Aldrig har jeg fået så mange afvisninger, som da jeg forleden besluttede mig for at tale med forfattere om deres økonomi. Mens angivelige tabuer som død, kræft og nedsunken livmoder vælter rundt i den offentlige debat, skal man lede længe efter folk, der vil lægge deres årsindkomst frem. Harcelere over de lave royalties for streaming af lydbøger? Ja tak. Tale generelt om de svingende indtægter og det usikre liv som forfatter? Yes. Men fortælle, hvad man tjener, og hvad man tænker om det? Njarh, måske en anden gang.

Derfor stor jubel over, at det alligevel er lykkedes at finde tre skribenter – en digter, en børnebogsforfatter og én, der skriver lidt af hvert – som gerne vil lægge nogle tal på bordet. Den ene tjener en løn, der placerer hende solidt i den øvre middelklasse, mens de to andre ligger på eller under medianlønnen. Ingen af dem er materialister, siger de, selvom den ene godt kunne tænke sig en elbil. Måske.