Efter flere ugers politisk pres tilføjede Joy Mogensen i starten af april en hjælpepakke til økonomisk trængte kunstnere. Erkendelsen var, at puljen for selvstændige ikke var tilstrækkelig. Men ifølge en bred skare af kunstnere afspejler heller ikke den nye pulje deres virkelighed: Digtere, komikere og andre professionelle kunstnere med atypiske arbejdsvilkår og -indtægter går tomhændede gennem krisen og kritiserer nu ministeren for manglende indsigt i kulturlivets vilkår og arbejdsgange.

For at komme i betragtning til kunstnerpuljen skal man i 2017, 2018 eller 2019 have tjent mindst 100.000 kroner på sit kunstneriske virke og kunne dokumentere et indtægtstab på mindst 30 procent som følge af COVID-19-nedlukningen. En betingelse, der ifølge Weekendavisens kilder ikke harmonerer med de vilkår, som mange udøvende kunstnere arbejder under, fordi uforudsigelige kalendere og periodevis stillestående indkomst er en grundpræmis. Den prisvindende digter Nicolaj Stochholm er en af de mange kunstnere, der falder igennem hjælpepakkernes sikkerhedsnet:

»Jeg brugte hele sidste år på at skrive og skulle udgive i 2020. Men så ramte corona. Og nu sidder jeg virkelig i saksen.«

Blandt andet fordi han tilbragte 2019 i skrivehi, endte digteren med en årsindtægt på 81.000 kroner, men de to tidligere år lå hans samlede kunstneriske indkomst også kun lige under 100.000. Han har med andre ord tjent for lidt til at få gavn af kunstnerpuljens midler og må derfor i øjeblikket leve af de 10.000 kroner før skat, han har fået udbetalt i bibliotekspenge.

»Vi er desværre mange, der ligger og roder lige under minimumsgrænsen for kunstnerpuljen. Det gør virkelig, virkelig ondt,« siger han.

»Normalt ville jeg kunne tage mig et job på en bar eller et callcenter, hvis det var nødvendigt. Men det kunne jeg ikke i marts, hvor samfundet var lukket ned. Så selv om man understreger, at man med hjælpepakkerne vil tage hånd om Danmark, så tager man ikke hånd om dem, der virkelig falder igennem.«

Ifølge formand i Dansk Forfatterforening Morten Visby er kunstnerpuljens minimumsgrænse udtryk for et helt grundlæggende problem: at politikerne slet ikke forstår branchens arbejdsvilkår.

»De tænker: Der er da ingen i dette land, der kan leve for under 100.000 kroner? Og så lægges fokus derefter. Men inden for kunstens verden er der en del mennesker, der rent faktisk har en form for stabilitet i en indtægt på 100.000 kroner. De er ekstremt sårbare. For de indtægter, de nu har mistet, kan være afgørende for, om de kan betale huslejen eller få den rodbehandling, de har brug for.«

Morten Visby anerkender, at kunstnerpuljen hjælper et stykke hen ad vejen, fordi den lader kunstnere med kombinationsøkonomi lægge indkomstformer sammen for lettere at kunne nå minimumsgrænsen på 100.000 kroner. Men det ulykkelige ved puljen er ifølge Visby, at de allersvageste kommer i klemme og derfor bliver glemt: »Alle pengene skal være tjent ved kunstnerisk virksomhed. Så hvis man har tjent 90.000 kroner på sin kunst og 15.000 kroner på at servere ved et sølvbryllup, falder man fuldstændigt udenfor. Og en kunstnerisk indtægt under 100.000 betyder altså ikke, at kunsten blot er en hobby. Det er bare udtryk for, at branchen er præget af enormt hårde vilkår.«

Standupkomiker Brian Mørks næste show i kalenderen er netop booket. Det finder sted i maj 2021. Forbuddet mod større forsamlinger har naturligt aflyst komikerens øvrige planlagte optrædener. Komikeren, der er selvstændig optrædende, kan hverken søge kompensation som selvstændig eller kunstner og falder mellem to stole:

I virket som standupkomiker er det en accepteret præmis, fortæller Mørk, at man ofte hyres få uger i forvejen og uden kontrakter på de mindre, men nødvendige jobs på de små scener. Derfor kan Mørk ikke dokumentere sit forventede tab i indtjening for sit kunstneriske virke – en betingelse for at søge fra den kunstneriske pulje.

