Der er kø ved Ejvinds Bageri. Her kan man læse Ekstra Bladet og Die Welt og fortære en fuldfed gammeldags med to kugler og guf for 34 kroner. Det er sommer i Søndervig, solen skinner (ish), og tyskerne er, som sidste år og året før og året før det, overalt og alle vegne: De besætter årligt omkring 90 procent af udlejningssommerhusene i Ringkøbing-Skjern Kommune. I højsæson »kun« 75 procent.

Invasion og tilbagetrækning sker på én og samme dag: lørdag. Tyskerne på retræte triller hele formiddagen i en lang, næsten stillestående karavane ud af Søndervig og Hvide Sande, og få timer senere gentager forestillingen sig i modsat kørselsretning, når nye tyskere i hobetal indtager sommerlandet. De bowler i Beach Bowl, hvor der für den kleinen Hunger langes mariniertes Hühnchenbrust over disken, og hvorfra de kan betragte horderne af højtråbende minigolfspillere og overvære byens legendariske bagagerumsmarked. Her – og alle andre steder i øvrigt – giver tyskerne ikke meget for Guten heute Leute og bøvl med kasserollebøjningen: Selv om det er dem, der kommer her, forventer de, at al kommunikation foregår på tysk. Men så er de til gengæld også købestærke udi aflagt tøj, LEGO, dimser og dutter.

Søndervig, Hvide Sande og resten af Vestkysten holdt vejret i april og maj: Ville der overhovedet komme turister i år, nu når grænsen var lukket? Pessimismen blev i hvert fald delvist gjort til skamme, for danskerne fik øjnene op for vandkantsdanmark, og for første gang i en halv menneskealder har Ringkøbing Kommune dette første halvår af 2020 huset flere danskere end tyskere. Der er dog så absolut ingen grund til at forvente en blivende forskydning: Mens danskere for længst igen valfarter mod varmere himmelstrøg, holdt tyskerne ivrigt i kø på dagen for grænseåbningen og gør allerede tydeligt indhug i den danske føring på sommerhuskontoen.

Men hvorfor kommer de egentlig, tyskerne? Die Natur, lyder det enstemmige svar fra udmattede familiefædre og vindblæste pensionister; Søndervig og Hvide Sandes placering på en lang, tynd tange betyder fjord mod øst, hav mod vest og en skøn blandet landhandel af klitter, skov og og marker derimellem. En konstant folkevandring udspiller sig over de få hundrede meter fra Søndervig bymidte til vandkant: Forbi Restaurant Sandgaarden, hvor de turister, der ikke identificerer sig som turister, drikker kold hvidvin og folder servietten pænt i skødet, forbi badehotellet, der er som taget ud af serien af samme navn, og til sidst op over klitten. Der er femten grader og noget, der føles som stiv kuling, men det vil tyskerne ikke høre tale om. På vej mod vandet er de iført klipklapper, kjoler og knickers, der kan lynes af ved knæet, på vej tilbage kun badetøj.

På den hvide sandstrand ligger tyskerbunkerne spredt som tilfældige klodser, et minde om en fjern fortid. En opslået parasol suser hen over stranden, en hjælpeløs familiefar er i gang med det helvedesprojekt, det er, at sætte et halvtelt op ved Vesterhavet. Vinden og bølgerne brøler ad de jublende turister, som for at minde dem om den uforudsigelige understrøm, der som et mytisk havuhyre æder alt og alle, der vover sig for langt ud. Foruden fiskerbåde er utallige forhold og drømme forlist herude: Enten elsker man Vesterhavet, eller også hader man det. Og selv om tyskerne efter mange års tragiske drukneulykker endelig er ved at forstå den dødsensfarlige kombination af fralandsvind og luftmadras, kaster de sig stadig ind i bilerne og videre ud i det barske saltvand, så snart muligheden byder sig.

Tilbage i hovedgaden synger to mænd på Biergarten meget højt og utroligt grimt blandt gæsterne, der underligt nok ser ud til at nyde optrinnet. En dreng makser ud, hans pressede mor med et andet barn i hånden og et lille menneske i svøb over skulderen råber i afmagt: »Hvis du begynder at flæbe nu, er der ingen is senere!« Drengen overvejer sit ultimatum i ti sekunder, inden han igen kaster sig mod jorden, og hans skrigeri blander sig med sangernes urolige guitarspil, lyden af kegler, der vælter, biler, der dytter, segways, der summer, og den klirrende støj fra Pizzeria Valentino, der igen i dag har fuldt hus i deres PIZZA, PASTA & SALAT BUFFET til 95 kroner. Hvis tusindvis af sammenstuvede turister ikke i forvejen henledte tankerne på ét stort tivoli, sørger karrusellen i bymidten for dén association.

Det dansk-tyske forhold har gennem tiden været en kompleks, tvetydig og følelsesladet affære. 2020 markerer 100-året for Genforeningen og grænsedragningen, der i Mellemkrigstiden var genstand for strid og national konflikt, og i dag er et kompliceret ærkefjendeforhold afløst af et tæt naboskabsforhold – 2020 er sågar gjort til dansk-tysk kulturvenskabsår. Men én ting er at være gode venner, når begge parter som udgangspunkt holder sig på eget territorium. Hvordan er forholdet til tyskerne på Vestkysten, hvor beboerne efterhånden lige så ofte mødes med et Guten Tag frem for goddag?

