Kommentar. Glem alt om vibe shift, tilbageslag for wokeismen og konservativ kulturrevolution. Det er ikke Trump, der er de progressives største problem. Det er dem selv.
Selvudslettelsens politik
DEMOGRAFI ER SKÆBNE, lyder et kendt ordsprog. Det burde mange progressive minde sig selv om i disse år. For nok er de udfordret af et kulturelt vibe shift efter valget af Donald Trump, men på sigt er det en helt anden trussel, som lurer i horisonten med potentielt vidtrækkende politiske konsekvenser.
Nye tal viser, at de faldende fødselstal i den vestlige verden i høj grad kan tilskrives venstrefløjen. Progressive får simpelthen markant færre børn end konservative, viser en undersøgelse fra Financial Times.
Siden 1980erne er der således opstået en bemærkelsesværdig kløft i børnetallet. På tværs af den vestlige verden får højreorienterede omtrent lige så mange børn som for årtier siden, hvorimod de venstreorienterede har oplevet et kraftigt fald i fertiliteten. Hvor antallet af børn for konservative i gennemsnit var 2,0 i 2020, var det for de progressive blot 1,6, dokumenterer undersøgelsen. Forskellen vokser år for år – og særligt det seneste årti er det gået stærkt

Når højrefløjen i disse år stormer frem blandt de unge i Europa og USA, er det altså måske ikke alene en reaktion på venstrefløjens wokeisme, men også en afledt effekt af en større forskydning i befolkningssammensætningen, som i stilhed forvandler det politiske landskab.
MANGE VIL MÅSKE drage et lettelsens suk, hvis vi dermed i fremtiden slipper for klimaaktivisternes selvoptagede aktioner med utidige blokeringer af trafikken, vandalisme af uerstattelige kunstværker og Greta Thunbergs evindelige jammer om verdens nært forestående undergang.
Sådan går det dog næppe. Som den canadiske sociolog Eric Kaufmann har påpeget i sin bog The Third Awokening, vil en hel generation af vakte venstreorienterede de kommende årtier gå deres lange march gennem institutionerne i Vesten. Rygterne om wokeismens død er med andre ord stærkt overdrevne, Trump eller ej.
Dertil kommer selvfølgelig, at konservative også kan få venstreorienterede børn, ligesom den røde dominans i uddannelsesinstitutionerne næppe forsvinder lige foreløbig. Her må vi nok fortsat tage til takke med et ensidigt venstreorienteret perspektiv på klima, køn, seksualitet og alverdens andre emner i mange år fremover.
Men de nye tal understreger alligevel en væsentlig pointe. Hvis venstreorienterede vil fastholde deres kulturelle og politiske dominans, må de få sig nogle børn. Det gør mange af dem som bekendt bare ikke. Og hvorfor? Fordi børn udleder drivhusgasser og dermed ødelægger klimaet, lyder logikken fra flere progressive. Derfor lader de sig sterilisere eller afstår helt fra børn.
De progressives selvvalgte barnløshed bliver på den måde en selvopfyldende profeti for deres eget politiske projekt. Som Financial Times påpeger, burde de i stedet få de børn, som kan udvikle fremtidens grønne teknologier. Det vil være en langt større gevinst for klimaet end deres barnløshed – og samtidig vil det fremtidssikre venstrefløjens politiske kamp for et klimaneutralt samfund. Det eneste, de opnår ved fravalget af børn, er, at deres verdenssyn langsomt dør med dem selv.
Del: