Ole Tranberg havde allerede hørt rygtet, da Inger Støjberg pustede liv i det: Han skulle være nabo til et udrejsecenter. Det var i 2015. Da centeret åbnede få måneder senere, havde han rejst et hegn om sin fædrenegård og monteret et overvågningskamera i indkørslen. En tredje sikkerhedsforanstaltning knurrer fra sin kurv i stuehuset.

»Don,« siger hans kone, Birgit, om schæferen, som knuser hundefoder, så det knaser som en cementblander, »er det eneste positive, det her har bragt med sig«.

Blodkarrene i Birgit Tranbergs højre øje er sprængt. Hun brød sammen i går. På det seneste er det, som om det hele er kørt op i en spids: De fremmede biler ført af udenlandske mænd, der parkerer på skovvejen uden for deres ejendom, som om de venter på nogen. Hullerne, der er begyndt at dukke op i hegnet ind til udrejsecenteret. For en måned siden investerede hendes mand i to brandslukkere. Selvom hun godt kan forstå ham, skræmte det hende også. Ole Tranberg rømmer sig ved spisebordet. Så siger han:

»Hvis nu nogen kastede en dunk benzin ind ad vinduet.«

Kærshoved nær Ikast består af en gammel fængselsbygning og en samling pæne landhuse gemt i et bælte af nåletræer og bøg, der strækker sig over den midtjyske hede. Siden fængslet i 2016 blev omdannet til udrejsecenter, har det huset afviste asylansøgere. Samtidig huser stedet personer på tålt ophold, der står bag menneskehandel og krigsforbrydelser, og hårde kriminelle udvist ved dom for alt fra drab og voldtægt til terror. I alt er der 300 indsatte.

Det var denne konstellation, regeringen ønskede at gøre op med, da udlændingeminister Mattias Tesfaye i sidste uge proklamerede, at udrejsecenterets 130 kriminelle skulle flyttes til Langeland. Det ville aflaste Kærshovedgård. Men efter en langelandsk folkeopstand og politisk pres blev Tesfaye sendt på tilbagetog og Langelands-planen droppet. Konsekvensen var derfor åbenbar for midtjyderne tirsdag aften denne uge, da ministeren måtte ringe til borgmesteren i Ikast-Brande og overbringe beskeden: Alt fortsætter som før.

Fem år er nu gået, siden Inger Støjberg indviede Udrejsecenter Kærshovedgård med udtalelsen:

»Det skal være utåleligt at være på tålt ophold.« Støjbergs ord er i dag berygtede her på egnen, for nogle mener, at centeret også blev utåleligt for naboerne.

Hul i hegnet

Ole og Birgit Tranberg husker tydeligt valgnatten i 2019. Den nat hørte ægteparret pludselig jubelbrøl fra barakkerne inde på Kærshovedgård: Da Venstre tabte regeringsmagten, blev det famøse forslag om at flytte udrejsecenteret til den øde ø Lindholm skrottet.

Det var en god nyhed for de indsatte. Selv havde familien Tranberg ingenting at fejre.

I løbet af det sidste år har der på nærmest daglig basis holdt biler i skoven og ventet. Indsatte kommer tomhændede ud fra Kærshovedgård, sætter sig ind i bilerne og træder ud igen med fyldte rygsække. Indsatte er i flere tilfælde blevet sat i forbindelse med narkokriminalitet. Det foregår tilsyneladende lige ude foran familien Tranbergs hus – og gennem et hul i hegnet.

To gange har Ole Tranberg opdaget de hemmelige udgange i hegnet, der går omkring centeret: Første gang han gjorde ledelsen opmærksom på problemet, blev hegnet fikset. Men så fandt han et nyt hul og besluttede sig for selv at dokumentere det, så offentligheden kunne se det. I april kunne TV 2 bringe nye optagelser af indsatte på vej gennem hegnet.

Ole Tranberg henter sin iPad og finder et foto frem. Det er fra sidste uge. Tre maskerede mænd stirrer direkte ind i overvågningskameraet i hans indkørsel. Kun deres øjne er synlige.

»Vi spørger os selv, om de vil gøre os ondt. Vi lader ikke længere vores børn overnatte her, og Birgit er holdt op med at cykle. Vi er ladt i stikken,« siger han.

Frygten fik ham til at investere i de to brandslukkere. Ole Tranberg tøver og skæver til sin kone:

»Jeg kan også hurtigt finde nøglen til jagtskabet.«

{embedded type="node/node_image" id="40155" width="screen_width"}

Hvad siger Ole Tranberg til dem, der måtte mene, at hans frygt er overdrevet?