I stedet har Mørk forsøgt at søge kompensation som selvstændig/freelancer. Her kræves det, at man har haft en månedlig omsætning på mindst 10.000 kroner i gennemsnit. Men også det passer skidt med komikerbranchen. Gennemsnittet skal nemlig som udgangspunkt regnes ud for de tilsvarende måneder i 2019, fra 1. april til 30. juni. Komikere arbejder, ligesom musikere, digtere og andre optrædende, med periodevis lav eller ingen indtjening, mens de skriver materiale til senere brug. Sidste forår afsatte Brian Mørk månederne til at skrive på et nyt show. Men de mange timers arbejde kan ikke prissættes i ministeriets modeller. Han er derfor kun berettiget til en kompensation på 2.000 kroner for tre måneders tabt arbejde.

Komikeren ved ikke, om han skal grine eller græde: »I min ansøgning forsøgte jeg at vælge en mere retvisende tidsperiode, hvor jeg faktisk optrådte, men det krævede enten en lægeerklæring, eller at jeg havde været på barsel.«

Mørk anerkender regeringens indsats for at hjælpe erhvervslivet i det hele taget, men undrer sig over, at hjælpepakkerne ikke er mere gennemtænkte og fleksible: »Man kunne have taget et gennemsnit for to år. Eller udbetalt et fast minimumsbeløb for alle selvstændige scenekunstnere, der lever af deres virke. Selv et rentefrit lån ville være mere attraktivt end det her,« siger komikeren. »For mig, og flere af mine kollegaer, handler det om at kunne betale husleje og fodre vores børn, indtil vi kan optræde igen. Der er ingen hånd under vores branche.«

Netop kravet om dokumentation rammer særligt skævt for kulturen på grund af branchens notoriske yoyo-indtægter. Det gælder særligt kunstnere, der har udgivet eksempelvis bøger eller musik lige op til krisen. Forfatter og formand for Danske Skønlitterære Forfattere Peter Adolphsen udgav bogen Små historier 3 den 3. marts 2020 med, hvad han kalder, »uforlignelig elendig timing«. For ud over bogsalgsprovenuet udgør indtægter fra foredrag og oplæsninger en væsentlig del af de fleste forfatteres levebrød, og kompensation fra hjælpepakkerne kræver dokumentation for aflyste oplæg. Men med nye udgivelser ringer foredragsarrangørerne først, når de har læst anmeldelserne – i Peter Adolphsens tilfælde efter nedlukningen af landet.

»Fordi alt lukkede en uge efter, har jeg nærmest ingen opkald fået. Jeg kan forsøge at bevise potentielt missede jobs ud fra opmærksomheden om mine tidligere bøger, men jeg kan jo ikke dokumentere, at det ville blive det samme denne gang. Hvordan beviser du, at telefonen ville have ringet, hvis der ikke var en krise? Det kan man ikke, og så er der ingen hjælp at komme efter,« forklarer han.

En del af kritikken lyder på, at kompensationsordningerne ikke er gennemtænkte, men snarere gennemtvungne efter politisk pres. Flere kilder kritiserer dem for at behandle et akut behov for overlevelse med samme bureaukratiske tilgang, som var situationen normal.

Torben Steno er, foruden journalist og vært på nyhedspodcasten Cordua & Steno, musiker i bandet Pligten Kalder med blandt andre sangeren Johan Olsen. Orkesteret blev afbrudt midt i en turné efter otte ud af 26 jobs. Det koster Steno en tabt indtjening på cirka 100.000 kroner. Han har søgt og fået godkendt en kompensation for tabt indtjening og priser sig lykkelig for, at han foruden musikken har sidegesjæfter. Værre er det for dem, der satser helhjertet på kunsten.

»Folk, der forsøger at gøre deres kunst til en levevej, sætter jo deres forretning vidt forskelligt op for at lykkes med det,« siger Steno. Han mener, at »systemets kassetænkning« ekskluderer en masse kunstneres muligheder for at få hjælp: »Der er ikke to sager, der er ens, og det nytter ikke at behandle det sådan,« siger Steno.

