I mange år blev det anset for udlændingepolitikkens yderste grænse. Skiftende regeringer har udfordret konventionerne, er gået »til grænsen« eller har arbejdet for nye juridiske fortolkninger af deres ordlyd. Men at bryde helt ud af dem er gang på gang blevet afvist som skadeligt for danske interesser af de to store regeringsbærende partier Venstre og Socialdemokratiet. Det ændrede sig i weekenden.

»Nu er vi nået dertil, at hvis det ikke lykkes, må det næste skridt være, at vi opsiger vores medlemskab af statsborgerretskonventionen,« sagde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, til Berlingske.