»Prøv at stå her selv. Det er os, der har dem i vores baghave.«

Bogføringskrejlere og terrordømte

Kærshovedgård har huset landets utilpassede længere, end nogen på egnen kan huske. Digterpræsten Kaj Munks morder ruskede tremmer her i 1940erne, hypnotikeren og voldtægtsmanden Ali Hamann i 1980erne; i 2005 skulle Mogens Glistrup have afsonet en racismedom her, men endte i en sjællandsk arrest, fordi Kærshovedgård var begyndt at modtage så mange fanger med udenlandsk baggrund, at Kriminalforsorgen ikke kunne garantere hans sikkerhed.

Selvom hårde typer har afsonet bag de hvide mure, var Kærshovedgård, frem til udrejsecenteret åbnede, kendt som et sted, hvor bogføringskrejlere og familiefædre med spritdomme tjekkede ind i sommerferien under dække af at være på bilferie.

Tidligere naboer til fængslet fortæller, hvordan indsatte blev sat til at male køkkener og gavle på de gamle tjenesteboliger, der blev lejet ud til lokale. Ingen bekymrede sig om at låse døren.

Sådan er det ikke længere. Selvom stedet førhen var et åbent fængsel, hvor fangerne kunne bevæge sig frit rundt i området og den nærmeste by, Bording, var det betryggende at vide, at de havde motivation til at opføre sig ordentligt. De havde noget at se frem til efter overstået straf: friheden.

Anderledes ser det ud for de indsatte i dag: De kan se frem mod at vende hjem til præstestyret i Iran eller et krigsmartret Somalia. Mange af dem har været på Kærshovedgård siden begyndelsen uden mulighed for at arbejde eller studere. De sidder fast. Hvad kan man ikke finde på, hvis man intet har at miste, spørger lokale midtjyder. Nogle har noteret sig, at muhammedtegneren Kurt Westergaards terrordømte overfaldsmand, »øksemanden«, er tjekket ind for nylig.

{embedded type="node/node_image" id="40154"}

Svend Kristiansen er en mand, som lokale betror sig til. Den 52-årige direktør bor med sin hustru på et nedlagt landbrug i Isenvad få kilometer fra Kærshovedgård. Han er en lun og rødblond midtjyde, der tager sig god tid, når han taler, og han har sat sig for at indsamle vidnesbyrd. For godt en uge siden inviterede politiet ham og andre lokale til et møde i Bording: Efter at Ole Tranbergs video af hullet i hegnet var blevet vist i fjernsynet, ville de sikre sig, at borgerne følte sig trygge.

Henvendelserne var ikke få – og de minder om andre historier, vi får fortalt, de fire dage vi er i Midtjylland.

Det var historien om borgeren, der kom hjem og fandt indsatte fra centeret, som lå og solede sig i indkørslen. Om utallige cykler, der forsvinder og bliver fundet på Kærshovedgård. Om restaurantejeren, der længe havde samlet pant for at spare op til en gave til sin søn, men en dag opdagede, at flaskecontaineren var tom. Om kvinder, der får ubehagelige tilråb på gaden, om mænd, der dukker uventet frem fra buskadset på landevejen.

Andre beretninger er mere alvorlige: De handler om enkelte bilister, der oplever at blive stoppet på vejen af indsatte, der flår i bildørene. Og om butikstyverier og ballade på OK-tanken inde i Bording. Ejeren af tankstationen bekræfter over for os, at han blev skubbet i brystet, og fortæller, at hans kvindelige ansatte er blevet kaldt for »ludere«.

»Vi internaliserer vores frygt og bliver pragmatiske,« siger Svend Kristiansen og fortsætter. »Vi ændrer vores adfærd og vores liv, så vi kan få det til at fungere. Det er en grotesk følelse af indskrænket frihed, udmattelse og fastlåsthed. Vi har givet op.« Selv tør han godt køre forbi udrejsecenteret. Men han låser altid bilen inden.

{embedded type="node/node_image" id="40156" width="screen_width"}

»Kære Mattias Tesfaye«

Vi kommer i kontakt med en familiefar, der bor tæt på Kærshovedgård. Han ønsker ikke at stå frem med navn på grund af sin families sikkerhed. De har haft en stribe af ubehagelige oplevelser:

For få år siden stoppede en indsat konen og datteren i familiens bil, da de kørte forbi centeret. Han forsøgte at trænge ind. Senere blev familiens traktor smadret.

Men den 21. juli i fjor skete noget, de ikke kan ryste af sig: Den dag var familiens 17-årige søn ude at køre motocross med en kammerat, da fire udenlandske mænd troppede op og anklagede dem for at have smadret ruden på deres bil. Det endte i en højlydt diskussion.

