»Far!«

Udråbet kommer fra et lille mørkhåret menneske på gulvet. Store bedende øjne, et bredt smil og dansende krøller afslører lige dele forventningsglæde og utålmodighed. En tur på Bakken venter med løfter om både candyfloss og is, og det kan ikke gå stærkt nok med at få sendt denne fremmede, rutsjebanehindrende journalist på porten.

»Papa,« prøver knap treårige Atlas nu insisterende, og hans tvilling, Java, stemmer troligt i: »Papaaa, skal vi snart ud?«

Hos børnefamilien i lejligheden på tredje sal i Valby indgår »far« eller »papa« i enhver sætning. Atlas og Java har nemlig hele to fædre. Sådan føles det i hvert fald.

Rent juridisk har tvillingerne dog hver især kun én far. Den ene er datter af Kaspar Arianto, den anden søn af Lambang Arianto. Børnene har camperet ni måneder i den samme mave, er født af den samme kvinde, og alligevel er de ikke i familie. Faktisk kan de ikke engang registreres som søskende.

Antallet af regnbuefamilier er fordoblet de sidste ti år, og i 2019 var der 1.465 danske familier, hvor enten to kvinder eller to mænd bor sammen med hjemmeboende børn.

Alligevel holder dansk familielovgivning primært fast i, at en familie består af far, mor og børn.

Da Kaspar og Lambang Arianto mødte hinanden for ni år siden, drømte de hurtigt om børn. Den naturlige metode med bien og blomsten var af gode grunde udelukket.

Det oplagte andetvalg, adoption, var heller ikke en løsning, fandt de ud af: Med enkelte undtagelser godkender adoptionsfirmaer rundt om i verden ikke international adoption til homoseksuelle, hvor vildt det end lyder.

Chancen for at blive godkendt er minimal og ventetiden lang. Dermed var der reelt kun en løsning: at finde en rugemor.

Parret så mod USA, der gennem årtier har udviklet et langt mere etableret og kontrolleret system for surrogatmoderskab – mange anvender herhjemme det engelske ord surrogacy – end Danmark. Herhjemme er det kun lovligt, hvis kvinden bærer barnet kvit og frit. Det kræver altså, at en søster eller veninde tilbyder at lægge krop til.

Efter en årelang matchingproces med sociale, økonomiske og værdimæssige screeninger af såvel ægdonor, rugemor og parret blev det Lindsay, en 27-årig kvinde med egen mand og to biologiske børn, der skulle bringe Kaspar og Lambangs ønskebørn til verden.

Da Lindsay var gravid i 20. uge, skrev myndighederne under på en såkaldt pre-birth-order, der slog fast, at Lambang og Kaspar var juridiske forældre. Det betød, at tvillingerne straks efter fødslen landede i hver sin faderfavn, Lindsay pumpede mælk ud, og alle parter var glade. Lige indtil hjemkomsten til Danmark.

»Omtumlede af lykke tog vi ned på borgerservice i Københavns Kommune for at registrere os som forældre,« siger Lambang.

»Men da vi viste medarbejderen fødselsattesten og den amerikanske retskendelse, rynkede hun brynene, kiggede rådvild op på os med ordene, jeg aldrig glemmer: I kan ikke være to fædre til samme barn. Det kan man ikke.«

Et fremmed barn på gaden

Danmark indførte i 2013 begrebet »medmor«, der betyder, at to kvinder kan registreres som mødre til et barn, selvom kun den ene er biologisk mor.

Et tilsvarende »medfar«-begreb eksisterer ikke, ud fra rationalet om at mænd ikke kan blive forældre på egen hånd: Det er et mindre tiltag at donere sæd end at føde et barn. I Danmark betragter man derfor rugemoderen som barnets mor – selvom hun har fraskrevet sig moderskabet. Kvinden bag skranken havde ret.

Efter nogle uger i chok fik Kaspar og Lambang Arianto en opringning fra Folkeregisteret.

»Der kan kun være en far,« lød det igen.

{embedded type="node/node_image" id="41584"}

De havde befrugtet ét donoræg hver under fertilitetsbehandlingen i USA. Kaspar og Lambang blev derfor far til hver deres barn.

Dramaet voksede, da fire uger gamle Java måtte indlægges på neonatal intensiv med meningitis. Fordi systemet ikke vidste, hvordan børnene skulle registreres, kunne de ikke få cpr-numre. Det betød, at Javas medicin ikke fulgte med, da hun skulle overflyttes fra Hvidovre til Rigshospitalet.

»Til sidst fik vi med hjælp fra vores advokat heldigvis fremskyndet et cpr-nummer, men kun fordi Java var ved at dø. Hun var ikke ved bevidsthed flere dage. Det var et held, at vi nåede det.« Lambang ser ned.

I dag løber Java glad rundt og leger i stuen. Men selvom Lambang og Kaspar er gift, kan de fire den dag i dag ikke registreres som én familie. De er splittet op i to: Lambang er far til Atlas, Kaspar til Java. Tvillingerne er ikke søskende i den danske stats øjne.