Steno indrømmer, at ildsjælene selv har anbragt sig i økonomisk usikre situationer ved at prioritere deres kunst. Men, understreger han, de taber kampen på unfair vilkår, når de er afskåret fra det levende – og betalende – publikum. Jo længere tid spillestederne, bibliotekerne, cafeerne og øvrige spillesteder holder lukket, desto mere rift bliver der om ledige datoer til efteråret og i 2021:

»Og det er klart, at de største navne vinder det slag, for arrangørerne skal jo også have penge i kassen. Vi risikerer, at mange fra næste geled drejer nøglen om inden og må lægge instrumentet fra sig. For mine kollegers skyld ville jeg ønske, ministeriet viste større forståelse for sit område og for dem, der knokler for åndslivet.«

Pligten Kalder er et af de hårdtprøvede mindre navne, der forsøger at planlægge nye datoer for aflyste koncerter. Lykkes det ikke, skal honoraret betales tilbage. Flere spillesteder har tilbudt dem datoer i sommeren 2021. »Jeg er jo over 60 år gammel, hvordan skal jeg kunne garantere at optræde på en scene om halvandet år?« spørger Torben Steno.

Meta Foldager, filmproducent og medejer af Meta Film og SAM Productions, har ikke nerver til at tie længere. Hun har holdt kritik tilbage, men gentagne gange oplevet, at Kulturministeriet tilgodeser dem, der larmer mest. Foldager har måttet aflyse en stor produktion, sætte seks tv-serier på standby og fyre 60 projektansatte, fordi projektet – en tv-serie til Viaplay – blev standset med en regning på over fem millioner til følge. En regning, der ikke samles op af kompensationsordningen. Erhvervsministeriet dækker faste udgifter til el, husleje og fastansatte, men holder ikke hånden under projektansatte og aflyste produktioner. Producenten er målløs over, at Kulturministeriet heller ikke gør:

»Jeg reagerer i afmagt. Staten har lagt mit arbejde ned for en stund, og det er fair, men den vil ikke hjælpe mig op igen. Jeg oplever ingen forståelse for de vilkår, vi arbejder under,« siger Meta Foldager.

Hun mener, at Kulturministeriets hjælpepakker ikke er gennemtænkte, men ligner hurtige reaktioner på politisk pres: »Teatrene har virkelig talt deres egen sag, og det er tydeligt, at ministeren honorerer det, selvom de fleste af dem er offentligt støttet i forvejen.«

Det undrer Foldager, at Joy Mogensen og ministeriet ikke har taget styringen og vist overblik over dets ressortområde: »Netflix udviste faktisk samfundssind, ringede selv til mig og tilbød at holde hånden under mig, hvis jeg var i risiko for at gå konkurs. De tilbød også at forudbetale vores fremtidige produktioner til dem. Det var rørende at opleve den forståelse for arbejdet, og det undrer mig, at den ikke udvises fra Kulturministeriet.«

Foldagers efterladte regning kan meget vel vokse. Kan hun ikke levere de produktioner, hun har solgt, skylder hun 56 millioner væk. Indtil videre er arbejdet kun udskudt, men uvisheden om, hvornår hun igen kan samle store filmhold og optage som normalt, gør, at hun hverken kan planlægge eller ansætte. Hun er låst fast i et limbo:

»For at levere skal jeg jo kunne bede mine skuespillere om at tungekysse eller slås foran kameraet, og hvem ved, hvornår det bliver tilladt igen. Hvis jeg sætter arbejdet i gang nu, og forbuddene fortsætter eller strammes igen, så jeg må fyre og afbryde det hele én gang til, går jeg nedenom og hjem.«

Forelagt den samlede kritik svarer kulturminister Joy Mogensen (S) blandt andet: »Vi ser løbende på de udfordringer, der er med de hjælpepakker, vi har forhandlet os frem til sammen i Folketinget, og vi kommer også til at evaluere de nuværende ordninger, som vi i den seneste tid har iværksat.«

Læs også Arne Hardis og Hans Mortensens portræt af Joy Mogensen og den socialdemokratiske kulturpolitik.

Laura Hattens

En by i transit