Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Den har fået skyld for meget, Hjort-doktrinen. For at have ødelagt en potentiel borgerlig revolution af velfærdsstaten, for at have stoppet al idéudvikling på blå side og for at gøre især Venstre til en bovlam kopi af Socialdemokratiet.

Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen valgte ligefrem at gravlægge den i et forsøg på at revitalisere sit plagede parti. Mange andre har undsagt den som den sikre vej til at fortabe sin blå sjæl. Men sandheden er, at den lever og endda i bedste velgående.

Lad os mindes, hvad doktrinen i korthed går ud på. Den blev udviklet mellem Venstres tabte valg i 1998 og det vundne i 2001. Med erfaringer fra alt for mange valgnederlag fastslog Claus Hjort Frederiksen, at Venstre aldrig ville kunne vinde valg på at love store skattelettelser kombineret med kraftige beskæringer af velfærdsstaten.

Derfor opfandt man skattestoppet og lovede ikke at tage så meget som en enkelt velfærdskrone fra nogen.

Det virkede, men siden har kritikken været nådesløs. Venstre solgte sin sjæl for magten. I stedet skulle man have brugt valgsejren i 2001 til at gennemføre klassisk liberal politik. Forestillingen har sådan set kun virkeligheden imod sig, da Foghs regering skulle bruge Dansk Folkepartis mandater, hvis den ville gennemføre noget som helst.

Kritikken og skuffelsen var alligevel betydelig, og man kan vel med rette sige, at Liberal Alliance er en direkte konsekvens af Hjort-doktrinen.

Efterfølgende er der ikke mange, der har forsvaret den ud over ophavsmanden selv, men realiteten er som skrevet, at den har det rigtig godt.

I weekenden blev Mona Juul som ventet formand for Det Konservative Folkeparti, og allerede inden det ekstraordinære landsråd havde hun i Berlingske offentliggjort sine politiske hovedprioriteter: forsvar, klima og familie. Om skattepolitikken sagde hun blandt andet om topskatten, hvis afskaffelse var et konservativt slagnummer i sidste valgkamp:

»Jeg bryder mig ikke om den. Men jeg lever med, at den findes – og jeg synes, at alt for meget har handlet om den. Hvis den borgerlige familie igen får flertal, er det relevant at tale om – men det bliver så trist og kedeligt, hvis vi kun kan tale om topskat.«

Forinden havde Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, på sit landsmøde for et par uger siden bebudet, at han ikke længere går til valg på at afskaffe topskatten, men på at halvere den.

Dermed er antallet af partier, der næste gang vil gå til valg på at komme af med topskatten, reduceret til et rundt nul med mindre genoplivningen af Nye Borgerlige lykkes, og partiet ikke har skiftet politik i processen.

Der er givet flere forklaringer på det. Mona Juuls parti slog sig gevaldigt på det op til sidste valg og måtte retirere midt i valgkampen.

Alex Vanopslagh har erkendt, at spørgsmålet om topskat er en væsentlig forhindring, hvis man skal gøre sig noget håb om at samle et realistisk borgerligt alternativ til den siddende regering.

Det er med andre ord sulten efter regeringsmagt, der trænger sig på, efterhånden som vi nærmer os at være halvvejs i valgperioden. Med den sult kommer erkendelsen af, at skattelettelser kombineret med besparelser på velfærdssamfundet hverken kan vinde valg eller samle oppositionen.

Var det ikke præcis det, Claus Hjort Frederiksen sagde og siden har indkasseret så massiv kritik for?