»Jeg har ingen samtykkeret med Java: Jeg kan ikke tage hende til lægen eller underskrive for noget. Jeg kunne ikke få barsel. Jeg kan ingenting. Juridisk er jeg stillet, som var hun et fremmed barn på gaden,« siger Lambang.

Hvis den ene skulle omkomme, er det ikke givet, at den anden får forældremyndighed. Parret er hjulpet af at have børnene i en institution, hvor personalet også synes, situationen er »helt hen i vejret«.

»Så de ringer også til mig, når Java er syg. Men det er ikke givet. De har loven på deres side til kun at informere Kaspar.«

Enhedslisten og Radikale Venstre har gennem flere år talt for at indføre »medfar« som juridisk term. Modargumentet har gennem tiden lydt: Man kan jo bare stedbarnsadoptere.

Men dels kan man først stedbarnsadoptere efter 2,5 år, og dels fastslog en Højesteretsdom i november 2020, at man ikke kan stedbarnsadoptere et barn, hvis der er bare en formodning om, at rugemoderen er blevet betalt. Det er der i praksis næsten altid. Søger Lambang og Kaspar stedbarnsadoption, vil de få afslag.

Ifølge Louise Traberg Smidt, advokat med speciale i familieret og rugemødre, er LGBT+-familier meget dårligt stillet angående juridisk forældreskab. Hun rådgiver mellem 50 og 100 regnbuefamilier om året og ser gang på gang, hvordan familierne kommer i klemme.

»I forhold til ret til familiedannelse sakker vi bagud i Danmark, særligt vedrørende mænds muligheder for at blive forældre,« siger hun.

»Sammenlignelige lande som Sverige, England, Tyskland og Israel har en langt mere liberal tilgang til surrogacy og er åbne for, at man kan rejse ud og komme hjem og få anerkendt sit forældreskab.«

Det er den samme lov om surrogatmoderskab, der gælder heteroseksuelle og par af samme køn. Loven forskelsbehandler ikke direkte. Alligevel rammer den i særlig høj grad homoseksuelle mænd, fordi en rugemor typisk er deres eneste vej til et barn.

Kaspar og Lambang er med i en hemmelig gruppe online, hvor folk udveksler tips om kommuner, hvor enkelte barmhjertige sagsbehandlere kunne tænkes at se igennem fingre med to ulige cpr-numre på fødselsattesten.

Far ved en fejl

Gik man og troede, at homoseksuelle kvinders vej til et barn blot er frydefuld, må man også tro om igen. Elisa og Xenias historie minder mest af alt om plottet i en amerikansk komedie. Den er bare ikke rigtig sjov. Parret ønsker ikke at stå frem med efternavn af hensyn til deres datter, Margot.

Deres gode ven ville spare dem besværet og leverede en sæddonation, siger de to kvinder over en Zoom-forbindelse fra sommerhuset på Langeland.

»Vi foretog en hjemmeinsemination. Insemination er den naturlige vej for to kvinder, og derfor ville vi helst gøre det derhjemme. Heteroer går jo også kun på hospitalet, hvis de har problemer,« siger Elisa.

Fem måneder inde i graviditeten kvalte en lovteknikalitet drømmen om at være to mødre: Ifølge lovteksten medfører en hjemmeinsemination kun gyldigt medmoderskab, hvis det er sket ved assisteret reproduktion.

Det betyder, at en sundhedsperson skal have overværet akten. Det var Elisa og Xenia ikke klar over.

»Så fordi der ikke sad sundhedspersonale og kiggede på, at jeg inseminerede min kæreste, kan jeg ikke blive mor. Det er absurd. Det svarer jo til at bede en sundhedsperson om at overvære heteroseksuelle i soveværelset,« siger Xenia.

Xenia blev henvist til at søge stedbarnsadoption, og processen fortsatte i værste komediestil:

Sagsbehandlingen kan ikke gå i gang, så længe der er en åben faderskabssag. Donorvennen blev derfor rådgivet til at vedkende sig faderskabet, han kunne altid frasige sig det efterfølgende. Snydt.

»Som led i faderskabsprocessen måtte jeg skrive under på, at jeg havde været min kone utro,« siger Elisa og ryster på hovedet.

»Jeg kunne vælge mellem at have fået assisteret reproduktion og at have haft et seksuelt forhold til en mand. Familieretshuset rådgav mig til at skrive under. Det var nødvendigt for, at Xenia kunne adoptere vores fælles barn.«

Margot skriger i samme nu, så man næsten skulle tro, hun er klar over, hvilket trekantsdrama hun er centrum i.

Den flinke donor blev ufrivilligt far ved en fejl. Xenia blev ikke mor. Selvom hun passer Margot hver dag og bor med barnets biologiske mor.

Efter to afslag har parret nu endelig fået lov at søge stedbarnsadoption. Familieretshuset skal vurdere, om adoption er i »barnets tarv«.

»Status er nu, at Margot er seks måneder gammel, og ingen ud over den danske stat er i tvivl om, at jeg er mor til det barn,« siger Xenia.

