Jeg har en søn på tre år, der er nuttet og krølhåret, og så har han lært at bande, sådan lidt via osmose, fordi jeg gør det.

»Det kan jeg sgu ikke,« svarer han nogle gange, hvis jeg beder ham om selv at tage sko på.

»For satan,« hvisker han til sig selv, når han sidder i cykelstolen.

Og forleden talte vi om grunden til hans mange Nintendo-sejre over sin far – hvorfor vinder han så meget? – hvorefter min søn tog sig til hovedet i en umotiveret forpint selvkritik og råbte: »Hvorfor fanden gør jeg det?«

Selvfølgelig er jeg ikke den mest neutrale observatør, men jeg synes altså, det er meget sødt: en rundkindet dreng på knap en meter, der lyder som en plaget antihelt, fordi han endnu ikke har lært implikationerne ved samtlige ord og vendinger, inklusive de tabuiserede.

Og så mener jeg, man skal slappe lidt af, når det gælder bandeord. Der er noget opskræmt puritansk over fikseringen på bestemte udtryk, noget amerikansk forsigtighed, en mærkelig optagethed af dyd og renhed, der aldrig kan bære et nærmere eftersyn. Uha, så skal der en dollar i the swear jar, bødekrukken for bandeord, fordi Peyton eller Jayden eller Kayden er kommet til at sige f-ordet.

For det første: Det hedder fuck. Vi er voksne mennesker i en sekulær verden, vi kan godt sige rækkefølger af bogstaver, uden at verden falder sammen, og Gud lader det regne med svovl. Ord er lyde og tegn, som vi ved fælles overenskomst har aftalt en betydning for, ikke totemmer med overnaturlige egenskaber. Vi lever ikke i vandrehistorien om Candyman: spøgelset, der dukker op og slår dig ihjel, hvis du står foran et spejl og siger hans navn fem gange.

Man kunne argumentere for, at jeg gør min søn en bjørnetjeneste ved at bilde ham ind, at det er problemfrit at bande løs, at bandeord ikke er en negativ social markør, at folk ikke frastødes af den, der konstant render rundt og siger fuck.

Dertil må jeg svare: Det har fungeret fint for mig. Måske fordi omverdenen er med på, at jeg som regel har gode intentioner. Måske fordi jeg derudover taler et pænt, forsigtigt og overuddannet middelklassedansk, som jeg formentlig også giver videre til min søn. Så lige nu nøjes han med at bande, men bare rolig, snart kommer vi til de velformulerede bortforklaringer. Fuuuuck.