Så trak en af mændene en kniv og truede dem med ordene: »Hvor bor I?« Politiet bekræfter over for os, at de har modtaget en anmeldelse om trusler på livet, men fortæller samtidig, at deres efterforskning aldrig førte frem til en gerningsmand. Sagen er afsluttet. Men ikke for familien:

»Det kommer hele tiden op,« fortæller faren. »Vores datter har nærmest angst over det.« Datteren er holdt op med at gå ture i området på egen hånd. I efteråret skrev hun et brev til ministeren.

»Kære Mattias Tesfaye,« begynder hun. »Jeg føler mig ikke tryg i mit eget hjem.«

Hun bemærker, at ingen af naboerne er blevet tilbudt nogen form for kompensation. Nogle ønsker at flytte, men husene er ikke i høj kurs.

»Vi er fanget og føler os bundet på hænder og fødder,« skriver hun.

Skam og lede i Midtjylland

Folk fra egnen slås – side om side med vreden og frygten – med en anden følelse: skammen. Der er et personligt ubehag ved at mærke og tale så åbent om frygten for de fremmede.

»Jeg har det ikke godt med det her,« siger Svend Kristiansen fra Isenvad. »Det er så let at gøre diskussionen til en kamp mellem ’de venligtsindede’ og ’racisterne’.« Han føler med de indsatte på Kærshovedgård; deres håbløshed kan ingen bebrejde dem. Samtidig frygter han dem.

I den forstand er egnen et mikrokosmos af den udlændingedebat, der med voldsom og fornyet kraft splitter Danmark i disse måneder. Der er folk i området, som er stoppet med at tale sammen, efter at de fremmede flyttede ind på Kærshovedgård. Intet under, at Tesfaye slog sig så hårdt på Langeland.

Ikke alle føler, at det brænder på i Midtjylland. Da vi tager i Fakta i Bording for at undersøge et rygte, der svirrer ihærdigt – at flere ældre borgere har været udsat for røveri ved kassen – får vi fra bestyreren svaret: »En del ølrapserier? Jo tak, men noget røveri har jeg aldrig hørt om.«

Også blomsterhandleren længere oppe ad gaden har kun gode oplevelser at dele: Hun har en sød kunde fra Kærshovedgård, der altid køber den samme særlige plante til sit værelse. Børn af de enlige mødre på centeret kommer tit forbi og spørger høfligt og på fejlfrit dansk, om de må få fyldt deres vandflasker.

Gerda Abildgaard, en pensioneret folkeskolelærer fra Ikast, dedikerer det meste af sit liv til de indsatte, tager dem med i biografen, deltager i støttegrupper og kommer konstant på centeret. Ikke én gang har hun følt sig usikker.

»Det med at låse bildøren synes jeg er noget pjat. De skulle tage at give dem et lift,« siger hun.

Der findes næppe noget sted i landet, hvor lokale holder politiets arbejde under så kraftig en lup som her. Ordensmagten er under konstant mistanke, for eksempel spekuleres der i, om de dysser problemer ned efter ordre fra politikerne.

Det paradoksale er, at det samtidig er næsten umuligt at udpege noget andet område i Danmark, der patruljeres så intensivt som Kærshoved og omegn. Området har fået tildelt særstatus: Det betyder, at politiet rykker ud for at undersøge henvendelser, der normalt bliver overhørt. Alt sammen for at skabe tryghed.

Alligevel mærker alle den langtfra. Og det på trods af, at kriminaliteten – hvis man ser bort fra butiksrapserier – i det store hele er faldet, siden udrejsecenteret åbnede. Men ifølge chefpolitiinspektør Claus Hilborg er der grænser for, hvad politiet kan gøre for at afhjælpe borgernes oplevede utryghed.

»Fakta er, at der ikke er ret meget alvorlig kriminalitet. Men fakta er samtidig, at folk er utrygge,« siger han og fortsætter: »Vi kan være synligt til stede, men vi kan ikke patruljere centeret væk.«

At Kærshovedgård Udrejsecenter ikke forsvinder inden for nogen overskuelig fremtid, stod klart tirsdag aften efter Tesfayes tilbagetog fra Langeland. Få minutter efter nyheden lander, tikker en sms ind. Den er fra Svend Kristiansen: »Vi sidder tilbage med løsningen, ingen andre ville have,« skriver han til os.

Lyt også til Avistid, hvor Martin Krasnik interviewer Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, efter en uge med udlændingepolitisk ballade.

Laura Hattens

For enden af regnbuen