I særklasse, lyder det i tøjbutikken Hinges Hus inde i Ringkøbing. Eftersom 80 procent er gengangere, har ekspedienterne med tiden opbygget et nært forhold til tyskerne: »I går betjente jeg eksempelvis tyske Bettina, der kommer tre gange om året og køber alt sit tøj hos os,« siger en af dem. I Søndervig er den driftige handelsmand Keld Hansen ikke så underligt også »fuldstændig vild« med tyskerne. Ud over at have startet byens eneste supermarked, Meny, hvor en god portion af kommunens teenagere 365 dage om året sidder bag kassen og udsender hormoner og tyske gloser i ét væk, udlejer han knap 20 butikker i Søndervig. Han kom til byen 1. maj 1970, dengang man ved et sommerhus forstod aflagte møbler, dårlig isolering og træk og slip, og der var langt mellem tyskerne. Som sommerhusene med årene blev flere, større og bedre, eksploderede interessen sydfra og er siden kun gået én vej: op. Keld Hansen beretter om gensidig kærlighed: »Vi elsker tyskerne, og tyskerne elsker os. Og de lokale i området – jeg er slet ikke i tvivl om, at de også er glade for tyskerne. Selvfølgelig er de det. Altså, du kan måske finde én, der ikke er. Men så skal du også lede længe.«

Længe er et vidt begreb. De lokale holder sig langt fra gedemarkedet inde i byen, men få 100 meter ude ad stien mellem Søndervig og Hvide Sande kigger et lokalt par, der er ude på deres daglige powerwalk, mørkt på hinanden, da snakken falder på tyskerne. Den samtale har de haft før. »Vi er ikke tyskerfjendske, de er jo helt afgørende for vores eksistens. Men åh, jeg trænger sådan til noget ro. Ikke kun i min ferie, men særligt i min ferie. Og jeg er så træt af at holde i kø.«

Det vestjyske forhold til tyskerne er fortællingen om kærlighed, der bunder i afhængighed: Uden tysken var man intet. Men er det så egentlig kærlighed? Det tvetydige forhold har eksisteret, lige siden tyskerne for alvor vendte VW’erne mod nord. Forfatter Johannes Lilleøre skriver i sin fortælling »Man vender tilbage« i bogen Vesterhavet om sin opvækst på Vestkysten: »Jeg vil ikke sige, vi frydede os over, at tyskerne druknede, men det var noget, vi forventede. Og vi advarede dem ikke. De var ubudne gæster. De ændrede landskabet. Områder med ren natur blev i løbet af få år plastret til med sommerhuse, iskiosker, Turistinformation, Zimmer frei og Holz hier-skilte. De bedste områder blev ofret for at få fat i tyskernes penge ... Vi brød os ikke om dem. Vi holdt en distance. De var et nødvendigt onde.«

Nogenlunde sådan ser også den powerwalkende kvinde på sagen. »Hvad skal man gøre? Vi smukkeserer os hele tiden mere og mere herude, så det er jo klart, de bliver ved at strømme til.«

»Smukkesere« er en rammende beskrivelse. Det fyger med kommunale lokalplaner, der skal endnu flere turister, og alle taler de ind i en større national plan om at »gøre vestkysten til en af Nordeuropas mest attraktive kystdestinationer« gennem markant vækst i omsætning, overnatninger og tilfredshed inden 2025. Et stenkast herfra er oplevelsescenter Naturkraft netop åbnet, en time mod syd kan tyskerne studere deres bedsteforældres bedrifter på Tirpitz Museum. Og sådan kunne man blive ved.

{embedded type="node/node_image" id="33877" width="screen_width"}

En rask rulleskøjtetur fra Søndervig blomstrer strategien i fuldt flor på sin helt egen måde. Fiskerbyen Hvide Sande, eller White Sands som lokalmagasinet ynder at skrive, har sat sig for at blive det nye Cold Hawaii, surfersuccesen i Klitmøller, og har ved både fjord og hav etableret rå, tilbagelænede surfermiljøer, hvor surfere fra nær og fjern bosætter sig i autocampere i månedsvis for at kite- og windsurfe. Det handler om at få turisterne til at komme hele året, og det er blandt andet den årlige Waterz-festival godt på vej til at sikre.

Surfermiljøet kaster også afledte effekter af sig: Side om side med byens barske fiskermiljø vælter det frem med eksklusive steder, der mildt sagt stikker ud – senest kaffebaren Twenty Twenty.

»Min kæreste og jeg flyttede oprindeligt fra Tjekkiet til Danmark for at studere og surfe, og vi var længe frustrerede over ikke at kunne få en veltillavet kop kaffe i Hvide Sande efter strabadserne på havet. Så var vi jo nødt til at åbne vores eget sted,« fortæller den unge ejer, der for blot seks uger siden introducerede avocadotoast og timianlemonade i Hvide Sande, og som serverer kaffen fra La Cabra Coffee i eget design: håndmalet, blåt bølgebrus på hvidt porcelæn. I kaffebaren tales kun engelsk. Tal om kulturmøde.

