Kommentar. Både vi og naturen bliver rigere af et lavere folketal. Den dalende fertilitet er måske den bedste nyhed i lang tid.

Hold benene samlet. For Danmark

FORLEDEN MORGEN BLEV jeg vækket med beskyldningen om at være landsforræder. Intet mindre. Tre ungkonservative mænd var i P1, hvor de argumenterede for, at det udgør »et stille landsforræderi«, når ressourcestærke danskere tillader sig at vælge børn fra. Jeg forstod på dem, at vi frivilligt barnløse er selviske typer, der ikke tænker på at producere nye samfundsborgere til … ja, til hvad?

Hele samtalen pirkede til et spørgsmål, der længe har plaget mig. Hvor rimelig er egentlig den katastrofestemning, som omgiver fertilitetsdebatten? Som barn af 1960erne er jeg flasket op med, at fjenden, den store fare for verden, er overbefolkning. For mange mennesker om pladsen. Men siden jeg var lille, er den globale befolkning vokset med fem milliarder, og prognoserne siger, at kloden allerede i 2050 skal understøtte hele ti milliarder menneskelige ressourceforbrugere. Vi bliver altså 25 procent flere end i dag.

lofr
(f. 1966) er journalist og forfatter samt ph.d. i neurobiologi uddannet i Danmark og USA. Hun skriver især om biologi, psykologi, psykiatri og etik og har modtaget en række priser, herunder Den Store Publicistpris, Søren Gyldendal Prisen, European Science Writers Award, AAAS Kavli Science Journalism Award og blev i 2020 tildelt Statens Kunstfonds hæderspris. Er desuden vært på podcasten 24 Spørgsmål til professoren, har produceret flere videnskabsserier for DR og har sammen med instruktør Pernille Rose Grønkjær lavet de prisbelønnede dokumentarfilm Genetic Me og Hunting for Hedonia. Har skrevet en række bøger, som er udkommet på flere sprog, senest bogen Størst af alt – Om kærlighedens natur.

Andre læser også