»Jeg skal godkendes til at adoptere mit eget barn. Hør lige den sætning. Havde jeg haft et mandligt cpr-nummer, havde jeg fået faderskab på et splitsekund, uden nogen havde spurgt, om jeg er ’egnet’ som mor.«

En, to, tre forældre

I august 2020 fremsatte regeringen et udspil med ti forslag til at styrke rettigheder for LGBT+-personer. Et af dem var »smidiggørelse af registrering af medmoderskab«. Forventningen er, at der i det kommende folketingsår fremsættes et lovforslag til gavn for kvinder, der vil befinde sig i en situation som Elisa og Xenia. Par som Kaspar og Lambang Arianto har derimod ikke noget at se frem til.

Skal man altid tilpasse loven, når nogen har indrettet sig på en måde, samfundet ikke er skruet sammen efter? Når teknologien pludselig giver muligheder for børn, hvor biologien ville komme til kort?

De to familiers dilemmaer er komplekse, men kan alligevel koges helt ned til grundlæggende spørgsmål: Hvor meget må staten blande sig i, hvordan vi stifter familie? Og omvendt, hvor meget kan vi kræve, staten gør for at sikre muligheden for at stifte familie?

Mange ser det som et biologisk basalt behov at reproducere sig selv, og LGBT+-personer har utvivlsomt ikke lige muligheder på den front. Omvendt står der ingen steder, at det er en menneskeret at få børn.

»Forskelsbehandling er kun diskrimination, hvis den er etisk illegitim,« siger professor i anvendt etik ved Aalborg Universitet, Thomas Ploug.

»De fleste vil være enige i, at alle skal have lige rettigheder til børn. Men når man ser på, hvad det implicerer, kan der melde sig flere etiske dilemmaer: En reproduktionsret til homoseksuelle mænd kræver, at man lovliggør rugemødre,« siger han.

»Det er omkostningstungt og kan medføre risiko for menneskehandel og udnyttelse af kvinder. Og hvad stiller man op, hvis parret pludselig ikke vil have barnet alligevel, fordi det har Downs syndrom?«

Et er homoseksuelles kamp for forældreskabet. Hvad med familier på flere forældre end to?

På en af fire høringer på Christiansborg om LGBT+-familiepolitik i foråret var netop sådan en familie troppet op: en mand og to kvinder, hvoraf den ene hverken var biologisk eller juridisk mor.

Hun fortalte, at hun ingen rettigheder har og altid er med som »den der mærkelige queer-ven«.

»På fertilitetsklinikken skævede lægen til mig og sagde: Ja, jeg lader jo bare, som om du ikke er her. Det var meget rammende. For jeg er usynlig,« sagde hun med lillebitte stemme.

Det er ikke svært at forstå smerten, der følger af at mangle rettigheder til det barn, man betragter som sit eget. Det er alt for let at afskrive familiernes trængsler som udslag af et woke, identitetspolitisk korstog, man kan mene er kørt af sporet.

Omvendt er det også for let at påstå, at modstanderne bare er en flok reaktionære nisser. Hvis det skal være lovligt at få et barn med to kvinder eller mænd, hvad så hvis nogen ønsker at være fire eller fem forældre? Skal vi så til at tillade flerkoneri?

Ifølge Anne-Marie Gerdes, formand i Etisk Råd, læge og genetiker, kan man ikke sætte et antal på, hvor mange der skal rammes, før den etiske vægtskål tipper.

»Udgangspunktet må altid være barnets tarv,« siger hun. Interessant er det, at såvel regnbuefamilierne og modstanderne argumenterer for deres sag med henvisning til netop barnets tarv. Hvem skal definere det?

»De etiske faresignaler lyser for mig at se ved dilemmaet om flere forældre. Vores selvbestemmelse og beskyttelsen af sårbare grupper er helt essentielt, men vi har også en kollektiv forpligtelse til at sætte grænser. Et barn bør kun have et vist antal primære omsorgspersoner, og det kan blive en glidebane. Lad os antage, at der pludselig var fem mennesker, der ville være forældre til et barn. Hvad gør man, hvis de går fra hinanden?« siger Gerdes.

»Der er en masse empiriske forhold at afklare, før man kan tage stilling. Hvordan påvirker det et barns selvforståelse og identitet at have mange forældre? Hvem er den primære forælder: den biologiske eller den sociale?«

Tilbage i lejligheden i Valby holder Kaspar og Lambang Arianto fast i, at deres model med rugemoderen var etisk forsvarlig.

De valgte USA, fordi der blandt andet er regler om, at ægdonor og rugemor ikke må være den samme person, så risikoen for følelsesmæssige komplikationer ved adskillelsen mindskes.

»Vi ville aldrig være taget til Asien eller dele af Østeuropa, hvor man ikke har daglig og direkte føling med kvindens forhold,« siger Kaspar.

»Jeg synes, det er på tide at flytte samtalen fra, om noget er naturligt. Er fertilitetsbehandling naturligt? Der er en del, der ikke er naturligt længere. Men der er meget, der er normalt.«

Laura Hattens

Lovligt litterært