer det stiltiende.«

Islamistiske partier

Et af de store spørgsmål i europæisk politik er, om de etablerede partier i fremtiden kan fastholde de muslimske vælgere? Eller om muslimerne med tiden vil støtte deres egne partier?

Overalt på kontinentet trænger problemstillingen sig på. Indvandrerpartier og islamistiske partier er allerede trådt ind på den politiske scene i lande som Holland, Østrig, Belgien, Sverige og Frankrig. De er som oftest opstillet til lokale og regionale valg i de store europæiske byer, hvor muslimerne udgør en betydelig andel af vælgerne. Eksempelvis det belgiske parti ISLAM, der vil implementere islamisk lov i Belgien. Partiet opnåede valg på lokalt plan i Anderlecht og Molenbeek i 2012, men tabte pladserne igen ved valget i 2018. Hvis man skal tro professor i statskundskab Robert Ford fra Manchester University, der er ekspert, var partiets manglende succes ikke spor tilfældig, men symptomatisk for de nye partiers skæbne – foreløbig.

»De muslimske ledere kan indtil videre opnå større indflydelse gennem de etablerede partier end via deres egne,« siger han til Weekendavisen. Og tilføjer, at de muslimske partier ofte har valgsystemet og en høj spærregrænse imod sig.

Den vurdering deler professor Rafaela Dancygier.

Hun understreger imidlertid, at meget afhænger af, hvorvidt de etablerede partier fortsat vil vinde ved at tiltrække muslimske vælgere.

»Centrumvenstre- og centrumhøjrepartierne står over for et dilemma. Jo mere de tækkes muslimske klanledere og imamer, jo mere kompromitterer de deres egen politik. Det koster stemmer i de øvrige vælgergrupper, hvilket på et tidspunkt kan få partierne til at skifte strategi. Det vil i så fald give mere plads til muslimernes egne partier,« mener Dancygier.

Hun understreger, at der dog også er udfordringer for den slags partier. »Muslimernes politiske forståelse er primært klanbaseret, klientelistisk og uideologisk, hvilket gør dem svære at forene i et parti.«

Mulighederne er imidlertid til stede i lande med en lav spærregrænse som Danmark og Holland. Ikke mindst fordi centrumvenstrepartierne i begge lande »delvist har brudt med de muslimske vælgere for at tiltrække indvandringskritiske arbejdervælgere«, som Ford understreger.

Netop dén udvikling var afgørende for etableringen af indvandrerpartiet Denk i Holland. Partiet blev stiftet i 2014 af tyrkiske parlamentsmedlemmer fra det hollandske socialdemokrati PvdA, der var utilfredse med linjen i integrationspolitikken.

Sidenhen har Denk opnået valg til parlamentet med omkring to procent af de samlede stemmer, men med op til 40 procent af stemmerne i indvandringstunge valgdistrikter i de store byer som Amsterdam.

»Denk er et eksempel på, hvordan indvandrerpartier eller islamistiske partier på sigt vil kunne klare sig i et land som Danmark,« understreger Dancygier. En vurdering, som deles af Ford. Han forventer, at de nye politiske skillelinjer fremover vil skabe endnu mere splittelse i europæisk politik og styrke identitetspolitikken yderligere.

»Problemet er, at kulturelle kompromiser er kompromitterende. Enten tillader man muslimske bønnekald. Eller også gør man ikke. Der er ingen mellemvej.«

Side 11