Det begyndte med en samtale med to af mine veninder. Vi sad i min vindueskarm en tidlig sommerdag, solen skinnede ind gennem de åbne vinduer og oplyste mine kridhvide underben, så de om muligt kom til at syne endnu hvidere.

»Skankealarm: blændingsfare,« sagde jeg med mekanisk højttalerstemme, i et – jeg ved det – skandaløst dårligt forsøg på at være morsom. Veninderne grinede heller ikke spor.