»Fundamentet i vores retssystem slår store, dybe revner.«

Så er stemningen ligesom lagt. Justitsministeren lægger lidet opmuntrende ud, rynker panden, mens han skænker sort kaffe. Vi sidder på hans kontor, det er lyst og venligt, ikke ulig ham selv, men ordene, der kommer ud af Peter Hummelgaards mund, kan dæmpe enhver fredagsstemning.

»Det er alvorligt. Virkelig alvorligt,« siger han.

»Efter jeg har siddet på posten i snart tre måneder, er det blevet tydeligt for mig, at vores samlede retsvæsen er så udfordret, at det grundlæggende udfordrer vores alle sammens retssikkerhed.«

De seneste år har det væltet ind med opråb om et retssystem faretruende tæt på kollaps. Dommere, der drukner i sagsbunker; fængsler, der bugner af indsatte; fængselsbetjente, der får nok og tager deres gode tøj og går; mennesker, der venter i årevis på at få deres sager for retten, mens deres liv sættes på pause.

For almindelige straffesager er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid steget med 49,1 procent fra 2019 til 2021.

»Over en årrække har vi postet en masse penge i politi og anklagemyndighed, som har gjort det, de er blevet bedt om – er gået ud og har fanget nogle forbrydere,« siger Hummelgaard.

Systemet har sejret sig selv ihjel. Politiet er blevet så gode til deres arbejde, at domstolene og kriminalforsorgen væltes bagover. Samtidig er strafferammerne kun gået en vej. Rigtigt gættet – op. Politikerne har vedtaget bandepakker, coronapakker og vanvidsbilistpakker. Vi har set skærpelser for vold, zoneforbud, frakendelse af statsborgerskab. Og konsekvensen: Færre tilstår, flere anker deres domme, retssagerne tager med andre ord længere tid. Og fængslerne fyldes til randen.

Det er ikke raketvidenskab – nogen må have set det komme. Hvordan kan adskillige regeringer – inklusive den tidligere S-regering – have ignoreret retssystemets stadig mere overbebyrdede situation så længe?

»Jeg mener ikke, det er forkert at have gjort de her ting. Men det har helt åbenlyst været en politisk mangelvare, at vi ikke samtidig har sagt, at når vi går hårdere til forbrydere, må vi også sørge for, at det ikke tager 100 år at komme igennem systemet,« siger Hummelgaard.

Derfor vil det også blive en topprioritet at sikre retssystemets fødekæde bedre, siger han.

»Det er en af årsagerne til, at vi lige nu træffer en del beslutninger, der ikke ligefrem gør regeringen til den mest populære nytiltrådte regering i danmarkshistorien. Nogle af de midler vil åbenlyst lande i retssystemet.«

Der vil dog ikke blive tale om et stort milliardbeløb, slår Hummelgaard fast. Penge alene bliver ikke løsningen på problemerne.

»Udfordringernes karakter er egentlig meget sigende for det, der er denne brede regerings raison d'etre. Vi kan og vil fokusere på at styrke samfundets bærende søjler – herunder retsområdet. Og vi kan tillade os for en stund at skrælle de kortsigtede politiske hensyn væk og træffe beslutninger, der ikke nødvendigvis giver nemme politiske point.«

Det vil kræve investeringsvilje, men mest af alt politisk mod, siger Hummelgaard.

»Mod til at spørge: Kan vi finde nye måder at gøre tingene på?«

Værnepligt som straf

Jeg har bedt ministeren placere kriminalforsorgen på en beredskabsskala. Hvor alvorlig er situationen på en skala fra et til fem?

»Fem,« siger han uden at tøve. »Det står og blinker med røde lamper.«

Kriminalforsorgens strukturelle problem er, at fængselsbetjentene forsvinder, mens antallet af indsatte vokser. Flere starter godt nok på uddannelsen, men de er frygtelig svære at holde fast i.

»Vi skal først og fremmest i mål med de fysiske lokationer,« siger Hummelgaard. Her taler han blandt andet om fængslet i Kosovo, der fra engang i 2025 skal reducere trængslen i de danske fængsler. Dernæst er der de tre milliarder, regeringen vil sætte af til lønløft, hvoraf det ifølge ministeren er »uomtvisteligt, at fængselsbetjentene kommer til at indgå«.

»Men jeg er også meget tiltalt af ideen om, hvorvidt vi kan finde nye måder at straffe på, der skåner fængslerne,« siger Hummelgaard.

Som del af den straffereform, regeringen efter planen vil gennemføre, leder Hummelgaard efter alternativer til den klassiske fængselsstraf – primært for dem, der bryder loven første gang. Det handler grundlæggende om at gentænke rammerne for, hvad en »straf« kan være.

»Man kan sagtens være tough on crime og samtidig sige, at straffen skal afsones på en anden måde. Jeg sidder med forskellige ideer, som jeg dog endnu ikke ved om er realiserbare. Lad os sige, vi står med nogle unge mænd, der er dømt for førstegangsovertrædelser, grov vold eksempelvis. Når nu vi alligevel skal til at have en masse raske unge mænd i trøjen for at ruste os mod russere og kinesere, kunne man så i stedet sige: Du får valget mellem at afsone to måneder i fængsel eller at tage otte-ni måneders værnepligt i en form, samfundet har brug for,« spørger justitsministeren.

»Det ville lette presset på fængslerne, og jeg tror grundlæggende også, at det kunne virke resocialiserende, hvis militæret indrettes på den rigtige måde. Det er noget, jeg har tænkt meget over.«

Et bud kunne også være, at en hooligan, der eksempelvis har smækket nogen en flad, i stedet for en måned bag tremmer får karantæne fra sin klubs stadion.