Det gav genlyd i byen, da man tidligere i White Sands Surf and Coffee investerede i et ordentligt svin af en baristamaskine. »Hvad er der nu galt med filterkaffe?« var ifølge surfentusiasten bag disken lokalsamfundets umiddelbare reaktion. I butikkens rå loungeområde kan man nyde Vestkystens første flat white – og så er den endda lavet på havremælk. Det giver fiskerne ikke fem flade øre for. Det gør berlinerne, københavnerne og de udenlandske surfere til gengæld. Som om det ikke var nok, optages i øjeblikket den kommende TV 2-krimiserie Hvide Sande, der med et plot centreret om byens surfermiljø dels skal få nye målgrupper i nettet og dels sikre, at de, der allerede er solgt – tyskerne – bliver ved med at komme. Jo flere, desto bedre.

En havmåge skriger sin sjæl ud på taget af en fiskerbåd i havnen. »Åh, hold kæft,« udbryder fiskeren og vapper ud efter fuglen, der forskrækket basker op og finder nogle andre at genere. Herude kalder man en spade for en spade – eller rettere sagt en spa’e – og siger sin mening. Det har Jonna Odgaard fra Ringkøbing gjort i flere år. Hun mener, at turismen er gået for vidt: Naturen lider under det massive pres fra gæsterne. Da der ifølge hende selv »ikke kom noget som helst ud af hendes læserbreve om emnet«, tog hun sagen op i Danmarks Naturfredningsforening i Ringkøbing, hvor hun sidder i bestyrelsen. »I foråret skulle vi have afholdt et debatmøde under titlen ’Grænser for turismen’, det er desværre nu udskudt på grund af corona. Men det er helt nødvendigt at sætte en begrænsning, for der gøres konstant indhug i naturområderne for at gøre plads til flere turister,« siger hun.

»Og alle tyskerne har store hunde med, som de lader løbe frit rundt. De forstyrrer dyrelivet i klitterne, skovene, fjorden. Fuglene har sgu aldrig fred!« Det er tilsyneladende lidt af et paradoks: Tyskerne kommer for den rå og uberørte natur – men er måske selv med til at spolere den.

Jonna flyttede tilbage til Vestkysten for femten år siden, fordi hun savnede at høre vestjysk. Men det kunne hun have sparet sig, siger hun tørt, for nu foregår livet på tysk. Turismen slider på det, hun kalder »den sociale bæredygtighed«: »Det er simpelthen ikke til at holde ud som borger i kommunen at være her i højsæsonen. Der er sådan en trængsel, at vi lokale hverken kan komme frem eller tilbage,« siger hun. »Engang kunne vi i det mindste have fred om vinteren. Men nu er tyskerne her i efteråret, julen, påsken, man slipper aldrig for dem! Men alt handler bare om vækst, vækst, vækst: Turismen er urørlig.«

I Tyskerhavnen i Hvide Sande, hvor man på et helt ukristeligt tidspunkt om morgenen kan erhverve sig en helleflynder til røverpris, flytter kunstnere ind side om side med de gamle fiskere, og i Hvide Sandes første og eneste tapasbar, Lille K, sipper gæsterne moscow mules, køber mælkebøttelikør under overskriften: »Vestjysk smag – ting ta’r tid« og shopper bæredygtige karafler med påtryk som »I need vitamin sea« og »Make oceans clean again«. Fiskerliv og fashion i forening, eller vestjysk dna på kant med lidt for trendy storby-vibe? Uagtet hvad beboerne siger, er kommunen svært opmærksom på, at de mange aktiviteter, udbygninger og hippe tendenser ikke må kamme over. Ifølge Per Høgh, kulturchef i Ringkøbing-Skjern Kommune, er nøgleordet »autentisk fornyelse«:

»I Hvide Sande eksempelvis har man stadig fiskermiljøet, iværksætteriet og fabrikkerne: Turisterne kommer til et fungerende samfund. Det er så vigtigt, at dén del ikke drukner i nye tiltag. Så jo, vi vil i højere grad på landkortet, men autenticiteten er i højsædet.«

Den er dog til at overse i krydset ved Søndervig. Langs højre side af landevejen er markerne jævnet med jorden, og tre enorme piloteringsmaskiner arbejder i døgndrift, for at 500 spritnye Lalandia-ferieboliger kan stå klar til 2022s tyske invasion.

Maskinerne danner en mekanisk, rytmisk lyd, der overdøver selv det mest hysteriske feriebarn på slikkepind nummer fem. En mand trommer ubevidst i takt på sin filterkaffe og ser tomt ud i luften. Man bliver vanvittig af den lyd efter bare fem minutter. Eller, ikke hvis man er handlende, lader indehaveren af en mindre souvenir-butik mig forstå: »Dét der – det er lyden af penge.«

Laura Hattens

Stilstand