For et par måneder siden skulle jeg finde et nyt sted at bo til leje i København. En skæv, charmerende kvistlejlighed? Måske et plantespækket kollektiv? Jeg var i vildrede, vidste ikke, hvad jeg søgte, indtil jeg stod foran det. Det var øjeblikkelig kærlighed, da jeg trådte ind i den lyse stue på Nørrebrogade og så den: Vindueskarmen, jeg altid havde drømt om. Tilpas lang og en hel meter bred, en varm keramisk flise i changerende beige under aflange vinduer, der mødtes i en æstetisk hvælving oppe under loftet.
Jeg kunne straks se det for mig – mit korpus siddende der i karmen i en solstråle med store marokkanske puder i ryggen, indbundet notesbog i hånden og et let drømmende blik i øjnene. Al den kloge, urørte litteratur fra min bogreol, jeg kunne fortære i den karm, for ikke at tale om det væld af finurlige artikler, der ville flyde fra min hånd, når jeg først fik placeret mit legeme i denne inspirerende krog. At udleve kunstnermyten over bydelens mest centrale gade: jeg, en tænker, i en guddommelig vindueskarm.
Da jeg en eftermiddag halvanden måned senere sidder i vinduet og funderer over den klumme, jeg skal skrive, er drømmen om karmens skaberkraft begyndt at smuldre. Min idéblok er fuldstændig tom. Hvor blev alle de store tanker af?
Jeg ser ned på cyklerne på gaden, der drøner forbi. Få hundrede meter væk ligger verdens mest trafikerede cykelstrækning, Dronning Louises Bro, som dagligt passeres af mere end 40.000 cyklister. Langt de fleste af dem suser forbi mit vindue, en del med mobilen fremme, noterer jeg mig. Gad vide hvor mange? En hurtig optælling her en tilfældig torsdag i myldretid afslører otte mobiler på fem minutter. Kun ni ud af 50 kører til gengæld med cykelhjelm, konstaterer jeg.
Bus 5C kommer prustende og forstyrrer statistikken, den stopper med et stort suk lige under mit vindue. Ud af bussen sjosker en yngre fyr med hætte, og en civilklædt, men stærkt trænet mand med øresnegl løber ud lige efter og kaster sig ned over ham midt på cykelstien. På få sekunder er fem andre øresneglsbeklædte typer sprunget til fra alle sider, de lægger den unge mand i håndjern, og mindre end et halvt minut senere har de fået gelejdet ham ind i en politibil, så trafikken kan fortsætte. Hvad skete der lige dér? Hvorfor cykler alle videre, som om intet er sket?
Hov – jeg var jo faktisk i gang med at udtænke den klumme. Jeg tvinger mit blik tilbage mod blokken. Tiden i vindueskarmen forløber ikke, som jeg havde troet. De gode ideer lader vente på sig, der udspiller sig hele tiden en historie nede på gaden, der får mig ud af zonen. Folk, der græder på Nørrebrogade. Får venner på Nørrebrogade. Fletter fingre, stjæler cykler, kører på rulleskøjter eller laver parkour. Slår op, bliver slået ned, brændes af eller brænder sammen på Nørrebrogade.
EN LØRDAG for et par uger siden fyldte en stor forsamling tørklædeklædte kvinder gaden i protest mod tidens populære koranafbrændinger. Jeg sad og observerede optoget, da en tungt sminket teenager fangede mit blik i vinduet. Hun løftede sin medbragte koran mod mig og slog en knyttet hånd mod hjertet. Nu kommer en væsentligt mindre demonstration forbi, det er en forkølet flok veganere: Hvad vil de have, ingen test på dyr, hvornår vil de have det, nu, skriger de til alle, der vil og ikke vil lytte.
Klummefokus, for pokker! Den her hjemmearbejdsdag er ved at udvikle sig til en katastrofe. Tidligere kunne sociale medier stjæle min tid, men i dag er gaden blevet mit drug. Det slår mig, at jeg i en måned ikke har tændt for tv'et i stuen, som jeg deler med to andre. På Nørrebrogade får jeg livsfortællinger på storskærm døgnet rundt – fra første parket, og så er det ovenikøbet gratis.
Da det er ved at blive mørkt, er min idébank stadig tom. Barejeren lige under min lejlighed kæmper som sædvanlig en hæderlig kamp med sit tunge, upraktiske skilt, som jeg nok kunne have foreslået ham at udskifte med et mindre, hvis det da ikke var så god underholdning. Nede foran Netto på den anden side af gaden er to fordrukne mænd ved at komme op at skændes. Et Wolt-bud drejer ind foran dem, og i raseri kaster den ene en efterladt mælkekasse mod hans ryg, så det stakkels bud er ved at falde af cyklen. Jeg åbner vinduet, skæver til telefonen. Bør jeg ringe til politiet? Nå, de er her allerede. Heldigvis ser buddet ikke ud til at være kommet noget til. Værre står det formentlig til med burgerne i hans firkantede blå taske, når jeg lige at tænke, inden jeg – for jeg ved ikke hvilken gang – husker mig selv på dagens opgave: Skriv så den klumme.
FOR ET PAR uger siden skulle jeg på et kursus besøge forskellige medier i New York. Jeg kom for at lære om fortællegreb og sceneskrivning, men det, der forbløffede mig mest undervejs på turen, var de amerikanske journalisters enstemmige valg om at arbejde hjemmefra hver dag. For en del danskere gik der under de gentagne covidhjemsendelser lidt for meget natbukser-og-liter-is i den, mange længtes til sidst efter at komme tilbage til kontoret. Men mange steder i USA kom medarbejderne aldrig tilbage. Jeg havde set frem til at besøge The New York Times på kurset, men det blev en lettere flad oplevelse: Avisens news room stod gabende tomt – selv avisens prisvindende nyhedspodcast The Daily, der er downloadet mere end tre milliarder gange, optages stadig over telefonen i hjemmebyggede studier i journalisternes kældre rundt i landet.
Mine danske chefer kan prise sig lykkelige for, at der ikke hersker amerikanske tilstande herhjemme. Skulle jeg hver dag skrive fra karmen i Nørrebrogade, kunne min fremtid på avisen meget vel gå hen at blive problematisk.
»Kom nu i gang,« råber en mand nede på gaden, som vidste han, at jeg nu endelig havde fundet emnet til min klumme. Jeg må vist hellere cykle ind på redaktionen og skrive den.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.