»Man kan sige: Straffen kunne være at skulle se kampen på politistationen i et par år frem for på stadion eller en pub. Det tror jeg, en hooligan ville synes var rigtig, rigtig kedeligt. Jeg leger med og er åben over for alle kreative, for den sags skyld også skøre forslag. Forslag, som i øvrigt også kan virke forebyggende – frem for frihedsberøvende. Det vil jeg udforske meget mere.«

Hummelgaard tager en tår kaffe. Når han optræder i interviewsituationer på tv, undgår man ikke at bemærke den politiske maskine, der konstant må kværne inde i hans hoved bag det professionelle, upåvirkede smil.

Under interviewet tier Hummelgaard da også, når han skal tænke sig om. Han begynder ikke en sætning, han ikke kan færdiggøre, og kigger på intet tidspunkt ned i sine papirer. Til gengæld holder han konstant øjenkontakt.

– De høje strafferammer er den primære årsag til domstolenes og kriminalforsorgens problemer. Kunne man – og nu brainstormer jeg jo bare – forestille sig det simple greb bare at sætte dem ned?

»Det er en fornuftig overvejelse værd, hvad angår nogle forbrydelser vel at mærke. Kriminalitetsmønstret ændrer sig. Vi oplever mindre hverdagskriminalitet – indbrud og den slags – men til gengæld ser vi mere bandekriminalitet og større voldsparathed. Og for sidstnævnte er vi nødt til at reagere. Danmark er stadig i top målt på tillid til retssystemet, men jeg mener, at forudsætningen for at bevare den tillid er tryghed. For den type forbrydelser kan retspolitikken ikke være styret af pladsproblemer og for lang sagsbehandlingstid.«

To typer retssikkerhed

En analyse, som Advokatrådet har fået udarbejdet af Copenhagen Economics, har tidligere vist, at der skal pumpes 1,4 milliarder kroner ekstra ind i domstolene frem mod 2030, hvis sagsbehandlingstiden for de civile sager skal ned på de 12 måneder, Advokatrådet vurderer som rimeligt.

Vi kan ikke vente på hjælpen, var budskabet i det forslag til en akut hjælpepakke på omkring 200 millioner, de samlede advokat- og dommerorganisationer sendte til justitsministeren for to uger siden.

Torsdag inden deadline præsenterede regeringen så sit udspil til en finanslov, der vil videreføre den flerårsaftale for domstolenes økonomi, som udløb i 2022, og sende en økonomisk indsprøjtning på 185 millioner kroner til domstolene.

Hummelgaard placerer domstolene lige under fængslerne på beredskabsskalaen – her er situationen svarende til 4,5.

Det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvorefter domstolene hvert år har skullet spare 1,2 procent, har langsomt udhulet systemet for kontorfunktionærer. Dommerne må nu selv sørge for vand til vidnerne, sikre bilagene er i orden – alle de opgaver, der handler om alt andet end deres egentlige arbejde: at forholde sig til loven. Imens hober sagsbunkerne sig op.

»Den meget sørgelige følgevirkning af domstolenes tilstand er, at der nu er nogle enkeltindivider, der har lidt et tillidstab til systemet. Men vi er heldigvis ikke et sted, hvor det samlede samfunds tillid til domstolene er prøvet. Vi er der, hvor jeg råber vagt i gevær,« siger Hummelgaard.

Justitsministeren har nedsat det såkaldte Rørdam-udvalg, ledet af tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam, der skal støvsuge domstolene for pletter, hvor der kan effektiviseres. Udvalget har siden januar mødtes otte gange og skal præsentere deres endelige tanker i maj. Flere medlemmer har dog allerede offentligt berettet om det komplekse i at skulle skære fedtet fra en gås, der ikke har spist i årevis.

Oppe at vende er spørgsmål som grænsen for, hvornår retssager skal behandles som nævningesager. Hvis en person står til at få mere end fire års fængsel, behandles sagen i dag ikke bare af én dommer, men af tre dommere og et nævningeting. Kunne man sætte grænsen op, så der først skal bruges tre dommere, hvis personen eksempelvis står til seks års fængsel? Det er det ældste trick i bogen: Er niveauet blevet for højt, kan man altid ændre grænsen for, hvad der er højt.

Et andet forslag lyder på at gøre det nemmere at dømme en person, der ikke dukker op til sin retssag. Og en tredje idé, som udvalget i øjeblikket diskuterer, er at fjerne ankeretten i bødesager, så det vil kræve en særlig tilladelse at få efterprøvet, om den bøde nu også var i orden.

»Jeg synes, det er gode ideer. Det er svære afvejninger, men jeg tror, det bliver nødvendigt. Der er virkelig god musik i at løfte grænsen for nævningesager,« siger ministeren.

»Vi oplever mere alvorlige forbrydelser med lange straffe, bandekriminalitet eksempelvis. Det betyder, at flere sager i dag føres som nævningesager. Men fordi de her alvorlige sager er blevet mere almindelige, synes jeg, det er naturligt, at de ikke længere skal gennem den allermest dommertunge sagsproces.«

– Er man på anklagebænken, vil man nok ikke være helt enig?

»Nej, og derfor er det også en afvejning. Men vi kommer ikke til at løse de lange sagsbehandlingstider med penge alene. Der er grundlæggende to definitioner af retfærdighed og retssikkerhed. Vi er nødt til på den ene side at afveje hensynet til, at sagerne går rigtigt for sig med det rigtige udfald, og på den anden side, at det ikke tager for lang tid. Forsinket retfærdighed er også nægtet retfærdighed. Der, hvor vi er nu, kommer det sidste hensyn – at sager kan afvikles hurtigere – til at veje meget tungt,« siger han.

»Effektiviseringer vil ikke løse det hele. Men det er et billede på, at vi vil gå ind og pille ved noget, der også kan være kontroversielt.«