Mens regeringen med rund hånd uddeler skiver, lunser og flæsketerninger fra det forslag til finanslov, der fremlægges om et par uger, skrumper den store ambitiøse fremtidsplan, som den i flere omgange har bebudet og endda bundet sig til at lave i regeringsgrundlaget.

I denne uge lancerede kulturminister Jakob Engel-Schmidt en afskaffelse af momsen på bøger, hvilket sparer bogkøberne for 330 millioner kroner om året. Statsminister Mette Frederiksen fulgte op med en midlertidig milliardstor lempelse af elafgifterne, hvilket vil koste staten 14 milliarder kroner over to år.